Fleksjob søgning

Jobsøgning og fleksjob søgning er to vidt forskellige ting, ikke?
Sådan føltes det i hvert fald for mig i den periode, hvor jeg søgte efter mit første fleksjob.

Fleksjob søges, men hvordan?

Der var ikke ligefrem mange opslåede stillinger til fleksjob, så spørgsmålene pressede sig på.

  • Hvem søger en fleksjobber?
  • Hvad skal jeg kigge efter hos en potentiel arbejdsgiver?
  • Hvor i ansøgningen skal jeg skrive at jeg søger fleksjob?
  • Hvornår skal jeg fortælle om mine skånebehov?
  • Hvordan forklarer jeg mit fravær fra arbejdsmarkedet positivt?

Da jeg arbejder i en branche, hvor man ikke møder op med en ansøgning, kunne jeg ikke bruge dén indgangsvinkel til at vise min motivation.
Så hvordan kunne jeg så vise det?

Afslag på ansøgninger

Lad os bare tage den. Der er ingen garanti for drømmejobbet i første omgang, fleksjob eller ikke-fleksjob. Sandsynligheden for en afvisning eller hundrede (true story) er overvejende. Særligt når der er tale om uopfordrede ansøgninger. Derfor er der først og fremmest én meget vigtig ting vi skal have på plads.

Det er IKKE dig, de siger nej til.
– Dét du tilbyder matcher ikke virksomheden. That’s it.

Skriv det på en seddel. Ha’ det som baggrund på telefonen. Gør dig selv opmærksom på at det ikke er personligt, så ofte som det er nødvendigt. Et afslag er ikke personligt og du må ikke tage det personligt. BUM.

Jeg lyder pisse proaktivt og smart i en fart, når jeg skriver sådan noget. Faktum er, at jeg selv tog det ekstremt personligt og lod det gå direkte i selvværdet. Det gavner intet. Hverken jobmæssigt eller i privatlivet.
Don’t do this at home.

Den del af min fleksjob søgning kan du læse mere om her: Jobsøgning er ingen skam

Jobsøgende til fleksjob

Tilbage til dét emne du klikkede ind på, jobsøgning. Først tog jeg den klassiske approach.
Jeg fuldendte min LinkedIn profil efter alle kunstens regler. Det tjekker mange arbejdsgivere som det første, når de får en ansøgning og man skal helst have 500+ (relevante) forbindelser.
Jeg gjorde brug af mit netværk, og jeg søgte efter fleksjob på alle medier. Det viste sig bare ret hurtigt, at der var et meget begrænset antal opslåede fleksjob stillinger i Region Midtjylland.

Det blev en periode med ansøgning på ansøgning, men det gik hurtigt op for mig, at jeg skulle tænke lidt længere end det klassiske opkald til virksomheden for derefter at sende en ansøgning.

Når jeg kigger tilbage, var der flere råd jeg ville have haft gavn af i min proces med fleksjob søgning. Derfor har jeg samlet mine bedste tips til fleksjob søgning hér og håber så inderligt, det kan gøre gavn.

10 tips til fleksjobsøgningen

  1. Planlæg dine dage. Et godt udgangspunkt er at bruge dine bevilligede arbejdstimer på jobsøgning.
  2. Opdatér din LinkedIn og lav et opslag om din jobsøgning hér. Selv hvis det ikke umiddelbart giver pote, så sender det et godt signal til virksomheder, når de tjekker op på din ansøgning.
  3. Forbered dig godt inden du kontakter virksomheden. Sæt dig grundigt ind i virksomheden, undersøg hvilke opgaver du kan løfte og vigtigst, hvordan det vil gavne virksomheden. Psst.. Selvom en virksomhed ikke har fleksjobbere pt. betyder det ikke, at de udelukker muligheden. Vælg de virksomheder du mener, vil være et godt match til din person og dine kompetencer.
  4. Ring til virksomheden og præsenter dig, før du sender en ansøgning.Det kunne lyde noget i retningen af: Hej, du taler med *indsæt navn. Jeg arbejder med *indsæt erhverv/kompetencer og vil høre om du kan fortælle mig, hvem jeg må sende en uopfordret ansøgning til?
  5. Hav en elevatortale klar ved første opkald til virksomheden. Måske bliver du videresendt direkte til ansvarhavende og så er det godt at være forberedt og sidde klar med en elevatortalen. – Beskriv hvad du arbejder med og hvordan du skaber succes med dine opgaverne.– Nævn hvordan du før har gjort det og hvilke resultater det gav.– Kom gerne ind på dine ambitioner for din rolle i virksomheden.
  6. Dit opkald er første mulighed for at fortælle om fleksjob. Om du benytter den eller venter til en evt. samtale er op til dig. Bare husk at timetallet kan være en afgørende faktor for, om virksomheden kan tilbyde et job. Du kan også vælge blot at nævne det timetal, du tilbyder.Læg vægt på, at du i din fraværsperiode fra arbejdsmarkedet (fx) har været i genoptræning og praktik, og derfor kan tilbyde et stabilt arbejdsniveau.
  7. List de ekstra fordele virksomheden også får med, netop fordi du er tilkendt fleksjob. Fx:– I betaler kun for 12 timer ud af de 16 timer, jeg arbejder– I skal ikke tænke på hjælpemidler til kontoret. Jeg har det hele.– I har ingen udgift til sygedage. Første sygedag er altid gratis.
  8. Følg op på din fleksjob ansøgning efter et par uger. Hvis du får et afslag er det også helt normalt at forespørge på konstruktiv kritik. Der kan være guldkorn at hente hér.
  9. Til samtalen kan du tage en lille sort bog med, hvori du har skrevet dine spørgsmål og andre ting, du vil gerne vil omkring.
  10. Selvom en virksomhed ikke skriver, de søger en til et fleksjob, kan det godt være lige dét de mangler. Måske vil det være en fordel for dem, at ansætte flere personer til stillingen.

Mit første fleksjob

Efter 7 lange måneder med fleksjob søgning landede jeg mit første fleksjob.
I de første seks måneder var jeg til fire samtaler og et par opfølgende samtaler. Ikke ligefrem et prangende resultat i mit hovede. Den sidste uge i min ledighedsperiode sprang boblen og pludselig sad jeg med to jobtilbud og en tredje virksomhed på linjen, der gerne ville have mig til samtale.

Hvor var de lige seks måneder forinden?

Jeg sad pludselig i en situation, hvor jeg måtte vælge mellem to stillinger. Det var så uvirkeligt og jeg turde derfor heller ikke skrive noget om det på Instagram, før jeg havde gennemført min første arbejdsdag. Men det var virkeligt, og det er virkeligt. Min søgning efter fleksjob gav endelig resultat.

Jeg har et fleksjob, hvor jeg arbejder med dét jeg gerne vil og det er jeg faktisk ret stolt af.

Find dit fleksjob

Prøv dig frem i din fleksjob søgning.
Det er ikke sikkert, at de ting jeg har gjort passer til hverken dig eller den branche du søger et fleksjob i. Så pluk i listen og gør det, der passer til din situation. Det vigtigste er, at du finder dét, der virker for dig. Måske er der ikke nogle af de ting jeg har haft succes med, der passer til dig og det er helt okay!
Jeg er på ingen måde job coach og jeg har kun erfaring fra min egen situation. Så stol på din mavefornemmelse. Du ved bedst, hvad der passer til netop din situation.

Hold hovedet højt. Du er kommet så langt allerede og denne del klarer du også. Det er jeg sikker på.

Mit år 2019

Året nærmer sig slutningen og traditionen tro (det må man vel gerne sige, her på tredje år) har jeg taget et tilbageblik på året der gik.

Mit år i punktform

Jeg:

  • ..har fået mit første fleksjob
  • ..er blevet bedre til at færdes i sociale sammenhænge, og faktisk nyde dem.
  • ..har igen mødt seje mennesker til en kronikerfest.
  • ..har været med til kroniker kaffe.
  • ..har fået konstateret Multipel Sclerose.
    – ikke just positivt med en ny diagnose, men vished omkring symptomer, kyndig vejledning og behandling heraf, er en god ting.
  • ..har (sammen med H.) valgt en hverdag med mere overskud.
    – d.15. februar flytter nemlig vi i et rækkehus uden vedligehold i rolige omgivelser og tæt på vores arbejde/studie. YAY!

Tak for i år

Som årene går, bliver jeg mere og mere glad for disse lister.
Jeg bliver mindet om, hvor langt jeg er nået i det forgangne år, hvad det har givet mig og hvad jeg evt. bør afskrive. Samtidig sætter jeg tid af til at reflektere over, hvordan jeg ønsker mit næste år skal udvikle sig og hvordan jeg har tænkt mig at gennemføre det.

Hvis du ikke har prøvet det før, vil jeg opfordre dig til at give det et skud.
Det giver så meget at se, hvor langt man er kommet og hvis det slet ikke er dig, har du maks spildt en time. Just give it a go.

Rejse med kroniske smerter – New York

Times Square

At se New York i juletiden har længe været højt på vores ønskeliste. Vores som i H.s og min.

Så efter fem år med genoptræning, accept, uddannelse med et dagligt morfinindtag, udfordringer i vores familier og endeløse møder med kommune Bente og alt det andet, var det ærlig talt også tiltrængt med noget kærestetid. Nå, men ligesom alle andre mennesker, skulle H. og jeg (læs: jeg) planlægge vores rejse og derfor gøre en masse overvejelser ift. ønsker og prioriteringer.

Men hvordan klarer man lige en 8-9 timers flyvetur, hotel livet og div. aktiviteter når man samtidig lever med kroniske smerter?

 

Før afrejsen

Inden man booker rejsen er der flere ting, man kan og måske bør tage med i overvejelserne.
Er der ting der skal godkendes fra læge, kommune eller arbejdsplads?
Jeg skulle huske:

  • Pillepas
  • Godkendt ferie
  • Hjælpemidler til rejsen
  • Underholdning til aktive hvil

De første tre punkter er ikke særlig spændende. Et smut på apoteket, et opkald til kommune Bente, ned til bandagisten efter nye såler og på nettet efter en god rygpude til flyveturen.
Så havde jeg styr på de ting, jeg måtte skaffe til turen.
Det sidste punkt er til gengæld meget spændende.
Jeg købte et nyt spil til min Nintendo Switch, Pokemón Go Pikachu. Nostalgi på højeste plan!

 

Turen til Kastrup lufthavn

Vi bor i midtjylland, så der er (med held i trafikken) en køretur på 4 timer til Kastrup fra vores bopæl. 4 timers kørsel for derefter at vente 3 timer i en lufthavn og så 8 timer i en flyver?
Det blev bare et kæmpe nej herfra.

Så vi delte turen op:

  • Stop i Sorø til familiehygge
  • Hotel nær lufthavnen til overnatning

Et familiebesøg med hjemmelavet mad, at sove længere på rejsedagen og ingen stres i Københavns morgentrafik. Det lød altså langt bedre end at køre ét langt stræk på afgangsdagen + flyrejse.
Det kan anbefales!

 

Flyveturen med kroniske smerter

  • Rygpude
  • Nakkepude
  • Holdningskorrigerende trøje
  • Et flyselskab med gode sæder 
  • Direkte fly og/eller korteste flyverute
  • Sædebooking

Vi (læs: jeg) bookede sæder i siden af flyet, hvor man sidder to og to sammen. Havde du spurgt mig for 5 år siden, havde jeg også valgt de sæder, da vi jo er to personer, men nu er der flere grunde end bare ønsket om en mere privat flyvetur. Det betyder nemlig også mere ro og dermed mere hvile.

Så undgik vi også at skulle skræve henover fremmede mennesker, når benene skulle strækkes. Eller at sidde ved siden af dén person, som ikke lige orker at pudse næse og istedet konstant snøfter med en sådan kraft, at sædet foran vibrerer ved hvert åndedrag. Kuldegysninger ved tanken om otte timer ved siden af typen? Også mig! Sædebooking er svaret.

 

Hotel og værelse

  • Centralt beliggenhed
  • Godt hotel med gode senge
  • Handicap venligt værelse

De fleste af punkterne var også noget, der passede H. helt perfekt. Med et centralt hotel var der ikke lang transporttid til seværdigheder. Fx var der er 8 min. gang til Times Square og derfor kunne vi hurtigt komme hjem igen, hvis skroget sagde fra. Gode senge er altid skønt. Og efter en spadsertur gennem Central Park i det kølige vintervejr var jeg ikke den eneste, der satte pris på et brændende varmt bad med gode forhold.

 

Hjemmelavede kulturoplevelser

Vi ville gerne se alt. Så meget som muligt, men vi havde (heldigvis) også været realistiske da vi planlagde turen. Selvom vi skulle bo centralt, var vi klar over at vi stadig komme til at gå meget. Derudover er det jo ikke 25 grader i november/december måned. Derfor havde vi lavet en liste med vores egne seværdigheder/kulturoplevelser, som vi fandt frem til pauser og på hviledage.

  • Gør-det-selv spa dag
  • Spilaften på hotellet
  • Take away på sengen

Dét der med at ligge i sengen med flere bokse take away og et sæt spisepinde må altså være noget alle New Yorkere har gjort. Det var det i hvert fald i både mit og H.s hovede og derfor talte det nærmest som en kulturoplevelse. Det var super hyggeligt at sidde dér og tale om dagen, der var gået. og vi var begge udmattede efter alle indtrykkene

Faktisk var der kun to aftener, hvor vi ikke fik take-away i sengen på hotelværelset. 

 

For at gøre det mest overskueligt har jeg samlet mine 10 bedste råd til at rejse med kroniske smerter i en oversigt, der er nem at gå til inden den næste rejse.

Mine 10 bedste råd til en rejse med kroniske smerter

  1. Book evt. en overnatning tæt på lufthavnen før/efter rejsen.
  2. Vælg et godt flyselskab. Ryan Air er ikke luksus for nogen.
  3. Undersøg muligheder for hjælpemidler på rejsen.
  4. Vælg et godt hotel og overvej evt. handicap venligt værelse.
  5. Tænk hotellets placering ind ift. transportmuligheder og seværdigheder.
  6. Book et længere ophold, så du har tid til at miste nogle dage.
  7. Hav planer klar til en off-day. Så føles de ikke så uoverkommelige.
  8. Tag underholdning med til dine pauser. Noget nyt tiltænkt rejsen
  9. Planlæg tid til pauser flere gange om dagen og udnyt enhver mulighed
  10. Fleksibilitet er nøgleordet. Læg ikke for mange faste planer, men ha’ en åben kalender og en liste over ønsker.

Bonustip: Hvis du ikke selv er nogen B.S. når du skal finde rundt, så tag en med der er.
Uden at sige for meget, kan jeg roligt afsløre at Bubber her havde fundet hidtil uopdagede margueritruter i New York, hvis ikke H. havde været med..

 

Vores ferie i New York

Ferie med kroniske smerter. Findes det?
Nej. Ikke rigtigt, for kroniske smerter holder selvsagt ikke ferie. Men det kan stadig gøres til en ferie, med den rette indsats og en indstilling til det.

Fordi vi er vant til de udfordringer kroniske smerter giver i hverdagen, har vi bedre kunne forudse, hvilke vi ville støde på under rejsen.

Desuden var meningen med turen også, at H. og jeg skulle væk fra vasketøj, behandlinger og e-boks. Vi skulle være kærester, få en masse oplevelser sammen og bare nyde livet. Sammen. Hvilket var lige præcis, hvad vi gjorde.

Mit år 2018

Jeg har aldrig været den store tilhænger af nytårsfortsæt. Heller ikke af det med at starte en sundere livsstil på en mandag, eller næste gang kalenderen skriver den første. For mig er nytåret ikke en speciel anledning til pludselig at være en bedre version af sig selv. Året byder på mange dage, men alt kan ske. Jeg vil ikke vente med at tage det næste skridt. Når jeg sætter mig et mål, vil jeg starte hurtigst muligt.

Ikke dermed sagt, at der ikke kommer bump på vejen. Det gør der som regel her i livet, men dem tager jeg med og lærer af.

Som mange andre, har jeg de sidste tre år lavet et lille tilbageblik over året der er gået.
Det samme har jeg gjort i år.

Mit 2018

Jeg:

  • ..har fået medhold i behovet for en hvileplads på arbejdet.
    – efter at have klaget over afvisningen to gange.
  • ..har lært at der kun er én vej frem, når jeg fået et hold i ryggen.
  • ..har klaret en hverdag alene i 3 uger imens H. var i Rusland med arbejdet.
    – med god hjælp fra familie og venner.
  • ..har været til et bryllup alene imens H. var i Rusland.
  • ..har lyttet til kroppen, selvom jeg gerne ville deltage på andre præmisser.
  • ..er blevet bevidst om, at jeg ikke har energi til alt og at det er ok.
  • ..har fået en behandler, der virkelig har gjort underværker for mig.
  • ..har trænet mig op til at kunne gå med mine pelsbørn alene.
    – det er den bedste følelse i verden at give dem en gåtur.
  • ..har undværet en familieferie pga. bureaukratiske regler.
    – ikke ligefrem et positivt punkt, men det er en stor ting fra mit år.
  • ..har lavet en specifik lægeattest alene. To gange pga. bureaukratiske regler.
  • ..har deltaget i et bryllup med H. og stadig lyttet til kroppen. Og H.s råd.
  • ..har deltaget i en fest (kronikerfest) uden at have mødt nogle af deltagerne i forvejen.
  • .. har bevist at jeg KAN arbejde og (igen) modbevist lægerne.
  • ..har været til rehabiliteringsmøde og fået bevilliget fleksjob.
  • ..har været i New York i julen og dermed og krydset et punkt af på min bucketlist.
  • ..er blevet kontaktet med en mulig ansættelse i et barselsvikariat til januar måned.

 

Tak for 2018

Hver gang jeg har kigget tilbage på året der gik de sidste par år, bliver jeg mindet om hvor langt jeg er kommet. Nytårsaftensdag er også dagen, hvor jeg læser lister fra de tidligere år mindes flere begivenheder. Jeg prøver på ikke at sammenligne mig selv med andre mennesker, (det er der jo ingen, som bør gøre) men jeg får meget ud af at sammenligne mig selv med tidligere år og reflektere over min udvikling og mine valg.

Bruger du også en stund på at reflektere over året der gik?

Kort fortalt

Velkommen til min blog!

Mit navn er Sanne, jeg er 90’er barn og bosat i midtjylland med min kæreste H. og vores to skønne pelsbørn, Lilo & Stitch. Jeg er et udpræget familie menneske og elsker dyr.
Bortset fra edderkopper. Og hajer. Irrationel frygt for nogle fascinerende dyr, jeg ved det godt..

Her kan du læse om mit liv som kronisk smertepatient, hvordan mine kroniske smerter påvirker min dagligdag og følge min proces i at finde en måde at leve mit liv på i balance med mine udfordringer.

 

Før bilulykken

Inden mit liv blev vendt op og ned, og jeg fik stemplet ¨kronisk smertepatient¨ var jeg en typisk jysk pige. Jeg jonglerede med uddannelse, deltidsjob som butiksassistent, weekend job som bartender, trænede 5-6 gange i ugen + cardio eller hold, og havde naturligvis også overskud til venner, familie, sociale arrangementer og allerhelst stod jeg i spidsen for det hele.

Jeg ville nok beskrive mig selv som værende udadvendt med ben i næsen og et temperament, der sagde spar to. Temperamentet har jeg stadig, men resten er jeg ved at finde rundt i.

 

Hvor stammer de kroniske smerter fra?

D.1. februar 2014 var jeg med i en bilulykke, hvorefter jeg blev trukket ud af en brændende bil. Det var også her jeg fik min første tur i en ambulance med fuld blink til Herning sygehus, hvor jeg så (mere eller mindre) fik en tur i alle deres maskiner.

Alt det kan du læse mere om i indlægget ulykkesnatten.

 

Lægernes første dom

Lægernes dom lød på en brækket ryg og et brækket drejeled i højre hånd.
Det resulterede i nogle dages kost og logi på statens regning, operation af hånden og derefter 2,5 måned iført et blændende specialstøbt leopard korset i døgndrift.

For at få en forklaring på leopard delen kan du læse indlægget dagene på hospitalet.

 

Det indelbar desuden et ophold på 2,5 måned hjemme hos mine forældre, med en masse restriktioner fra lægerne, grundet en mere eller mindre funktionsløs ryg og højre hånd lagt i gips. Det gav selvsagt både personlige og fysiske udfordringer.

Det kan du læse mere om i indlægget Helingsperioden her.

 

Den sidste dom fra lægerne

Efterfølgende har jeg været på noget af en rundtur i systemet.
Efter at have fortalt den samme historie om og om igen til en masse læger, speciallæger og andre kloge mennesker, og en masse ¨mellem-domme¨ endte jeg på en smerteklinik.
Her fik jeg betegnelsen ¨kronisk smertepatient¨.

 

Kronisk smertepatient

Med dét stempel i panden begyndte min rejse på at finde hoved og hale i hvad ¨kronisk smertepatient¨ så lige er for noget, hvad det ville betyde for resten af mit liv og hvordan jeg så lige skulle forholde mig til… ja alt faktisk.

På smerteklinikken havde de en frygtelig masse brochurer, der forklarer om kroniske smerter  og jeg fik også tilbudt et 12 ugers smertehåndteringskursus.
Efter ca. 6 mdr. tog jeg imod deres tilbud, det kunne vel ikke skade? Det værste der kunne ske var, at det ikke gjorde en forskel og dét havde jeg ligesom prøvet en gang eller tyve før.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit indlæg 12 ugers smertehåndteringskursus her.

 

Til min store skuffelse, fandtes der åbenbart ikke en oversigt eller en manual til, hvordan jeg skulle navigere rundt i et liv med kroniske smerter.
Det var noget af det første jeg lærte, intet forløb er ens. På nogen som helst måde.

 

Job og karriere

Jeg har været i en længere praktikforløb for at finde den bedste løsning for mig på arbejdsmarkedet.

Jeg har arbejdet længe og meget målrettet for at kunne få en plads på arbejdsmarkedet og selvom det ikke oprindeligt var min førsteprioritet, så er det noget, jeg er meget glad for nu.

D.25. september 2018 fik jeg bevilliget fleksjob, til møde med rehabiliteringsteamet.

 

Hvad så nu?

Jeg har brugt lang tid på at finde hoved og hale i mit nye liv. Lære nye rutiner for helt basale ting som at vaske hår, lave mad, gå en tur med pelsbørnene og listen fortsætter.

Jeg er stadig ved at skrive min personlige manual over mit liv som smertepatient.

Det ¨lyder” mere poetisk på skrift end det gjorde i mit hovede

Faktisk er den gentagende gange blevet omskrevet.
Mine omskrivninger indebar grundlæggende, at jeg endelig accepterede kroppens signaler og indså, at jeg var nød til at rette mig efter dem. Sænke mine egne forventninger til, hvad jeg burde kunne klare.

På den måde kan jeg være mere tilstede i de ting jeg prioriterer i mit liv og det er i virkeligeheden, for mig at se, den bedste måde at leve livet på.

Hvis du har lyst til at følge mere med, kan du se hverdagsglimt på min Instagram @smertepatienten. Der er garanti for en masse billeder af mine to skønne pelsbørn og insta stories fra sofaen.

Tak fordi du læste med!

Jobsøgning er ingen skam

For en måned siden jeg blev bevilliget fleksjob, hvilket både føles som i går og som flere måneder siden.

De første to uger efter mødet med rehabiliteringsteamet var jeg helt kvæstet.
Der blev ærlig talt ikke lavet mere end det absolutte minimum og det gjaldt også med jobsøgningen.
Jeg fik dog hurtigt følelsen af, at jeg burde have sendt flere ansøgninger og landet bare ét jobinterview. Helt ærligt, så gav det mig faktisk en byld i halsen og en stor klump i maven.
Det eneste jeg skulle var at finde et job. Hvorfor havde jeg så ikke fundet et?

Det gik mig meget på og tanker om at jeg ikke gjorde nok, ikke havde nok kvalifikationer, nok erfaring og aldrig ville få et arbejde begyndte at fylde hele min dag.

Find din passion

For et par uger siden havde H og jeg en (u)hyggeligt aften med min svoger og svigerinde.
Vi var ude at spise og derefter var vi til Dystopia i Vejle.

Hvordan jeg (som stadig dækker øjnene, når jeg ser Basil Mus) blev lokket med til det  mest skræmmende haunted house i Danmark, forstår jeg stadig ikke!

Det var en meget grænseoverskridende aften!
Det var et fuldstændig vanvittigt set-up med skuespillere, der allerede fra den lange indkørsel ad mørkedalsvej (I shit you not, der ligger det!) gav en oplevelse med på vejen. Jeg troede, jeg skulle dø flere gange den aften og havde ondt i halsen flere dage efter, fordi jeg havde skreget så meget!
Men jeg kom igennem og overtrådte dermed en ret vild grænse, og dét føltes vanvittig godt!!

Anyway!

Den aften spurgte min svigerinde, om det havde givet mig ro at være blevet bevilliget fleksjob og hvad det egentlig endebærer. Jeg forklarede, at det var en kæmpe lettelse og at fleksjob i bund og grund ¨bare¨ er et job med færre timer og skånehensyn.

Inden jeg kom til mine tanker omkring jobsøgning, sagde hun noget, som lettede min samvittighed. Først og fremmest mente hun, at det nok var sundt nok, jeg havde lidt tid til at ¨lande igen¨ ovenpå hele forløbet med kommunen. Derefter sagde hun noget, som jeg prøver at huske mig selv på hver dag.
¨Du skal arbejde med det, du brænder for.¨

Ja, det er det jeg skal, og det er okay at søge efter et arbejde, jeg brænder for.
Selvom jeg ikke arbejder 37 timer i ugen, så er det stadig meget tid og energi fordelt på en livstid og den tid og energi skal ikke bruges på noget, jeg ikke brænder for. Heldigvis har det sidste år i praktik indenfor kommunikation og marketing vist, at jeg stadig brænder for min uddannelse. Så de fire år på universitetet (forlænget pga. ulykken) er ikke spildt + jeg har et års relevant erhvervserfaring på mit CV.

Det er ingen skam

Dagen efter var min søster og svoger på besøg. Min søster og jeg har et fantastisk bånd og hun formår altid at sætte tingene i et bredere perspektiv. Også her faldt snakken på min nye tilværelse som fleksjobber og også hér faldt en kærkommen kommentar.
¨Der er ingen skam i at være jobsøgende¨

For mig var der en skam forbundet med at være jobsøgende. Det betyder jo, at jeg ikke har et arbejde. At der ikke er nogen, som der har sagt ja til at ansætte mig. Så er jeg jo ikke god nok. Her kom min søster med eksempler på folk, som var overkvalificerede til job og derfor fik afslag samt folk der sagde nej til jobs fordi, de ikke brændte for dem. Og nej, jeg ser ikke mig selv som overkvalificeret, men det satte ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg synes nemlig det er helt forståeligt, når andre ikke har et arbejde og søger de stillinger de finder interessante og søger uopfordret hos de virksomheder, de er passionerede omkring.
Hvorfor skulle det samme ikke gøre sig gældende for mig selv?

¨Søs, du elsker det, du laver og du er god til det. Du skal nok finde et arbejde, det er jeg sikker på! Det skal bare være et arbejde, du er glad for og ikke bare et job.¨

Effektiv jobsøgning

Med de ord fra min kloge søster har jeg et nyt mindset i min arbejdssøgning.
Jeg søger de stillinger, jeg finder interessante. Stillinger der fanger min opmærksomhed og nysgerrighed, hvor jeg kan se en udvikling for virksomheden gennem mit arbejde.
Kæmpe bonus ville være, hvis det er hos virksomheder, jeg finder interessante. På den måde vil jeg ikke ¨kun¨ kunne bidrage med faglig viden, men også en personlig forståelse for produktet/ydelsen.

Jeg er stadig nervøs og spændt på at se hvad fremtiden bringer, men med en effektiv jobsøgning kan det kun blive godt. Bum.

Fleksjob bevilliget – mødet med rehabiliteringsteamet

Det er ingen hemmelighed at ønsket for rehabiliteringsmødet var et fleksjob.
Jeg har i et godt stykke tid nu været afklaret med, at som mit liv ser ud pt. vil et fuldtidsarbejde ikke være muligt. Dermed ikke sagt at det aldrig bliver det, for det er stadig mit ønske, men det vil på ingen måde være realistisk i min situation. Læger og alle de andre kloge hoveder har nået den konklusion for længe siden, men det er først når et rehabiliteringsteam stemmer i, at det bliver en realitet.

Derfor var tiden op til mødet fyldt med spænding, nervøsitet og hjemmelbryggede skrækscenarier om en fremtid med lurvede klude som beklædning, iskolde bade i omkringliggende søer og en kostplan bestående af pasta med spagetti pludselig en fast del af min dag.

Hvem sagde drama queen?

Før mødet med rehabiliteringsteamet

Da jeg (langt om længe) fik min indkaldelse til et møde med rehabiliteringsteamet, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne og jeg måtte læse det flere gange.

…….

¨Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i alle sager, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension træffes.¨
…….
…….

Den var god nok. Nu skulle der endelig komme en afgørelse! Måske..

Muligheden for at blive tilkendt et ressourceforløb var der stadig, og så ville jeg på ingen måde være færdig. Jeg ville nærmere skulle starte forfra. Det var en tanke, jeg prøvede at skubbe bagerst i hovedet. Jeg tvang tankerne væk og fokuserede på logik og fakta omkring mit forløb.

Forinden indkaldelsen til rehabiliteringsmødet havde jeg godkendt et meget, langt dokument der godtgjorde for samtlige lægebesøg og alt andet med relation til mit forløb gennem de sidste fire år og det var tydeligt (for mig og de andre kloge hoveder) at et fleksjob ville være den bedste løsning.
Men man kan jo aldrig vide, hvad andre mennesker ser af løsninger.

 

Bekymringstanker og valg

I mit tidligere indlæg beskrev jeg kort de skrækhistorier, jeg havde hørt om sager der var blevet trukket ud alt for længe, fordi borgeren havde ¨set for velsoigneret ud.¨ eller været for følsomme.

Jeg besluttede dog hurtigt inden mødet, at jeg ikke ville lade mig påvirke af de historier. Både fordi jeg var nød til at gå ind med et positivt mindset om at de selvfølgelig ønskede det bedste for mig, men også fordi jeg på min Instagram hørte mange gode erfaringer fra rehabiliteringsmøder.

Med det udgangspunkt tog jeg mine valg.

  • Påklædning og fremtoning

    Jeg besluttede at det var en festdag, uanset hvad ville jeg jo komme tættere på en afklaring. Ligesom alle andre dage, stod jeg op og gennemgik min rutine med indlagte pauser, så jeg ville være frisk til mødet. Jeg vaskede mit hår, trak i min yndlingskjole og tog make up på.

  • Bisidder med til mødet?

    En anden tanke jeg delte på mit sidste indlæg, var hvorvidt jeg skulle tage en bisidder med. Jeg var enormt nervøs for at blive for følelsesladet, hvis H. var med og at det ville påvirke udfaldet for mødet. Men hele forløbet har naturligvis også påvirket H. og jeg syntes derfor også kun det var rimeligt at spørge, hvad han havde lyst til.
    Som altid, ville han gerne være ved min side, men kun hvis det var ok med mig.

Hvad har jeg gjort for at fortjene så meget kærlighed og forståelse?

Aftenen før mødet med rehabiliteringsteamet

Aftenen inden mødet gik i sneglefart og alligevel for hurtigt. Mødet var ved at være så tæt på, at både spænding og nervøsitet steg med raketfart. Selvom jeg bare gerne ville have det hele overstået, kunne jeg næsten ikke overskue at lægge mig til at sove for så ville der pludselig kun være få timer til det hele gik løs og mit liv skulle vurderes af komplet fremmede.

Den tanke var næsten mere ubærlig end ventetiden.

Mødet med rehabiliteringsteamet

Tirsdag d.25. september 2018 var store mødedag med rehabiliteringsteamet og den foregik noget anderledes, end jeg havde forestillet mig!

Vi (ja, H kom forresten med) blev hentet af min sagsbehandler og ført ind i et mødelokale. Her var et langt bord, hvor der sad intet mindre otte mennesker! Otte nye menneske fra forskellige afdelinger, der alle havde booket tid i deres kalender til min sag. Det var selvsagt lidt overvældende!
Jeg gik en høflig runde, gav håndtryk til alle og satte mig for på min plads for bordenden til skue for hele forsamlingen. Men med H som beroligende støtte på min venstre side.

Spørgsmål fra teamet

Efter en præsentationsrunde med navn og afdeling på de otte nye mennesker, var der én person, som stillede spørgsmål. Spørgsmålene havde jeg hørt og besvaret mange gange før.
De omhandlede min hverdag, arbejde, huslige pligter og mine tanker om fremtiden.
Jeg svarede efter bedste evne, men det var svært at holde fokus. Ligesom ved en eksamen forsøgte jeg nemlig at være opmærksom på hele dommerpanelet.

Nogle sad ivrigt og kradsede noget ned på en blok papir, nogle lyttede bare, men et par af dem kiggede direkte på mig. De studerede mig ikke, som jeg ellers havde forventet. De lyttede oprigtigt og deres beroligende blik sagde med al tydelighed, at de var der for at finde den bedste løsning. For mig.

Det gav mig ro til at vende blik og fokus mod personen med spørgsmålene.
Her nåede mit fokus ikke at være længe, for efter tre spørgsmål kom sætningen jeg havde håbet på.

¨Du er bevilliget fleksjob.¨

 

Fleksjob bevilliget

Det var så surrealistisk. Al den spænding og forventning der havde ophobet sig blev med ét forløst.
Jeg prøvede at holde masken, lytte og smile. Men jeg kunne mærke, hvordan tårerne fyldte mine øjne og tankerne fløj afsted helt ukontrolleret.

Når jeg kigger tilbage på dette øjeblik, ser jeg det som en filmscene, hvor alle stemmer dyses helt ned og kameraet zoomer ind på hovedpersonen, der sidder i sin egen bobbel.

Jeg vågnede af min tåge, da jeg i øjenkrogen så H. række ud og hælde et glas vand op til mig.
Resten af mødet var ren formalia med praktiske informationer og lykønskninger.

Rehabiliteringsmødet var afsluttet på mindre en tyve minutter og jeg var på ingen måde fattet omkring situationen da jeg forlod lokalet. Tårer fyldt med lettelse trillede ned ad mine kinder, jeg var ved at falde over mine egne ben og kunne knap nok fremstamme et ¨tak.¨

 

En ny virkelighed

Udenfor mødelokalet omfavnede H. og jeg hinanden. Endelig færdige!
Jeg fik en helt ny og meget bogstavelig forståelse for udsagnet ¨en tung sten er løftet fra mine skuldre.¨ Fysisk følte jeg mig 10 kg. lettere og det var som om, jeg pludselig bevægede mig mere elegant. Ikke som en ballerina, bevares. Men istedet for at møvre mig afsted som en udbrændt panda, svævede jeg nærmest hen over fortovet som en humlebi over en blomstereng.

Det kommer til at lyde småtosset, men det var som om alt var forandret. Farverne var klarere og jeg kunne trække den friske luft dybere ned i lungerne end nogensinde før.

For første gang i meget lang tid, smagte jeg på livet og det var vidunderligt!

 

Jeg fik den smukkeste buket fra H. og pigerne med ordene ¨Fordi vi er stolte af dig.¨
Behøver jeg sige, at jeg stortudede da jeg fik dem?

 

Fremtiden

Hvad så nu? Som de sagde på rehabiliteringsmødet, så gik jeg igennem en magisk dør på vej ud og blev jeg erklæret rask i systemets øjne. Hvilket i korte træk bare betyder at jeg ikke længere er sygemeldt, men nu er jobsøgende som alle andre ville være. Jeg skal bare søge fleksjob istedet.

 

Nye oplevelser

Som sidegevinst må jeg også forlade landet igen nu, og dét udnytter vi til fulde inden længe!

Vi skal til New York i november/december!!

En juletur til New York har længe været på ønskelisten for os begge og nu er turen booket!
Vi skal se juletræet blive tændt ved Rockefeller Center. Slentre rundt på julemarkeder med en kop varm kakao i hånden. Rundt til alle must see seværdigheder, museer og mindesteder.

Men frem for alt, så skal vi nyde halvanden uge med nye oplevelser sammen, hvor vi bare skal være kærester. Det bliver fantastisk!!

Ny Digital Post fra Kommunen

Mandag d.10. september kl.14:48 tikkede der en besked ind i min indbakke.
På det tidspunkt er jeg midt i min middagslur efter job, så jeg åbnede den af gode grunde først halvanden time senere og søvnen blev hurtigt gnedet ud af øjnene, da jeg læste teksten:

Herning Kommune har sendt dig ny Digital Post.
Log på og læs den på borger.dk eller e-Boks.dk

Med venlig hilsen
Digital Post fra det offentlige

 

Længe ventet post

Når man er i systemet er denne besked ikke ligefrem et sjældent syn, og i reglen heller ikke ligefrem det fedeste at vågne op til, men jeg har ventet i hvad der føles som en evighed på en særlig besked fra kommunen. Derfor gik det meget hurtigt med at logge på min E-boks denne gang.

Selvfølgelig åbner jeg altid min post, faktisk også med det samme for ellers glemmer jeg det.
Men de fleste der har været i systemet, vil kunne skrive under på at den ugentlige (til tider daglige) post fra systemet ikke ligefrem vækker samme glæde som et gækkebrev. Medmindre man venter svar.

Brev fra Jobcenter

Indkaldelse til møde i rehabiliteringsteamet
I forbindelse med at din sag skal behandles i Rehabiliteringsteamet, indkaldes du hermed til møde med rehabiliteringsteamet:

Tirsdag d.25. september 2018 kl.10.15

……
……

Jeg måtte gnide mig en ekstra gang i øjnene og læse efter fire gange før jeg kaldte på H.
¨Nu sker der f*ndme noget?!¨
¨Har du fået en dato til mødet? ¨
¨Ja!¨
¨Fedt! Hvilken dato skal jeg tage fri?¨

Hvilken dato du skal tage fri? Tanken om at der en dag ville komme en dato til mødet har været så fjern og uvirkelig, at jeg slet ikke har tænkt på, hvad selve mødet vil indebære. Jeg ved, at jeg (kort fortalt) skal sidde overfor flere personer, der skal vurdere, om det nu også det rette timeantal der er fremlagt, om der kan gøres noget anderledes eller yderligere for at øge timeantallet og slutteligt afgøre, hvordan min arbejdssituation kommer til at se ud i fremtiden. Jeg ved også, at jeg må have en bisidder med. Så jo.. jeg ved godt, hvad mødet indebærer. Jeg har ¨bare¨ ikke forholdt mig til, at det er et møde jeg rent faktisk skal til.

De har mine lægeerklæringer, mine journaler og udtalelser fra alle dem, som har været inde over de forskellige forløb de sidste knap fem år, så hvad vi skal snakke om er jeg ikke helt med på. Jeg forestiller mig, det bliver ligesom en eksamen. En eksamen hvor jeg har lavet opgaven og nu skal fremlægge den for min lærer og flere censorer. Bortset fra at det ikke er en karakter det gælder, men min fremtid på arbejdsmarkedet. Presset? Tjoo…!

 

Bisidder eller ingen bisidder?

Så da H. spørger, hvornår han skal tage fri får jeg en klump i halsen og en knude i maven. Det sker virkeligt nu. Hvad hvis jeg fejler? Jeg ved ikke, hvordan man kan fejle i sådan en sag, for det er jo ¨bare¨ mig selv og mit liv vi skal snakke om, men hvad nu hvis jeg gør?
Har jeg overhovedet lyst til at H. skal med til mødet? Eller nogen som helst anden for den sags skyld?
Jeg tror det ikke.

De sidste fem år har været en kamp uden lige og jeg har gjort ting, som jeg fik at vide jeg aldrig ville komme til igen. Det har været det hårdeste nogensinde og netop derfor frygter jeg, at jeg (som så mange gange før) vil blive berørt over at skulle tale så intens om det, til et møde som er så afgørende. Jeg vil jo så gerne! Jeg vil det hele. Men det kan jeg ikke og det gør så inderligt ondt, hver eneste gang jeg er nød til at sige det højt. Så jeg ved det også kommer til at gøre ondt at sige på denne dag.

Jeg er helt med på, at det kan være skønt med en støtte i svære situationer og H. har været med til et utal af møder, hvoraf flere fik gang i tårestrømmen.

Men jeg nægter at lade dette møde blive styret af følelser. Jeg er nervøs for, at teamet vurderer at jeg ikke er klar til arbejdsmarkedet, hvis jeg fælder en tåre. At jeg så er psykisk ustabil og skal i endnu et forløb.

Jeg kan godt se, det lyder tosset på skrift. Men jeg har hørt alt for mange grumme historier om misforståede mennesker, der har fået trukket deres sag ud alt for længe fordi de har sagt noget forkert, eller sågar har ¨set for velsoigneret ud.¨ Så jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk.

 

Umiddelbart tror jeg..

Lige nu tænker jeg, at mit møde bliver uden H. Han har fået fri på dagen og tager med derhen, men som jeg har det lige nu kommer han ikke længere end venteværelset.

Jeg tror, det bliver lettere for mig at pakke følelserne væk, hvis jeg er alene til mødet. På den måde kan jeg forestille mig at det er en eksamen, hvor jeg skal forsvare en rapport og ikke min fremtid på arbejdsmarkedet.

Læs mere

The Spoon Theory

Det kan være umådeligt svært for pårørende at sætte sig ind i, hvad det egentlig vil sige at leve med en kronisk lidelse. Det er der ikke noget at sige til. Da jeg fik diagnosen Kronisk Smertepatient, forstod jeg heller ikke hvad det indebar. Det gør jeg til tider stadig ikke.

En verdenskendt forklaring der hjælper med at gøre det lidt mere håndgribeligt er Ske Teorien, eller The Spoon Theory som den hedder originalt.

Uanset om du er pårørende eller diagnostiseret, er jeg sikker på at denne historie vil gøre indtryk.

 

The Spoon Theory

Forfatteren til The Spoon Theory, Christine Miserandino, har lupus, som er en lidet flatterende bindevævssygdom. Hun har skrevet historien ud fra en samtale, som hun havde med en veninde.

De er ude at spise sammen og under middagen tager Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”
Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før.
Hun har set hende være nede.
Græde af smerter.
Være træt.
Melde afbud til aftaler.
Være med til samtaler hos lægen.
Så hvad mere er der at vide?

Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv., men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådan, men hvordan føles det for DIG at være syg?”.
Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus.
Men det er ikke det, hun vil vide noget om.

Christine kigger sig lidt rundt omkring på bordet, for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kender svaret på?
Hvordan forklarer man en anden person, om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem?
Ting som for langt de fleste mennesker er normale, kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.

Christine samler samtlige skeer på bordet i hænderne, og giver dem til veninden.
“Værsgo, nu har du Lupus”.
Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask, er det at skulle træffe valg – konstant – eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.

Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. For de fleste mennesker, så er dagen fyldt med uanede muligheder når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcis hvad de har lyst til, i lige præcis det øjeblik tanken kommer til dem.

Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.

Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på.
Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen.
Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau.
“Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige.
“Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.

Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen.
De sjove ting kommer på bordet.
Forfra!
Husk på at hver ting koster en ske!

Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sent på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og i morgens skeer med!”

Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu!
At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret, fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer….

Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer.
Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje, hvordan resten af dagen skal gå.
For der er kun 6 skeer tilbage. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af i morgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre dagen efter.

Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om i morgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide, at passe meget godt på skeerne.

Veninderne gennemgår resten af dagen, og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises.

De taler videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten.
“Ok”, siger Christine, men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt, er hun sikkert også så træt, at hun ikke ORKER at lave mad.

Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på?
Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj.. men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere.
Og nu forstår veninden, hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?”
Christine forklarer ganske enkelt, at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved, at hun aldrig kan få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.

Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag i dag kæmper jeg med det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen mellem syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det liv jeg havde før – hvor jeg ikke altid skulle tælle skeer”, siger Christine.

Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Kend dine advarselstegn

Som smertepatient har jeg en daglig kamp med min krop om at få mest ud af dagen. Det er en svær balancegang og jeg forsøger at vinde over kroppen og på den måde vinde det liv jeg gerne vil leve.

Men jeg kan ikke vinde det liv, jeg gerne vil leve uden at lytte til kroppen.
Det ville bare give mindre overskud i sidste ende, og derfor mindre overskud til de ting jeg gerne vil med mit liv. Derfor er jeg nød til at finde en balancegang, lytte til min krop og stoppe op før den kollapser.

 

Mine primære advarselstegn

På mit 12 ugers smertehåndteringskursus på Smerteklinikken fik vi på holdet til opgave at skrive vores krops advarselstegn ned. Det er sværere end det lyder, men med tiden har jeg udfærdiget min liste. Mine primære advarselstegn pt. er:

  • Mundtørhed og tørst
  • Kæbe -og ansigtsspændinger
  • Koncentrationsbesvær
  • Irritabel og asocial
  • Lys- og støjfølsomhed
  • Rystende hænder
  • Synsbesvær og flakkende blik
  • Stød og strålesmerter i ben og ryg

Det er ikke altid de samme advarselstegn, jeg får og min krop har testet mange kombinationer. Jeg håber altid på, den øverste viser sig først.

 

Hvorfor er advarselstegn vigtige?

Det vigtige ved at kunne sætte mine advarselstegn op på denne måde er, at jeg så har muligheden for at reagerer så tidligt som muligt og dermed undgå den store regning.

Mit bedste råd er at være opmærksom på, hvordan din krop reagerer og ja.. det er en udfordring.
Der er i forvejen nok, som optager opmærksomheden, men med tiden bliver det en vane at skulle lægge mærke til sine advarselstegn, og så bliver det også meget lettere at reagere i tide. Skriv dem ned til at starte med, også dem du er i tvivl om, du kan altid rette i listen. Det vigtige er at blive opmærksom på dem. Det kan godt tage tid at opdage dem og der opstår sandsynligvis nye som årene går, så overvej at opdatere listen løbende.

Hvis jeg tager mine hvil i løbet af dagen, har jeg mere tid med overskud og jeg kan derfor få mere ud af dagen. Prøv selv at lave dit regnestykke for, hvor meget tid du har med overskud når du lytter til din krop og når du ikke lytter til kroppen.

 

Prioritér din energi

Det er selvfølgelig altid bedst helt at undgå at nå hen til advarselstegnene, men det er nu engang bare ikke realistisk (for mig) altid at undgå. Der er rigtig mange faktorer, der påvirker min krop og det er derfor umuligt at forudse, hvordan min krop reagerer  hver dag. Hvis jeg kunne planlægge mig ud af alle ¨dumme dage¨ så gjorde jeg det. Men det kan jeg ikke. Det tror jeg ikke, nogen kan.

Desuden er der ting jeg nægter at være foruden pga. min krop. Jeg vil være med til bryllupper osv. og selvom jeg gør mit bedste for at indrette dagen efter kroppens præmisser, kan jeg ikke undgå en regning. Men det gør ikke noget. Jeg vælger nemlig selv, hvad jeg er villig til at betale den regning for.
Jeg tror ikke, at jeg får det bedre af at koordinere hele året efter min krop. Hvis jeg skulle det, ville jeg gå glip af fødselsdage, juledage, udflugter, middage med venner osv. og selvom kroppens smerter i høj grad er styret af aktiviteter, så er jeg overbevist om at sindet også spiller ind på smerterne. Gode oplevelser giver energi og der skal være plads til at skabe gode minder, ellers bliver både smerter og livet ulideligt.

 

En lang proces

Jeg prøver virkelig at lære, at jeg faktisk ikke er så meget anderledes. Det er kun naturligt, at min krop siger fra når den når et makspunkt. Forskellen fra mig som smertepatient og mig før jeg blev smertepatient er bare, at jeg nu når mit makspunkt hurtigere.

Det har taget mig lang tid at forstå vigtigheden i at lytte til min krops advarselstegn, men de har en afgørende betydning for kvaliteten af min dagligdag.
Jeg har det stadig stramt med at skulle opdele min dag med hvil, men jeg forstår det.

 

Kender du dine advarselstegn, og lytter du?

1 2 3 5