Specifik lægeattest maj 2017

D.31. januar 2017 (knap tre år efter ulykkesnatten) var jeg inde og få lavet en specifik lægeattest.
Min egen læge var på dette tidspunkt sygemeldt og jeg måtte derfor ind til en læge, jeg aldrig havde været inde ved før og som hverken kendte til mit forløb eller mig som person. Det var ret angstprovokerende, at en mand der ikke vidste andet end det der stod i mine papirer, skulle afgøre min fremtid!

Jeg var mildest talt knust efter den samtale.
Jeg havde regnet med at gå derfra med en vished om, hvad der skulle ske fremover og hvor jeg ville ende.
-ikke nødvendigvis hvor godt jeg kunne regne med det blev, men ¨bare¨ hvor jeg ville være et år frem.
Det gjorde jeg ikke… Jeg havde glemt at tænke over, at læger arbejder ud fra fakta og ikke en spåkugle.

Overvej lige hvor skønt det ville være, hvis læger kunne det!
Om længden på mit behandlingsforløb var 3 mdr. eller 30 år ville faktisk ikke være det essentielle, men bare at kunne få vished? De læger må lige skrive spåkugle på ønskelisten tak!

Dengang måtte jeg gå hjem med meldingen om, at som det ser ud lige nu (jeg har altid lyst til at sparke dem over skinnebenet, når de siger dét) så var det ikke realistisk, at jeg kom til at arbejde fuldtid og det var højst usandsynligt, at jeg ville kunne arbejde indenfor mit uddannelsesfelt.
Av! Han kunne lige så godt have givet mig et cirkelspark i fjæset med træsko på.

 

Så da jeg i dag skulle ind og have lavet en ny lægeattest, var jeg forberedt på de fleste meldinger og alligevel var jeg fortrøstningsfuld. Min egen læge er nemlig kommet tilbage i mellemtiden (YAY) og selvom den anden læge var forstående, så er det bare mere trygt med min egen læge, der kender mig og min historie.

Vi snakkede længe. Der bliver som standard sat 45min. af til en specifik lægeerklæring og det forstår jeg godt.. ikke fordi der blev snakket over den tid, men fordi det er så svært at svare på de spørgsmål jeg altid undgår eller vælger at besvare overfladisk. Jeg fortalte, at jeg har det meget bedre end i Januar, hvilket nok primært skyldes at jeg er blevet bedre til at forstå (og lytte til) min krops signaler og så har jeg fundet små løsninger, der gør det lettere for mig at komme igennem de gængse ting i hverdagen.

Hun mener, at jeg gør alle de rigtige ting, har en god indstilling og konkluderede at min tilstand er varig nu, ikke dermed sagt at det aldrig bliver bedre, men det bliver ikke bedre i løbet af det næste år.

Jeg gik derfra med en lidt ambivalent følelse. Hvis du har fulgt lidt med på min Instagram, har du måske bemærket at jeg er en anelse stædig. Jeg går stadig med drømmen om at få ¨den gamle Sanne¨ (eller i hvert fald kroppen) tilbage, selvom det er hvad lægerne kalder ¨højst urealistiskt¨..
Derfor er meldingen om, at min krop nu er i en varig tilstand lidt en mavepuster, for så har jeg jo lange udsigter til at nå min ¨højst urealistiske¨ drøm.

På den anden side, så betyder det også at jeg nu kan komme videre i systemet. Jeg afventer stadig kommunens dom efter de læser min læges vurdering og anbefalinger, men jeg vælger at være positiv omkring udfaldet indtil det modsatte er aktuelt. Mit håb er, at min vejleder på CEB og jeg kan begynde at snakke om virksomhedspraktik og finde nogle gode løsninger ift. hensyn, så jeg over tid (ifølge de kloge hoveder) kan arbejde mig op til så mange timer som muligt.

Egentlig kan jeg også komme videre rent mentalt, for jeg har jo fået en form for vished og selvom det ikke var det jeg ønskede at høre, giver det stadig en form for ro. Jeg ved, at jeg gør de ting der er bedst for min krop og det giver mig de bedste forudsætninger for at komme videre i mit forløb, og lige nu er det faktisk godt nok for mig. 

Læs mere

Helingsperioden

Efter dagene på hospitalet fik jeg strenge ordre fra både overlæge og mine forældre om, at jeg det næste stykke tid skulle bo hjemme hos mine forældre igen. Begge parter mente det på ingen måde var realistisk at jeg skulle tilbage til min lejlighed, der desuden lå på 1.sal, men jeg var overbevist om, at jeg sagtens kunne klare mig selv i min lejlighed for helt ærligt, hvor svært kunne det lige være?

Men.. jeg er mors pige, jeg gør som der bliver sagt. Desuden ved jeg, at hun har en tendens til at have ret (pisse irriterende!!), så jeg måtte indvillige i at bo hos mine forældre igen.
– Som om jeg overhovedet havde et valg!

 


Efter nogle dage på hospitalet hvor det eneste bad (skal vi kalde dét det?) var den famøse etage vask med en klud, så der var ikke noget jeg havde mere lyst til end et rigtigt bad! Dén følelse af at sidde på en taburet under bruseren og bare mærke vandet risler ned over ansigt og krop, den glemmer jeg aldrig!

Når jeg kigger tilbage på det øjeblik, forestiller jeg mig det lidt som en film. Du ved, en af de der dramaer, hvor helten altid har en skelsættende oplevelse i regnvejr og kigger op mod skyerne som et fornyet menneske.

Det tog 2 timer under bruseren, før min krop og mit hår var rent igen. Det havde fået seriøse mængder af hårlak, jeg skulle jo på bartender job og gud forbyde at håret ikke sad perfekt!
Nogle sengeliggende dage + alle turene frem og tilbage mellem seng og maskiner/operationsbord osv. havde ikke ligefrem gjort mit hår mindre uglet, så der var nok at gå igang med og H. måtte pludselig til at agere hjemmehjælper og frisør på én gang.
Ja jeg er helt enig, stakkels mand!!

Ugerne der ventede, var noget sværere end jeg havde regnet med, da jeg lå i hospitals sengen.
Med ryggen og højre hånd sat ud af spil var der en lang række af ting, jeg skulle have hjælp til og jeg tror de værste, var de ting jeg aldrig havde tænkt over krævede noget.

  • Hælde vand op
  • Have mere end 300ml vand i et glas
  • Rejse mig fra seng/stol/sofa
  • Sidde ned
  • Skære min mad/frugt ud
  • Tage strømper og sko på

– You get the point.

Ved nærmere eftertanke var der én specifik episode, der tog ekstra hårdt på min stolthed.
Selvom jeg var mere rundtosset på morfin end en kahytsdreng i stormvejr, havde jeg stadig registreret at det kradsede noget så grusomt under armene.
Jeg gik stadig med troen om, at jeg kunne klare mig selv, så jo.. selvfølgelig prøvede jeg selv.. men jeg havde ikke fået mit specialstøbte korset endnu og gik derfor rundt med et standard korset, som nærmere var en fikserings-instument, hvilket gav mine arme ca. lige så stor rækkelængde som en tyrannosaurus rex og jeg kunne derfor ikke nå modsatte armhule, hverken med eller uden gipshånd.

Jeg overvejede længe for og imod om at spørge om hjælp! Hår under armene eller min stolthed?
Jeg var vildt sippet, når det kom til personlig pleje så jeg vidste jo godt, hvad konklusionen ville ende med, men tænk nu hvis jeg kom på en nødløsning i mellemtiden. Det gjorde jeg ikke..
Jeg kunne ikke have øjenkontakt med min lillesøster (på 18 år) og jeg blinkede konstant for at holde tårerne tilbage, da jeg spurgte om hjælp. Det var simpelthen ydmygende for mig. Men hun tog det derimod som om jeg havde spurgt hende, om hun ville hjælpe mig med at finde mine nøgler.
Fik jeg sagt, at jeg har en mega sej lillesøster?

Min lillesøster boede desuden hjemme på det tidspunkt og hun tog sig så mange timer til at hjælpe mig og generelt bare være sammen med mig, om det så var at skære min frugt ud, for at snakke eller om hun sad ved med side og lavede sine lektier fra sin HHX uddannelse, hun var der.

Efter nogle uger måtte jeg (en gang i mellem) komme udenfor huset i en kørestol. De første mange ture var ikke lange, men efter nogle ture (læs mange) fik jeg lov til at blive kørt ned til Skjern by. Det gjorde min søster gladeligt og ja, billeder illustrere vidst meget godt, hvad det vil sige at være søstre.

Jeps, hun parkerede mig simpelthen på en handicap parkeringsplads..

Hvis i spekulerer på hvorfor jeg ikke bare kørte væk, så husk på at jeg ikke kunne bruge højre hånds, så jeg kunne ikke andet, end at rundt køre om mig selv.. knap så effektivt!

Men fair nok, det var nok straffen for at hun skulle høre mig synge ¨They see me rollin¨ hele vejen ned til byen.
(Hør den originale her)

 


Mine dage bestod af at ligge og vågne, (det tager lidt tid når man er godt dopet på morfin 24/7), vente på hjemmehjælperen kom og gav mig mit ¨badekorset¨ på så jeg kunne komme i bad, bruge ca. 40min. under bruseren til at vaske krop og hår med en hånd, det der med at få andre til at vaske mig, havde jeg prøvet én gang og det var rigeligt til mig! Efter hjemmehjælperen havde givet mig mig mit specialstøbte korset på igen, skulle jeg ligge på sengen en times tid og hvile efter badet, op og tegne bryn op med en brækket hånd, – jeps stadig en lille diva med fokus på udseendet.. in all fairness skal det siges, at jeg vitterligt ikke havde nogle bryn takket være et overforbrug af pincet i mine teenageår!

Herefter kunne jeg ikke andet end at ligge i seng/sofa og se serier, dem fik jeg til gengæld set en del af. Jeg prøvede flere gange at læse, jeg havde nemlig en ide om at jeg kunne følge med i mit studie hjemmefra, men jeg kunne bogstavelig talt ikke huske den sætning, jeg lige havde læst! Der var selvfølgelig også en del ture til hospitalet for at tjekke både hånd og ryg, men mere om det i et senere indlæg.

Da mine forældre kom hjem fra arbejde stod den på aftensmad og det var altid en oplevelse.
Hvis du har været på seriøse mængder af morfin gennem en længere periode, kender du nok scenariet. Jeg ville gerne deltage i samtalen, men hver gang blev det noget i stil med ¨Til din opgave kan du jo skrive om forholdet imellem brugeren og så kom morderen tilbage og skød sønnen, men togtiderne skifter så måske vi skal have is senere?¨ Første gang det skete sad de allesammen og kiggede på mig med store øjne og det gik op for mig, at hvad end jeg havde sagt (det havde jeg glemt igen) så gav det slet ikke mening.

Jeg kiggede ned i min tallerken og gjorde mit ypperste for at holde tårerne tilbage.
Pis, den her kan jeg ikke komme udenom! Nu sidder de allesammen og er skide nervøse for mig.
Hvis der var noget jeg for alt i verden ikke ville, så var det at såre min familie! Selvom morfinen gjorde mig omtåget, kunne jeg stadig mærke hvordan min situation påvirkede dem. Jeg var led og ked af det jeg udsatte dem for, led og ked af at de skulle bekymre sig om mig og lide på min bekostning.

Den dag i dag kan vi grine af alle de misforståelser og usammenhængende sætninger jeg kom med og dét tror jeg er rigtig vigtigt! Det er ikke en periode i vores liv der forsvinder, den vil altid være der og selvfølgelig har den påvirket os alle, men den har også bragt os tættere sammen og vist hvor stærkt et sammenhold vi har i vores familie.
Jeg er ikke i tvivl om, hvem der kommer når det hele ramler sammen og dét er et privilegium ikke alle har.

Læs mere

 

Min træning efter 3mdr.

Der er mange ting der ændrede sig efter bilulykken, men én af de større ting var min træning.

Inden ulykkesnatten trænede jeg 5-6 gange i ugen, deltog i 1-2 fitnesshold i ugen, og fulgte en struktureret kostplan, der var  tilpasset min krop og den træning jeg skulle lave de forskellige dage.

Jeg ville gerne sige at jeg startede for at passe på min krop, men faktum er at jeg var (og til dels stadig er) opmærksom på mit udseende og bare gerne ville se ud som billederne på instagram. Jeg skriver billederne på instagram, fordi jeg er helt med på den forskel posering og det rigtige lys gør, og så er vi nok flere (eller i hvert fald mig) der kender til ¨tricket¨ med liiiiiige at spænde op hist og her når billedet bliver taget.

Det var ikke fordi jeg trænede til at stille op til konkurrence, mit udgangspunkt var ¨bare¨ at jeg gerne ville have en trimmet krop, men hård træning og sund kost blev lynhurtigt til en livsstil og jeg elskede det!
Jeg var på ingen måde hende man ser på løbebåndet, der ihærdigt kæmper for at blive bikini-klar på den ¨instagram-venlige¨ måde. Jeg trænede med vægte, kørte squats, lunges, lidt maskiner, fitnesshold og en enkelt gang eller to i ugen fik jeg mig forvildet over på en crosstrainer i forsøget på at smide lidt kropsfedt, men min træning havde fået en helt anden betydning end at få en trimmet krop. Træningen gav mig energi til at nå de (mange, mange) andre ting, jeg konstant havde gang i og jeg kunne se en fremgang ved min krop uge for uge, hvilket kun gav blod på tanden til at træne endnu hårdere!
Alt dette ændrede sig brat på få sekunder.


 

Hvis du har fulgt lidt med på min instagram, har du formentlig set et par opslag om min genoptræning med CEB (Center for Erhvervsafklaring og Beskæftigelse), ellers får du en helt kort opsummering her:
De sidste 12 uger har jeg hver tirsdag og torsdag formiddag gået til individuel genoptræning på hold, eller det de ved CEB officielt kalder ¨Motion og Sundhed¨, som i korte træk er adgang til træningsfaciliteter med en tilknyttet fysioterapeut fra CEB på sidelinjen, der står klar med gode råd og vejledning.
Dét har været i rutsjetur for både krop og sjæl!

Til min første træning var det med blandede følelser, jeg gik op ad trapperne til træningsrummet. Jeg glædede mig til at komme igang igen, men samtidig vidste jeg jo godt at det ikke ville være det samme som…

Imens jeg skriver det her indlæg, mærker jeg hvordan tårerne presser sig på..
Ærligt? Jeg savner det, hold kæft hvor jeg savner det!!
Jeg savner at presse kroppen til det absolut yderste, mærke pumpet og se resultater uge for uge. Jeg savner energien og den følelse jeg fik efter en hård træning. Jeg savner at mærke bassen blæse igennem hørebøfferne for at overdøve den dybe vejrtrækning ved de tunge løft. Jeg savner at ¨ holde mig¨ i timevis, fordi det at gå hen til toilettet (for slet ikke at snakke om at sætte sig på det) føltes mere krævende end selve træningen.
Jeg savner det hele!

Efter min første ¨træning¨ med CEB på sidelinjen var jeg knust. Som opvarmning sad jeg 5min. på en cykel med ryglæn i niveau 1, så gjorde kroppen for meget protest til at jeg kunne fortsætte. Derefter skulle jeg til det, jeg havde skrevet mig på aktiviteten for, styrketræning! Det eneste problem var bare, at fysioterapeuten havde luret mig.. Hun følger mig pænt hen til cirkeltræning og begynder så at fortælle mig, hvordan man skulle bruge maskinerne.

Hér sprang kæden lidt af! Jeg var jo ikke idiot, jeg havde faktisk ret godt styr på træning så hvis nu hun bare pissede af, så jeg kunne komme over til stativ, vægtskiver og håndvægte, ja så ville det bare være kanon! Men nej nej, hun fulgte mig rundt i cirkeltræningen og forklarede gentagende gange, hvor vigtigt det var at det ikke gjorde ondt under træningen.

