Første dag med ¨Job og Liv¨

I tirsdag var jeg til en intro-samtale til det, de på CEB kalder ¨job og liv¨og der aftalte vi at jeg skulle starte ud med to timer ad gangen man- tirs- og torsdag. Jeg var ikke til at skyde igennem, tanken om at komme videre i mit forløb og dermed tættere på at komme i arbejde var næsten for meget og jeg foreslog selvfølgelig at jeg lige så godt kunne starte torsdag, der var jo ingen grund til at vente til mandag.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, at man partout skal starte en mandag, man skal vel starte når man er klar?
Og hvis der var noget jeg var, så var det klar!

Torsdag morgen var jeg stadig spændt og kunne næsten ikke få morgenmaden ned, men da vejlederen efter halvanden time sagde at jeg hellere måtte stoppe for i dag, fik jeg alligevel en  tung klump i maven, der trak skuldrene og hovedet ned mod jorden og jeg var ikke sikker på hvorfor.


Dagen startede godt. Jeg havde sørget for at have god tid fra morgenen af, så jeg kunne lave øvelser og holde hvil nogle gange undervejs i morgenrutinen. Det må kategoriseres som hjemmearbejde.

Da jeg ankom, var det første punkt at finde en stol og det var ikke helt så simpelt, som det måske lyder!
Der var nemlig 10-15 stole og hver af dem havde deres egen indstilinger, de fleste havde flere end to og det var vidt forskellige kombinationer. Behøver jeg sige det tog noget tid at vælge en?
Heldigvis skulle jeg jo ikke vælge en stol for livet, jeg skulle ikke engang vælge en stol for dagen.
Der var frit valg og jeg kunne bytte stol, lige så mange gange som jeg orkede.

Udover stolene fik jeg også klikket lidt på forskellige tastaturer med hver deres kombination af mus, pegefelt, og trykplade, dertil var der så en bred variation af håndstøtter og altsammen kunne mikses på kryds og tværs.
Det med selve musen var ret simpelt for mig at udvælge en favorit, men resten + det med stolene..
Skal vi bare kalde det en udfordring, der endnu ikke er løst.

 

Til min store overraskelse gik der ikke mere end 20min. før jeg måtte ned at ligge og lave mine stræk øvelser. Den havde jeg ikke set komme… Meeeen mon ikke det bare var fordi jeg lige havde prøvet fem forskellige stole? Jo, det siger vi! Andet er for meget at skulle kapere.

Den næste time gik med at finde frem til, hvilke job computer programmet mente ville være de bedste match for mig og med at finde en rytme i skiftevis at stå/sidde ved computeren og tage korte gåture.
Jeg gennemgik to tests; én der skulle definere mine interesse områder og én der skulle definere mine kompetencer. De to tests blev så krydset og deraf kom et resultat i form af jobmuligheder, hvor interesser og kompetencer var kombineret, hvilket egentlig var ret smart!


 

Der var rigtig mange informationer, jeg skulle huske og ind imellem måtte jeg høre vejlederen til det næste step igen, men der var andre på holdet og så må man jo væbne sig med tålmodighed indtil de har fået svar, så det gjorde jeg selvfølgelig. Det vil sige, lige indtil det gik op for mig at det på ingen måde var relevante spørgsmål den pågældende kursist stilte. Faktisk var det ikke engang spørgsmål, det var bare information, der på ingen måde havde noget at gøre med det vi sad i rummet for og dér springer kæden altså af for mig!

Hvad kursisten vælger at plapre løs om af personlige emner er jeg sådan set ligeglad med, det er ikke information jeg skal bruge til noget, men når det foregår i et tidsrum hvor vejlederen skal hjælpe andre (læs: mig) videre med mit liv og min fremtid, ja.. så får jeg virkelig svært ved at dele ilten i rummet!

Ja, jeg er en lettere egoistisk kælling, det ved jeg godt og det har jeg heller aldrig lagt skjul på!
Men jeg synes ærligt talt ikke det er for meget forlangt, at man yder en indsats for det man er kommet for.
Det er sådan set en sygemeldt ¨arbejde¨ at gøre en indsats for at komme videre og hvis man har brug for en at dele personlige snakke med, så må man tage imod et tilbud rettet imod dét, istedet for at opholde en vejleder fra et andet fagområde med med irrelevant info, be om tak! Så.. nu kan jeg vidst trække vejret igen!

Trods et par indre sammensmeltninger, syntes jeg faktisk at jeg klarede det okay. Om ikke andet havde jeg holdt mine udbrud for mig selv, i hvert fald i situationen.. ikke så meget nu, men det er en detalje!


 

Jeg var godt klar over at jeg ville få røvfuld på et tidspunkt i forløbet, jeg ved jo godt at jeg ikke ligefrem har accepteret status quo, men jeg havde ikke troet det ville blive den første dag!

Derfor føltes det lidt som et nederlag, at jeg måtte holde hvil efter bare 20min. og trods variation af stilling hver 5-10min., (fordi kroppen krævede det) og løbende hvil, til slut ende med at blive sendt hjem før tid.
Æv, jeg var ikke meget for det! Det var jo ikke meningen. Meningen var, at jeg skulle øge tiden.

Så da jeg gik derfra, var det faktisk med tårer i øjnene at jeg satte mig ind i bilen.
Jeg var skuffet. Jeg havde troet, at jeg ville kunne klare mere. Troet kroppen ville pumpe med endorfiner.
Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne være der længere end den aftalte tid. Men det gav stadig ingen mening at sidde med tårer i øjnene og en klump i maven, der trak alt med ned.. Det havde været en god dag. Jeg var stået op, kommet afsted, startet på et nyt kapitel og kommet tættere på målet, så hvad var problemet?

Jeg kunne ikke tale fornuft med hverken mave eller hals, så klumpen blev siddende i maven og halsen hen over eftermiddagen, men dér fik jeg nok. Jeg besluttede mig for, at jeg måtte være træt af det i én time og derfra skulle klumpen simpelthen pisse af, for jeg havde faktisk gjort mit bedste!
Jeg havde gjort mit forarbejde, planlagt morgenen, holdt pauser, varieret arbejdsstillingerne, drukket vand og haft Läkerol med til at kvikke op, så det måtte simpelthen være mere end godt nok og så var det faktisk dødtarveligt at skulle dunke sig selv i hovedet med dårlige tanker, det ville jeg jo aldrig gøre imod et andet menneske, så hvorfor var det okay at tillade det imod mig selv?


 

Jeg vil SÅ gerne fremad, vil SÅ gerne igang med et liv på arbejdsmarkedet og jeg VED at jeg har både viljestyrken og stædigheden til at nå det mål, dem har jeg før brugt med succes.
Men jeg ved også godt, at den viljestyrke og stædighed som gjorde at jeg trodsede lægernes dom, er de selv samme kvalifikationer, der kan blive skyld i at jeg overhører kroppen, går for hurtigt frem og ender med at starte fra bunden igen. Ligesom jeg måtte starte helt fra bunden af sidste gang, efter en brakperiode..

Derfor er der ikke andet for end at bide i det sure æble og gå hjem når de siger det, holde pauser når de kan se jeg trænger til det og tage det i kroppens tempo istedet for hovedets.
Jeg ved jo godt, det er sådan jeg kommer længst. Jeg har prøvet at tage tre skridt frem og derefter otte skridt tilbage imens jeg falder over mine egne ben, det kommer man altså ikke ligefrem videre i livet med og dét var jo sådan set det der vaplanen.

Jeg lærte ved min genoptræning, at det gælder om at kigge længere tilbage når der skal kigges efter fremskridt. Jeg kan vælge at følge kroppens tempo og kigge tilbage hertil om en måned, eller jeg kan vælge at ignorere kroppen, komme hurtigt frem i løbet af en uge, men om en måned være tilbage ved startlinien.
Jeg ved godt, hvilken vej der i sidste ende fører fremad og det er dén vej jeg tager!

Læs mere

Ferie som sygemeldt

I sidste uge var jeg på ferie med min familie i Tyskland, men er det i det hele taget okay at holde ferie som sygemeldt? Burde man ikke være så syg, at man ikke KAN holde ferie når nu man bare render rundt på statens regning og ¨laver ingenting¨ ?

Det er de tanker, jeg forestiller mig min omverden har når de ser mig holde ferie. Det er faktisk også tanker, jeg selv havde da jeg skulle bede om ferie, hvilket i bund og grund nok er årsagen til de tanker.
Så nu vil jeg gerne dele, hvordan en ferie for mig som sygemeldt i virkeligheden ser ud.


 

Først og fremmest vil jeg gerne pointere, at jeg havde en dejlig ferie med min familie!
Min lillebror bor på Sjælland og vi ser ham ikke ligefrem hver anden tirsdag, så det med at være afsted hele flokken samlet i en uge med gode oplevelser og minder var SKØNT!

Men.. ferie for mig nu er langt fra det samme som ferie var inden ulykkesnatten.

Min familie minder rigtig meget om mig (eller omvendt?) og de der kender mig og min familie, kan skrive under på at det langt fra går stille for sig, når vi er samlet og det gælder både i aktivitetsniveau og i stemmeleje. Vi har altid været vant til, at når vi bare trængte til et pusterum kunne vi gå ind på sit værelse eller gå/køre en tur, vi skulle ikke sidde på lårene af hinanden. Det er noget jeg altid har benyttet en gang i løbet af en ferie, men det kan ikke længere tælles på én hånd.
Jeg har aldrig før tænkt på hvor krævende, både fysisk eller mentalt, det er at være så mange mennesker samlet og det overraskede mig at det også gælder ved min egen familie, som er de mest forstående mennesker og konstant taget slæbet. Det gør jeg nu.


 

Turen dertil

Turen til vores feriested i Bad Sarrow tager 6 timer i bil, hvilket jo ikke lyder af meget og det er det egentlig heller ikke, men det er det for mig og min krop.

6 timer i en bil er en udfordring, selv når det er som den eneste passager i en komfortabel bil, med muligheder for at ændre sidde/liggestilling på flere måder og selvom det meste af turen går på motorvej uden opbremsninger, lyskryds, rundkørsler og sving er det stadig hårdt og kræver mere af kroppen.
Derfor blev der også gjort holdt på vejen til en gåtur og ja, den hér havde jeg altså grejet til min fordel! Har i hørt om Designer Outlet Neumünster? Det ligger på vejen til Bad Sarrow (pissessmart) og som navnet indikerer, er det et outlet og det minder mest af alt om en lille landsby med springvand (den er god nok), caféer, spisesteder og vigtigst af alt, butikker!

Når nu man alligevel skal gøre holdt og få sig en gåtur, hvorfor så ikke gøre det ind og ud af butikker? Man får jo også rørt mere af kroppen, når man skal række ud after 14 par sko før man finder de rette, så jeg vil faktisk argumentere for at det var en form for behandling!

Kan man få tilskud til shopping-behandling? Hvis nu man får en henvisning?

Så dér gjorde vi holdt og ja, der var outlet priser i butikkerne, need I say more??

Okay, det gør jeg, for mit jydske shoppehjerte kan simpelthen ikke modstå at fortælle om mine bedste fund!

Jeg fik, og hold nu fast i dørkarmen:
Birkenstock sandaler til 28€, Oakley klipklappere til 24€, Skechers sko til 38€, Nike cardigan til 40€, Nike tights til 30€, en bikini til 28€ og de blødeste hjemmefuttere til 6€!
Jeg var ikke til at skyde igennem! Oveni hatten fik vi efterfølgende en pizza, der nok er den bedste pizza (udover min mors selvfølgelig) jeg nogensinde har smagt!!

Herefter gik jagten på et hotel.
Vi havde ikke booket et værelse hjemmefra, det er aldrig rigtig til at vide hvornår kroppen siger fra, så vi kørte rundt og bankede på døre indtil vi mistede tålmodigheden, hvilket var 10-15min. senere, og her begyndte vi så at ringe rundt til hotellerne i omegnen i stedet.

Hvorfor vi ikke gjorde det med det samme fandt jeg ud af kort efter ¨Halo, Sie sprechen mit Sanne, ich möchte gern ein zimmer für zwei personen heute, bitte¨

Efter et par samtaler på gebrocken tysk (hvor jeg nok fangede halvdelen) og et par fejlkørsler fandt vi endelig frem til hotellet og fik vores værelse! Jeg var kvæstet og derfor glad for vi havde valgt at køre en dag før vi skulle ankomme, netop for at kunne tage en overnatning på vejen!
Min familie stod tidligt op og kørte på ankomstdagen, hvilket også havde været det naturlige valg for os, altså før ulykken. Det er ikke længere en mulighed og det er skam ikke fordi det ødelægger hele min verden, men det er en faktor jeg tror mange ikke tænker over og hvorfor skulle de også det?
Det er jo ikke noget alle mennesker er tvunget til at tage med i beregningerne, men det er jeg (og mange, mange andre) og det er helt okay, det kan vendes til en fordel. Jeg ville bare tit ønske, at folk vidste hvor meget det kræver lige at komme forbi når køreturen varer mere end 20min.


 

Ferien

Jeg er ikke interesseret i, at dem jeg er på ferie med ikke må/skal prøve ting bare fordi jeg ikke kan og det er absolut heller ikke meningen, de skal have ondt af mig fordi jeg ikke har de samme muligheder.
Men det betyder ikke, at jeg ikke kan få et stik i maven over de ting jeg ikke kan være med til, eller fordi jeg ikke har overskuddet til at være med hele tiden og istedet må overholde mine hvil og tage lure.

 

Smartphone

Jeg havde valgt at sætte skærmtiden var på et absolut minimum, jeg ville nyde ferien i fulde drag og det kræver at man er tilstede i nuet istedet for at se et klip med katte, der spiller på klaver.
For mig tager skærmtiden også energi. Lyset i øjnene, spændinger i panden, nakke, skuldrer, ryg og ikke mindst hånden når det kommer til smartphone, det hele er påvirket af den lille computer. Det er ingen videoer eller antal likes på opslag værd, når jeg har muligheden for at vælge tid og energi til min familie.
Så den blev i tasken langt det meste af tiden og sådan en mobil kan faktisk holde strøm flere dage dernede.

Aktiviteter

Tæt på det feriested vi boede på, kan stå på Wakeboard (kort forklaret minder det mest om skateboard på vand, hvor man bliver trukket, se en video her.) og alle hankøn er vilde med det og stod de fleste dage. Jeg har prøvet det én gang før og det var en pissekold påske, hvor jeg smaskede hovede direkte ned i det iskolde vand så snart linen trak mig afsted. Jeg troede jeg skulle dø, da jeg ramte vandet og mine læber var blå da jeg kom.

Ja, jeg var teenager, men jeg husker det stadig som en nær dødsoplevelse.

Tre ture senere var jeg var færdig med wakeboard! Eller.. det troede jeg i hvert fald, jeg var.

Den første dag stod alle pigerne troligt og heppede på drengene imens vi tog billeder, men allerede dén dag fik jeg et stik i maven. Jeg ville også prøve. Jeg ville også på et board, blive kastet i vandet nogle gange og derefter komme længere og længere på banen.
Der var bare to problemer, min hånd og min ryg.
Det kræver ikke ligefrem en studenterhue at regne ud, det nok ville give nogle gevaldige smæk og spændinger begge steder og dét bliver i reglen bare et KÆMPE nej tak herfra! Det er ikke ligefrem en behagelig oplevelse eller noget der let og hurtigt går over igen.

Jeg ved ikke, om jeg helst ville have vidst at jeg ville miste muligheden for at prøve igen og derfor ville have prøvet igen trods min nærdødsoplevelse, eller om jeg helst ville undgå at have følt suset på vandet.
Hvad er værst?

Inderst inde ved jeg godt, at man i reglen skal tage chancen når man har den. Jeg får jo også den samme øv-følelse, når jeg ser eller hører folk snakke om en skiferie og jeg har været på snowboard flere gange inden ulykken, var det ikke for hånd og ryg, var jeg også taget afsted igen.

Termisk bad

Efter de første to dage gad vi (pigerne) ikke længere agere heppekor på drengene og vores bøger løb jo ingen vegne, så vi blev hurtigt enige om at tage en tur i termisk bad til lidt selvforkælelse.
Det passede mig perfekt, det var afslappende, jeg kunne få løsnet lidt op i kroppen og bedst af alt, de andre piger havde lyst til en tur i termisk bad og nød det i samme grad.

Det giver så ubehagelig en situation når folk går med til noget, de faktisk ikke har lyst til for at være sød ved.
Øv hvor føler jeg mig lille og usselt når det sker!

Vandet var 34grader, man kunne både være inde og ude, og der var en café, liggestole, spa, dyser og et panorama rum med musik under vandet, kort sagt ren luksus.
Fordi der var svovl i vandet, blev huden renset godt og grundigt, hvilket jo er kæmpelækkert, men dén detalje havde jeg åbenbart svedt ud da vi var færdige og stod under bruseren og vaskede hår og ansigt.
Jeg nåede kun lige at klaske mit ansigtsrens på før det begyndte at svide og jeg dukkede under bruseren igen! Jeg fik flashback til klippet i Home Alone, hvor Kevin får barbersprit i ansigtet. Jeg huskede det heldigvis da vi senere på ugen tog derind igen, det var ikke en episode jeg havde brug for igen!

Aftenhygge

Hver aften sad vi udenfor og snakkede om dagen imens vi nød et glas vin og en masse snacks. Det var fælles familietid og som timerne gik, kunne vi til sidst kun se så meget af hinanden, som mygge-lysene tillod.
Men én aften husker jeg mere en nogen anden fra ferien.

Vi var alle sammen gået ned på legepladsen, H. havde udfordret min mor i bordtennis og i min familie går der ikke mere end 2min. før alle andre blander sig og udfordringerne flyver på kryds og tværs (alle var pludselig Danmarksmester i bordtennis) så afsted det gik for hele flokken.

Jeg er normalt (efter ulykkesnatten) hende, der sidder på sidelinjen og smiler ad de andres udskejelser og det var jeg allerede indstillet på, skulle være min aften idét tonerne gik højest.

Men denne aften havde min lillebror taget en volleyball med på legepladsen.
Vi har begge spillet meget volley på efterskolen og førhen spillede vi også altid når vi havde ferie, men jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst har haft en volleyball imellem hænderne.
Der gik heller ikke lang tid, før resten af familien kom trissende og ville være med og inden længe var vi alle samlet på græsset i en rundkreds og kastede bolden frem og tilbage. Bolden fløj ind i træerne eller alt for tæt på bilerne, hver gang der var en som liiige skulle brilliere med en overhåndsserv eller en ukontrolleret serv og det var simpelthen fantastisk at se hele flokken opføre sig som en børnehave på udflugt!
Selv da regnen begyndte at falde fortsatte vi med at spille og dén der følelse af at være på lige fod med resten i en aktivitet en lun sommeraften imens regndråberne og strejfer ansigtet, er ubeskrivelig smuk!

Jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvem der vandt i bordtennis. Det tror jeg heller ikke de andre gjorde og det var slet ikke så vigtigt for nogen længere, vi var sammen og dét trumfede alt andet.


 

Kan jeg som smertepatient så holde ferie?

Ja og nej.
Ja, jeg har en uges tid fri fra læger, behandlinger, møder og telefonmøder med allesammen.
Jeg har en uge, hvor jeg kan tage på den ferie jeg vælger, men er dét ferie som jeg kender fra før?

Nej, jeg har stadig mine smerter.
Forretningsfolk kan slukke arbejdstelefonen og lægge den i en mørk køkkenskuffe, sætte et auto svar på mailen, der fortæller forretningsforbindelser og kunder, at der er ferie og hvornår de kan forvente at få et svar. Jeg kan ikke pakke mine smerter ned i en skuffe eller sende dem en høflig e-mail, der forklarer dem at nu hiver jeg stikker ud og holder fri.

Hold nu kæft hvor kunne det være fedt! Sådan at have ferie fra smerter, ferie fra forholdsregler og ferie fra hvil. Sikke en frihed!

Smerter holder aldrig fri. De har ikke engang et skema de følger, så jeg kan planlægge mig til at udnytte det, når de er på lavt blus. Jeg kan forsøge ja, og det gør skam også en forskel. Jo bedre jeg lærer min krop og dens signaler at kende, jo før får jeg sagt fra og jo mindre ¨blus¨ er der på bålet . Men ignorerer jeg signalerne eller glemmer at lytte til kroppen ind imellem, så falder hammeren og det er ikke ligefrem mit højeste ønske!
Derfor er jeg nød til at være opmærksom, huske at stoppe op og lytte til kroppen, udtænke strategier for at udnytte min energi bedst muligt og konstant vælge noget til og samtidig noget andet fra.
Sådan er det også når jeg holder ferie.

 

Er det så ¨rigtig¨ferie?

Ja. Det er ferie for mig nu og dén må jeg synke sammen med de andre ændringer.
Det betyder ikke at jeg bryder mig om smagen, men den ændrer sig jo ikke så jeg kan lige så godt affinde mig med den og så må jeg jo finde nogle halspastiller hen ad vejen, der kan vende det til noget positivt og jeg har faktisk allerede en kort liste:

  • Shoppe-terapi som gåtur.
  • Ryggen er en skøn undskyldning for nye sko.
  • – og nye sandaler.
  • – og klipklappere med tykkere bund.
  • Jeg har mere tid til at læse i mine bøger.
  • Jeg har mere tid til at farvelægger i malebøger.
  • Jeg har mere tid til at øve mig med mit kamera imens de andre leger.
  • Jeg bruger kun min tid og ferie med dem, jeg virkelig har lyst til at være sammen med.

Desuden kunne jeg tage hjem efter en ferie der gav et pusterum og en bagage fyldt med minder lige så vel som alle andre kan og dét er vel pointen med at holde ferie.

Læs mere

Min træning efter 6 mdr.

Jeg har nu deltaget i det tilbud CEB kalder ¨Motion og Sundhed¨ (jeg kalder det træning/genoptræning i daglig tale og på min Instagram) i DGI huset hver tirsdag + torsdag formiddag i ca. 6mdr. og i går havde jeg min sidste træning med CEBs fysioterapeut på sidelinjen.

De sidste 12 uger har dog været markant anderledes end de første 12 uger.


 

I mit sidste indlæg om træning skrev jeg, at jeg ikke behøver en lur når jeg kommer hjem.
Dén stryger vi lige med en stor rød sprittusch!
Mine øjne ville ikke kunne holdes åbne, om så der var 17 spidsslebne tandstikker i hvert.

Det har været en kamp at indse, hvor meget energi jeg faktisk bruger på min træning selvom den kun består af øvelser. I min verden (inden ulykken) hed det benhård styrketræning 5-6 gange i ugen + cardio og ikke engang dér var det nødvendigt med en lur efterfølgende, så hvorfor skulle det dog være nødvendigt efter et par øvelser på en yoga måtte? Ej, det hang på ingen måder sammen i mit lille hovede!

Det jeg glemte/ikke ville indse var, at min krop havde fået et helt nyt startpunkt.
Efter knap 3mdr. i et korset der holder overkroppen fastspændt i alle døgnets 24 timer, var der ikke meget styrke tilbage i mit core, eller resten af kroppen for den sags skyld.
Jeg tror ikke man tænker over, hvor mange muskelgrupper der ikke må bruges når ryggen er sat ud af spil. Det hele er jo forbundet til ryggen, så da jeg fik korsettet af var det langt fra den krop, der blev pakket ind!
Der var mormor arme, slaske lår osv. og når de basser skal trænes op igen, er det med den forudsætning at ryggen også kan følge med og så det kan godt være benene kan klare 50kg. i benpres, men det nytter altså ikke noget når ryggen kun kan klare 20kg. Ryggen bestemmer, man kan ingenting uden den.
Dé aspekter havde jeg bare ikke skænket en tanke. Faktisk tror jeg slet ikke min prioritet lå i at få en stærk krop igen.. ikke for kroppens skyld i hvert fald. Jeg ville bare tilbage til mit gamle liv med min gamle krop, mine gamle evner og muligheder. Jeg ville bare gerne have mit gamle ¨jeg¨ tilbage.

Ignorant? Stædig? Blind? Overfladisk? I fornægtelse? Vælg selv, accepteret var situationen i hvert fald ikke.
Det er den stadig ikke helt, men jeg er tættere på i dag end jeg var igår.

Det har taget mig mange mdr. at indse, at jeg har nye forudsætninger for at træne nu og de skal følges, hvis jeg nogensinde skal have min gamle fysik tilbage. Selvfølgelig var jeg godt med på, at min ryg har været brækket og at genoptræning var nødvendigt, men derfra og så til rent faktisk at indse at det ikke er noget der ændrer sig foreløbigt og der ikke er noget at gøre for at fremskynde det, der er rigtig langt!

Jeg er så småt ved at forstå at en lur efter en træning er nødvendig. Jeg kan tydeligt mærke, at det gør en forskel for kroppen og det giver mig flere effektive timer i døgnet, hvilket i sidste ende er målet.


 

Selvom det ikke føles som om der sker noget, så er der faktisk sket store ting de sidste par uger!
Jeg har nemlig prøvet en lille del af det, jeg så inderligt brænder for at komme igang med igen;
Jeg har fået lov til at træne i et par maskiner!!

Endelig! En lille bid af rigtig træning! Nøj det har jeg ventet længe på! Jeg måtte også kigge med bedende øjne på min fys og forsikre hende om, at jeg nok skulle lytte til min smertegrænse og tro det eller ej, det har jeg faktisk gjort. Det er ikke en stang på ryggen eller håndvægte, men det har et strejf af min gamle træning og dét er et kæmpe skridt i den rigtige retning!

Jojo, jeg måtte træne i cirkeltræningen, men når man før var vant til at træne med vægtstænger osv. er de maskiner i cirkeltræning altså en ret så tam oplevelse!

Det er desuden en helt anden følelse, jeg står tilbage med efter en træning nu.
Det er en følelse, jeg kender fra længe siden. Jeg er træt på en helt anden måde, dén måde man kun kan være træt på når man har brugt kroppens muskler og ikke ¨kun¨ har prøvet at finde dem på en måtte.
Om dét så er fordi, kroppen har fået lov til at restituere efter træningen i form af en lur eller fordi det først er efter 4-5mdr. træningen generelt rykker mere på kroppen, tør jeg ikke sige.
Men det er en skøn følelse, at kunne bruge og mærke kroppens muskler på den måde igen.


 

Nu er min træningsperiode hos CEB slut og hvad skal der så ske?
Det er ret ligetil, jeg skal selvfølgelig fortsætte med at træne på egen hånd og det bliver både i et center og derhjemme med mine øvelser på yoga måtten og med den famøse gule elastik.

Min hjemmetræning er også blevet udvidet, jeg har nemlig fået nyt legetøj, YAY!

Jaja, den ser måske ikke ud af meget, men man skal ikke dømme denne lille sag for hurtigt. Det er en Booty Builder og den har det helt simple formål at sørge for, jeg får en røv man kan stable kopper på, so to speak.

Den holder ben/knæ på plads og giver modstand (alt efter stand bredde) når jeg kører air squat eller hip thrust med den, hvilket øger intensiteten og sørger for en super god kontakt til ballerne! Så jeg forventer en smækværdig røv indenfor 6mdr.s tid! Det er vel ikke for meget forlangt?

Det kræver selvfølgelig at den bliver brugt, men det er faktisk noget lettere at køre squat med den end at gøre det uden redskaber og så er det bare meget sjovere, når jeg kan mærke musklerne arbejde!

Det er faktisk en gave fra H. og så kan man jo vælge at tage det som et vink med en vognstang, eller tænke at røven bare er så smækker-lækker at der bare må og skal være mere af den!

Min største bekymring omkring at skulle træne på egen hånd er faktisk mig selv.
Jeg vil SÅ gerne hurtigt fremad, vil SÅ gerne have bygget en masse muskler på, tabe medicin fedtet og have en stærk krop! Gerne i går hvis det kunne lade sig gøre, tak.

Der er ikke længere en fys, der holder øje med mit niveau eller ser hvordan min krop reagerer to dage senere og derfor fjerner en øvelse eller sender mig hjem under dynen.
Det lyder jo fuldstændig latterligt. Jeg er 27 år, har et hus og to hunde så jeg burde faktisk være voksen nok til at tage vare på mig selv? Jeg forventer jo heller ikke, min mor tjekker om jeg har fået morgenmad.
I virkeligheden bliver det måske ikke så slemt. Jeg er da trods alt klar over, hvad jeg skal være opmærksom på og jeg har jo lært, at det gælder om at kigge længere tilbage end før for at se fremgangen.
Desuden ved jeg, hvad jeg risikerer at miste.
Ikke nok med at jeg ville være tvunget i en brak periode på min. nogle mdr. for derefter at starte helt fra bunden af, jeg ville ødelægge mine udsigter til at komme i praktik snarest og dét ville jeg ikke kunne bære!

Men.. jeg tror på, man skal have en målsætning og selvom jeg hjertens gerne vil sætte et mål, der hedder at kunne squatte med en vægtstang på ryggen inden for de næste tre mdr. ved jeg også, at jeg er for stort et konkurrencemenneske til at overholde kroppens grænser, hvis de skulle stå i vejen for at nå målet inden for de tre mdr. og dét har jeg simpelthen ikke råd til!

 

Sidste gang jeg skrev om min træning lød mit mål således:
¨Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!¨

Det mål har jeg stadig, men jeg er ved at indse at jeg er nød til at sætte nogle delmål, hvis ikke jeg skal blive utålmodig og gå for hurtigt frem fordi der er for langt til målstregen.

Mit delmål kommer til at handle lige så meget om min egen opfattelse af, hvordan min krop skal se ud.
Jeg trænede meget før ulykken og det bar min krop også præg af, derfor er mine tanker om den krop jeg har nu ikke videre søde. Men det var faktisk først en dag til træning med CEB, at det gik op for mig, hvor grimt jeg snakker om min egen krop.

En fra holdet af spurgte mig, hvorfor jeg altid træner i en stor trøje og jeg hørte mig selv begynde at forklare, at jeg sveder mere når jeg har en stor trøje på, så det var for at øge min forbrænding.. men jeg måtte stoppe midt i sætningen og tilstå:¨Det er faktisk fordi, jeg har trænet meget førhen så jeg har meget svært ved at være i min krop og føler mig ikke tilpas ved at vise min krop.¨
Hun kiggede på mig som om jeg lige havde sagt, at jeg ikke tror på global opvarmning og ja.. jeg ved udemærket godt at jeg ikke er overvægtig, men det ændrer altså ikke mine tanker når jeg står foran et spejl. Jeg er helt med på, at det er noget jeg skal arbejde med og det foregår ikke på en crosstrainer, det foregår i hovedet. Jeg skal vænne mig til at se min krop og det kan jeg kun, hvis jeg ikke pakker den ind.

Derfor er mit mål at træne i en tank top inden for de næste tre mdr.
Min træning drejer sig altså ikke kun om at acceptere, at det tager længere tid før jeg kan se en fremgang rent fysisk, men nu også om at acceptere min krop i hverdagen og føle mig tilpas i den, uanset tøj str.

Tal pænt, også til dig selv.

Læs mere

Anodyne Posture shirt 2.0

Jeg var så snotforkælet at få en holdningskorrigerende t-shirt fra Anodyne i Mors dags gave fra mine skønne hundebørn og jeg har lovet at dele mine erfaringer, efter at have testet den igennem.

Jeg havde faktisk kigget efter den et stykke tid og overvejet om det var noget jeg skulle investere i.
800 kr. er mange penge i min bog, penge som man kan få mange andre lækre sager for.
Tænk nu hvis det var sådan noget man aldrig fik brugt og den bare kom til at ligge i skabet og grine af mig? Det er altså ikke til at bære for en nærig jyde!


 

Hvad lover den?

Hvis man går ind på deres hjemmeside kan man læse om den teori, der ligger til grund for produkterne og hvad deres formål er. Helt kort fortalt er produkterne inspireret af kinesiotape, der skal afhjælpe smerter og spændinger, da den bl.a. øger blodcirkulationen.
– Det kan meget vel være, at du har prøvet at blive tapet op ved en fysioterapeut eller til en træning.

Modellen jeg fik, hedder Women’s Posture Shirt 2.0 og den kan du finde her.

De har beskrevet fordelene ved produktet på hjemmesiden og jeg har taget et screenshot som du kan skimme igennem ovenfor. Det lyder jo super fint og set med de kritiske øjne lover de heller ikke guld og grønne skove, hvilket for mig er et tegn på de er seriøse omkring deres produkt.

Jeg havde dog stadig mine forbehold, for helt ærligt? En t-shirt… Jeg har altså prøvet lidt af hvert og brugt en del dollars i forsøget på at komme nogle af smerterne til livs ved behandlere, privatlæge osv. så jeg havde svært ved at tro på en t-shirt skulle kunne gøre noget, hvilket også var grunden til jeg ikke selv havde bestilt en.

Hvis du scroller ned på deres side er der en video (I shit you not!), hvor de guider dig igennem den bedste måde at få trøjen på. Jeg syntes det var helt hen i vejret, at de mente deres kundesegment (altså mig) var så underbemidlet, at den simple opgave det er at tage en fucking t-shirt på, skulle forsklares med en video.
Af en eller anden grund trykkede jeg alligevel ¨play¨ på deres video-guide og jeg skal da lige love for, de kunne gøre en videnskab ud af at tage en t-shirt på. Her gik jeg og troede en t-shirt var noget man hev ned over hovedet og så sad den ellers nogenlunde anstændigt derefter. Det blev så et kæmpe nej!


 

Mine tanker omkring Anodyne Posture shirt 2

Første indtryk

Mit første forsøg på at tage t-shirten på selv, gik ikke ligefrem efter planen.
Jeg fik den over hovedet og armene igennem ærmerne, men derefter var det som om mine arme blev hængende under loftet! – mine bryster gjorde det heller ikke ligefrem lettere, at få den ned!
Summa summarum, jeg måtte kaste håndklædet i ringen og kalde på H. efter et ekstra sæt hænder.

Jeg kunne mærke en effekt med det samme.
Det føltes som om, jeg blev ranket op som en marionetdukke og samtidig fik justeret lidt på musklerne i skulderpartiet, jeg fik altså en pænere mere rank holdning uden at skulle bruge ekstra kræfter.
Jeg var faktisk ret overrasket, for jeg havde før prøvet at få tapet ryggen tapet op ved fysioterapeuten og det havde da så absolut ingen effekt for mig! Udover at det gjorde pis-hamrende ondt at få af igen.

Og ja.. jeg er typen, der hiver tape og plaster af latterligt langsomt, så det tog et par dage af få det hele af..

Brug af t-shirten

Hvad kan en t-shirt til 800kr. så?

Iført t-shirten er det ikke lige så hårdt at sidde op, gåturene er ikke så hårde og med den på kan jeg generelt klare længere træk på de statiske stillinger. Derfor bruger jeg den også til sociale arrangementer, hvor jeg er tvunget i statiske stillinger længere tid ad gange, fx. til en par-middag eller en konfirmation.
– Med det sagt vil jeg også gerne understrege, at jeg ikke anbefaler at bruge t-shirten som et middel til generelt at klare mere, det har jeg også testet og gør altså intet godt for kroppen!!

De anbefaler også deres produkter til brug ved træning, så det har jeg selvfølgelig også prøvet. Jeg kan helt klart se, hvorfor mange har god gavn af t-shirten under træning og ja.. her kommer den.. Men jeg har brugt meget tid på styrketræning før ulykken og jeg kan virkelig godt lide at have en rå kontakt til min krop. Desuden kommer der her et problem, der nok mest er gældende for os med bollehåndtag (jeg har altså ikke et ¨pænere¨ ord) for det er altså ikke ligefrem skide smart at t-shirten kravler op til taljen under en øvelse! Jeg er i hvert fald glad for, at jeg havde en trøje udenover og det tror jeg faktisk også resten af centret var.

Jeg har særligt gavn af t-shirten:

  • Når jeg skal sidde ved computeren.
  • På gåture over 20min.
  • Ved madlavning.
  • Når vasketøjet ordnes.
  • Til sociale events.

Kort sagt, fungerer t-shirten som en slags støttepædagog for kroppen.

Det skal lige siges, at efter et par gange kunne jeg selv tage t-shirten på og af igen og nu kører det helt fint, (sjovt nok) efter samme princip som de viser i deres video.
Hvis du har problemer med at få armene over hovedet (se gerne deres video på hjemmesiden) vil jeg dog anbefale at overveje om modellen med lynlås, måske er bedre for dig, find den her.

 

Ulemper

Jeg fandt desværre ret hurtigt ud af, at t-shirten ikke ser så pisse smart ud under alt mit tøj simpelthen fordi den dækker mere hud end mit tøj gør.

På billederne kan du se, hvordan t-shirten ser ud under en af mine basic t-shirts med rund hals og for mig er det super ærgerligt, at kanterne ikke passer sammen for sådan dér tager jeg ikke andre steder hen end hjem til familien. Kald mig bare overfladisk, men jeg har allerede måtte tilpasse mig til en hverdag, der ikke længere involverer make-up eller cowboy bukser og dét her, er min grænse for hvor meget jeg vil ændre!
I ovenstående tilfælde kan man se t-shirten fra Anodyne både ved halsudskæringen og (afhængigt af hvordan jeg står) også under ærmet.

Jeg er desuden en af dem, der er udstyret med et par fødedygtige hofter med dertilhørende isolering (kageglad? ja!), så den skal altså liiige rykkes ned på plads en gang imellem for mit vekommende.
Tip: hvis du har nylon strømpebukser på, så hiv dem udenover t-shirten.

Derfor har jeg skrevet til Anodyne for at høre om jeg kunne forvente den samme effekt ved brug af deres BH, du kan se den private samtale jeg havde med Mia via. Facebook her:

Jeg aner ikke, hvorfor.. men igennem hele mit liv (særligt min barndom) har folk kategorisk ændret mit navn til Susanne. Jeg tænker de må kende en privat der hedder Susanne, men bare bliver kaldt Sanne, eller også synes de bare jeg ligner en Susanne mere end en Sanne?

Det kan godt være jeg ikke er uddannet fysioterapeut eller noget, men jeg jo godt regne ud at BH’en ikke har samme effekt som t-shirten. T-shirten dækker trods alt et langt større område, så BH’en kan næppe gøre det samme, men som Mia skriver har man muligheden for at prøve deres produkter i op til 14 dage og sende dem retur, hvis man ikke har gavn af dem.
(Husk at læse deres handelsbetingelser)

 

Konklusion

Der er en grund til Anodynes produkter har fået så hurtig en succes.
Min oplevelse er, at t-shirten gør en øjeblikkelig forskel for min holdning, justerer musklerne, støtter og dermed også aflaster min overkrop. Fordi jeg på den måde ikke når at dræne mine rygmuskler helt tomme, skåner jeg nakke/skuldrer for de spændinger jeg normalt får ved korte statiske stillinger.

Kan jeg klare hele verden og alle de ting jeg kunne før?
Nej, det kan jeg ikke. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg har en ryg, med udfordringer efter et brud og dem kan intet produkt fjerne, hvis jeg forventede det ville alle produkter ikke være andet end én stor skuffelse.

Jeg kan jo selvfølgelig tage fejl, så ligger du inde med en magisk pille, så send lige et link eller kontaktinformationer!

MEN! Jeg kan altså mærke en forskel, den bliver brugt flere gange i ugen og den er ikke sendt retur, hvilket må være ret gode måder at måle tilfredsheden af et produkt på.

Læs mere

Gæst ved et bryllup

Da vi i december sidste år fik invitationen til bryllup ved H.s fætter, gik tankerne straks igang:

  • Hvad skal jeg have på?
  • Hvordan skal håret sidde?
  • Hvilken taske skal jeg bruge?
  • Hvor meget make-up skal jeg have på?

Det er faktisk typisk mig, at tænke på de ting først. Lige siden teenageårene har jeg været meget optaget af, at tage mig godt ud og blive accepteret af min omverden. Det er jeg stadig, men det bunder ikke længere i usikkerhed om hvem jeg er, men over hvad der også er en del af mig og har været det siden ulykkesnatten.

Jeg tænker stadig over de ting, nu ser spørgsmålene bare lidt anderledes ud:

  • Hvad kan jeg holde til at have på så længe, der stadig er fint nok til et bryllup?
  • Hvordan kan jeg lave en fin frisure, der ikke er krævende for hånd og ryg?
  • Hvilken taske er fin nok, men stadig stor nok til ¨overlevelses kittet¨?
  • Hvor meget make-up kan jeg holde til at lægge inden så lang en dag?

Førhen brugte jeg mange timer på at gøre mig klar til byture og sociale arrangementer. Jeg satte faktisk ofte en halv eller en hel dag af til at gå og hygge med at barbere ben, bruge hårkur, skrubbe krop og ansigt, bruge ansigtsmaske, lægge lag på lag, på lag af make-up, påsætte falske vipper, form føntørre håret, krølle/flade/sætte håret, file negle og lægge neglelak/fransk manicure.

Wow.. jeg lyder virkelig som en overfladisk daisy tøs!
Det var jeg godt nok også.. men retfærdigvis skal det siges, at jeg også var meget andet end det!
Jeg elskede min familie, jeg var der altid for mine venner om det var for stort eller småt og de der kendte mig, vidste de kunne stole på mig og mit ord.

Der er en stor kontrast fra hvordan jeg gjorde mig klar før, til hvordan jeg gør mig klar nu. Det tager stadig lang tid, men det er ikke fordi jeg når det samme som dengang, derimod er listen faktisk blevet noget kortere og istedet er der kommet ét nyt punkt på, HVIL.
Da vi fik invitationen til brylluppet, var jeg udemærket klar over at jeg ikke kunne komme igennem min gamle liste.. og slet ikke hvis jeg rent faktisk skulle kunne deltage i brylluppet.
Jeg måtte altså lave en ny plan og straks væltede tankerne ind om de ting, der skulle tages højde for når planen skulle laves.

  • Hvor længe varer sådan et bryllup?
  • Skal man sidde ned hele tiden?
  • Hvor skal jeg lave mine øvelser henne?
  • Hvor kan jeg trække mig hen, når det hele bliver for meget?
  • Hvem kan jeg ringe til, hvis jeg skal hjem før H.?
  • Skal man have kjole på?
  • Jeg kan jo ikke engang have stilletter på til og det kræver en fin kjole vel?
  • Kan man måske finde en fin kjole, der går til sneaks?
  • Kan man finde en fin kjole, der ikke generer/strammer?
  • Kan jeg have sports BH på under en fin kjole?
    – Som jeg altid har for at mindske gener i overkroppen.
  • Hvilke sneaks har jeg overhovedet, der er pæne nok til et bryllup?
  • Hvordan skal jeg sætte håret så det er fint, men ikke trætter på hånd og ryg?
  • Hvor meget energi kan jeg bruge på make-uppen?
  • Hvilken taske har jeg, der passer til et bryllup?
  • Hvad skal jeg have i tasken for at komme igennem dagen?
  • Hvor mange mennesker kommer der?
  • Hvem kommer, som jeg burde kunne huske navn og ansigt på?
  • Skal jeg sidde ved nogen jeg kender eller vildt fremmede?
  • Hvad skal jeg sige, når det typiske spørgsmål om arbejde kommer?

Listen fortsætter..


Forberedelser

Jeg kunne se på invitationen, at brylluppet startede kl.13 i kirken og så jeg spurgte og googlede mig frem til, hvor lang tid et bryllup plejer at vare og hvornår det var acceptabelt at drible hjemad.

Holy f@rk, det tager jo hele dagen?!?!!

Okay.. okay! Det kan planlægges! ALT kan planlægges Sanne!
– Den her kræver bare en lille bitte smule forberedelse, det er det hele!

Jeg gik listen igennem og kom ret hurtigt frem til konklusionen om, at nogle ting kunne jeg bare ikke vide på forhånd, så det bedste jeg kunne gøre var at passe på min krop, have ca. ingenting på programmet ugen op til (og efter) brylluppet og så forberede og træne de ting, der ikke involverede andre end mig.

Så det gjorde jeg.

  • Kjolen
    Jeg sendte nok 38 links og billeder af kjoler til min go-to veninde (udover vores ture i butikker) før vi endelig fandt en kjole, der var fin, uden at stramme eller genere, der kunne gå til sneaks og som jeg kunne have en sports BH inden under, men DET LYKKEDES!!
    Kjolen er fra Selected Femme
    Den er endda på halv pris lige nu og ja.. jeg har lige købt i rød, man er vel fra Vestjylland! Direkte link til kjolen
  • Note to self: Viskose er et fantastisk materiale, der hverken strammer eller generer!

 

  • Fodtøj
    Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg hverken kunne have stilletter eller pæne sko på, men ingen af de sneaks jeg havde, egnede sig til et bryllup.
    Så jeg gik på jagt efter et par enkle og afdæmpede sneaks, hvor mærket ikke kunne ses på på lang afstand og jeg tog udgangspunkt i de sneaks, jeg havde de bedste erfaringer med. Efter en tur rundt i butikkerne og latterligt mange søgninger på nettet fandt jeg dem endelig!! Jeg fandt dem på en deal site og normalt tør jeg ikke købe sko over nettet, men eftersom jeg allerede havde et par sko fra New Balance, var det jo bare at tjekke str. i dem og klikke bestil!
  • Note to self: Det virker rent faktisk at gå nye sko til, husk det nu!

 

  • Håret
    Her kom der lidt flere faktorer ind i spillet. Jeg skulle finde en hår-opsætning/styling, der ¨blev siddende¨ og ikke ville kræve en re-make i løbet af dagen, ikke sad for stramt og dermed give ekstra spændinger i nakke/skuldrer/hovede, ikke krævede for meget arbejde med hånden eller ryggen og stadig være top fancy! Men alt det blev hurtigt pisse ligegyldigt i mit lille hovede, for jeg havde fået tanken om de skønneste køller så det skulle jeg da ha’!
    Af en eller anden grund havde jeg i mit lille hovede overset, at det tager voldsomt langt tid at krølle den uldtot der sidder ovenpå mit hovede.. Heldigvis havde jeg (trods alt) tænkt så langt som, at det nok var en god ide at øve hele rutinen igennem et par gange inden selve dagen, så jeg vidste hvor mine hvil skulle lægges. Jeg fandt så (sjovt nok) ud af, at det der med at stå/sidde med armene over et bukket/drejet hovede imens hånden roterer som et uglehovede på speed ikke ligefrem var den bedste kombi for hverken hånd eller ryg!
    Jeg endte med at sluge min stolthed, få hjælp af veninde og mutti og endte ud i en half-bun.
  • Note to self: Vurder din tid til opgaven inden du kigger på smukke frisurer.

 

  • Make-up
    Jeg havde mest lyst til at gå all-in, lag på lag, falske vipper og hele svineriet, men efter et par prøverunder måtte jeg erkende, at det var ret drænende at smaske så meget i hovedet! Ikke at det fik mig til at stoppe med at forsøge, det kunne jo være det slet ikke var hårdt næste gang?
    Det var faktisk først da H. stod i døren til badeværelset med hovedet på skrå og spurgte hvorfor det lige var, at jeg skulle have alt det stads i hovedet? ¨Du er bare meget pænere, når du ikke har alt det der på! Jeg ved godt du gerne vil ligne alle dem på Instagram osv. men de bruger det helt rigtige lys/filter/photoshop og sådan ser de jo ikke ud, hvis du møder dem på gaden. Jeg vil gerne have min kæreste og ikke et dukkebarn¨ Av goddaw, dén sad.. det var jo faktisk lige det, jeg gerne ville.. ligne et dukkebarn. Om det var fordi jeg var/er et overfladisk dukkebarn eller om det var for at skjule, hvordan min krop faktisk har det ved jeg ikke, jeg tror det var en blanding?
    Jeg endte ud i (hvad jeg vil kalde) en let fest make-up med pudder, lidt contour, øjenskygge og mascara og ved i hvad? Ikke nok med at det tog kortere tid og gav mere energi til senere, så var det også langt mere behageligt.
  • Note to self: Hør på H., bare en gang imellem, han har faktisk ret i ny og næ..

 

  • Taske
    En vigtig detalje for mig er at jeg har den rette taske med (vi har allesammen hver vores niche) og selvom jeg måske har.. skal vi bare sige ¨et par par forskellige tasker¨ var der altså ikke nogen af dem, der egnede sig til et bryllup.
    Derfor måtte jeg jo ofre mig og købe en ny taske, hvilket var virkelig ærgerligt, men jeg måtte jo gøre det! Jeg fandt den skønneste taske, med plads til:

    • Standard kort
    • Pilleæske til mit mini apotek.
    • To pakker Gajol, quick fix til svimmelhed og mundtørhed.
    • Tyggegummi, bedre ånde efter sure opstød.
    • Læbepomade, et simpelt ¨skønhedstrick¨.
    • Fidgetspinner, det afstresser faktisk.
    • Neglefil, igen en afledningsmanøvre.
    • Pudder + børste, jeg kampsveder når jeg er presset!
  • Note to self: Alle undskyldninger gælder, når der er chance for en ny taske.

Til festen

Det var længe siden, jeg sidst havde været til bryllup og jeg vidste derfor ikke helt hvad jeg skulle forvente, men der gik ikke længe før jeg forstod hvorfor folk er så vilde med bryllupper, for helt ærligt, what’s not to like? Der er glade mennesker alle vegne, to meget glade mennesker, det er en helt fantastisk stemning og kan vi lige tage et øjebliks stilhed for maden? Ej men altså.. jeg elsker mad og et bryllup er jo en dag, hvor maden bare kommer i stride strømme, lækkert koncept!

Efter vielsen i kirken skulle vi videre til receptionen, hvor der var ventetid for alle gæsterne imens brudeparret tog ud og fik taget billeder. Vejret var virkelig skønt den lørdag og de må have fået de smukkeste billeder! Nå.. men der var sørget for sandwich hapsere til alle gæsterne og vi kunne gå udenfor på et dejligt græsareal med store grønne træer og nyde solen. Der var altså alle muligheder for en knaldhyggelig eftermiddag i godt selskab!

Jeps, her kommer den…. Men! Det havde allerede været en lang dag!
Jeg havde været meget omhyggelig med at lave en tidsplan for klargøringsrutinen med hvil og øvelser, for at sørge for de bedste betingelser for kroppen.. men efter en tur i kirken på de der gamle stole, der mest af alt ligner en omgang pileflet, hvor man sidder ca. lige så behageligt som hvis var de lavet af beton og kaktus + selve badet og klargøring var jeg altså godt brugt!! Hele min krop gjorde ondt af spændinger, ryggen trængte i den grad til at ligge ned, jeg havde kvalme, var svimmel, træt og søvnig.
Brylluppet blev holdt tæt på, hvor vi bor og min søster var hundesitter i huset og klar til at hente mig/os når det skulle være, så der var mulighed for at komme hurtigt hjem.
MEN jeg var også stædig! Jeg havde simpelthen brugt for meget energi på at planlægge denne dag, så jeg også kunne deltage og vigtigere endnu jeg VILLE deltage i parrets store dag og fejre deres kærlighed. Så jeg blev og jeg havde allerede en løsning klar hjemmefra.  Jeg vidste den ville give en stor regning dagen efter, men det var en regning jeg var villig til at betale.

Det var en super simpel løsning faktisk, en løsning jeg har brugt før til lange sociale arrangementer: alkohol.

Jeg drikker generelt ikke alkohol længere, fordi jeg ved hvad det betyder for min krop de efterfølgende dage, men jeg ved også hvad det gør ved min krop i øjeblikket. Jeg gik forbi bordet med velkomst champagne et par gange og heldigvis slår alkohol hårdere når man ikke  er rutineret, så allerede efter ét glas kunne jeg trække vejret igen og efter to glas kunne jeg hilse på folk igen, succes!

Det er absolut ikke en opfordring, det er bare hvad der virker for mig personligt!
Jeg kender min krop (på det punkt) og ved derfor hvordan jeg kan tackle den med alkohol, men man skal generelt være meget påpasselig med medicin og alkohol! Jeg har før (på noget andet medicin) fået det virkelig dårligt af at tage et sip af en cider, så spørg din læge først og vær varsom!

Ømme samtale emner

Jeg er ikke meget for sociale events, specielt ikke dem hvor jeg ikke har nogen form for kontrol eller flere mennesker jeg kender. Jeg frygter altid at jeg pludselig står Palle alene i verden og ligner en lille pige på 3år, der har mistet sine forældre i et storcenter.
Jeg bliver utilpas når jeg skal være sammen med fremmede mennesker og jeg har svært ved at slappe af og være mig selv. Jeg ved også, at der hvér gang kommer et spørgsmål jeg gruer for.


Da vi havde sat og til bords gik der ikke mange minutter før det ventede spørgsmål kom:
¨Nå, men hvad laver du så?¨


Den havde jeg heldigvis øvet! ¨Jeg går til genoptræning¨ – hvilket også er sandt.
Jeg var faktisk ret glad for det svar, egentlig mest fordi jeg er ved brække mig hver gang jeg har sagt, at jeg er sygemeldt. Hvorfor? Fordi jeg bl.a. associerer dét med folk der simpelthen ikke gider arbejde og udnytter systemet og hvis det er én af de ting jeg tænker på, hvad vil folk der bare ser mig med rent hår, make-up og uden joggingtøj så ikke tænke?

Det er også et typisk start spørgsmål fra folk i Vesten.
Som om det er ens arbejde, der definerer hvem man er? Der er aldrig nogen, der spørger hvad man er passioneret omkring eller hvilke fritidsaktiviteter man har.
Nej.. jeg var ikke en skid bedre end ¨alle andre¨ før jeg selv blev ramt.

Det skal siges, at gæsterne var super søde og der var ingen hvisken i krogene eller misbilligende blikke. Jeg er også helt med på, at det sikkert primært kun er et problem i mit hovede og hvor er det egentlig latterligt dumt at bruge energi på at frygte, hvad andre mennesker tænker om mig! Det er jo ikke deres tanker, der definerer mig og skulle jeg rende ind i mennesker med en negativ indstilling til min plads i samfundet pt., er der jo ingen regel om at jeg skal blive og høre på deres mundlort, jeg kan faktisk vælge dem fra.


Der gik heller ikke lang tid før der kom et emne op, med spørgsmål jeg faktisk altid gruer lidt for:
Børn med de velkendte spørgsmål: ¨Har i så nogle børn?¨ og ¨Hvornår skal i så igang?¨


Mit svar er faktisk altid: ¨vi har to hunde.¨

Jeg ved godt at det ikke er det samme, det er i hvert fald det jeg altid får at vide, men det er det altså for mig!
Vores hunde er vores børn. De er med os overalt, de er snothamrende forkælede og vi kunne vi ikke forestille os en hverdag uden dem!

Jeg er ikke hende, der altid har vidst at hun ville have børn. Jeg er ikke engang hende, der kigger efter babyer på gaden, jeg har aldrig ¨hørt mit æggeur tikke¨ og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde får lyst til at få børn. Alligevel er det lidt noget andet, når folk spørger ind til emnet nu, for jeg er ikke engang sikker på om jeg kan/må/bør få børn. Der er flere ting, der skal regnes med nu.
Jeg ved ikke om jeg kan bære en gravid mave, om jeg har energi i hverdagen til et barn, hvor længe jeg kan løfte på barnet og alle de andre ting der følger med.
Jeg ved at jeg skal stoppe med alle mine piller, hvis jeg skal bære et barn, ellers er jeg blank.

Så når folk snakker om babyer, alle de fremskridt de ser deres barn have og/eller spørger ind til vores planer med børn, kan jeg mærke en klump i halsen. Der var en del gæster på vores alder til brylluppet og dem vi sad til bords med enten havde eller prøvede på at få børn, så helt naturligt faldt snakken på børn.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev faktisk ked af det og var på et tidspunkt nød til at gå ud på toilettet for at trække vejret og blinke med øjnene.
Jeg følte mig som en idiot! Jeg ved jo ikke engang om jeg vil have børn, det gav ingen mening?!
H. fangede dog at jeg gik og kom for at se om jeg var okay, jeg havde det selvfølgelig ¨fint¨. Det havde jeg også, jeg skulle bare lige trække vejret og forberede mig på næste gang en gæst ville spørge.


 Gæst ved et bryllup

Jeg havde en skøn dag med søde mennesker, der alle fejrede parrets kærlighed.
Der var en fantastisk stemning og en dag jeg ikke ville have været foruden, med alt hvad den indebar, for jeg lærte flere ting:

  • Jeg kan planlægge og forberede mig ud af mere end jeg troede.
  • Jeg kan forberede mig selv, men ikke altid mine omgivelser.
  • Jeg kan faktisk tale med nye mennesker.
  • Jeg kan komme tilbage til ømme samtale emner.
  • Jeg er stærkere end jeg troede.

Jeg kan ikke forberede mig på alt i denne verden og jeg ved måske ikke alt om hvad fremtiden bringer, men hvem gør også det? Og er det overhovedet sådan jeg ville have det, hvis jeg kunne? Er det ikke en del af livet og lige netop dét der gør det til et eventyr?

Jeg er glad for mit eventyr, trods mine modstandere og udfordringer er det stadig et godt eventyr og det er ikke slut endnu. Jeg er ikke færdig og jeg vil kæmpe videre, blive stærkere og få endnu flere eventyr for det må være dét, der gør livet værd at leve.

Vi har alle hver vores eventyr, hvad er dit?

Læs mere

Specifik lægeattest maj 2017

D.31. januar 2017 (knap tre år efter ulykkesnatten) var jeg inde og få lavet en specifik lægeattest.
Min egen læge var på dette tidspunkt sygemeldt og jeg måtte derfor ind til en læge, jeg aldrig havde været inde ved før og som hverken kendte til mit forløb eller mig som person. Det var ret angstprovokerende, at en mand der ikke vidste andet end det der stod i mine papirer, skulle afgøre min fremtid!

Jeg var mildest talt knust efter den samtale.
Jeg havde regnet med at gå derfra med en vished om, hvad der skulle ske fremover og hvor jeg ville ende.
-ikke nødvendigvis hvor godt jeg kunne regne med det blev, men ¨bare¨ hvor jeg ville være et år frem.
Det gjorde jeg ikke… Jeg havde glemt at tænke over, at læger arbejder ud fra fakta og ikke en spåkugle.

Overvej lige hvor skønt det ville være, hvis læger kunne det!
Om længden på mit behandlingsforløb var 3 mdr. eller 30 år ville faktisk ikke være det essentielle, men bare at kunne få vished? De læger må lige skrive spåkugle på ønskelisten tak!

Dengang måtte jeg gå hjem med meldingen om, at som det ser ud lige nu (jeg har altid lyst til at sparke dem over skinnebenet, når de siger dét) så var det ikke realistisk, at jeg kom til at arbejde fuldtid og det var højst usandsynligt, at jeg ville kunne arbejde indenfor mit uddannelsesfelt.
Av! Han kunne lige så godt have givet mig et cirkelspark i fjæset med træsko på.

 

Så da jeg i dag skulle ind og have lavet en ny lægeattest, var jeg forberedt på de fleste meldinger og alligevel var jeg fortrøstningsfuld. Min egen læge er nemlig kommet tilbage i mellemtiden (YAY) og selvom den anden læge var forstående, så er det bare mere trygt med min egen læge, der kender mig og min historie.

Vi snakkede længe. Der bliver som standard sat 45min. af til en specifik lægeerklæring og det forstår jeg godt.. ikke fordi der blev snakket over den tid, men fordi det er så svært at svare på de spørgsmål jeg altid undgår eller vælger at besvare overfladisk. Jeg fortalte, at jeg har det meget bedre end i Januar, hvilket nok primært skyldes at jeg er blevet bedre til at forstå (og lytte til) min krops signaler og så har jeg fundet små løsninger, der gør det lettere for mig at komme igennem de gængse ting i hverdagen.

Hun mener, at jeg gør alle de rigtige ting, har en god indstilling og konkluderede at min tilstand er varig nu, ikke dermed sagt at det aldrig bliver bedre, men det bliver ikke bedre i løbet af det næste år.

Jeg gik derfra med en lidt ambivalent følelse. Hvis du har fulgt lidt med på min Instagram, har du måske bemærket at jeg er en anelse stædig. Jeg går stadig med drømmen om at få ¨den gamle Sanne¨ (eller i hvert fald kroppen) tilbage, selvom det er hvad lægerne kalder ¨højst urealistiskt¨..
Derfor er meldingen om, at min krop nu er i en varig tilstand lidt en mavepuster, for så har jeg jo lange udsigter til at nå min ¨højst urealistiske¨ drøm.

På den anden side, så betyder det også at jeg nu kan komme videre i systemet. Jeg afventer stadig kommunens dom efter de læser min læges vurdering og anbefalinger, men jeg vælger at være positiv omkring udfaldet indtil det modsatte er aktuelt. Mit håb er, at min vejleder på CEB og jeg kan begynde at snakke om virksomhedspraktik og finde nogle gode løsninger ift. hensyn, så jeg over tid (ifølge de kloge hoveder) kan arbejde mig op til så mange timer som muligt.

Egentlig kan jeg også komme videre rent mentalt, for jeg har jo fået en form for vished og selvom det ikke var det jeg ønskede at høre, giver det stadig en form for ro. Jeg ved, at jeg gør de ting der er bedst for min krop og det giver mig de bedste forudsætninger for at komme videre i mit forløb, og lige nu er det faktisk godt nok for mig. 

Læs mere

Helingsperioden

Efter dagene på hospitalet fik jeg strenge ordre fra både overlæge og mine forældre om, at jeg det næste stykke tid skulle bo hjemme hos mine forældre igen. Begge parter mente det på ingen måde var realistisk at jeg skulle tilbage til min lejlighed, der desuden lå på 1.sal, men jeg var overbevist om, at jeg sagtens kunne klare mig selv i min lejlighed for helt ærligt, hvor svært kunne det lige være?

Men.. jeg er mors pige, jeg gør som der bliver sagt. Desuden ved jeg, at hun har en tendens til at have ret (pisse irriterende!!), så jeg måtte indvillige i at bo hos mine forældre igen.
– Som om jeg overhovedet havde et valg!

 


Efter nogle dage på hospitalet hvor det eneste bad (skal vi kalde dét det?) var den famøse etage vask med en klud, så der var ikke noget jeg havde mere lyst til end et rigtigt bad! Dén følelse af at sidde på en taburet under bruseren og bare mærke vandet risler ned over ansigt og krop, den glemmer jeg aldrig!

Når jeg kigger tilbage på det øjeblik, forestiller jeg mig det lidt som en film. Du ved, en af de der dramaer, hvor helten altid har en skelsættende oplevelse i regnvejr og kigger op mod skyerne som et fornyet menneske.

Det tog 2 timer under bruseren, før min krop og mit hår var rent igen. Det havde fået seriøse mængder af hårlak, jeg skulle jo på bartender job og gud forbyde at håret ikke sad perfekt!
Nogle sengeliggende dage + alle turene frem og tilbage mellem seng og maskiner/operationsbord osv. havde ikke ligefrem gjort mit hår mindre uglet, så der var nok at gå igang med og H. måtte pludselig til at agere hjemmehjælper og frisør på én gang.
Ja jeg er helt enig, stakkels mand!!

Ugerne der ventede, var noget sværere end jeg havde regnet med, da jeg lå i hospitals sengen.
Med ryggen og højre hånd sat ud af spil var der en lang række af ting, jeg skulle have hjælp til og jeg tror de værste, var de ting jeg aldrig havde tænkt over krævede noget.

  • Hælde vand op
  • Have mere end 300ml vand i et glas
  • Rejse mig fra seng/stol/sofa
  • Sidde ned
  • Skære min mad/frugt ud
  • Tage strømper og sko på

– You get the point.

Ved nærmere eftertanke var der én specifik episode, der tog ekstra hårdt på min stolthed.
Selvom jeg var mere rundtosset på morfin end en kahytsdreng i stormvejr, havde jeg stadig registreret at det kradsede noget så grusomt under armene.
Jeg gik stadig med troen om, at jeg kunne klare mig selv, så jo.. selvfølgelig prøvede jeg selv.. men jeg havde ikke fået mit specialstøbte korset endnu og gik derfor rundt med et standard korset, som nærmere var en fikserings-instument, hvilket gav mine arme ca. lige så stor rækkelængde som en tyrannosaurus rex og jeg kunne derfor ikke nå modsatte armhule, hverken med eller uden gipshånd.

Jeg overvejede længe for og imod om at spørge om hjælp! Hår under armene eller min stolthed?
Jeg var vildt sippet, når det kom til personlig pleje så jeg vidste jo godt, hvad konklusionen ville ende med, men tænk nu hvis jeg kom på en nødløsning i mellemtiden. Det gjorde jeg ikke..
Jeg kunne ikke have øjenkontakt med min lillesøster (på 18 år) og jeg blinkede konstant for at holde tårerne tilbage, da jeg spurgte om hjælp. Det var simpelthen ydmygende for mig. Men hun tog det derimod som om jeg havde spurgt hende, om hun ville hjælpe mig med at finde mine nøgler.
Fik jeg sagt, at jeg har en mega sej lillesøster?

Min lillesøster boede desuden hjemme på det tidspunkt og hun tog sig så mange timer til at hjælpe mig og generelt bare være sammen med mig, om det så var at skære min frugt ud, for at snakke eller om hun sad ved med side og lavede sine lektier fra sin HHX uddannelse, hun var der.

Efter nogle uger måtte jeg (en gang i mellem) komme udenfor huset i en kørestol. De første mange ture var ikke lange, men efter nogle ture (læs mange) fik jeg lov til at blive kørt ned til Skjern by. Det gjorde min søster gladeligt og ja, billeder illustrere vidst meget godt, hvad det vil sige at være søstre.

Jeps, hun parkerede mig simpelthen på en handicap parkeringsplads..

Hvis i spekulerer på hvorfor jeg ikke bare kørte væk, så husk på at jeg ikke kunne bruge højre hånds, så jeg kunne ikke andet, end at rundt køre om mig selv.. knap så effektivt!

Men fair nok, det var nok straffen for at hun skulle høre mig synge ¨They see me rollin¨ hele vejen ned til byen.
(Hør den originale her)

 


Mine dage bestod af at ligge og vågne, (det tager lidt tid når man er godt dopet på morfin 24/7), vente på hjemmehjælperen kom og gav mig mit ¨badekorset¨ på så jeg kunne komme i bad, bruge ca. 40min. under bruseren til at vaske krop og hår med en hånd, det der med at få andre til at vaske mig, havde jeg prøvet én gang og det var rigeligt til mig! Efter hjemmehjælperen havde givet mig mig mit specialstøbte korset på igen, skulle jeg ligge på sengen en times tid og hvile efter badet, op og tegne bryn op med en brækket hånd, – jeps stadig en lille diva med fokus på udseendet.. in all fairness skal det siges, at jeg vitterligt ikke havde nogle bryn takket være et overforbrug af pincet i mine teenageår!

Herefter kunne jeg ikke andet end at ligge i seng/sofa og se serier, dem fik jeg til gengæld set en del af. Jeg prøvede flere gange at læse, jeg havde nemlig en ide om at jeg kunne følge med i mit studie hjemmefra, men jeg kunne bogstavelig talt ikke huske den sætning, jeg lige havde læst! Der var selvfølgelig også en del ture til hospitalet for at tjekke både hånd og ryg, men mere om det i et senere indlæg.

Da mine forældre kom hjem fra arbejde stod den på aftensmad og det var altid en oplevelse.
Hvis du har været på seriøse mængder af morfin gennem en længere periode, kender du nok scenariet. Jeg ville gerne deltage i samtalen, men hver gang blev det noget i stil med ¨Til din opgave kan du jo skrive om forholdet imellem brugeren og så kom morderen tilbage og skød sønnen, men togtiderne skifter så måske vi skal have is senere?¨ Første gang det skete sad de allesammen og kiggede på mig med store øjne og det gik op for mig, at hvad end jeg havde sagt (det havde jeg glemt igen) så gav det slet ikke mening.

Jeg kiggede ned i min tallerken og gjorde mit ypperste for at holde tårerne tilbage.
Pis, den her kan jeg ikke komme udenom! Nu sidder de allesammen og er skide nervøse for mig.
Hvis der var noget jeg for alt i verden ikke ville, så var det at såre min familie! Selvom morfinen gjorde mig omtåget, kunne jeg stadig mærke hvordan min situation påvirkede dem. Jeg var led og ked af det jeg udsatte dem for, led og ked af at de skulle bekymre sig om mig og lide på min bekostning.

Den dag i dag kan vi grine af alle de misforståelser og usammenhængende sætninger jeg kom med og dét tror jeg er rigtig vigtigt! Det er ikke en periode i vores liv der forsvinder, den vil altid være der og selvfølgelig har den påvirket os alle, men den har også bragt os tættere sammen og vist hvor stærkt et sammenhold vi har i vores familie.
Jeg er ikke i tvivl om, hvem der kommer når det hele ramler sammen og dét er et privilegium ikke alle har.

Læs mere

 

Min træning efter 3mdr.

Der er mange ting der ændrede sig efter bilulykken, men én af de større ting var min træning.

Inden ulykkesnatten trænede jeg 5-6 gange i ugen, deltog i 1-2 fitnesshold i ugen, og fulgte en struktureret kostplan, der var  tilpasset min krop og den træning jeg skulle lave de forskellige dage.

Jeg ville gerne sige at jeg startede for at passe på min krop, men faktum er at jeg var (og til dels stadig er) opmærksom på mit udseende og bare gerne ville se ud som billederne på instagram. Jeg skriver billederne på instagram, fordi jeg er helt med på den forskel posering og det rigtige lys gør, og så er vi nok flere (eller i hvert fald mig) der kender til ¨tricket¨ med liiiiiige at spænde op hist og her når billedet bliver taget.

Det var ikke fordi jeg trænede til at stille op til konkurrence, mit udgangspunkt var ¨bare¨ at jeg gerne ville have en trimmet krop, men hård træning og sund kost blev lynhurtigt til en livsstil og jeg elskede det!
Jeg var på ingen måde hende man ser på løbebåndet, der ihærdigt kæmper for at blive bikini-klar på den ¨instagram-venlige¨ måde. Jeg trænede med vægte, kørte squats, lunges, lidt maskiner, fitnesshold og en enkelt gang eller to i ugen fik jeg mig forvildet over på en crosstrainer i forsøget på at smide lidt kropsfedt, men min træning havde fået en helt anden betydning end at få en trimmet krop. Træningen gav mig energi til at nå de (mange, mange) andre ting, jeg konstant havde gang i og jeg kunne se en fremgang ved min krop uge for uge, hvilket kun gav blod på tanden til at træne endnu hårdere!
Alt dette ændrede sig brat på få sekunder.


 

Hvis du har fulgt lidt med på min instagram, har du formentlig set et par opslag om min genoptræning med CEB (Center for Erhvervsafklaring og Beskæftigelse), ellers får du en helt kort opsummering her:
De sidste 12 uger har jeg hver tirsdag og torsdag formiddag gået til individuel genoptræning på hold, eller det de ved CEB officielt kalder ¨Motion og Sundhed¨, som i korte træk er adgang til træningsfaciliteter med en tilknyttet fysioterapeut fra CEB på sidelinjen, der står klar med gode råd og vejledning.
Dét har været i rutsjetur for både krop og sjæl!

Til min første træning var det med blandede følelser, jeg gik op ad trapperne til træningsrummet. Jeg glædede mig til at komme igang igen, men samtidig vidste jeg jo godt at det ikke ville være det samme som…

Imens jeg skriver det her indlæg, mærker jeg hvordan tårerne presser sig på..
Ærligt? Jeg savner det, hold kæft hvor jeg savner det!!
Jeg savner at presse kroppen til det absolut yderste, mærke pumpet og se resultater uge for uge. Jeg savner energien og den følelse jeg fik efter en hård træning. Jeg savner at mærke bassen blæse igennem hørebøfferne for at overdøve den dybe vejrtrækning ved de tunge løft. Jeg savner at ¨ holde mig¨ i timevis, fordi det at gå hen til toilettet (for slet ikke at snakke om at sætte sig på det) føltes mere krævende end selve træningen.
Jeg savner det hele!

Efter min første ¨træning¨ med CEB på sidelinjen var jeg knust. Som opvarmning sad jeg 5min. på en cykel med ryglæn i niveau 1, så gjorde kroppen for meget protest til at jeg kunne fortsætte. Derefter skulle jeg til det, jeg havde skrevet mig på aktiviteten for, styrketræning! Det eneste problem var bare, at fysioterapeuten havde luret mig.. Hun følger mig pænt hen til cirkeltræning og begynder så at fortælle mig, hvordan man skulle bruge maskinerne.

Hér sprang kæden lidt af! Jeg var jo ikke idiot, jeg havde faktisk ret godt styr på træning så hvis nu hun bare pissede af, så jeg kunne komme over til stativ, vægtskiver og håndvægte, ja så ville det bare være kanon! Men nej nej, hun fulgte mig rundt i cirkeltræningen og forklarede gentagende gange, hvor vigtigt det var at det ikke gjorde ondt under træningen.

Gjorde ondt?! For det første gør det hele tiden ondt. For det andet, så SKAL træning gøre ondt, musklerne skal syde af mælkesyre og jeg skal have problemer med at løfte shakeren før jeg er tilfreds!
Vi var på ingen måde enige, men selvom det var min krop så bestemte hun over træningen når jeg var der med CEB. Nå ja.. så havde hun jo også en faglig baggrundsviden og årtiers erfaring med genoptræning, men helt ærligt, jeg havde da fuldstændig styr på min krop?! Hun kunne bare koncentrere sig om de andre, så skulle jeg nok passe min træning, kein problem!
Jeg kom til at sluge mine ord hurtigere end kvinder der spotter et -75% skilt flytter fødderne!

Efter 5min. på cyklen i niveau 1 og en runde i cirkeltræning (- et par maskiner) var kroppen færdig. HELT færdig! Jeg tænkte, det ville være smart at smutte i wellness afdelingen og sumpe i det varme vand for at få lidt ro på kroppen igen.
40min efter vågner jeg, fordi jeg ligger og snorker i det varme vand…. (true story).
Jeg tjekker hurtigt, hvor mange der registrerede det og konstaterer/vælger at tro på det kun var mig der hørte det, as if! Jeg falder i søvn en tre gange, før jeg nosser mig sammen til at slæbe min tunge krop op af det varme vand og hjem på sofaen.

Var det, dét jeg kunne? Er det, dét jeg skal kalde ¨træning¨ nu..? Det var en stor kamel at skulle sluge!


 

Det er nu 12 uger siden min første træning og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se jeg har rykket mig. Jeg kan stå på en crosstrainer igen, jeg kan træne i længere tid og jeg behøver ikke sove når jeg kommer hjem (eller i vandet), jeg kan for det meste nøjes med et hvil.

Det er stadig langt fra den træning, jeg så brændende ønsker at komme tilbage til. Jeg var faktisk ikke klar over, hvor meget jeg savnede den før jeg skrev dette indlæg. Jeg havde bildt mig selv ind, at den træning min krop kan klare nu er godt nok, at jeg er tilfreds med det og har accepteret det. At dømme efter mine hævede pandaøjne er det vidst ikke helt tilfældet alligevel..

Tænk at man kan overbevise sig selv om noget helt andet, bare fordi virkeligheden er for svær at kapere..

Jeg har altid haft den overbevisning, at man selv er herre over sin fremtid og det mener jeg stadig. Jeg vælger at se i øjnene, at den træning fysioterapeuten på holdet anbefaler virker, godt nok i et helt andet tempo end jeg er vant til, men den virker.

Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!

Læs mere

 

12 ugers smertehåndteringskursus

Efter 1,5 års grundig rundtur i det danske sygehusvæsen blev det besluttet, at der ikke var mere at gøre.
Knoglerne var helet, (røntgenfotografiet viste godt nok en forandring på knoglen i ryggen og jeg havde da også mistet ca. en cm. i højden efter ulykkesnatten, men det er åbenbart en mindre detalje) rygcentret meldte pas, MR scanninger viste ingenting, nervetest af hånden gav intet og div. behandlinger og genoptræning gjorde ikke tilstrækkeligt.. Så selvom jeg gik med smerter hver dag (trods et indtag af morfin flere gange dagligt + ibumetin, Panodil samt div. smertelindrende behandlinger), var lægernes professionelle vurdering: ¨både hånd og ryg er groet ¨ok¨ sammen igen, så der burde ikke være noget galt.¨

Okay..? Jamen det er jo fantastisk! Så laver jeg da kolbøtter og englehop hele vejen hjem, imens jeg fløjter den danske nationalsang og planlægger en karriere som akrobat i et omvandrende cirkus.

Det eneste problem var selvfølgelig, at det stadig gjorde ondt. Hver dag og hele tiden.

Så jeg blev henvist til den tværfaglige smerteklinik i Give, hvor jeg blev sat igang med et medicin forløb og fik kontakt med en socialrådgiver, en psykolog og en fysioterapeut. Jeg blev desuden anbefalet at deltage i deres 12 ugers smertehåndteringskursus, der skulle give en bedre forståelse for et liv med kroniske smerter og redskaber til at håndtere sådan et liv.

Jeg må ærligt indrømme, at tanken om at skulle sidde i et rum fyldt med mennesker med kroniske smerter og snakke om hvor hårdt og uretfærdigt alting er, ikke ligefrem tiltalte mig!
Så igen var min reaktion noget i stil med ¨Tak, men pænt nej tak. Jeg skal nok klare mig.¨
Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at H. sad ved siden af. Han mente det måske var en god ide og da var værd at prøve og det måtte jeg jo (efter mindre overtalelse..) give ham ret i, så jeg blev skrevet op til kurset.


 

Lad mig sige det sådan her, det var noget af en oplevelse!

Det var et broget hold med ca. lige dele kvinder og mænd, men jeg var klart den yngste og langt størstedelen af deltagerne var 50+. Det med aldersforskellen gjorde mig faktisk ikke så meget, jeg var kommet for at lære om livet med smerter og det har som bekendt intet med alder at gøre.
Kurset var hver torsdag i 12 uger fra kl.9 – 11.30 og der var både pauser og indlagte øvelser i dette tidsrum og skulle der være behov for at stå eller ligge ned undervejs, var der både senge og madrasser i lokalet.
Undervisningen blev skiftevist afholdt af en psykolog og en fysioterapeut, der forklarede om kroniske smerter ud fra hvert deres felt. Fysioterapeuten forklarede bl.a., hvordan nervesystemet bliver påvirket af konstant at være i alarmberedskab og psykologen forklarede bl.a., hvordan ens sindstilstand påvirker smerter. Fælles for begge var deres forståelse for, at kroniske smerter ikke kan håndteres ud fra én vinkel, men at det fysiologiske og det psykologiske er dybt påvirkelige af hinanden.

 

En stor del af kurset gik med at dele erfaringer i forhold til de smertehåndterings metoder vi lærte om fra gang til gang, men også i forhold til de udfordringer vi mødte i dagligdagen og hér gik det hurtigt op for mig, at min lunte ikke ligefrem var blevet længere efter ulykken.

Der gik ikke mere end fire min. før jeg havde spottet, hvem jeg ville blive rygende uenig med de næste 12 uger og yderligere fire minutter inden jeg forudså, hvem jeg delte livsindstilling med.
Jeg var mildest talt ved at eksplodere, hver gang et par af deltagerne ville fortælle om deres udfordringer og hvor håbløst de syntes det hele så ud. Det var såmænd ikke fordi jeg ikke ville høre om deres situation, for det ville jeg meget gerne, men måden de forklarede det på var så opgivende og dét provokerede mig voldsomt! De var (som jeg forstod det) af den overbevisning, at medicinering var den eneste vej frem og hvis det ikke virkede skulle der flere/andre piller, til frem for at give de metoder vi lærte om på kurset en ærlig chance, hvilket i min verden var ensbetydende med at kaste alt ansvar fra sig for at få et bedre liv.

 

Bare rolig, jeg havde trods alt selvindsigt nok til at se, det var mig den var gal med (også i øjeblikket) og at jeg på ingen måde havde ret til at dømme dem eller hvor langt de var kommet i deres proces!
Jeg var udemærket klar over, at jeg burde få syet munden sammen med ståltråd.. men da jeg hverken havde nål eller ståltråd måtte jeg finde på noget andet for at lukke dampen ud. Derfor gik der ikke længe før min notesblok blev forvandlet til en brokke-bog, hvor jeg (I shit you not) skrev de kommentarer ned, jeg havde lyst til at skrige i hovedet på de deltagere, der ikke delte mine meninger.

Jeps, ét styk selvoptaget kælling.
I det mindste vidste jeg det, og jeg gjorde mit ypperste for at holde ¨hende¨ inde.


 

De 12 uger blev en følelsesmæssig rutsjetur, hvor jeg fik en større indsigt i hvad det vil sige at leve med kroniske smerter og hvordan jeg er nød til at lære min ¨nye krop¨ at kende, forstå de signaler den sender, hvorfor den sender dem, hvordan jeg kan tackle hverdagens udfordringer samt min omverden og ikke mindst sortere i hvor jeg er villig til at bruge min energi.

Om jeg vil det eller ej, så lærte jeg noget af alle på holdet, inklusiv dem jeg ikke delte livsindstilling med
-hvor meget deres udtalelser end måtte provokere mig..

I bagklogskabens lys er det gået op for mig, at grunden til deres udtalelser provokerede mig så voldsomt sandsynligvis var fordi tanken om, at jeg var ¨en af dem¨ med udfordringer i dagligdagen og (til tider) har mest lyst til at smide alt på gulvet, simpelthen var ubærlig. Men jeg kendte deres frustrationer, jeg havde selv samme frustrationer godt gemt helt bagerst i hovedet så de ikke slap ud og jeg ville være tvunget til at forholde mig til dem og dermed også at min liv var ændret og aldrig ville blive det samme igen.

Jeg har altid været en meget selvstændig person og tanken om, at skulle have hjælp fra andre mennesker til selv de mest basale ting var for pinefuld og derfor var det lettere at distancere mig fra de personer, der var længere i processen end jeg.


 

loJeg er stadig ikke færdig i min process, jeg har ikke fuldt ud accepteret ¨mit nye jeg¨.
Jeg savner stadig den gamle Sanne.

  • Hende der havde styr på alt.
  • Hende der gik på Universitetet og havde to studiejobs.
  • Hende der styrketrænede 4-6 gange i ugen + cardio.
  • Hende der fulgte en kostplan.
  • Hende der altid havde sat håret.
  • Hende der aldrig forlod huset uden make-up.
  • Hende de andre altid kom til, når de havde problemer.
  • Hende der altid havde overskud og var ovenpå.

Jeg er stadig ved at lære ¨den nye Sanne¨ at kende.
Ved at lære hendes grænser og hendes prioriteringer i livet såvel som i dagligdagen.
Hun er, på nogle punkter, meget anderledes end ¨den gamle Sanne¨ og hun er på ingen måde den person jeg troede jeg skulle være, men måske er det ikke så slemt?

Det 12 ugers smertehåndteringskursus har lært mig mange ting, men jeg tror det vigtigste jeg lærte var, at jeg skal prioritere min tid til det der er vigtigst for mig og give det min udelte opmærksomhed.
Og helt ærligt? Så er det noget, jeg ville ønske alle fik muligheden for at lære, for kun ved at forstå sine inderste værdier får man oprigtigt det bedste ud af sit liv. 

Læs mere

Fødselsdagstanker

I dag er det min fødselsdag og ifølge min dåbsattest bliver jeg 27 år.
Det er altså ved at være ret så tæt på de 30 og jeg ved godt at livet ikke slutter dagen efter man fylder 30 år, men der er nu alligevel (i mit hovede) en form for skelpæl her, her starter ¨voksenlivet¨ for alvor.

Siden jeg var teenager, har jeg altid haft en bestemt tankegang om hvem jeg var som person, hvad jeg skulle opnå i livet, hvad jeg skulle udforske og hvad jeg skulle prøve inden inden jeg blev rigtig voksen og kun skulle lave alle de kedelige voksne ting, der syntes at være forventet af samfundet.

Dengang hed det bare ¨Det er dét jeg vil¨ så i virkeligheden handlede det ikke om selvrealisering, men mere om at være en forkælet unge, der vil have tingene på min måde og i mit tempo.

  • Først og fremmest ville jeg have en strålende karriere med løbende forfremmelser.
    Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være en forretningskvinde med fuld kontrol over mit liv, komme på forretningsrejser, deltage i konferencer og bo i en lækker lejlighed i storbyen, gerne i et andet land…
    Faktisk er dette punkt noget, jeg allerede skulle have opnået på nuværende tidspunkt.
  • Jeg har altid haft en drøm om at se alverden lande og deres kulturelle og naturhistoriske skatte.
    Jeg lavede en liste over de lande, jeg helst ville besøge og prioriterede dem, USA lå øverst på listen.
    Derfor gav mig selv en løfte for fem år siden om, at den sommer jeg kunne stå med et eksamensbevis i hånden fra min BA skulle jeg på gennemrejse i USA. Jeg ville besøge de skønne naturparker og vildtlivsreservater, køre ned ad route 66 i en lækker bil med kalechen nede, ligge på den varme kølerhjelm og se solen gå ned for at se den stå op over Grand Canyon igen. Jeg ville opleve det hele!
  • Jeg ville have en stærkere og flot trænet krop, og jeg var godt på vej mod mit mål!
    Det var ikke fordi jeg ville stille op til konkurrence, jeg ville ¨bare¨ gerne have en muskuløs krop, på den feminine måde. Så sommeren 2013 hyrede jeg en personlig træner og sammen satte vi nogle mål, der efter planen skulle være opfyldt i april 2014. Det gav mig en ny livsstil og tiden med venner blev brugt anderledes da fx. alkohol hver weekend ikke ligefrem går godt i spænd med træning. Det var en udfordring for en bartender, men det blev hurtigt en del af mit liv og jeg elskede de resultater hårde vægttræning gav og ville på ingen måde undvære det!

 

Jeg kan nu konstatere, at jeg ikke har opnået nogle af ovenstående punkter..

  • Jeg har ikke en strålende karriere.
    Faktisk mener lægen ikke engang, at jeg kan få en karriere (og måske ikke engang et job) indenfor mit uddannelsesfelt. Av.. den er altså ikke sjov at få smidt i hovedet, når man i de sidste knap 15 år har haft det som mål og forudsætning for den årelange uddannelse, hvoraf de otte år har været på SU. Jeg er dybt taknemlig for at leve i et land der støtter uddannelser økonommisk, men det er altså ikke ligefrem luksuslivet der leves på SU i en studieby, så udsigten til et fedt job (med en dertilhørende fed hyre) var en klar motivator!
  • Jeg har ikke været på gennemrejse i USA.
    Faktisk har jeg ikke været nogle af de steder, jeg gerne ville. Det er dyrt at rejse og selvom sygedagpenge satsen en meget højere end SU’en, er det ikke rejser der står øverst på listen over nødvendigheder. Derudover er der lægebesøg, behandlinger og træning, der skal passes og en rundrejse i USA ville stå i vejen for min genoptræning.
  • Jeg har ikke fået en stærkere krop.
    Faktisk havde jeg fået en stærk og veltrænet krop, men den ¨gik i opløsning¨ efter ulykken. På trods af seriøse mængder af div. medicinske præparater kunne jeg tydeligt følge med i, hvordan min krop forfaldt alt imens jeg ikke måtte løfte så meget som et fyldt glad vand. Det er nu tre år efter ulykken og lægerne mener stadig ikke, at det er realistisk jeg får min gamle livsstil tilbage. Èn ting er at jeg ikke kan træne min krop op til en moderne instagram profil, den del kan jeg lære at leve med, men at jeg ikke kan udøve en sport der gav mig så meget kvalitet og glæde i hverdagen, skærer i mit hjerte!

 

Heldivis er der et men, og det er et stort men!

  • Jeg gennemførte min uddannelse og trodsede samtlige lægers ord!
    D.14. juni 2016 forsvarede jeg min BA opgave på Aarhus Universitet Herning, i International Communication and Multimedia til et 10-tal og trodsede dermed alle lægernes ord. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort og lige præcis derfor er det en personlig bedrift, jeg den dag i dag er stolt over at kunne fortælle. Hvad mere vigtigt er, at jeg har bevist at det ikke er mit hovede der fejler noget, det er min krop der ikke vil samarbejde og det tror jeg er vigtigt for min selvrespekt!
  • Jeg er (stadig) på en helt anden rejse, en rejse med hus og familieliv!
    Det var tanken, at jeg skulle på mit livs rejse når BA’en var i hus og pga. ulykken og sygemelding var BA’en og dermed rejsen allerede udskudt et år. Alligevel prioriterede jeg at købe et hus med min kæreste og forøge vores lille familie på tre med endnu en hund og det er den bedste beslutning vi nogensinde har taget! Vi elsker vores hus og Lilo og Stitch har så umådelig meget glæde af hinanden, det er SÅ livsbekræftende at være sammen med dem!
  • Jeg mærker måned for måned, hvordan min krop styrkes ved (genop)træning!
    Det kan godt være, at jeg på ingen måde kan sammenligne den træning jeg kan udføre nu, med den træningsplan jeg kørte for tre år siden, men jeg kan stadig få noget ud af at træne den del jeg nu engang kan. Nej, jeg kan ikke få den krop, jeg vil og det tager umådeligt lang tid for mig at blive stærkere, men jeg kan træne lidt og jeg kan mærke, jeg får lidt mere styrke i hverdagen måned for måned så grundværdien i træning (for mig) kan jeg få frem i små bider et par gange i ugen.

 

Jeg har på ingen måde det liv, jeg troede jeg ville få!
Hvis du for fem år siden fortalte mig, at jeg i dag ville eje et hus med min kæreste, prioritere renovering af huset over en drømmerejse og være glad for at kunne træne så moderat tre gange i ugen istedet for seks-syv gange på højt niveau ville jeg tro du havde spist grønne svampe med lilla stjerner på.
Det lå på ingen måde i mine kort!

I dag ved jeg, at det ikke er mig der deler kortene ud og heldigvis for dét!

Jeg har fået en større forståelse for, hvad der er vigtigt for mig, hvem jeg er som person og hvad jeg gerne vil opnå i livet. Jeg har endnu ikke fundet ud af om vi spiller Poker eller 500, men det er ikke Fisk længere.
En dag finder jeg frem til, hvad vi spiller og når den dag kommer vinder jeg spillet!

Læs mere

1 2