Ingen ferie som sygemeldt.

Jeg sidder i sofaen med H. og to trætte hunde. Vi har været på en dejlig gåtur i skoven med høj solskin og en let brise i håret. Det lyder som en perfekt start på lørdagen, og det var det sådan set også, men.. det var ikke sådan vores lørdag skulle have været.

Faktisk skulle pigerne have været hjemme hos deres bedsteforældre på en dejlig sommerferie, og H. og jeg skulle have nydt solens stråler under Portugals himmel i selskab med hele svigerfamilien.

 

Ingen ferie uden feriedage

Rejsen blev bestilt i februar og på det tidspunkt stod min praktikperiode til at udløbe pr. d.31.marts, så H. og jeg skænkede ikke lovgivningen en tanke og takkede med stor glæde ja til en sommerferie med hele familien. Vi glædede os til en uge i sydens sol med afslapning og en masse minder til rygsækken.

Sidste år var jeg på en ferie med min familie i Tyskland, samt en tur til Kreta i efteråret med svigerfamilie. Dengang kunne man søge om lov til at holde ferie mod at man, naturligvis, ikke ville modtage sygedagpenge i den periode. En ny lovgivning fra sidste kvartal 2017 har efterfølgende gjort dette ulovligt i mit tilfælde.

 


Den nye lovgivning omhandler retten til at afholde ferie for personer, som får offentlig støtte og da jeg er på sygedagpenge, gælder det mig.

Kort sagt skal man have optjent feriedage for at kunne afholde ferie, udenlands såvel som i Danmark, og da jeg kom fra studiet og desuden blev sygemeldt for to år siden, har jeg ingen feriedage.


 

Jeg har haft en privat sagsbehandler via. min advokat til at kigge på sagen og prøve at finde et smuthul i lovgivningen samt undersøge hvad konsekvensen ville være, hvis jeg tager afsted.

Ja, jeg skrev et smuthul. En lovlig måde at kunne komme udenom lovgivningen på.

Der findes pr. dags dato ikke et smuthul.
Jeg har ingen feriedage til rådighed, de bliver først frigivet når jeg er raskmeldt.

Konsekvensen ved at tage afsted er at kommunen så tolker det som en raskmelding, dermed stopper min sag og den kan ikke blive genoptaget efter en evt. ferie.
Jeg kan heller ikke starte forfra på et helt nyt forløb, eller (som under det gamle forløb) undvære sygedagpenge under ferie, eller miste dem helt indtil sagen er blevet vurderet af rehabiliteringsteamet.
Min sag vil blive afsluttet endeligt.

Det at tage på ferie, vil altså betyde at jeg (som de så fint får det sagt) selv aktivt giver udtryk for, at jeg er helt rask og kan varetage et job som værende selvforsørgende til jeg når min pensionsalder.
Medmindre der opstår en helt ny skade.

Min arbejdsuge lyder på 16 timer (14 effektive), så det ville mildt sagt blive et stramt budget at leve med.

 

Jeg er SÅ frustreret over hele situationen og jeg havde virkelig set frem til en dejlig uge med hele flokken. Jeg troede op indtil få dage forinden afrejsedagen at alt ville løse sig og jeg ville komme med til Portugal.
At jeg eller min private sagsbehandler ville finde en måde, hvor jeg lovligt kunne afholde én uges ferie.
For hvorfor i alverden skulle jeg ikke måtte det??

Alle mennesker har brug for at komme væk fra madlavning og sure strømper, hvorfor skulle det være anderledes bare fordi jeg er sygemeldt?

 

Kan det virkelig være rigtigt?

Jeg forstår det stadig ikke og jeg er stadig usikker på, om jeg har gjort nok.

Om jeg skulle have hyret flere sagsbehandlere eller måske bare have trodset systemet og satset på ¨de høje¨ ville komme til fornuft med tilbagevirkende kraft, i fald de ville opdage min uges ferie.
Desværre har jeg ikke ligefrem tiltro til det danske system længere, og jeg tvivler derfor også stærkt på, at der ville komme et udfald til min fordel, hvis jeg var taget med på ferie.

I virkeligheden mangler jeg nok en teskefuld retfærdighed.
Til trods for private fagfolk på sagen, har jeg stadig svært ved at tro at det er sådan dagens Danmark fungerer. Danmark pryder sig af at være et velfærdssamfund, men sådan her bør et velfærdssamfund, for mig at se, ikke fungere.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan ¨de høje herrer og damer¨ kan tænke at det vil være til samfundets bedste at lade sygemeldte blive i arbejde uden nogen ret til fridage eller ferie.
Bevares.. vi har weekend og helligdage, men hvis det var standarden, ville der ikke være en ferielov.

Ferie er ikke kun afslapning, det er også opladning.
Jeg kender til mange som for hvem ferie svarer til en ugelang behandling. Fri fra pligter, lægebesøg, møder, og opkald fra kommunen. De kommer hjem friske og klar til den næste periode med arbejde.
Burde det ikke være i alles interesse?

Jeg siger ikke, at jeg skal kunne rejse, holde ferie hjemme, eller tage fridage som jeg vil.
Men ingen feriedage som langtidssygemeldt virker som en rigtig dårlig investering for vores samfund!

 

Hjemme i Danmark – uden ferie

Jeg ville så gerne være hende den store, der kun glæder sig på andres vegne. Det er jeg bare ikke.

Selvom det glæder mig meget, at mennesker jeg holder af har det godt og får deres velfortjente ferie, så gør det ondt. Jeg må flere gange bide tænderne sammen, smile igennem mine tårefyldte øjne og og sige ting som ¨vi kommer afsted en anden gang¨ eller ¨den ferie må vi så have til gode.¨

Jeg får et stik i maven når der kommer billeder eller videoer fra Portugal, når folk snakker om ferie, eller når jeg kigger på H. Han valgte at blive hjemme sammen med mig, istedet for at tage på ferie med sin familie. Det er noget af det sødeste og mest uselviske, men selvom det hjælper på humøret at have ham hjemme så gør det ondt at vide, at det er min skyld han går glip af en ferie med hele sin familie.

Jeg ved godt det ikke er mig, som siger jeg ikke kan komme med, men lovgivningen.
Det gør ondt alligevel. Var det ikke for mig, ville han ikke stå i den situation og det piner mig grænseløst, at han skal lide pga. mine udfordringer. Igen.

 

Jeg er SÅ træt af at være magtesløs og bare bøje nakken, fordi ¨nogen¨ har bestemt hvordan sygemeldte kommer i arbejde hurtigst muligt. Hvis man retter nakken bare lidt og kommer på tværs af nogle andre ¨nogen¨ så kan man lige så godt sætte sig ned og holde godt fast i gelænderet, for dét bliver turen kun længere og mere besværlig af.

Inden jeg kom ind i systemet, fik jeg at vide at man skal være stærk for at være syg.
Jeg troede, jeg forstod det dengang. Jeg vidste godt at der er mange ting at kæmpe med som syg, særligt når det indbefatter en sag ved kommunen, men jeg havde aldrig forestillet mig at blive så udfordret.

 

Mine tanker går til dem, som går en sygeperiode i det danske system i møde.
Sammenlignet med mange andre, har jeg et kort forløb og jeg tør ikke tænke på, hvor opslidende flere år i det danske system bliver med denne lovgivning. Jeg håber så inderligt at i har feriedage tilgode, at i bliver fortalt at i skal bruge dem varsomt, og at de feriedage i må have, rækker forløbet ud.

Læs mere

D.14. juni 2016 – Eksamensdagen for min BA

Det er ved at være længe siden, jeg blev færdig med min uddannelse. Det er jeg brændende opmærksom på for tiden, da mine tidligere studiekammerater bliver færdige med deres kandidatgrad i år.
Dvs. de studiekammerater jeg fik efter ulykken, fordi jeg herefter måtte rykke en årgang ned. Mine første studiekammerater blev færdige med deres kandidater sidste år og er nu godt igang med deres karriere.

Mig? Jeg afskrev at læse min kandidat lige efter bacheloren, blev sygemeldt og fik til sidst lov til at komme i et jobafklaring og venter nu utålmodigt på at komme igang med min karriere.

Lyder jeg bitter?
Jeg bilder mig selv ind, jeg ikke er bitter. Sådan.. generelt set i hvert fald.
Men når jeg ser de personer, jeg før gik i skole med, tage den den uddannelse
som jeg havde planlagt at fuldføre og arbejde med de ting jeg gerne vil,
ja.. så bliver jeg ærlig talt lidt bitter på livet.

Selvfølgelig er jeg glad på deres vegne, det er jeg virkelig!
De har kæmpet sig til deres drøm og det er så velfortjent at de kommer i mål.
Men når jeg sidder alene og de ikke ser eller hører det, så bliver jeg bitter.
Bitter og ked af det.

Tilbageblik på eksamensdagen

I dag er det præcis 2 år siden, jeg var inde og forsvare mit BA projekt.
Noget jeg kun ved, fordi der kom et minde op på min Facebook profil med et opslag jeg lavede den aften.
Selvom jeg selv har skrevet det og stadig husker hvad der står, så valgte jeg alligevel at læse det igen.

Efter at have læst det sad jeg med tårer trillende ned ad kinderne.
Jeg kan tydeligt huske dagen og selvom jeg har læst det flere gange siden, rammer det stadig tårekanalen.

Smertepatient BA

Facebook opslag fra d.14. juni 2016

De sidste 1.5 år har jeg hørt på diverse læger, der mente at jeg hverken burde eller kunne tage min uddannelse færdig. Det har også været noget af det hårdeste jeg længe har prøvet, men med vilje og god portion stædighed kommer man langt!! Jeg kan i dag sige at jeg har en bachelor i International Communication and Multimedia, fik et 10 tal for min afhandling og dermed storstilet trodsede alle de læger, der ikke troede på mig!! 😃💪

Jeg ville gerne vedhæfte et billede af min fine rapport, de flotte gaver, champagnen, eller de søde venner og familiemedlemmer der har fejret dagen med mig, men sådan her så virkeligheden nu engang ud lige efter jeg fik at vide, jeg var færdig. Jeg var kort sagt fuldstændig overvældet!!

Af hjertet TAK til alle jer, der har sagt at jeg skulle fortsætte, tro på mig selv frem for lægerne og har været der for mig, når jeg ville smide det hele på gulvet!❤ Det har været et sejt træk, men jeg er glad for jeg tog det og jeg kan ikke vente med at se, hvad det næste bliver! 🚀

 

Perspektiv

Jeg kan stadig græde, når jeg sætter mig og virkelig tænker over hvor langt jeg kunne være kommet i dag.
Men jeg græder endnu mere når jeg tænker tilbage på den juni dag for 2 år siden, hvor halvandet års studietid i en morfintåge, med lægebehandlinger og genoptræning på sidelinjen kulminerede i en kæmpe sejr. Jeg fik min uddannelse. Jeg beviste overfor lægerne og ikke mindst mig selv at med træning, viljestyrke og en kanon opbakning på hjemmefronten, så er alt muligt. Også for mig.

Jeg kan ikke sige, jeg aldrig vil blive bitter over mit tilbageslag igen. Det er jeg overbevist om, jeg vil.
Dårlige dage vil altid komme, det vil de for langt de fleste. Men de gode dage vil også altid komme tilbage og uanset hvor bitter jeg bliver fra tid til anden, så varer det sjældent mere end et par timer.
Der kommer nemlig altid noget, der kan vende min tankegang. Om det bliver mindet om en personlig sejr, mine dejlige piger, personer i min nærmeste omgangskreds, eller en fantastisk gåtur i regnvejr vides ikke.
Men jeg ved det kommer, det gør det altid.

Et stort mål for en smertepatient

Jeg har rigtig mange mål i og med med liv. Nogle er store, nogle er små og nogle har jeg mærket ¨smertepatient mål¨. Det er nemlig ikke alle mine store mål som man normalt vil definere som store, men for mig er de store. Både fordi de betyder meget, men også fordi de tager lang tid at fuldføre.
I dag var en af de dage, jeg fuldførte et af mine mål som smertepatient.

Smertepatient på gåtur med hunde

Før jeg blev smertepatient

Før ulykkesnatten havde jeg mange mål, faktisk havde jeg kun store mål. Blive karrierekvinde med et lederjob, arbejde i udlandet i min. to år, starte egen virksomhed og ja.. faktisk ¨bare¨ mere i den stil. Det har ændret sig markant. Jeg har stadig drømme om karriere og de er stadig store, men ikke på samme måde. De er store fordi jeg er smertepatient. Nu drømmer jeg om at have et arbejde indenfor min uddannelse, på en arbejdsplads jeg er glad for og hvor jeg kan blive udfordret.

Men tilbage på sporet! I den anden ende af spektret har jeg nemlig også fået nye mål.
En af dem er at være en god hundemor og det har jeg været udfordret på længe.

Jeg ved godt, at jeg ikke er en dårlig hundemor. Jeg elsker mine piger og jeg ved de har det rigtig godt. Alligevel har jeg følt mig som verdens dårligste hundemor hver gang mine pelsbørn har kigget på mig med våde øjne og jeg ikke har kunnet gøre andet end åbne døren til haven. Jeg kan godt gå en tur med dem, jeg kan også godt gå en længere tur med dem, men jeg kan ikke gøre det alene. I hvert fald ikke uden at køre ud et sted, hvor der ikke er mange andre elementer jeg skal tage højde for.
Eller.. det kunne jeg ikke!

JEG GJORDE DET!

I dag har jeg nemlig gået en tur med begge mine piger. Alene, i trafikerede omgivelser, i lyskryds, på stier og mødt andre mennesker med deres hunde. Foruden et møde med en hidsig madamme (labrador, ikke kvinden) gik det simpelthen så godt og alle fik et kæmpesmil med på deres vej!

Det lyder måske helt hen i vejret at jeg ikke har kunne gå en tur med mine piger i sådanne omgivelser og det kan jeg da kun være enig i. Men ikke desto mindre har det længe tilfældet.
Jeg skal i forvejen tage stilling til mange ting, fordi jeg er kronisk smertepatient. Jeg skal kunne tage højde for de smerter jeg har, dem jeg måske får og de smerter der kan komme pga. noget uventet udefra. Det sidste kan jeg på ingen måde styre på en gåtur. Slet ikke når mine pelsbørn er med og jeg også skal holde øje med dem og deres reaktioner. Derfor har jeg (når jeg en sjælden gang har gået med dem selv) taget dem steder hen, hvor der kommer mindst muligt, som jeg ikke selv kan kontrollere. Selvom det har fungeret fint, så er det bare ikke optimalt og det har givet mange timer med dårlig samvittighed.
Det at kunne gå en kort tur alene med mine piger har altså stået højest på listen over mål længe.

Derfor er denne onsdag ekstra skøn! Jeg er overbevist om, solen har skinnet ekstra meget på mig og mine dejlige pelsbørn, og jeg glæder mig til mange flere dejlige gåture !

 

En ny (midlertidig) diagnose

Da jeg klikkede ind på bloggen og så, hvornår mit sidste indlæg blev udgivet krummede jeg tæer. D.24. marts?? Av, det er længe siden! Det er jo ikke fordi jeg er helt tabt bag en vogn, jeg ved jo godt det er længe siden, men så længe? Dét var jeg så ikke lige med på..

Det kan gøres kort, for jeg har simpelthen hverken haft energi eller overskud til at skrive en halv overskrift. Jeg har haft svært ved at forstå, hvad det skyldtes og i sidste uge blev det for voldsomt.

 

Optrapning eller tilfældighed?

Jeg har følt mig fuldstændig drænet langt de fleste dage i en lang periode og når jeg endelig har haft lidt energi på kontoen, så er det gået til planlagte sociale arrangementer eller en god lur.

Ja, hvor fjollet det end lyder, så kræver faktisk overskud (for mig) at kunne sove godt.

Min hjerne arbejder konstant på højtryk og nej.. jeg ved hvad du tænker, det er ikke ligefrem fordi jeg dagligt kommer op med en ny og revolutionerende matematisk formel, men min krop sender konstant signaler til hovedet om smerter og dét kræver energi at registrere og bearbejde.

I forrige weekend kammede det over. Vi var til konfirmation om lørdagen og selvom jeg gjorde mine sædvanlige forberedelser, vidste jeg godt det ville give et udbrud fra kroppen søndag.
Det skal jeg så også love for det gjorde, jeg havde det mildest talt frygteligt!

Det gjorde ondt i samtlige muskler og led, men det havde jeg forventet. Hvad jeg ikke havde forventet var kvalmen og svimmelheden. Jeg kunne bogstaveligt talt ikke stå på mine egne ben uden at holde fast i noget og hver gang jeg bevægede mig det mindste vendte min mave sig i halsen. Jeg har efterhånden lært at håndtere smerter på dårlige dage, men når det bliver med en topping af kvalme og svimmelhed, så bliver det en tand for meget for undertegnede.

 

Teenager igen, på den ufede måde

Jeg tror bedst jeg kan beskrive det som at være godt og grundigt teenage stiv i dårlig tequila for herefter at smide sig i en halvfyldt vandseng, der roterer. Men efter et par timer i den roterende vandseng uden fremgang var jeg ved at krepere. Jeg besluttede mig for at tage et bad i det spinkle og meget naive håb om, at det ville skylle det hele væk. Jeg havde forestillet mig et scenariet, hvor det varme vand ville løbe ned over kroppen og langsomt mørne muskler og led.

I virkeligheden stod jeg stortudende under bruseren, som en anden teenager med hjertesorger og kæmpede for at trække vejret, uden at inhalere alt vandet.D en ene hånd var solidt placeret på låret til støtte (kulden fra fliserne skar af smerte ind i knoglerne så det var et no go) og den anden hånd på kravebenet, der skubbede mig ind under bruseren. Det så idylliske rindende vand, der skulle vaske alt af kroppen, bragede sig istedet igennem huden og borede sig ned i kødet, hvor det ramte. Jeg måtte derfor ¨skubbe¨ mig selv ind under bruseren. Behøver jeg sige det var en lang dag?

 

Mandag på en mandag

Dagen efter viste kalenderen mandag og jeg skulle på arbejde. Jeg følte stadig, jeg havde en promille på 3,2 med en portion tømmermænd oveni, bare for at toppe den, men på arbejde det ville jeg. Der gik dog ikke lang tid, før jeg indså at det ikke var en holdbar beslutning. Jeg kunne hverken gå uden at støtte mig til vægge eller se hvad der foregik på min computerskærm og så begynder det altså at blive lettere problematisk at udføre et stykke arbejde. En snak med min leder og jeg tog hjem med beskeden om at blive hjemme til torsdag, så inden kl.11 lå jeg på sofaen med en dyne og to omsorgsfulde pelsbørn.

Jeg havde en lettere optimistisk tanke om at jeg efter et halvt døgns tid ville kunne mærke fremgang. Det skete ikke. Til sidst blev det for voldsomt og jeg begyndte faktisk at blive oprigtigt bekymret. Noget jeg ikke har været i flere år, fordi der jo altid er noget galt og ja.. hvis der opstår et nyt symptom så skyldes det nok bare en bivirkning af en af pillerne, at pillerne er taget 1/2 time senere end normalt, en overanstrengelse eller et eller andet fjerde. Men denne gang blev jeg bekymret.

Et smut forbi vagtlægen senere (og den lokale grill) og jeg kunne smide mig i sofaen med en stor omgang pølsemix og svælge i selvmedlidenhed tilsat friture og salt.

Det var ikke engang en god pølsemix, jeg tror ikke de havde friturestegt pølsestykkerne. Det burde forbydes at kalde en ret for en pølsemix så. Nøj en skuffelse! Første og sidste gang på den grillbar.

Dommen var en virus på balancenerven.  Der er ingen kur og det er bare med at håbe på det bedste. Altså, held og lykke, det går over på et tidspunkt..

Hvad så nu?

Ugen efter skulle jeg forbi egen læge for at få et tjek op på min nye virus og hér fik jeg en anden forklaring på min pludselige tilbagevenden til teenageårene, øresten.
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, men jeg er nået til det punkt hvor jeg ikke orker at gå op i, hvilken ¨diagnose¨ de mener er min. De har taget blodprøver og som jeg kunne forstå på sygeplejersken i går, var der ikke noget særligt at bemærke her og selvom det havde været lækkert med en forklaring, så er det trods alt et positiv resultat.

Lægen skulle ringe mandag til en snak om prøverne og indtil da, vil jeg fortsætte med at holde kroppen så stabil som mulig. Skulle han have et løsningsforslag er jeg flyvende og hvis ikke, så er jeg allerede igang med at bringe kroppen i balance igen og det er vel i bund og grund dét det handler om.

Opdatering efter en stille uge

Der er sket forandringer herhjemme i denne uge og lad os bare springe ud i det!

  1. H. arbejder ikke længere om natten (YAY!).
  2. Min job afprøvning er blevet forlænget (igen).

Slut med nattearbejde til H

H. arbejder nu om dagen og det betyder, at vi for første gang i flere år skal have en rigtig hr. og fru Danmark hverdag. Vi har fx god tid til at spise aftensmad, kan gå aftenture med Lilo og Stitch og vi kan sove sammen hver nat, det er skønt!

Efter H. er begyndt at arbejde om dagen, er jeg faktisk også begyndt at sove bedre.
Jeg vågner stadig, men det føles som om jeg får en dybere nattesøvn.

Men af en eller anden grund, har jeg haft mindre overskud i denne uge.
Hvis du følger med på min Instagram, har du måske bemærket at jeg ikke har opdateret andet end min story ind imellem. Der har simpelthen ikke været energi eller overskud til mere.
Jeg har været træt. Træt og søvnig, men jeg har ikke kunne finde ro.
Jeg har ellers forsøgt med mine sædvanlige metoder når øvelser og dybe vejrtrækninger ikke er nok. Men uanset hvor mange dårlige film jeg satte på, hvor meget mindfulness jeg udøvede, ja.. listen fortsætter og du har nok fanget pointen, lige meget hjalp det. Jeg var stadig træt og søvnig. Og rastløs. Hvis man er træt og søvnig, men ikke kan sove eller finde ro, så er det en prøvelse at skulle ligge stille!

Jeg har tænkt meget over, hvad der har fået min krop til at reagere så voldsomt og er kommet frem til min helt egen lille hypotese; Forandring er en udfordring, også selvom de er til det bedre.

I mit hovede giver det ok mening.
I forhold til mit job og hvil derefter var intet i teorien forandret, men resten af dagen var forandret. Ikke meget, slet ikke faktisk, men nok til at jeg skulle tænke over det.
Det gode ved min hypotese er, at det derfor bør bliver bedre allerede i næste uge for så er det ikke lige så nyt længere. Se dét er godt nyt, så dén kører vi med!

 

Forlængelse af min jobafprøvnings periode

Denne her har jeg det lettere ambivalent med.
På den ene side er jeg dødtræt af, at jeg endnu en gang er blevet forlænget.
Jeg vil jo bare så gerne afsluttes og få en afklaring på ¨alt det her.¨ Det er trods alt fire år siden ulykkesnatten og jeg vil gerne kunne føre en samtale med nye mennesker, uden at skulle nævne den.

Jovist, der er mange andre ting at snakke med nye mennesker om. Men helt ærligt, hvilket spørgsmål får du så oftest af nye mennesker: a) Hvad er dine interesser? eller b) Hvad laver du så til hverdag?

På den anden side er jeg glad for, at jeg nu har muligheden for at øge mit timetal.
Desuden er jeg vildt glad for min praktikplads. Jeg får gode, lærerige opgaver, så tiden flyver afsted. Jeg har faktisk på ingen måde travlt med at komme videre og jo mere erfaring jeg kan suge til mig, jo bedre. Såå.. det jeg prøver at sige er vel i virkeligheden, at forlængelsen er en god ting?
Ja, det må være konklusionen!

Summa summarum: det går godt her. H. og jeg har fået en ny hverdag og jeg får mulighed for at arbejde endnu mere, med det jeg brænder for. Ja, alt er godt.

To skridt frem og ét tilbage

Jeg er lige kommet hjem fra job og sidder pt. i sofaen, uden bukser og bh, med et tæppe, der er snasket godt og grundigt ind i kødben og hundesalv. Men jeg orker på ingen måde hente en dyne eller bevæge mig i seng, det kræver energi jeg ikke har. Tårerne triller stadig og jeg ryster på hænderne i frustration. Lilo ligger krøllet sammen på sin vante plads imellem mine knæ under tæppet og Stitch ligger halvvejs ovenpå mig. De kan altid mærke når der er noget galt.

De sidste to uger har jeg forsøgt at øge mit timeantal på jobbet med 30min. tirsdag og fredag. Jeg syntes faktisk det gik helt okay. Jovist.. jeg havde lagt mærke til, at jeg ikke havde overskud og det gik bl.a. ud over min genoptræning og husholdningen. Men det er stadig i opstarten og så kan jeg vel ikke forvente andet end en anderledes reaktion fra kroppen?
Alligevel undrer jeg mig over, hvor min energi er svundet hen.

Tænk tilbage.. hvad har du gjort anderledes?

  • Kan det være pga. min fritid?
  • Har jeg haft for mange planer i weekenden?
  • Kan det være pga. dårlig nattesøvn?
  • Er det bare indbildning?
  • Er jeg bare doven?

Jeg kan oprigtigt talt kun svare nej. Jeg har nærmest ingen planer haft og hvis der har været planer har det været i omgivelser, hvor jeg kunne gå ind for mig selv (uden dårlig samvittighed) for at hvile.

Indsæt pause her. Jeg har fået pusten igen, så nu kan hoppe under dynen og hvile mine røde øjne.

H. har lige vækket mig. Jeg er slet ikke klar til at komme op og jeg er slet ikke klar til at komme væk fra mit skjul under dynen. Men klokken er 17 og H. ved, at hvis jeg sover for længe giver det en dårlig nattesøvn. Så jeg blev hjulpet (læs: trukket) op og sidder igen i sofaen.

Forklaring følger

Det er vidst på tide med en forklaring på min lille sammensmeltning.
Kender du det hvor koncentrationen svigter? Ikke bare som, hvis du har en dyb samtale og pludselig får øje på et skilt med -75% i din ynglingsbuitk. Nej, den type koncentrationsbesvær, hvor den mest simple opgave bliver komplet umulig. Sådan havde jeg det i dag.

Jeg skulle fortsætte på en opgave fra i sidste uge, en meget basic opgave med at redigere størrelsen på nogle billeder til web. En opgave som jeg løste 10-15 stk. af i fredags. Det burde være lige til at gå til, det var det sådan set også, men mit hovede kunne ikke følge med. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg skulle. Ikke bare lige fra starten. Men jeg glemte det midt i en beskæring. Flere gange ved hvert billede.

Behøver jeg at sige, det tager lang tid at løse en opgave så?

Det er så grundlæggende for min uddannelse og mit arbejde, og alligevel gik jeg i stå hver gang.
Bare for at toppe den, så var der mange billeder som ikke levede op til den standard jeg (håber jeg da) normalt leverer. Det var SÅ frustrerende!! Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det? Jeg ved jo godt hvordan. Jeg kan bare ikke. Og det giver på ingen måde mening, at jeg ikke kan gøre noget som jeg dybest set godt ved, hvordan jeg skal gøre!
Uanset hvor mange dybe vejrtrækninger jeg tog eller hvor hårdt jeg spærrede øjnene op, så nyttede det ikke noget. Jeg kunne stadig ikke klare opgaven. ¨Jeg kan ikke.¨
De tre små ord gør så ondt at få over læberne og der ryger en flig af min stolthed hver gang.

Dyyyyyyyb vejrtrækning. Okay. Hold tårerne inde og sig til din leder, at du er nød til at tage hjem. Du ved det jo godt og du vil heller ikke have, han skal tro dét her er dit niveau.

Jeg fik det sagt. Eller.. faktisk sagde jeg ¨Det duer ikke i dag, det bliver bare et nej herfra.¨  Leveret med en halvt grådkvalt stemme og for meget vand i øjnene til at det kunne skjules.
Flot Sanne, virkelig flot.. der røg den professionalisme.
Min leder var, som altid, top forstående. Han tilbød endda at køre mig de 1.5km. hjem, hvis jeg ikke var tryg ved at køre selv. Jeg kørte selv, men hold nu kæft hvor er jeg priviligeret!
At blive mødt med sådan en forståelse på sin arbejdsplads, det er guld værd. Intet mindre!

Og her tror jeg, at jeg vælger at ende mine tanker.
Alle mennesker har øv-dage. Det der betyder noget er, hvordan vi vælger at se tilbage på dem.

Læs mere

Anodyne AlignMe InterActive Bra – virker den?

//Annonce// Jeg har modtaget en holdnings bh, AlignMe InterActive Bra, fra Anodyne og efter at have testet den i alle tænkelige situationer (for mig) er jeg nu klar til at dele mine erfaringer.


 

Hvad lover den?

Hvis man går ind på deres hjemmeside kan man læse om den teori, der ligger til grund for produkterne og hvad deres formål er. Helt kort fortalt er produkterne inspireret af kinesiotape, der skal afhjælpe smerter og spændinger, da den bl.a. øger blodcirkulationen.
– Det kan meget vel være, at du har prøvet at blive tapet op ved en fysioterapeut eller til en træning.

Modellen jeg fik, hedder AlignMe InterActive Bra (sort).

De har beskrevet fordelene ved produktet på hjemmesiden og jeg har taget et screenshot som du kan skimme igennem ovenfor. Det lyder jo super fint og set med de kritiske øjne lover de heller ikke guld og grønne skove, hvilket for mig er et tegn på de er seriøse omkring deres produkt.

Hvis du tænker, at du har læst det her før så forstår jeg det godt.
Jeg har nemlig lavet en simpel copy-paste fra mit indlæg om Anodyne Posture Shirt 2.0. Beklager, men det er trods alt den samme teknik, der ligger bag og jeg synes også denne del er relevant at få med her.

 


Mine tanker omkring Anodyne AlignMe InterActive Bra

Første indtryk

Holdnings BH’en var nem at tage på.
Den minder om en sports BH jeg har haft og måske derfor, faldt det mig så naturligt.
Er du i tvivl, har Anodyne på deres hjemmeside en video guide på produktsiden, under størrelsesguiden.

Jeg var godt klar over at holdnings BH’en ikke ville kunne give mig den samme effekt som min t-shirt. Den dækker ikke det samme område og kan derfor heller ikke justere på lige så mange områder.
Trods det havde jeg visse forventninger til produktet.
Jeg forventede at kunne mærke en justering af skuldrerpartiet og se en forskel i min holdning.
Jeg kunne både se og mærke en effekt med det samme.
Det føltes som om jeg fik hjælp til at holde overkroppen, samtidig med at mine skuldre let blev presset tilbage. Ligesom med t-shirten fra Anodyne, Posture Shirt 2.0, fik jeg altså en pænere mere rank holdning, uden at skulle bruge ekstra kræfter.
Det var ikke på samme niveau, som med t-shirten, men forskellen var stadig klar.

Brug af BH’en

Hvad kan en holdnings BH til 799kr. så?

BH’en bliver flittigt brugt på kontoret. Selvom jeg har hæve-sænke bord, en specialstol, en stå måtte og arm støtte, så kan jeg også mærke i kroppen når jeg gør brug af BH’en.
Jeg har en rutine i min arbejdsdag og den har jeg fulgt både med og uden BH’en, både på gode og knap så gode dage. Jeg kan tydeligt mærke effekten af, at holdnings BH’en aflaster kroppen. Min koncentration evne stiger, jeg kan se klart i længere tid og min nakke er mere medgørlig.
– Ligesom med t-shirten, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke anbefaler at bruge BH’en som et middel til generelt at klare mere.

Jeg har naturligvis også testet holdnings BH’en under træning, det er jo en sports BH.
Hér kommer den virkelig til sin ret. Jeg forsøger altid at være opmærksom på min holdning, men under min træning er det ekstra vigtigt med en korrekt holdning. Ekstra fokus kræver ekstra energi og det betyder mindre energi til træning. Med holdnings BH’en kan jeg altså bedre udnytte min energi til træning og dét er intet mindre end fantastisk!

Jeg kan desuden have mit træningstøj på uden at det kan spottes, at jeg har en holdnings BH på.

Ikke at der er noget galt med at passe på sig selv, tværtimod.
Men nogle gange er det bare rart at kunne undgå ekstra fokus på noget, som ellers fylder så meget i min hverdag.

Ligesom med t-shirten (dog på et mindre niveau) afhjælper holdnings BH’en i flere situationer. Det er lettere at sidde op og jeg kan generelt klare længere træk på de statiske stillinger.

Jeg har særligt gavn af BH’en:

  • På kontoret.
  • Under træning.
  • På køreture.
  • Når jeg skal have tøj på, hvor t-shirten ikke fungerer.

Kort sagt bruger jeg min Anodyne holdnings BH, når t-shirten ikke er optimal for mig.

 

Ulemper

 Sarte sjæle bedes springe dette afsnit over, da der er fare for forargelse over direkte sprogbrug.

Ja.. den her kan jeg altså ikke pakke pænt ind. Jeg har før været omkring emnet, for jeg har det, den ældre generation kalder for ¨en fødedygtig krop¨ med et sæt brede hofter + dertilhørende bollehåndtag og i mit tilfælde følger der et sæt bryster med, hvor der er til et par håndfulde.
Det er der som ikke noget i vejen med, men det har altid givet mig udfordringer når jeg skulle finde sports BH’er. Pga. min talje passer mine mål nemlig ikke super godt med den typiske sports BH uden justeringsmuligheder, så dem har jeg bevidst gået udenom.
Derfor var jeg også klar over, at jeg muligvis ville få en udfordring med holdnings BH’en fra Anodyne, der ikke har nogen justering mulighed, da den jo skal sidde tæt for at have en optimal effekt.

Nå, men det betød så også at jeg blev lettere klemt. Selvom det ikke var ubehageligt, så var det alligevel nok til, at jeg ikke kunne have den på i mere end nogle timer ad gangen. Jeg skrev med Kamilla fra Anodyne om det, sendte mine mål og størrelsen passede efter målene perfekt. Hmm.. jeg gav det et skud alligevel, jeg kunne jo mærke forskellen i ryg og nakke.
Efter ca. en uges brug (on/off) var det som om den tilpassede sig og nu kan jeg have den på hele dagen. Så giv den lige en chance, der er håb forude!

På billederne kan du se, hvordan den sidder på undertegnede.

Tip: Babypudder imellem damerne sørger for lidt mindre sved, når de ikke kan trække vejret.

Hvis du er i tvivl om din størrelse, kan du fange de dygtige servicemedarbejdere på deres Facebook eller på deres mail: info@anodyne.dk.

Konklusion

Efter at have testet den i godt 3 uger, har jeg en god ro i maven ved at have et samarbejde med Anodyne. De har gjort det igen. Min oplevelse er, at holdnings bh’en aflaster min overkrop og ranker op i skulderpartiet ved at justere på musklerne. Derudover giver den også lidt ro i hovedet, fordi jeg ikke på samme måde skal fokusere på min holdning, for det gør holdnings BH’en for mig.

Er du i tvivl om, hvorvidt du vil få gavn af et produktet? Anodyne tilbyder muligheden for at prøve deres produkter i op til 30 dage og sende dem retur, hvis man ikke har gavn af dem.
(Husk at læse deres handelsbetingelser)

Mærk efter, hvad det gør for dig og husk at tænke på, om du vil tage det i brug i hverdagen.
Ligesom med alt andet, virker den ikke når den ligger i skabet og kukkelurer.

 


Anodyne har været søde til at lave en rabatkode, som jeg kan dele med jer.
Rabatkoden er på 15% og gælder hele webshoppen. Her finder du desuden den holdningskorigerende t-shirt Posture Shirt 2.0 og den fåes selvfølgelig til både mænd og kvinder.
Du kan læse mine erfaringer med deres holdnings t-shirt her.

Rabatkode til Anodyne.dk: smertepatienten15

Jeg har holdt nøje øje med, hvornår der har været tilbud på hjemmesiden (jyde? Ja med kæmpe j!) og der har ikke været et højere rabatkode end 15%. Det samme fik jeg også at vide fra Anodyne.
OBS! Rabatkoden gælder til d.31. marts 2018

Lad mig meget gerne høre jeres erfaringer med deres produkter!

//Annonce//

10 tips til hverdagen

Jeg er efterhånden indset, at jeg (hvor gerne jeg end ville) simpelthen ikke har den energi i hverdagen som jeg havde inden ulykkesnatten. Derfor har jeg også måtte indrette mit liv efter mine nye omstændigheder. Som tiden er gået, har jeg fundet nogle tips og tricks der hjælper på de grumme dage og generelt bare gør min hverdag mere overskuelig.

 

Ting jeg kan anbefale, for at gøre hverdagen lettere

  1. Gør brug af en kalender til alle aktiviteter og skab et overblik over din energifordeling.
  2. Del dine piller i dagsportioner til de næste 14 dage. Det minimerer fumleriet med pilleæskerne.
  3. Ha’ altid dit to-go kit klar. Mit indeholder; pilleæske, gajol/mentos, tyggegummi, læbepomade
  4. Fordel madlavningen. Flere retter kan deles op over tid og giver plads til hvil imellem, udnyt det.
  5. Aftensmaden indebærer mange overvejelser og opgaver, gentag dem ikke hver dag.
    – Lav en madplan til ugen/måneden, det er endda budgetvenligt. Husk at de kan genbruges.
    – Brug fx tid søndag med resten af husstanden og snit salat til den kommende uge.
    – Ha’ en back-up plan i fryseren. Jeg er fan af lasagne og ja, det er den fra Knorr.
    – Ha’ en liste over take-away steder til ¨de der dage¨ og gør valgprocessen mere overskuelig.
  6. Ha’ altid førstehjælpskittet klar. Herhjemme består det af chokolade, Sun Lolly eller juice.
  7. Skriv Nani på ønskelisten. Vores robotstøvsuger (Nani) holder skidtet nede og eftersom rengøring er en endeløs kamp, så er hun blevet en højt skattet del af familien!
  8. Kalle Kenwood er det nyeste skud på stammen herhjemme. Han sørger for, at jeg kan bage rugbrød (læs: boller og kage) igen og det elsker jeg ham for!
  9. En elektrisk tandbørste (intet navn denne gang, forslag modtages gerne. Overvejer pt. Ellie) er en stor lettelse for hånden! Jeg kan tydeligt mærke når frosten kommer, når jeg har kørt bil osv.. Hér kommer Ellie (?) ind i billedet, den mindste aflastning for hånden letter nemlig min hverdag.
  10. Gør brug af dine nærmeste, når de tilbyder deres hjælp.
    Ja, den er krads, men det er nok mit bedste råd. Bid stoltheden i dig.
    Tænk på, hvor gerne du vil hjælpe dem og hvilken fantastisk følelse du får, når du har gjort en forskel. Dén følelse giver du dine nærmeste, ved at lukke dem ind og lade dem hjælpe hvor de kan.

Det virker måske bare som små ting, der ikke vil gøre en forskel. Men tilsammen er de altafgørende for at min hverdag hænger sammen.
Hvad gør du, for at få hverdagen til at hænge sammen?

Min første uge med ny praktik

Der er nu gået  en uge i min nye praktik og det har været en rigtig lang uge. På godt og ondt.

Hold i ryggen

Praktikopstart

Forberedelser

Som for så mange andre, startede min første arbejdsdag i 2018 tirsdag d.2. januar, men for mig betød det ikke jobstart med 2.dags tømmermænd. Det betød ændringer i den sidste del af min december.

Jeg havde forudset, at starten i praktikken ville blive hård og derfor havde jeg sørget for at være meget påpasselig henover både jul og nytår. Jeg havde ingen sociale arrangementer. Juleaftensdag og nytårsaftensdag, sørgede jeg for at holde flere hvil og prioriterede også min middagslur. Det betød naturligvis at jeg gik glip af nogle ting, men det var mit valg og min prioritering.

 

Første dag i praktik

Jeg var ikke nær så nervøs som jeg var den første dag i praktik ved Creativ Company, men denne gang virkede situationen heller ikke lige så ny for mig. Min leder fra min første praktikplads var der jo og det var ham, som skulle være leder for mig igen. Derfor var jeg langt mere spændt end jeg var nervøs.

Både tirsdag og onsdag gik godt. Jeg blev introduceret for arbejdsopgaver, jeg ikke havde arbejdet med før og fik derefter lov til at kaste mig ud i det alene. Det var fedt at arbejde sammen med min leder igen og blive udfordret på den måde.Lige så fedt det var, lige så trættende var det også.
Nye indtryk, nye mennesker og nye opgaver er altsammen noget, der tærer på energien.
Det gør det for langt de fleste mennesker, men det føles som om det kræver mere energi nu, end det gjorde inden ulykkesnatten. I virkeligheden er det jo fordi, jeg ikke har den samme mængde energi til at starte med og derfor bliver jeg også hurtigere udkørt. Det bar dagene også præg af.

Når jeg fik fri efter mine 4 timer, tog jeg direkte hjem og smed bukser + bh, hoppede under dynen og fik først øjne igen 3-4 timer senere. Lidt aftensmad og en halv film og så var jeg på vej i seng igen. Min hvile dag var heller ikke noget at skrive hjem om. Jeg var til frisøren, hvor jeg fik klippet en god del af længden, vasket hår og fik en hårkur i, gik en tur med H., Lilo og Stitch og ellers stod den på hvil, øvelser og en laaang morfar.

Hvor kunne det bare være fedt, hvis medicin og narkose ikke smadrede ens hår til ukendelighed. I det mindste er det en ganske fornuftig undskyldning for at blive forkælet lidt ved frisøren.

Tidligt i seng torsdag aften, for fredag bød på endnu dag i praktikken med de nye spændende opgaver.
Der var bare ét problem.

 

Kroppen sagde stop

Måske var opstarten for hård, måske lavede jeg en dum bevægelse eller måske var jeg bare uheldig?
Hvad der skete og hvorfor, ved jeg ikke. Men pludselig gjorde det ondt, rigtig ondt.

Fredag morgen da jeg står og fumler med kaffefilteret får jeg et svirp i ryggen. Jeg knækker halvvejs sammen, trækker vejret og fortsætter med at lave kaffe. Jeg får dagligt stød i ryggen og tænker derfor ikke videre over det. Men ca. 8 sek efter svirpet bider jeg mærke i, at det ikke er begyndt at aftage endnu.
Så lang tid plejer der ikke at gå.
Det gør ondt hver gang, jeg bevæger kroppen og jeg får svært ved at trække vejret. En dyb vejrtrækning er helt umulig. Jeg var nok godt klar over, at det måske havde været smart at forholde mig i ro derfra, men det havde jeg altså ikke tid til. Jeg skulle jo på arbejde.

Jeg havde (heldigvis) været i bad og sørget for ansigt og hår så nogenlunde anstændigt ud. Men jeg havde ikke fået tøj på og selvom jeg ikke havde hørt noget om en dresscode, havde jeg ikke lyst til at troppe op i morgenkåbe. Så jeg måtte vække H. (som jo arbejder om natten) og få hjælp til at få mit tøj på, så jeg kunne komme på arbejde. Det måtte jo gå over på et tidspunkt?

Det gjorde det ikke.
Jeg vurderede selv at det måtte være et hold i ryggen. Det føltes ligesom et hold i nakken, bare placeret i det meste af ryggens højre side. Som tiden gik, blev kun værre. Efter to timer på job var det begyndt at sprede sig til venstre side af ryggen og dér valgte jeg at kaste håndklædet i ringen og tage hjem.
Da jeg kom hjem, valgte jeg at gå en tur i håbet om, det ville sætte gang i blodomløbet og gøre noget ved smerterne. Det blev så et kæmpe nej.

Min weekend foregik på sofaen, dag og nat. Vi har ikke soveværelse i stueetagen og da jeg ikke rigtig kunne bevæge mig, sov vi på sofaen Det passede Lilo og Stitch perfekt!
Søndag eftermiddag kunne jeg selv tage joggingbukser på (YAY!) og det blev fejret med en lille gåtur efterfulgt af en god lur.

 

Hverdag igen

Mandag vurderede jeg, at kroppen var klar til praktik igen. Det var hovedet i hvert flad, så sådan blev det. Det gik også meget bedre og jeg gør alt i min magt for at det fortsætter sådan.
Jeg har fuld fokus på min praktik. Men jeg ved også at jeg skal stadig være opmærksom på ikke at overanstrenge kroppen. Hvis jeg tager mine skyklappere på, ender jeg med at køre kroppen helt i sænk og så kan jeg starte helt forfra. Så fokus på praktik, men på kroppens præmisser. Det er vejen frem for mig.

Læs mere

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

Alligevel er jeg fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og det giver mig en tro på, at der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.
Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere

1 2 3