Gjorde ondt?! For det første gør det hele tiden ondt. For det andet, så SKAL træning gøre ondt, musklerne skal syde af mælkesyre og jeg skal have problemer med at løfte shakeren før jeg er tilfreds!
Vi var på ingen måde enige, men selvom det var min krop så bestemte hun over træningen når jeg var der med CEB. Nå ja.. så havde hun jo også en faglig baggrundsviden og årtiers erfaring med genoptræning, men helt ærligt, jeg havde da fuldstændig styr på min krop?! Hun kunne bare koncentrere sig om de andre, så skulle jeg nok passe min træning, kein problem!
Jeg kom til at sluge mine ord hurtigere end kvinder der spotter et -75% skilt flytter fødderne!

Efter 5min. på cyklen i niveau 1 og en runde i cirkeltræning (- et par maskiner) var kroppen færdig. HELT færdig! Jeg tænkte, det ville være smart at smutte i wellness afdelingen og sumpe i det varme vand for at få lidt ro på kroppen igen.
40min efter vågner jeg, fordi jeg ligger og snorker i det varme vand…. (true story).
Jeg tjekker hurtigt, hvor mange der registrerede det og konstaterer/vælger at tro på det kun var mig der hørte det, as if! Jeg falder i søvn en tre gange, før jeg nosser mig sammen til at slæbe min tunge krop op af det varme vand og hjem på sofaen.

Var det, dét jeg kunne? Er det, dét jeg skal kalde ¨træning¨ nu..? Det var en stor kamel at skulle sluge!


 

Det er nu 12 uger siden min første træning og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se jeg har rykket mig. Jeg kan stå på en crosstrainer igen, jeg kan træne i længere tid og jeg behøver ikke sove når jeg kommer hjem (eller i vandet), jeg kan for det meste nøjes med et hvil.

Det er stadig langt fra den træning, jeg så brændende ønsker at komme tilbage til. Jeg var faktisk ikke klar over, hvor meget jeg savnede den før jeg skrev dette indlæg. Jeg havde bildt mig selv ind, at den træning min krop kan klare nu er godt nok, at jeg er tilfreds med det og har accepteret det. At dømme efter mine hævede pandaøjne er det vidst ikke helt tilfældet alligevel..

Tænk at man kan overbevise sig selv om noget helt andet, bare fordi virkeligheden er for svær at kapere..

Jeg har altid haft den overbevisning, at man selv er herre over sin fremtid og det mener jeg stadig. Jeg vælger at se i øjnene, at den træning fysioterapeuten på holdet anbefaler virker, godt nok i et helt andet tempo end jeg er vant til, men den virker.

Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!

Læs mere

 

12 ugers smertehåndteringskursus

Efter 1,5 års grundig rundtur i det danske sygehusvæsen blev det besluttet, at der ikke var mere at gøre.
Knoglerne var helet, (røntgenfotografiet viste godt nok en forandring på knoglen i ryggen og jeg havde da også mistet ca. en cm. i højden efter ulykkesnatten, men det er åbenbart en mindre detalje) rygcentret meldte pas, MR scanninger viste ingenting, nervetest af hånden gav intet og div. behandlinger og genoptræning gjorde ikke tilstrækkeligt.. Så selvom jeg gik med smerter hver dag (trods et indtag af morfin flere gange dagligt + ibumetin, Panodil samt div. smertelindrende behandlinger), var lægernes professionelle vurdering: ¨både hånd og ryg er groet ¨ok¨ sammen igen, så der burde ikke være noget galt.¨

Okay..? Jamen det er jo fantastisk! Så laver jeg da kolbøtter og englehop hele vejen hjem, imens jeg fløjter den danske nationalsang og planlægger en karriere som akrobat i et omvandrende cirkus.

Det eneste problem var selvfølgelig, at det stadig gjorde ondt. Hver dag og hele tiden.

Så jeg blev henvist til den tværfaglige smerteklinik i Give, hvor jeg blev sat igang med et medicin forløb og fik kontakt med en socialrådgiver, en psykolog og en fysioterapeut. Jeg blev desuden anbefalet at deltage i deres 12 ugers smertehåndteringskursus, der skulle give en bedre forståelse for et liv med kroniske smerter og redskaber til at håndtere sådan et liv.

Jeg må ærligt indrømme, at tanken om at skulle sidde i et rum fyldt med mennesker med kroniske smerter og snakke om hvor hårdt og uretfærdigt alting er, ikke ligefrem tiltalte mig!
Så igen var min reaktion noget i stil med ¨Tak, men pænt nej tak. Jeg skal nok klare mig.¨
Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at H. sad ved siden af. Han mente det måske var en god ide og da var værd at prøve og det måtte jeg jo (efter mindre overtalelse..) give ham ret i, så jeg blev skrevet op til kurset.


 

Lad mig sige det sådan her, det var noget af en oplevelse!

Det var et broget hold med ca. lige dele kvinder og mænd, men jeg var klart den yngste og langt størstedelen af deltagerne var 50+. Det med aldersforskellen gjorde mig faktisk ikke så meget, jeg var kommet for at lære om livet med smerter og det har som bekendt intet med alder at gøre.
Kurset var hver torsdag i 12 uger fra kl.9 – 11.30 og der var både pauser og indlagte øvelser i dette tidsrum og skulle der være behov for at stå eller ligge ned undervejs, var der både senge og madrasser i lokalet.
Undervisningen blev skiftevist afholdt af en psykolog og en fysioterapeut, der forklarede om kroniske smerter ud fra hvert deres felt. Fysioterapeuten forklarede bl.a., hvordan nervesystemet bliver påvirket af konstant at være i alarmberedskab og psykologen forklarede bl.a., hvordan ens sindstilstand påvirker smerter. Fælles for begge var deres forståelse for, at kroniske smerter ikke kan håndteres ud fra én vinkel, men at det fysiologiske og det psykologiske er dybt påvirkelige af hinanden.

 

En stor del af kurset gik med at dele erfaringer i forhold til de smertehåndterings metoder vi lærte om fra gang til gang, men også i forhold til de udfordringer vi mødte i dagligdagen og hér gik det hurtigt op for mig, at min lunte ikke ligefrem var blevet længere efter ulykken.

Der gik ikke mere end fire min. før jeg havde spottet, hvem jeg ville blive rygende uenig med de næste 12 uger og yderligere fire minutter inden jeg forudså, hvem jeg delte livsindstilling med.
Jeg var mildest talt ved at eksplodere, hver gang et par af deltagerne ville fortælle om deres udfordringer og hvor håbløst de syntes det hele så ud. Det var såmænd ikke fordi jeg ikke ville høre om deres situation, for det ville jeg meget gerne, men måden de forklarede det på var så opgivende og dét provokerede mig voldsomt! De var (som jeg forstod det) af den overbevisning, at medicinering var den eneste vej frem og hvis det ikke virkede skulle der flere/andre piller, til frem for at give de metoder vi lærte om på kurset en ærlig chance, hvilket i min verden var ensbetydende med at kaste alt ansvar fra sig for at få et bedre liv.

 

Bare rolig, jeg havde trods alt selvindsigt nok til at se, det var mig den var gal med (også i øjeblikket) og at jeg på ingen måde havde ret til at dømme dem eller hvor langt de var kommet i deres proces!
Jeg var udemærket klar over, at jeg burde få syet munden sammen med ståltråd.. men da jeg hverken havde nål eller ståltråd måtte jeg finde på noget andet for at lukke dampen ud. Derfor gik der ikke længe før min notesblok blev forvandlet til en brokke-bog, hvor jeg (I shit you not) skrev de kommentarer ned, jeg havde lyst til at skrige i hovedet på de deltagere, der ikke delte mine meninger.

Jeps, ét styk selvoptaget kælling.
I det mindste vidste jeg det, og jeg gjorde mit ypperste for at holde ¨hende¨ inde.


 

De 12 uger blev en følelsesmæssig rutsjetur, hvor jeg fik en større indsigt i hvad det vil sige at leve med kroniske smerter og hvordan jeg er nød til at lære min ¨nye krop¨ at kende, forstå de signaler den sender, hvorfor den sender dem, hvordan jeg kan tackle hverdagens udfordringer samt min omverden og ikke mindst sortere i hvor jeg er villig til at bruge min energi.

Om jeg vil det eller ej, så lærte jeg noget af alle på holdet, inklusiv dem jeg ikke delte livsindstilling med
-hvor meget deres udtalelser end måtte provokere mig..

I bagklogskabens lys er det gået op for mig, at grunden til deres udtalelser provokerede mig så voldsomt sandsynligvis var fordi tanken om, at jeg var ¨en af dem¨ med udfordringer i dagligdagen og (til tider) har mest lyst til at smide alt på gulvet, simpelthen var ubærlig. Men jeg kendte deres frustrationer, jeg havde selv samme frustrationer godt gemt helt bagerst i hovedet så de ikke slap ud og jeg ville være tvunget til at forholde mig til dem og dermed også at min liv var ændret og aldrig ville blive det samme igen.

Jeg har altid været en meget selvstændig person og tanken om, at skulle have hjælp fra andre mennesker til selv de mest basale ting var for pinefuld og derfor var det lettere at distancere mig fra de personer, der var længere i processen end jeg.


 

loJeg er stadig ikke færdig i min process, jeg har ikke fuldt ud accepteret ¨mit nye jeg¨.
Jeg savner stadig den gamle Sanne.

  • Hende der havde styr på alt.
  • Hende der gik på Universitetet og havde to studiejobs.
  • Hende der styrketrænede 4-6 gange i ugen + cardio.
  • Hende der fulgte en kostplan.
  • Hende der altid havde sat håret.
  • Hende der aldrig forlod huset uden make-up.
  • Hende de andre altid kom til, når de havde problemer.
  • Hende der altid havde overskud og var ovenpå.

Jeg er stadig ved at lære ¨den nye Sanne¨ at kende.
Ved at lære hendes grænser og hendes prioriteringer i livet såvel som i dagligdagen.
Hun er, på nogle punkter, meget anderledes end ¨den gamle Sanne¨ og hun er på ingen måde den person jeg troede jeg skulle være, men måske er det ikke så slemt?

Det 12 ugers smertehåndteringskursus har lært mig mange ting, men jeg tror det vigtigste jeg lærte var, at jeg skal prioritere min tid til det der er vigtigst for mig og give det min udelte opmærksomhed.
Og helt ærligt? Så er det noget, jeg ville ønske alle fik muligheden for at lære, for kun ved at forstå sine inderste værdier får man oprigtigt det bedste ud af sit liv. 

Læs mere

Fødselsdagstanker

I dag er det min fødselsdag og ifølge min dåbsattest bliver jeg 27 år.
Det er altså ved at være ret så tæt på de 30 og jeg ved godt at livet ikke slutter dagen efter man fylder 30 år, men der er nu alligevel (i mit hovede) en form for skelpæl her, her starter ¨voksenlivet¨ for alvor.

Siden jeg var teenager, har jeg altid haft en bestemt tankegang om hvem jeg var som person. Hvad jeg skulle opnå i livet, hvad jeg skulle udforske og hvad jeg skulle prøve inden inden jeg blev rigtig voksen og kun skulle lave alle de kedelige voksne ting, der syntes at være forventet af samfundet.

Dengang hed det bare ¨Det er dét jeg vil¨ så i virkeligheden handlede det ikke om selvrealisering, men mere om at være en forkælet unge, der vil have tingene på min måde og i mit tempo.

  • Først og fremmest ville jeg have en strålende karriere med løbende forfremmelser.
    Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være en forretningskvinde med fuld kontrol over mit liv.
    Komme på forretningsrejser, deltage i konferencer og bo i en lejlighed i storbyen, gerne i et andet land…
    Faktisk er dette punkt noget, jeg allerede skulle have opnået på nuværende tidspunkt.
  • Jeg har altid haft en drøm om at se alverden lande og deres kulturelle og naturhistoriske skatte.
    Jeg lavede en liste over de lande, jeg helst ville besøge og prioriterede dem.
    USA lå øverst på listen.
    Derfor gav mig selv en løfte for fem år siden om, at den sommer jeg kunne stå med et eksamensbevis i hånden fra min BA skulle jeg på gennemrejse i USA. Jeg ville besøge de skønne naturparker og vildtlivsreservater, køre ned ad route 66 i en lækker bil med kalechen nede, ligge på den varme kølerhjelm og se solen gå ned for at se den stå op over Grand Canyon igen.
    Jeg ville opleve det hele!
  • Jeg ville have en stærkere og flot trænet krop, og jeg var godt på vej mod mit mål!
    Det var ikke fordi jeg ville stille op til konkurrence, jeg ville ¨bare¨ gerne have en muskuløs krop, på den feminine måde. Så sommeren 2013 hyrede jeg en personlig træner og sammen satte vi nogle mål, der efter planen skulle være opfyldt i april 2014. Det gav mig en ny livsstil og tiden med venner blev brugt anderledes da fx. alkohol hver weekend ikke ligefrem går godt i spænd med træning. Det var en udfordring for en bartender, men det blev hurtigt en del af mit liv og jeg elskede de resultater hårde vægttræning gav og ville på ingen måde undvære det!

 

Jeg kan nu konstatere, at jeg ikke har opnået nogle af ovenstående punkter..

  • Jeg har ikke en strålende karriere.
    Faktisk mener lægen ikke engang, at jeg kan få en karriere (og måske ikke engang et job) indenfor mit uddannelsesfelt. Av.. den er altså ikke sjov at få smidt i hovedet, når man i de sidste knap 15 år har haft det som mål og forudsætning for den årelange uddannelse, hvoraf de otte år har været på SU. Jeg er dybt taknemlig for at leve i et land der støtter uddannelser økonommisk, men det er altså ikke ligefrem luksuslivet der leves på SU i en studieby, så udsigten til et fedt job (med en dertilhørende fed hyre) var en klar motivator!
  • Jeg har ikke været på gennemrejse i USA.
    Faktisk har jeg ikke været nogle af de steder, jeg gerne ville. Det er dyrt at rejse og selvom sygedagpenge satsen en meget højere end SU’en, er det ikke rejser der står øverst på listen over nødvendigheder. Derudover er der lægebesøg, behandlinger og træning, der skal passes og en rundrejse i USA ville stå i vejen for min genoptræning.
  • Jeg har ikke fået en stærkere krop.
    Faktisk havde jeg fået en stærk og veltrænet krop, men den ¨gik i opløsning¨ efter ulykken. På trods af seriøse mængder af div. medicinske præparater kunne jeg tydeligt følge med i, hvordan min krop forfaldt alt imens jeg ikke måtte løfte så meget som et fyldt glad vand. Det er nu tre år efter ulykken og lægerne mener stadig ikke, at det er realistisk jeg får min gamle livsstil tilbage. Èn ting er at jeg ikke kan træne min krop op til en moderne instagram profil, den del kan jeg lære at leve med, men at jeg ikke kan udøve en sport der gav mig så meget kvalitet og glæde i hverdagen, skærer i mit hjerte!

Heldivis er der et men, og det er et stort men!

  • Jeg gennemførte min uddannelse og trodsede samtlige lægers ord!
    D.14. juni 2016 forsvarede jeg min BA opgave på Aarhus Universitet Herning, i International Communication and Multimedia til et 10-tal og trodsede dermed alle lægernes ord. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort og lige præcis derfor er det en personlig bedrift, jeg den dag i dag er stolt over at kunne fortælle. Hvad mere vigtigt er, at jeg har bevist at det ikke er mit hovede der fejler noget, det er min krop der ikke vil samarbejde og det tror jeg er vigtigt for min selvrespekt!
  • Jeg er (stadig) på en helt anden rejse, en rejse med hus og familieliv!
    Det var tanken, at jeg skulle på mit livs rejse når BA’en var i hus og pga. ulykken og sygemelding var BA’en og dermed rejsen allerede udskudt et år. Alligevel prioriterede jeg at købe et hus med min kæreste og forøge vores lille familie på tre med endnu en hund og det er den bedste beslutning vi nogensinde har taget! Vi elsker vores hus og Lilo og Stitch har så umådelig meget glæde af hinanden, det er SÅ livsbekræftende at være sammen med dem!
  • Jeg mærker måned for måned, hvordan min krop styrkes ved (genop)træning!
    Det kan godt være, at jeg på ingen måde kan sammenligne den træning jeg kan udføre nu, med den træningsplan jeg kørte for tre år siden, men jeg kan stadig få noget ud af at træne den del jeg nu engang kan. Nej, jeg kan ikke få den krop, jeg vil og det tager umådeligt lang tid for mig at blive stærkere, men jeg kan træne lidt og jeg kan mærke, jeg får lidt mere styrke i hverdagen måned for måned så grundværdien i træning (for mig) kan jeg få frem i små bider et par gange i ugen.

 

Jeg har på ingen måde det liv, jeg troede jeg ville få!
Hvis du for fem år siden fortalte mig, at jeg i dag ville eje et hus med min kæreste, prioritere renovering af huset over en drømmerejse og være glad for at kunne træne så moderat tre gange i ugen istedet for seks-syv gange på højt niveau ville jeg tro du havde spist grønne svampe med lilla stjerner på.
Det lå på ingen måde i mine kort!

I dag ved jeg, at det ikke er mig der deler kortene ud og heldigvis for dét!

Jeg har fået en større forståelse for, hvad der er vigtigt for mig, hvem jeg er som person og hvad jeg gerne vil opnå i livet. Jeg har endnu ikke fundet ud af om vi spiller Poker eller 500, men det er ikke Fisk længere.
En dag finder jeg frem til, hvad vi spiller og når den dag kommer vinder jeg spillet!

Læs mere

Dagene på hospitalet

Natten til søndag (dagen efter ulykkesnatten) når H. og jeg at sove to timer. Kl.9 om morgenen, kommer en læge ind til tjek op, mere smertestillende og en opdatering omkring min situation.

Lægen forklarer, at de stadig er i kontakt med afdelingen i Aarhus, for at finde frem til den bedste løsning for bruddet i ryggen. Hånden er de derimod sikre på skal opereres. Planen er at sætte en skinne ind, der skal gå hen over håndleddet og ca. 10cm ned ad armen, men de vil ikke operere hånden før de ved om ryggen også kræver en operation. Der er ikke andet at gøre end at vente..

Men ventetiden er ikke kun ventetid, det bliver hurtigt til en rutsjetur imellem følelserne.
Der kommer gentagende gange forskellige fra personalet ind og fortæller, at jeg skal opereres/ikke skal opereres. Hver gang er det et andet svar end den forrige. Til sidst stopper jeg med at lytte. Det er simpelthen for hårdt at skulle forholde sig til, at de vil skære min ryg op og rode rundt imellem det følsomme nervesystem det ene øjeblik, for det næste øjeblik at forholde sig til at de ikke kan operere.

Ventetiden går med besøg fra familie og venner. Selvom jeg løbende bliver pumpet med morfin og ligger helt fladt på ryggen, stadig iført den flotte gule nakkekrave og derfor ude af stand til at se vores gæster medmindre de står i den helt rigtige vinkel, er det stadig skønt at få besøg!

Der var flere mennesker, der valgte at smide alt de havde i hænderne for at komme og være der for H. og mig. De vidste, de ikke kunne sætte knoglerne eller sindet sammen igen, men de kunne være der og trække vejret sammen med os. Det betød mere end ord kan beskrive!

Konklusion på behandling af brud

Senere på dagen kommer speciallægen ind med en endelig beslutning. Han forklarer, at de har snakket en del frem og tilbage med afdelingen i Aarhus og at de er nået frem til, at bruddet i ryggen er forholdsvist rent og de derfor ikke vil operere.

Pyy.. ingen knive i ryggen i denne omgang! Men vent, hvad skal jeg så?
Jeg kan vel ikke bare rejse mig og løbe hjem?

Lægen begynder så at forklare, at jeg de kommende tre måneder skal have et specialstøbt korset på døgnet rundt for at stabilisere bruddet og sikre det heler pænt sammen. Men i første omgang skal hånden opereres og det skal ske under lokalbedøvelse.

Dvs. jeg skal være vågen under operationen, men hey hvor slemt kan det være? De bedøver jo nærmest hele armen, så det må da være forholdsvist smertefrit..? 

Og ja.. de bedøver hele armen. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at de rent faktisk skulle bedøve den først, altså lægge en blokade. Det er først, da de kommer med sprøjten på tre meter og kvalme, at jeg kommer til at tænke på den blokade de lagde i hånden, inden den skulle rykkes på plads dagen forinden.. Ganske rigtigt, det var ca. samme tur. Denne gang fik jeg bare nålen ned ved kravebenet og kunne de næste 10 sekunder (føltes som minutter!) mærke, hvordan lægen injicerede bedøvelsen. AV!

 

Min mor og H. købte en bamse til mig i hospitalets gavebod, jeg kunne have med under operationen. Jeg er ret imponeret over syningerne holdte til mit krampagtige greb om det stakkels plysdyr under bedøvelsen!

 

 

De kører mig ud i gangen, hvor jeg ligger og kigger på loftet. Det samme loft som var på værelset. Jeg kan hele tiden høre nye mennesker snakke og ud af øjenkrogen kan jeg se andre mennesker med slanger i næsen og hænderne, der bliver kørt i senge ligesom jeg. Nogle af dem er bedøvede eller sover, andre ligger med et tomt blik og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er sket med dem..?
Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da min seng begynder at køre og en stemme fortæller mig, at nu er de klar til mig derinde.

