Jeg har rigtig mange mål i og med med liv. Nogle er store, nogle er små og nogle har jeg mærket ¨smertepatient mål¨. Det er nemlig ikke alle mine store mål som man normalt vil definere som store, men for mig er de store. Både fordi de betyder meget, men også fordi de tager lang tid at fuldføre.
I dag var en af de dage, jeg fuldførte et af mine mål som smertepatient.

Smertepatient på gåtur med hunde

Før jeg blev smertepatient

Før ulykkesnatten havde jeg mange mål, faktisk havde jeg kun store mål. Blive karrierekvinde med et lederjob, arbejde i udlandet i min. to år, starte egen virksomhed og ja.. faktisk ¨bare¨ mere i den stil. Det har ændret sig markant. Jeg har stadig drømme om karriere og de er stadig store, men ikke på samme måde. De er store fordi jeg er smertepatient. Nu drømmer jeg om at have et arbejde indenfor min uddannelse, på en arbejdsplads jeg er glad for og hvor jeg kan blive udfordret.

Men tilbage på sporet! I den anden ende af spektret har jeg nemlig også fået nye mål.
En af dem er at være en god hundemor og det har jeg været udfordret på længe.

Jeg ved godt, at jeg ikke er en dårlig hundemor. Jeg elsker mine piger og jeg ved de har det rigtig godt. Alligevel har jeg følt mig som verdens dårligste hundemor hver gang mine pelsbørn har kigget på mig med våde øjne og jeg ikke har kunnet gøre andet end åbne døren til haven. Jeg kan godt gå en tur med dem, jeg kan også godt gå en længere tur med dem, men jeg kan ikke gøre det alene. I hvert fald ikke uden at køre ud et sted, hvor der ikke er mange andre elementer jeg skal tage højde for.
Eller.. det kunne jeg ikke!

JEG GJORDE DET!

I dag har jeg nemlig gået en tur med begge mine piger. Alene, i trafikerede omgivelser, i lyskryds, på stier og mødt andre mennesker med deres hunde. Foruden et møde med en hidsig madamme (labrador, ikke kvinden) gik det simpelthen så godt og alle fik et kæmpesmil med på deres vej!

Det lyder måske helt hen i vejret at jeg ikke har kunne gå en tur med mine piger i sådanne omgivelser og det kan jeg da kun være enig i. Men ikke desto mindre har det længe tilfældet.
Jeg skal i forvejen tage stilling til mange ting, fordi jeg er kronisk smertepatient. Jeg skal kunne tage højde for de smerter jeg har, dem jeg måske får og de smerter der kan komme pga. noget uventet udefra. Det sidste kan jeg på ingen måde styre på en gåtur. Slet ikke når mine pelsbørn er med og jeg også skal holde øje med dem og deres reaktioner. Derfor har jeg (når jeg en sjælden gang har gået med dem selv) taget dem steder hen, hvor der kommer mindst muligt, som jeg ikke selv kan kontrollere. Selvom det har fungeret fint, så er det bare ikke optimalt og det har givet mange timer med dårlig samvittighed.
Det at kunne gå en kort tur alene med mine piger har altså stået højest på listen over mål længe.

Derfor er denne onsdag ekstra skøn! Jeg er overbevist om, solen har skinnet ekstra meget på mig og mine dejlige pelsbørn, og jeg glæder mig til mange flere dejlige gåture !

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *