Der er mange ting der ændrede sig efter bilulykken, men én af de større ting var min træning.

Inden ulykkesnatten trænede jeg 5-6 gange i ugen, deltog i 1-2 fitnesshold i ugen, og fulgte en struktureret kostplan, der var  tilpasset min krop og den træning jeg skulle lave de forskellige dage.

Jeg ville gerne sige at jeg startede for at passe på min krop, men faktum er at jeg var (og til dels stadig er) opmærksom på mit udseende og bare gerne ville se ud som billederne på instagram. Jeg skriver billederne på instagram, fordi jeg er helt med på den forskel posering og det rigtige lys gør, og så er vi nok flere (eller i hvert fald mig) der kender til ¨tricket¨ med liiiiiige at spænde op hist og her når billedet bliver taget.

Det var ikke fordi jeg trænede til at stille op til konkurrence, mit udgangspunkt var ¨bare¨ at jeg gerne ville have en trimmet krop, men hård træning og sund kost blev lynhurtigt til en livsstil og jeg elskede det!
Jeg var på ingen måde hende man ser på løbebåndet, der ihærdigt kæmper for at blive bikini-klar på den ¨instagram-venlige¨ måde. Jeg trænede med vægte, kørte squats, lunges, lidt maskiner, fitnesshold og en enkelt gang eller to i ugen fik jeg mig forvildet over på en crosstrainer i forsøget på at smide lidt kropsfedt, men min træning havde fået en helt anden betydning end at få en trimmet krop. Træningen gav mig energi til at nå de (mange, mange) andre ting, jeg konstant havde gang i og jeg kunne se en fremgang ved min krop uge for uge, hvilket kun gav blod på tanden til at træne endnu hårdere!
Alt dette ændrede sig brat på få sekunder.


 

Hvis du har fulgt lidt med på min instagram, har du formentlig set et par opslag om min genoptræning med CEB (Center for Erhvervsafklaring og Beskæftigelse), ellers får du en helt kort opsummering her:
De sidste 12 uger har jeg hver tirsdag og torsdag formiddag gået til individuel genoptræning på hold, eller det de ved CEB officielt kalder ¨Motion og Sundhed¨, som i korte træk er adgang til træningsfaciliteter med en tilknyttet fysioterapeut fra CEB på sidelinjen, der står klar med gode råd og vejledning.
Dét har været i rutsjetur for både krop og sjæl!

Til min første træning var det med blandede følelser, jeg gik op ad trapperne til træningsrummet. Jeg glædede mig til at komme igang igen, men samtidig vidste jeg jo godt at det ikke ville være det samme som…

Imens jeg skriver det her indlæg, mærker jeg hvordan tårerne presser sig på..
Ærligt? Jeg savner det, hold kæft hvor jeg savner det!!
Jeg savner at presse kroppen til det absolut yderste, mærke pumpet og se resultater uge for uge. Jeg savner energien og den følelse jeg fik efter en hård træning. Jeg savner at mærke bassen blæse igennem hørebøfferne for at overdøve den dybe vejrtrækning ved de tunge løft. Jeg savner at ¨ holde mig¨ i timevis, fordi det at gå hen til toilettet (for slet ikke at snakke om at sætte sig på det) føltes mere krævende end selve træningen.
Jeg savner det hele!

Efter min første ¨træning¨ med CEB på sidelinjen var jeg knust. Som opvarmning sad jeg 5min. på en cykel med ryglæn i niveau 1, så gjorde kroppen for meget protest til at jeg kunne fortsætte. Derefter skulle jeg til det, jeg havde skrevet mig på aktiviteten for, styrketræning! Det eneste problem var bare, at fysioterapeuten havde luret mig.. Hun følger mig pænt hen til cirkeltræning og begynder så at fortælle mig, hvordan man skulle bruge maskinerne.

Hér sprang kæden lidt af! Jeg var jo ikke idiot, jeg havde faktisk ret godt styr på træning så hvis nu hun bare pissede af, så jeg kunne komme over til stativ, vægtskiver og håndvægte, ja så ville det bare være kanon! Men nej nej, hun fulgte mig rundt i cirkeltræningen og forklarede gentagende gange, hvor vigtigt det var at det ikke gjorde ondt under træningen.

Gjorde ondt?! For det første gør det hele tiden ondt. For det andet, så SKAL træning gøre ondt, musklerne skal syde af mælkesyre og jeg skal have problemer med at løfte shakeren før jeg er tilfreds!
Vi var på ingen måde enige, men selvom det var min krop så bestemte hun over træningen når jeg var der med CEB. Nå ja.. så havde hun jo også en faglig baggrundsviden og årtiers erfaring med genoptræning, men helt ærligt, jeg havde da fuldstændig styr på min krop?! Hun kunne bare koncentrere sig om de andre, så skulle jeg nok passe min træning, kein problem!
Jeg kom til at sluge mine ord hurtigere end kvinder der spotter et -75% skilt flytter fødderne!

Efter 5min. på cyklen i niveau 1 og en runde i cirkeltræning (- et par maskiner) var kroppen færdig. HELT færdig! Jeg tænkte, det ville være smart at smutte i wellness afdelingen og sumpe i det varme vand for at få lidt ro på kroppen igen.
40min efter vågner jeg, fordi jeg ligger og snorker i det varme vand…. (true story).
Jeg tjekker hurtigt, hvor mange der registrerede det og konstaterer/vælger at tro på det kun var mig der hørte det, as if! Jeg falder i søvn en tre gange, før jeg nosser mig sammen til at slæbe min tunge krop op af det varme vand og hjem på sofaen.

Var det, dét jeg kunne? Er det, dét jeg skal kalde ¨træning¨ nu..? Det var en stor kamel at skulle sluge!


 

Det er nu 12 uger siden min første træning og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se jeg har rykket mig. Jeg kan stå på en crosstrainer igen, jeg kan træne i længere tid og jeg behøver ikke sove når jeg kommer hjem (eller i vandet), jeg kan for det meste nøjes med et hvil.

Det er stadig langt fra den træning, jeg så brændende ønsker at komme tilbage til. Jeg var faktisk ikke klar over, hvor meget jeg savnede den før jeg skrev dette indlæg. Jeg havde bildt mig selv ind, at den træning min krop kan klare nu er godt nok, at jeg er tilfreds med det og har accepteret det. At dømme efter mine hævede pandaøjne er det vidst ikke helt tilfældet alligevel..

Tænk at man kan overbevise sig selv om noget helt andet, bare fordi virkeligheden er for svær at kapere..

Jeg har altid haft den overbevisning, at man selv er herre over sin fremtid og det mener jeg stadig. Jeg vælger at se i øjnene, at den træning fysioterapeuten på holdet anbefaler virker, godt nok i et helt andet tempo end jeg er vant til, men den virker.

Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!

Læs mere

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *