Mit år 2018

Jeg har aldrig været den store tilhænger af nytårsfortsæt. Heller ikke af det med at starte en sundere livsstil på en mandag, eller næste gang kalenderen skriver den første. For mig er nytåret ikke en speciel anledning til pludselig at være en bedre version af sig selv. Året byder på mange dage, men alt kan ske. Jeg vil ikke vente med at tage det næste skridt. Når jeg sætter mig et mål, vil jeg starte hurtigst muligt.

Ikke dermed sagt, at der ikke kommer bump på vejen. Det gør der som regel her i livet, men dem tager jeg med og lærer af.

Som mange andre, har jeg de sidste tre år lavet et lille tilbageblik over året der er gået.
Det samme har jeg gjort i år.

Mit 2018

Jeg:

  • ..har fået medhold i behovet for en hvileplads på arbejdet.
    – efter at have klaget over afvisningen to gange.
  • ..har lært at der kun er én vej frem, når jeg fået et hold i ryggen.
  • ..har klaret en hverdag alene i 3 uger imens H. var i Rusland med arbejdet.
    – med god hjælp fra familie og venner.
  • ..har været til et bryllup alene imens H. var i Rusland.
  • ..har lyttet til kroppen, selvom jeg gerne ville deltage på andre præmisser.
  • ..er blevet bevidst om, at jeg ikke har energi til alt og at det er ok.
  • ..har fået en behandler, der virkelig har gjort underværker for mig.
  • ..har trænet mig op til at kunne gå med mine pelsbørn alene.
    – det er den bedste følelse i verden at give dem en gåtur.
  • ..har undværet en familieferie pga. bureaukratiske regler.
    – ikke ligefrem et positivt punkt, men det er en stor ting fra mit år.
  • ..har lavet en specifik lægeattest alene. To gange pga. bureaukratiske regler.
  • ..har deltaget i et bryllup med H. og stadig lyttet til kroppen. Og H.s råd.
  • ..har deltaget i en fest (kronikerfest) uden at have mødt nogle af deltagerne i forvejen.
  • .. har bevist at jeg KAN arbejde og (igen) modbevist lægerne.
  • ..har været til rehabiliteringsmøde og fået bevilliget fleksjob.
  • ..har været i New York i julen og dermed og krydset et punkt af på min bucketlist.
  • ..er blevet kontaktet med en mulig ansættelse i et barselsvikariat til januar måned.

 

Tak for 2018

Hver gang jeg har kigget tilbage på året der gik de sidste par år, bliver jeg mindet om hvor langt jeg er kommet. Nytårsaftensdag er også dagen, hvor jeg læser lister fra de tidligere år mindes flere begivenheder. Jeg prøver på ikke at sammenligne mig selv med andre mennesker, (det er der jo ingen, som bør gøre) men jeg får meget ud af at sammenligne mig selv med tidligere år og reflektere over min udvikling og mine valg.

Bruger du også en stund på at reflektere over året der gik?

Kort fortalt

Velkommen til min blog!

Mit navn er Sanne, jeg er 90’er barn og bosat i midtjylland med min kæreste H. og vores to skønne pelsbørn, Lilo & Stitch. Jeg er et udpræget familie menneske og elsker dyr.
Bortset fra edderkopper. Og hajer. Irrationel frygt for nogle fascinerende dyr, jeg ved det godt..

Her kan du læse om mit liv som kronisk smertepatient, hvordan mine kroniske smerter påvirker min dagligdag og følge min proces i at finde en måde at leve mit liv på i balance med mine udfordringer.

 

Før bilulykken

Inden mit liv blev vendt op og ned, og jeg fik stemplet ¨kronisk smertepatient¨ var jeg en typisk jysk pige. Jeg jonglerede med uddannelse, deltidsjob som butiksassistent, weekend job som bartender, trænede 5-6 gange i ugen + cardio eller hold, og havde naturligvis også overskud til venner, familie, sociale arrangementer og allerhelst stod jeg i spidsen for det hele.

Jeg ville nok beskrive mig selv som værende udadvendt med ben i næsen og et temperament, der sagde spar to. Temperamentet har jeg stadig, men resten er jeg ved at finde rundt i.

 

Hvor stammer de kroniske smerter fra?

D.1. februar 2014 var jeg med i en bilulykke, hvorefter jeg blev trukket ud af en brændende bil. Det var også her jeg fik min første tur i en ambulance med fuld blink til Herning sygehus, hvor jeg så (mere eller mindre) fik en tur i alle deres maskiner.

Alt det kan du læse mere om i indlægget ulykkesnatten.

 

Lægernes første dom

Lægernes dom lød på en brækket ryg og et brækket drejeled i højre hånd.
Det resulterede i nogle dages kost og logi på statens regning, operation af hånden og derefter 2,5 måned iført et blændende specialstøbt leopard korset i døgndrift.

For at få en forklaring på leopard delen kan du læse indlægget dagene på hospitalet.

 

Det indelbar desuden et ophold på 2,5 måned hjemme hos mine forældre, med en masse restriktioner fra lægerne, grundet en mere eller mindre funktionsløs ryg og højre hånd lagt i gips. Det gav selvsagt både personlige og fysiske udfordringer.

Det kan du læse mere om i indlægget Helingsperioden her.

 

Den sidste dom fra lægerne

Efterfølgende har jeg været på noget af en rundtur i systemet.
Efter at have fortalt den samme historie om og om igen til en masse læger, speciallæger og andre kloge mennesker, og en masse ¨mellem-domme¨ endte jeg på en smerteklinik.
Her fik jeg betegnelsen ¨kronisk smertepatient¨.

 

Kronisk smertepatient

Med dét stempel i panden begyndte min rejse på at finde hoved og hale i hvad ¨kronisk smertepatient¨ så lige er for noget, hvad det ville betyde for resten af mit liv og hvordan jeg så lige skulle forholde mig til… ja alt faktisk.

På smerteklinikken havde de en frygtelig masse brochurer, der forklarer om kroniske smerter  og jeg fik også tilbudt et 12 ugers smertehåndteringskursus.
Efter ca. 6 mdr. tog jeg imod deres tilbud, det kunne vel ikke skade? Det værste der kunne ske var, at det ikke gjorde en forskel og dét havde jeg ligesom prøvet en gang eller tyve før.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit indlæg 12 ugers smertehåndteringskursus her.

 

Til min store skuffelse, fandtes der åbenbart ikke en oversigt eller en manual til, hvordan jeg skulle navigere rundt i et liv med kroniske smerter.
Det var noget af det første jeg lærte, intet forløb er ens. På nogen som helst måde.

 

Job og karriere

Jeg har været i en længere praktikforløb for at finde den bedste løsning for mig på arbejdsmarkedet.

Jeg har arbejdet længe og meget målrettet for at kunne få en plads på arbejdsmarkedet og selvom det ikke oprindeligt var min førsteprioritet, så er det noget, jeg er meget glad for nu.

D.25. september 2018 fik jeg bevilliget fleksjob, til møde med rehabiliteringsteamet.

 

Hvad så nu?

Jeg har brugt lang tid på at finde hoved og hale i mit nye liv. Lære nye rutiner for helt basale ting som at vaske hår, lave mad, gå en tur med pelsbørnene og listen fortsætter.

Jeg er stadig ved at skrive min personlige manual over mit liv som smertepatient.

Det ¨lyder” mere poetisk på skrift end det gjorde i mit hovede

Faktisk er den gentagende gange blevet omskrevet.
Mine omskrivninger indebar grundlæggende, at jeg endelig accepterede kroppens signaler og indså, at jeg var nød til at rette mig efter dem. Sænke mine egne forventninger til, hvad jeg burde kunne klare.

På den måde kan jeg være mere tilstede i de ting jeg prioriterer i mit liv og det er i virkeligeheden, for mig at se, den bedste måde at leve livet på.

Hvis du har lyst til at følge mere med, kan du se hverdagsglimt på min Instagram @smertepatienten. Der er garanti for en masse billeder af mine to skønne pelsbørn og insta stories fra sofaen.

Tak fordi du læste med!

Jobsøgning er ingen skam

For en måned siden jeg blev bevilliget fleksjob, hvilket både føles som i går og som flere måneder siden.

De første to uger efter mødet med rehabiliteringsteamet var jeg helt kvæstet.
Der blev ærlig talt ikke lavet mere end det absolutte minimum og det gjaldt også med jobsøgningen.
Jeg fik dog hurtigt følelsen af, at jeg burde have sendt flere ansøgninger og landet bare ét jobinterview. Helt ærligt, så gav det mig faktisk en byld i halsen og en stor klump i maven.
Det eneste jeg skulle var at finde et job. Hvorfor havde jeg så ikke fundet et?

Det gik mig meget på og tanker om at jeg ikke gjorde nok, ikke havde nok kvalifikationer, nok erfaring og aldrig ville få et arbejde begyndte at fylde hele min dag.

 

Find din passion

For et par uger siden havde H og jeg en (u)hyggeligt aften med min svoger og svigerinde.
Vi var ude at spise og derefter var vi til Dystopia i Vejle.

Hvordan jeg (som stadig dækker øjnene, når jeg ser Basil Mus) blev lokket med til det  mest skræmmende haunted house i Danmark, forstår jeg stadig ikke!

Det var en meget grænseoverskridende aften!
Det var et fuldstændig vanvittigt set-up med skuespillere, der allerede fra den lange indkørsel ad mørkedalsvej (I shit you not, der ligger det!) gav en oplevelse med på vejen. Jeg troede, jeg skulle dø flere gange den aften og havde ondt i halsen flere dage efter, fordi jeg havde skreget så meget!
Men jeg kom igennem og overtrådte dermed en ret vild grænse, og dét føltes vanvittig godt!!

 

Anyway!

Den aften spurgte min svigerinde, om det havde givet mig ro at være blevet bevilliget fleksjob og hvad det egentlig endebærer. Jeg forklarede, at det var en kæmpe lettelse og at fleksjob i bund og grund ¨bare¨ er et job med færre timer og skånehensyn.

Inden jeg kom til mine tanker omkring jobsøgning, sagde hun noget, som lettede min samvittighed. Først og fremmest mente hun, at det nok var sundt nok, jeg havde lidt tid til at ¨lande igen¨ ovenpå hele forløbet med kommunen. Derefter sagde hun noget, som jeg prøver at huske mig selv på hver dag.
¨Du skal arbejde med det, du brænder for.¨

Ja, det er det jeg skal, og det er okay at søge efter et arbejde, jeg brænder for.
Selvom jeg ikke arbejder 37 timer i ugen, så er det stadig meget tid og energi fordelt på en livstid og den tid og energi skal ikke bruges på noget, jeg ikke brænder for. Heldigvis har det sidste år i praktik indenfor kommunikation og marketing vist, at jeg stadig brænder for min uddannelse. Så de fire år på universitetet (forlænget pga. ulykken) er ikke spildt + jeg har et års relevant erhvervserfaring på mit CV.

 

Det er ingen skam

Dagen efter var min søster og svoger på besøg. Min søster og jeg har et fantastisk bånd og hun formår altid at sætte tingene i et bredere perspektiv. Også her faldt snakken på min nye tilværelse som fleksjobber og også hér faldt en kærkommen kommentar.
¨Der er ingen skam i at være jobsøgende¨

For mig var der en skam forbundet med at være jobsøgende. Det betyder jo, at jeg ikke har et arbejde. At der ikke er nogen, som der har sagt ja til at ansætte mig. Så er jeg jo ikke god nok. Her kom min søster med eksempler på folk, som var overkvalificerede til job og derfor fik afslag samt folk der sagde nej til jobs fordi, de ikke brændte for dem. Og nej, jeg ser ikke mig selv som overkvalificeret, men det satte ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg synes nemlig det er helt forståeligt, når andre ikke har et arbejde og søger de stillinger de finder interessante og søger uopfordret hos de virksomheder, de er passionerede omkring.
Hvorfor skulle det samme ikke gøre sig gældende for mig selv?

¨Søs, du elsker det, du laver og du er god til det. Du skal nok finde et arbejde, det er jeg sikker på! Det skal bare være et arbejde, du er glad for og ikke bare et job.¨

 

Effektiv jobsøgning

Med de ord fra min kloge søster har jeg et nyt mindset i min arbejdssøgning.
Jeg søger de stillinger, jeg finder interessante. Stillinger der fanger min opmærksomhed og nysgerrighed, hvor jeg kan se en udvikling for virksomheden gennem mit arbejde.
Kæmpe bonus ville være, hvis det er hos virksomheder, jeg finder interessante. På den måde vil jeg ikke ¨kun¨ kunne bidrage med faglig viden, men også en personlig forståelse for produktet/ydelsen.

Jeg er stadig nervøs og spændt på at se hvad fremtiden bringer, men med en effektiv jobsøgning kan det kun blive godt. Bum.

Fleksjob bevilliget – mødet med rehabiliteringsteamet

Det er ingen hemmelighed at ønsket for rehabiliteringsmødet var et fleksjob.
Jeg har i et godt stykke tid nu været afklaret med, at som mit liv ser ud pt. vil et fuldtidsarbejde ikke være muligt. Dermed ikke sagt at det aldrig bliver det, for det er stadig mit ønske, men det vil på ingen måde være realistisk i min situation. Læger og alle de andre kloge hoveder har nået den konklusion for længe siden, men det er først når et rehabiliteringsteam stemmer i, at det bliver en realitet.

Derfor var tiden op til mødet fyldt med spænding, nervøsitet og hjemmelbryggede skrækscenarier om en fremtid med lurvede klude som beklædning, iskolde bade i omkringliggende søer og en kostplan bestående af pasta med spagetti pludselig en fast del af min dag.

Hvem sagde drama queen?

Før mødet med rehabiliteringsteamet

Da jeg (langt om længe) fik min indkaldelse til et møde med rehabiliteringsteamet, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne og jeg måtte læse det flere gange.

…….

¨Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i alle sager, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension træffes.¨
…….
…….

Den var god nok. Nu skulle der endelig komme en afgørelse! Måske..

Muligheden for at blive tilkendt et ressourceforløb var der stadig, og så ville jeg på ingen måde være færdig. Jeg ville nærmere skulle starte forfra. Det var en tanke, jeg prøvede at skubbe bagerst i hovedet. Jeg tvang tankerne væk og fokuserede på logik og fakta omkring mit forløb.

Forinden indkaldelsen til rehabiliteringsmødet havde jeg godkendt et meget, langt dokument der godtgjorde for samtlige lægebesøg og alt andet med relation til mit forløb gennem de sidste fire år og det var tydeligt (for mig og de andre kloge hoveder) at et fleksjob ville være den bedste løsning.
Men man kan jo aldrig vide, hvad andre mennesker ser af løsninger.

 

Bekymringstanker og valg

I mit tidligere indlæg beskrev jeg kort de skrækhistorier, jeg havde hørt om sager der var blevet trukket ud alt for længe, fordi borgeren havde ¨set for velsoigneret ud.¨ eller været for følsomme.

Jeg besluttede dog hurtigt inden mødet, at jeg ikke ville lade mig påvirke af de historier. Både fordi jeg var nød til at gå ind med et positivt mindset om at de selvfølgelig ønskede det bedste for mig, men også fordi jeg på min Instagram hørte mange gode erfaringer fra rehabiliteringsmøder.

Med det udgangspunkt tog jeg mine valg.

  • Påklædning og fremtoning

    Jeg besluttede at det var en festdag, uanset hvad ville jeg jo komme tættere på en afklaring. Ligesom alle andre dage, stod jeg op og gennemgik min rutine med indlagte pauser, så jeg ville være frisk til mødet. Jeg vaskede mit hår, trak i min yndlingskjole og tog make up på.

  • Bisidder med til mødet?

    En anden tanke jeg delte på mit sidste indlæg, var hvorvidt jeg skulle tage en bisidder med. Jeg var enormt nervøs for at blive for følelsesladet, hvis H. var med og at det ville påvirke udfaldet for mødet. Men hele forløbet har naturligvis også påvirket H. og jeg syntes derfor også kun det var rimeligt at spørge, hvad han havde lyst til.
    Som altid, ville han gerne være ved min side, men kun hvis det var ok med mig.

Hvad har jeg gjort for at fortjene så meget kærlighed og forståelse?

Aftenen før mødet med rehabiliteringsteamet

Aftenen inden mødet gik i sneglefart og alligevel for hurtigt. Mødet var ved at være så tæt på, at både spænding og nervøsitet steg med raketfart. Selvom jeg bare gerne ville have det hele overstået, kunne jeg næsten ikke overskue at lægge mig til at sove for så ville der pludselig kun være få timer til det hele gik løs og mit liv skulle vurderes af komplet fremmede.

Den tanke var næsten mere ubærlig end ventetiden.

Mødet med rehabiliteringsteamet

Tirsdag d.25. september 2018 var store mødedag med rehabiliteringsteamet og den foregik noget anderledes, end jeg havde forestillet mig!

Vi (ja, H kom forresten med) blev hentet af min sagsbehandler og ført ind i et mødelokale. Her var et langt bord, hvor der sad intet mindre otte mennesker! Otte nye menneske fra forskellige afdelinger, der alle havde booket tid i deres kalender til min sag. Det var selvsagt lidt overvældende!
Jeg gik en høflig runde, gav håndtryk til alle og satte mig for på min plads for bordenden til skue for hele forsamlingen. Men med H som beroligende støtte på min venstre side.

Spørgsmål fra teamet

Efter en præsentationsrunde med navn og afdeling på de otte nye mennesker, var der én person, som stillede spørgsmål. Spørgsmålene havde jeg hørt og besvaret mange gange før.
De omhandlede min hverdag, arbejde, huslige pligter og mine tanker om fremtiden.
Jeg svarede efter bedste evne, men det var svært at holde fokus. Ligesom ved en eksamen forsøgte jeg nemlig at være opmærksom på hele dommerpanelet.

Nogle sad ivrigt og kradsede noget ned på en blok papir, nogle lyttede bare, men et par af dem kiggede direkte på mig. De studerede mig ikke, som jeg ellers havde forventet. De lyttede oprigtigt og deres beroligende blik sagde med al tydelighed, at de var der for at finde den bedste løsning. For mig.

Det gav mig ro til at vende blik og fokus mod personen med spørgsmålene.
Her nåede mit fokus ikke at være længe, for efter tre spørgsmål kom sætningen jeg havde håbet på.

¨Du er bevilliget fleksjob.¨

 

Fleksjob bevilliget

Det var så surrealistisk. Al den spænding og forventning der havde ophobet sig blev med ét forløst.
Jeg prøvede at holde masken, lytte og smile. Men jeg kunne mærke, hvordan tårerne fyldte mine øjne og tankerne fløj afsted helt ukontrolleret.

Når jeg kigger tilbage på dette øjeblik, ser jeg det som en filmscene, hvor alle stemmer dyses helt ned og kameraet zoomer ind på hovedpersonen, der sidder i sin egen bobbel.

Jeg vågnede af min tåge, da jeg i øjenkrogen så H. række ud og hælde et glas vand op til mig.
Resten af mødet var ren formalia med praktiske informationer og lykønskninger.

Rehabiliteringsmødet var afsluttet på mindre en tyve minutter og jeg var på ingen måde fattet omkring situationen da jeg forlod lokalet. Tårer fyldt med lettelse trillede ned ad mine kinder, jeg var ved at falde over mine egne ben og kunne knap nok fremstamme et ¨tak.¨

 

En ny virkelighed

Udenfor mødelokalet omfavnede H. og jeg hinanden. Endelig færdige!
Jeg fik en helt ny og meget bogstavelig forståelse for udsagnet ¨en tung sten er løftet fra mine skuldre.¨ Fysisk følte jeg mig 10 kg. lettere og det var som om, jeg pludselig bevægede mig mere elegant. Ikke som en ballerina, bevares. Men istedet for at møvre mig afsted som en udbrændt panda, svævede jeg nærmest hen over fortovet som en humlebi over en blomstereng.

Det kommer til at lyde småtosset, men det var som om alt var forandret. Farverne var klarere og jeg kunne trække den friske luft dybere ned i lungerne end nogensinde før.

For første gang i meget lang tid, smagte jeg på livet og det var vidunderligt!

 

Jeg fik den smukkeste buket fra H. og pigerne med ordene ¨Fordi vi er stolte af dig.¨
Behøver jeg sige, at jeg stortudede da jeg fik dem?

 

Fremtiden

Hvad så nu? Som de sagde på rehabiliteringsmødet, så gik jeg igennem en magisk dør på vej ud og blev jeg erklæret rask i systemets øjne. Hvilket i korte træk bare betyder at jeg ikke længere er sygemeldt, men nu er jobsøgende som alle andre ville være. Jeg skal bare søge fleksjob istedet.

 

Nye oplevelser

Som sidegevinst må jeg også forlade landet igen nu, og dét udnytter vi til fulde inden længe!

Vi skal til New York i november/december!!

En juletur til New York har længe været på ønskelisten for os begge og nu er turen booket!
Vi skal se juletræet blive tændt ved Rockefeller Center. Slentre rundt på julemarkeder med en kop varm kakao i hånden. Rundt til alle must see seværdigheder, museer og mindesteder.

Men frem for alt, så skal vi nyde halvanden uge med nye oplevelser sammen, hvor vi bare skal være kærester. Det bliver fantastisk!!

Ny Digital Post fra Kommunen

Mandag d.10. september kl.14:48 tikkede der en besked ind i min indbakke.
På det tidspunkt er jeg midt i min middagslur efter job, så jeg åbnede den af gode grunde først halvanden time senere og søvnen blev hurtigt gnedet ud af øjnene, da jeg læste teksten:

Herning Kommune har sendt dig ny Digital Post.
Log på og læs den på borger.dk eller e-Boks.dk

Med venlig hilsen
Digital Post fra det offentlige

 

Længe ventet post

Når man er i systemet er denne besked ikke ligefrem et sjældent syn, og i reglen heller ikke ligefrem det fedeste at vågne op til, men jeg har ventet i hvad der føles som en evighed på en særlig besked fra kommunen. Derfor gik det meget hurtigt med at logge på min E-boks denne gang.

Selvfølgelig åbner jeg altid min post, faktisk også med det samme for ellers glemmer jeg det.
Men de fleste der har været i systemet, vil kunne skrive under på at den ugentlige (til tider daglige) post fra systemet ikke ligefrem vækker samme glæde som et gækkebrev. Medmindre man venter svar.

Brev fra Jobcenter

Indkaldelse til møde i rehabiliteringsteamet
I forbindelse med at din sag skal behandles i Rehabiliteringsteamet, indkaldes du hermed til møde med rehabiliteringsteamet:

Tirsdag d.25. september 2018 kl.10.15

……
……

Jeg måtte gnide mig en ekstra gang i øjnene og læse efter fire gange før jeg kaldte på H.
¨Nu sker der f*ndme noget?!¨
¨Har du fået en dato til mødet? ¨
¨Ja!¨
¨Fedt! Hvilken dato skal jeg tage fri?¨

Hvilken dato du skal tage fri? Tanken om at der en dag ville komme en dato til mødet har været så fjern og uvirkelig, at jeg slet ikke har tænkt på, hvad selve mødet vil indebære. Jeg ved, at jeg (kort fortalt) skal sidde overfor flere personer, der skal vurdere, om det nu også det rette timeantal der er fremlagt, om der kan gøres noget anderledes eller yderligere for at øge timeantallet og slutteligt afgøre, hvordan min arbejdssituation kommer til at se ud i fremtiden. Jeg ved også, at jeg må have en bisidder med. Så jo.. jeg ved godt, hvad mødet indebærer. Jeg har ¨bare¨ ikke forholdt mig til, at det er et møde jeg rent faktisk skal til.

De har mine lægeerklæringer, mine journaler og udtalelser fra alle dem, som har været inde over de forskellige forløb de sidste knap fem år, så hvad vi skal snakke om er jeg ikke helt med på. Jeg forestiller mig, det bliver ligesom en eksamen. En eksamen hvor jeg har lavet opgaven og nu skal fremlægge den for min lærer og flere censorer. Bortset fra at det ikke er en karakter det gælder, men min fremtid på arbejdsmarkedet. Presset? Tjoo…!

 

Bisidder eller ingen bisidder?

Så da H. spørger, hvornår han skal tage fri får jeg en klump i halsen og en knude i maven. Det sker virkeligt nu. Hvad hvis jeg fejler? Jeg ved ikke, hvordan man kan fejle i sådan en sag, for det er jo ¨bare¨ mig selv og mit liv vi skal snakke om, men hvad nu hvis jeg gør?
Har jeg overhovedet lyst til at H. skal med til mødet? Eller nogen som helst anden for den sags skyld?
Jeg tror det ikke.

De sidste fem år har været en kamp uden lige og jeg har gjort ting, som jeg fik at vide jeg aldrig ville komme til igen. Det har været det hårdeste nogensinde og netop derfor frygter jeg, at jeg (som så mange gange før) vil blive berørt over at skulle tale så intens om det, til et møde som er så afgørende. Jeg vil jo så gerne! Jeg vil det hele. Men det kan jeg ikke og det gør så inderligt ondt, hver eneste gang jeg er nød til at sige det højt. Så jeg ved det også kommer til at gøre ondt at sige på denne dag.

Jeg er helt med på, at det kan være skønt med en støtte i svære situationer og H. har været med til et utal af møder, hvoraf flere fik gang i tårestrømmen.

Men jeg nægter at lade dette møde blive styret af følelser. Jeg er nervøs for, at teamet vurderer at jeg ikke er klar til arbejdsmarkedet, hvis jeg fælder en tåre. At jeg så er psykisk ustabil og skal i endnu et forløb.

Jeg kan godt se, det lyder tosset på skrift. Men jeg har hørt alt for mange grumme historier om misforståede mennesker, der har fået trukket deres sag ud alt for længe fordi de har sagt noget forkert, eller sågar har ¨set for velsoigneret ud.¨ Så jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk.

 

Umiddelbart tror jeg..

Lige nu tænker jeg, at mit møde bliver uden H. Han har fået fri på dagen og tager med derhen, men som jeg har det lige nu kommer han ikke længere end venteværelset.

Jeg tror, det bliver lettere for mig at pakke følelserne væk, hvis jeg er alene til mødet. På den måde kan jeg forestille mig at det er en eksamen, hvor jeg skal forsvare en rapport og ikke min fremtid på arbejdsmarkedet.

Læs mere

The Spoon Theory

Det kan være umådeligt svært for pårørende at sætte sig ind i, hvad det egentlig vil sige at leve med en kronisk lidelse. Det er der ikke noget at sige til. Da jeg fik diagnosen Kronisk Smertepatient, forstod jeg heller ikke hvad det indebar. Det gør jeg til tider stadig ikke.

En verdenskendt forklaring der hjælper med at gøre det lidt mere håndgribeligt er Ske Teorien, eller The Spoon Theory som den hedder originalt.

Uanset om du er pårørende eller diagnostiseret, er jeg sikker på at denne historie vil gøre indtryk.

 

The Spoon Theory

Forfatteren til The Spoon Theory, Christine Miserandino, har lupus, som er en lidet flatterende bindevævssygdom. Hun har skrevet historien ud fra en samtale, som hun havde med en veninde.

De er ude at spise sammen og under middagen tager Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”
Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før.
Hun har set hende være nede.
Græde af smerter.
Være træt.
Melde afbud til aftaler.
Være med til samtaler hos lægen.
Så hvad mere er der at vide?

Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv., men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådan, men hvordan føles det for DIG at være syg?”.
Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus.
Men det er ikke det, hun vil vide noget om.

Christine kigger sig lidt rundt omkring på bordet, for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kender svaret på?
Hvordan forklarer man en anden person, om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem?
Ting som for langt de fleste mennesker er normale, kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.

Christine samler samtlige skeer på bordet i hænderne, og giver dem til veninden.
“Værsgo, nu har du Lupus”.
Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask, er det at skulle træffe valg – konstant – eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.

Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. For de fleste mennesker, så er dagen fyldt med uanede muligheder når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcis hvad de har lyst til, i lige præcis det øjeblik tanken kommer til dem.

Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.

Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på.
Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen.
Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau.
“Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige.
“Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.

Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen.
De sjove ting kommer på bordet.
Forfra!
Husk på at hver ting koster en ske!

Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sent på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og i morgens skeer med!”

Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu!
At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret, fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer….

Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer.
Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje, hvordan resten af dagen skal gå.
For der er kun 6 skeer tilbage. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af i morgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre dagen efter.

Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om i morgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide, at passe meget godt på skeerne.

Veninderne gennemgår resten af dagen, og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises.

De taler videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten.
“Ok”, siger Christine, men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt, er hun sikkert også så træt, at hun ikke ORKER at lave mad.

Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på?
Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj.. men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere.
Og nu forstår veninden, hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?”
Christine forklarer ganske enkelt, at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved, at hun aldrig kan få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.

Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag i dag kæmper jeg med det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen mellem syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det liv jeg havde før – hvor jeg ikke altid skulle tælle skeer”, siger Christine.

Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Kend dine advarselstegn

Som smertepatient har jeg en daglig kamp med min krop om at få mest ud af dagen. Det er en svær balancegang og jeg forsøger at vinde over kroppen og på den måde vinde det liv jeg gerne vil leve.

Men jeg kan ikke vinde det liv, jeg gerne vil leve uden at lytte til kroppen.
Det ville bare give mindre overskud i sidste ende, og derfor mindre overskud til de ting jeg gerne vil med mit liv. Derfor er jeg nød til at finde en balancegang, lytte til min krop og stoppe op før den kollapser.

 

Mine primære advarselstegn

På mit 12 ugers smertehåndteringskursus på Smerteklinikken fik vi på holdet til opgave at skrive vores krops advarselstegn ned. Det er sværere end det lyder, men med tiden har jeg udfærdiget min liste. Mine primære advarselstegn pt. er:

  • Mundtørhed og tørst
  • Kæbe -og ansigtsspændinger
  • Koncentrationsbesvær
  • Irritabel og asocial
  • Lys- og støjfølsomhed
  • Rystende hænder
  • Synsbesvær og flakkende blik
  • Stød og strålesmerter i ben og ryg

Det er ikke altid de samme advarselstegn, jeg får og min krop har testet mange kombinationer. Jeg håber altid på, den øverste viser sig først.

 

Hvorfor er advarselstegn vigtige?

Det vigtige ved at kunne sætte mine advarselstegn op på denne måde er, at jeg så har muligheden for at reagerer så tidligt som muligt og dermed undgå den store regning.

Mit bedste råd er at være opmærksom på, hvordan din krop reagerer og ja.. det er en udfordring.
Der er i forvejen nok, som optager opmærksomheden, men med tiden bliver det en vane at skulle lægge mærke til sine advarselstegn, og så bliver det også meget lettere at reagere i tide. Skriv dem ned til at starte med, også dem du er i tvivl om, du kan altid rette i listen. Det vigtige er at blive opmærksom på dem. Det kan godt tage tid at opdage dem og der opstår sandsynligvis nye som årene går, så overvej at opdatere listen løbende.

Hvis jeg tager mine hvil i løbet af dagen, har jeg mere tid med overskud og jeg kan derfor få mere ud af dagen. Prøv selv at lave dit regnestykke for, hvor meget tid du har med overskud når du lytter til din krop og når du ikke lytter til kroppen.

 

Prioritér din energi

Det er selvfølgelig altid bedst helt at undgå at nå hen til advarselstegnene, men det er nu engang bare ikke realistisk (for mig) altid at undgå. Der er rigtig mange faktorer, der påvirker min krop og det er derfor umuligt at forudse, hvordan min krop reagerer  hver dag. Hvis jeg kunne planlægge mig ud af alle ¨dumme dage¨ så gjorde jeg det. Men det kan jeg ikke. Det tror jeg ikke, nogen kan.

Desuden er der ting jeg nægter at være foruden pga. min krop. Jeg vil være med til bryllupper osv. og selvom jeg gør mit bedste for at indrette dagen efter kroppens præmisser, kan jeg ikke undgå en regning. Men det gør ikke noget. Jeg vælger nemlig selv, hvad jeg er villig til at betale den regning for.
Jeg tror ikke, at jeg får det bedre af at koordinere hele året efter min krop. Hvis jeg skulle det, ville jeg gå glip af fødselsdage, juledage, udflugter, middage med venner osv. og selvom kroppens smerter i høj grad er styret af aktiviteter, så er jeg overbevist om at sindet også spiller ind på smerterne. Gode oplevelser giver energi og der skal være plads til at skabe gode minder, ellers bliver både smerter og livet ulideligt.

 

En lang proces

Jeg prøver virkelig at lære, at jeg faktisk ikke er så meget anderledes. Det er kun naturligt, at min krop siger fra når den når et makspunkt. Forskellen fra mig som smertepatient og mig før jeg blev smertepatient er bare, at jeg nu når mit makspunkt hurtigere.

Det har taget mig lang tid at forstå vigtigheden i at lytte til min krops advarselstegn, men de har en afgørende betydning for kvaliteten af min dagligdag.
Jeg har det stadig stramt med at skulle opdele min dag med hvil, men jeg forstår det.

 

Kender du dine advarselstegn, og lytter du?

Tæller genoptræning som træning?

Jeg tog mig et lille kig på bloggen og kunne til min overraskelse se at det er godt et år siden, jeg sidst har skrevet omkring min træning. Et helt år?! I virkeligheden vidste jeg det jo godt, inden jeg flyttede musen over i kategorien. Det er jo mig selv, der skriver herinde så den helt store overraskelse kan det jo næppe have været. Det rejste alligevel et spørgsmål i mig:

Hvorfor har jeg ikke skrevet noget om min træning siden juli måned 2017?

Det er ikke fordi jeg er stoppet med at træne. Det er ikke fordi mine rutiner er ændret. Det er heller ikke fordi jeg ikke har den samme passion omkring det længere. Eller…?

 

Mit gamle træningsliv

Før ulykkesnatten var jeg meget optaget af træning, primært styrketræning, og den livsstil der følger med. Det betød at jeg trænede de fleste dage i ugen og at min kost var tilrettelagt efter min træning, og det gav min krop, mit sind og mit ego et kæmpe boost. Jeg var studerende med deltidsarbejde ved siden af i butik, så det var hér jeg fik brugt kroppen, fik afløb for frustrationer og havde kvalitetstid med mig selv, uden lektier eller forpligtelser. Og ja, jeg fik en mere muskuløs krop, hvilket kun gjorde det endnu bedre.

Forstå mig ret. Jeg var på ingen måde kandidat til at stå på en scene til konkurrence og det var heller ikke mit ønske eller ambition. Jeg ville være have en stærk, sund krop og det skulle kunne ses!

 

Mit nye (genop)træningsliv

Jeg kan ikke længere træne på daglig basis og den ene gang i ugen jeg (når energien er til det) kan træne, kommer det på ingen måde i nærheden af dén træning, som før var så stor en del af mit liv. Jeg har et par maskiner i træningscentret, jeg kan bruge med lav vægt, nogle øvelser med egen kropsvægt eller en elastik, og mine daglige stræk øvelser på gulvet hjemme i stuen.

Det er langt fra den træning, jeg har været vant til og det er derfor også langt fra den træning som jeg forbinder med rigtig træning. Når jeg ligger på gulvet og udfører mine øvelser, tænker jeg på dén træning, jeg drømmer om. At stå i en hættetrøje med en vægtstang på ryggen, rokere på håndfladerne med hård hud indtil grebet er perfekt, og så mærke tyngden så snart jeg løfter. Det er lige her, alt andet forsvinder et øjeblik, og det eneste jeg tænker på, er det næste rep. Dét er min frihed. Eller det var det.

 

En ny slags træning

Jeg HAR stadig min passion omkring træning. Det kan jeg mærke, når jeg ligger på gulvet og drømmer om tunge løft. Jeg elsker det stadig, men savnet gør det hårdt at tænke på og endnu hårdere at skrive om.

Når noget kommer ned på skrift får det en helt anden virkelighed, hvor fjollet det end lyder.

Jeg er glad for min genoptræning, men jeg har svært ved ikke at sammenligne den med mit gamle træningsliv. Jeg er glad for at jeg kan træne, det er jeg. Jeg er glad for at jeg kan ligge på gulvet og lave mine stræk øvelser. At jeg selv kan komme ned på gulvet og selv kan komme op igen.
Men det ændrer ikke på mit savn til mit gamle træningsliv.

 

Et nyt perspektiv

Min genoptræning er ikke træning, som jeg forstår det, men jeg prøver at vænne min tankegang.
Jeg ved at min genoptræning er den rette træning for min krop.
Min krop bliver presset og jeg kan mærke det gør en forskel. Jeg får strukket kroppen ud og ligesom ved min gamle træning, så kan det mærkes under øvelserne og jeg er træt efterfølgende. Det er bare på en anden måde. Mine muskler er ikke ømme, ikke isoleret set i hvert fald, men min krop er øm. Den er brugt.

Derfor må jeg også indse at min genoptræning er træning. Hvis det var enhver anden, der spurgte om deres genoptræning talte som træning, ville jeg ikke tøve ét sekund! Selvfølgelig er det træning! Det er vildt hårdt for kroppen og der bliver arbejdet benhårdt. Genoptræning ER træning.

Det skal jeg bare huske, også gælder når det handler om mig selv.

Læs mere

10 tips til aktive hvil

På smerteklinikken, i mit 12 ugers smertehåndteringskursus, lærte jeg om hvil og om aktive hvil.
Det er naturligvis mest effektivt med ¨rigtigt¨ hvil, altså et hvil hvor du ligger behageligt og har fokus på krop og vejrtrækning. Men det er ikke altid, mit temperament er til et rigtigt hvil og hvad gør man så?

Jeg har lavet en liste over min underholdning til de (mere eller mindre) aktive hvil jeg benytter.
Men prøv dem selv og bedøm selv om de er noget værd.

 

Mine tips til aktive hvil

  1. Gå på Pinterest og bliv inspireret til alt fra indretning, kreative projekter, madlavning og ja, ALT.
  2. Lav en ønskeliste til din fødselsdag og/eller jul. Det er aldrig for tidligt at starte.
  3. Kast dig ud i kreative sysler. Mal, tegn, sy, strik, hækl, listen er uendelig.
    Jeg malede meget før ulykken og træner min hånd op til igen at kunne male og tegne detaljeret vha. mindfulness malebøger. Start på dit niveau, med den tid du kan og se hvor det fører dig.
  4. Sæt dit ind i et nyt emne. Om det er fondue eller øgleteorien er ligemeget. Udvid din horisont.
  5. Læs en god bog og fald hen i en anden verden.
  6. Hold en wellness dag hjemme med selvforkælelse.
    Lav dig et fodbad, smæk en hårkur i, læg en ansigtsmaske, brug bodyscrub og bodylotion, læg neglelak og måske endda sørge for glatte ben. Nej det er ikke standard herhjemme.
  7. Lav en prioriteringsliste. Hvad er dit næste projekt, køb, eller ferie?
    Skriv dine drømme ned i rækkefølge og lav en plan for, hvornår og hvordan de skal ske.
  8.  Har du et favoritspil? Det er en seriøs tidsrøver! Jeg kan anbefale en Nintendo Switch og ellers er der et hav af apps til mobilen, kryds og tværs, soduko.
  9. TV tid. Vi kommer altså ikke udenom, det ER bare en klassiker. En spændende dokumentar eller film når kroppen strejker eller en en sumpeserie, når hverken hoved eller krop kan følge med.
  10. Lyt til en podcast. Læg dig ned, luk øjnene og lær dine nye bedste venner at kende.

 

Jeg har brugt en del tid (læs: flere år) på at forstå, at min krop har behov for flere hvil hver dag.

Det er ikke fordi, jeg ikke har fået det at vide før. Jeg har fået det at vide mange gange. Rigtig mange gange endda. Men nogle gange skal man åbenbart have gavn af noget virkelig mange gange, før man vil sluge sin stolthed.

Ingen ferie som sygemeldt.

Jeg sidder i sofaen med H. og to trætte hunde. Vi har været på en dejlig gåtur i skoven med høj solskin og en let brise i håret. Det lyder som en perfekt start på lørdagen, og det var det sådan set også, men.. det var ikke sådan vores lørdag skulle have været.

Faktisk skulle pigerne have været hjemme hos deres bedsteforældre på en dejlig sommerferie, og H. og jeg skulle have nydt solens stråler under Portugals himmel i selskab med hele svigerfamilien.

 

Ingen ferie uden feriedage

Rejsen blev bestilt i februar og på det tidspunkt stod min praktikperiode til at udløbe pr. d.31.marts, så H. og jeg skænkede ikke lovgivningen en tanke og takkede med stor glæde ja til en sommerferie med hele familien. Vi glædede os til en uge i sydens sol med afslapning og en masse minder til rygsækken.

Sidste år var jeg på en ferie med min familie i Tyskland, samt en tur til Kreta i efteråret med svigerfamilie. Dengang kunne man søge om lov til at holde ferie mod at man, naturligvis, ikke ville modtage sygedagpenge i den periode. En ny lovgivning fra sidste kvartal 2017 har efterfølgende gjort dette ulovligt i mit tilfælde.

 


Den nye lovgivning omhandler retten til at afholde ferie for personer, som får offentlig støtte og da jeg er på sygedagpenge, gælder det mig.

Kort sagt skal man have optjent feriedage for at kunne afholde ferie, udenlands såvel som i Danmark, og da jeg kom fra studiet og desuden blev sygemeldt for to år siden, har jeg ingen feriedage.


 

Jeg har haft en privat sagsbehandler via. min advokat til at kigge på sagen og prøve at finde et smuthul i lovgivningen samt undersøge hvad konsekvensen ville være, hvis jeg tager afsted.

Ja, jeg skrev et smuthul. En lovlig måde at kunne komme udenom lovgivningen på.

Der findes pr. dags dato ikke et smuthul.
Jeg har ingen feriedage til rådighed, de bliver først frigivet når jeg er raskmeldt.

Konsekvensen ved at tage afsted er at kommunen så tolker det som en raskmelding, dermed stopper min sag og den kan ikke blive genoptaget efter en evt. ferie.
Jeg kan heller ikke starte forfra på et helt nyt forløb, eller (som under det gamle forløb) undvære sygedagpenge under ferie, eller miste dem helt indtil sagen er blevet vurderet af rehabiliteringsteamet.
Min sag vil blive afsluttet endeligt.

Det at tage på ferie, vil altså betyde at jeg (som de så fint får det sagt) selv aktivt giver udtryk for, at jeg er helt rask og kan varetage et job som værende selvforsørgende til jeg når min pensionsalder.
Medmindre der opstår en helt ny skade.

Min arbejdsuge lyder på 16 timer (14 effektive), så det ville mildt sagt blive et stramt budget at leve med.

 

Jeg er SÅ frustreret over hele situationen og jeg havde virkelig set frem til en dejlig uge med hele flokken. Jeg troede op indtil få dage forinden afrejsedagen at alt ville løse sig og jeg ville komme med til Portugal.
At jeg eller min private sagsbehandler ville finde en måde, hvor jeg lovligt kunne afholde én uges ferie.
For hvorfor i alverden skulle jeg ikke måtte det??

Alle mennesker har brug for at komme væk fra madlavning og sure strømper, hvorfor skulle det være anderledes bare fordi jeg er sygemeldt?

 

Kan det virkelig være rigtigt?

Jeg forstår det stadig ikke og jeg er stadig usikker på, om jeg har gjort nok.

Om jeg skulle have hyret flere sagsbehandlere eller måske bare have trodset systemet og satset på ¨de høje¨ ville komme til fornuft med tilbagevirkende kraft, i fald de ville opdage min uges ferie.
Desværre har jeg ikke ligefrem tiltro til det danske system længere, og jeg tvivler derfor også stærkt på, at der ville komme et udfald til min fordel, hvis jeg var taget med på ferie.

I virkeligheden mangler jeg nok en teskefuld retfærdighed.
Til trods for private fagfolk på sagen, har jeg stadig svært ved at tro at det er sådan dagens Danmark fungerer. Danmark pryder sig af at være et velfærdssamfund, men sådan her bør et velfærdssamfund, for mig at se, ikke fungere.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan ¨de høje herrer og damer¨ kan tænke at det vil være til samfundets bedste at lade sygemeldte blive i arbejde uden nogen ret til fridage eller ferie.
Bevares.. vi har weekend og helligdage, men hvis det var standarden, ville der ikke være en ferielov.

Ferie er ikke kun afslapning, det er også opladning.
Jeg kender til mange som for hvem ferie svarer til en ugelang behandling. Fri fra pligter, lægebesøg, møder, og opkald fra kommunen. De kommer hjem friske og klar til den næste periode med arbejde.
Burde det ikke være i alles interesse?

Jeg siger ikke, at jeg skal kunne rejse, holde ferie hjemme, eller tage fridage som jeg vil.
Men ingen feriedage som langtidssygemeldt virker som en rigtig dårlig investering for vores samfund!

 

Hjemme i Danmark – uden ferie

Jeg ville så gerne være hende den store, der kun glæder sig på andres vegne. Det er jeg bare ikke.

Selvom det glæder mig meget, at mennesker jeg holder af har det godt og får deres velfortjente ferie, så gør det ondt. Jeg må flere gange bide tænderne sammen, smile igennem mine tårefyldte øjne og og sige ting som ¨vi kommer afsted en anden gang¨ eller ¨den ferie må vi så have til gode.¨

Jeg får et stik i maven når der kommer billeder eller videoer fra Portugal, når folk snakker om ferie, eller når jeg kigger på H. Han valgte at blive hjemme sammen med mig, istedet for at tage på ferie med sin familie. Det er noget af det sødeste og mest uselviske, men selvom det hjælper på humøret at have ham hjemme så gør det ondt at vide, at det er min skyld han går glip af en ferie med hele sin familie.

Jeg ved godt det ikke er mig, som siger jeg ikke kan komme med, men lovgivningen.
Det gør ondt alligevel. Var det ikke for mig, ville han ikke stå i den situation og det piner mig grænseløst, at han skal lide pga. mine udfordringer. Igen.

 

Jeg er SÅ træt af at være magtesløs og bare bøje nakken, fordi ¨nogen¨ har bestemt hvordan sygemeldte kommer i arbejde hurtigst muligt. Hvis man retter nakken bare lidt og kommer på tværs af nogle andre ¨nogen¨ så kan man lige så godt sætte sig ned og holde godt fast i gelænderet, for dét bliver turen kun længere og mere besværlig af.

Inden jeg kom ind i systemet, fik jeg at vide at man skal være stærk for at være syg.
Jeg troede, jeg forstod det dengang. Jeg vidste godt at der er mange ting at kæmpe med som syg, særligt når det indbefatter en sag ved kommunen, men jeg havde aldrig forestillet mig at blive så udfordret.

 

Mine tanker går til dem, som går en sygeperiode i det danske system i møde.
Sammenlignet med mange andre, har jeg et kort forløb og jeg tør ikke tænke på, hvor opslidende flere år i det danske system bliver med denne lovgivning. Jeg håber så inderligt at i har feriedage tilgode, at i bliver fortalt at i skal bruge dem varsomt, og at de feriedage i må have, rækker forløbet ud.

Læs mere

1 2 3 4