Under operationen bliver jeg ved med at falde i søvn nogle minutter ad gangen for så at vågne lidt igen. Hver gang jeg vågner, kigger jeg på uret og er sikker på der mindst må være gået en time, men der er kun gået minutter.. I de vågne minutter kan jeg høre, hvordan de arbejder i min hånd. Lydene kunne let forveksles med en almindelig sav eller boremaskine, så tanken om det var min hånd de har gang i, bragte billeder frem på nethinden fra dårlige gyserfilm.. De havde heldigvis hængt et lyseblåt hospitalspapir for, så jeg ikke kunne se massakren. Jeg kunne ¨kun¨ mærke skulderen bevæge sig, hver gang de rykkede lidt ekstra i hånden.

Alt taget i betragtning, så syntes jeg egentlig, at jeg tog det i okay stiv arm.
Men da en af stemmerne spørger efter en brænder, beder jeg alligevel om at få skruet op for musikken i mine hørebøffer. Det havde jeg trods alt ikke lige behov for at høre mere om!
Efter 1-1.5 times tid, begynder de at sy hele herligheden sammen. Dén lyd som en hårdt spændt sytråd giver, når den bliver strammet igennem huden, får negle på en tavle til at lyde som et drengekor ved juletid!

Natten derpå

Om aftenen får jeg lidt ekstra at sove på og lægen fortæller, at jeg vil vågne i løbet af natten med smerter i armen når blokaden aftager. Når det sker, kan jeg lige så godt ringe på klokken efter smertestillende med det samme, for det kommer til at gøre ondt og smerten aftager altså ikke.

Jaja, de har jo alverdens sjove sprøjter, så det får de vel hurtigt droslet ned på et tåleligt niveau?

Lægen fik (sjovt nok) ret og sjældent har jeg da oplevet noget så ubehageligt!

Jeg våger hurtigt op med stærke smerter i armen og når kun lige at tænke, at det måske ikke er så slemt som han gjorde ud af det, inden blokaden aftager helt og jeg virkelig kan mærke, at jeg lever endnu. H. vågner fluks af min klagesang og får ringet på klokken. Der kommer en sygerplejerske og giver morfin igennem kateteret i hånden, men der går ikke længe, før jeg kan konstatere at det så absolut ingen virkning har haft. Jeg giver det alligevel lidt tid til at virke, der er jo ingen grund til at belemre personalet unødigt. Jeg prøver også at beherske lydniveauet, så jeg ikke vækker de andre på stuen med mit piveri, men jeg må give op og ringe med klokken igen. Det er den samme sygeplejerske som før og hun giver et skud morfin mere og siger at nu burde den være der og siger godnat.

Det blev så bare et nej.. Faktisk blev det et kæmpe nej!

Jeg ligger stadig og vrider mig og smerten har ikke engang aftaget. Til sidst må vi ringe efter sygeplejersken igen, der er noget forbløffet over jeg ikke er faldet i søvn endnu. Hun giver et godt skud morfin igen, kigger indgående på H. og siger at han lige skal holde med mig, indtil hun kommer tilbage igen.

Hér falmer min hukommelse så lidt.. Heldigvis har H. HELT styr på denne del,
da det vidst har været ret så underholdende at se/høre på!

Jeg har stadig gang i min klagesang, men kort efter det sidste skud morfin begynder der (endelig) at ske noget. Så henover fem sekunder falmer min klagesang gradvist for til sidst at ende ud i en mumlen og bum. Helt væk. Så dér ligger jeg, i den dybeste søvn. Alt imens sidder H. måbende ved siden af i stolen og har lettere svært ved at tro sine egne øjne.

Dagen efter finder lægerne ud af, at de stærke smerterne i hånden (udover det faktum, at de har rykket rundt i den på operationsbordet og boret flere skruer og metal ind i knoglen) skyldtes, at gipsen var bundet for stramt om min hånd. De klipper den op og det tager lige toppen af trykket, så jeg kan begynde at slappe lidt af i hånden igen.

Eller det troede jeg i hvert fald.. For kort efter kommer der en fra personalet, som vil tage mit blodtryk. Selvom jeg får blodfortyndende hver morgen med et (møghamrende svidende) stik i maven, er det jo ikke ens betydende med at alt er som det skal være. Så blodtrykket skulle måles og det var i og for sig fint med mig. Men.

På trods af, at min hånd stadig var gul efter operationen og jeg desuden havde gips fra skulderen ned til knoerne, valgte damen alligevel at sætte klemmer på to af fingre på højre hånd. AV.
På en eller anden måde formåede jeg faktisk at sluge alle de sarkastiske kommentarer, jeg mest af alt havde lyst til at smide i hovedet på damen og fremstammer et:
¨Er der ikke evt. mulighed for, at tage den anden hånd istedet?¨

Okay måske lettere spydigt og sarkastisk. Men alt taget i betragtning (særligt for mig) synes jeg, jeg formulerede mig ekstremt pænt.

Hendes kollega var heller ikke udpræget imponeret over hendes fejl 40. Der blev sendt et skarpt blik med meldingen ¨ja, det var så ikke skidesmart.’
Og så var det vidst diskuteret færdigt.

De efterfølgende dage på hospitalet

H. blev udskrevet om mandagen, men vælger at blive på hospitalet selvom det betyder at han må sove i en stol ved siden af min seng. Ikke ligefrem den mest komfortable måde at sove på og jeg beder ham flere gange om at tage hjem og få en god nats søvn i en seng, men dét fik jeg ikke meget ud af! Faktisk var det i det hele taget mere eller mindre umuligt at få ham til at forlade min side. Selvom det er meget ridderligt, at ville vogte over sin prinsesse i nød, så var der ikke noget jeg ønskede mere, end at han vil forlade hospitalet et par timer. Bare en gang imellem. Derfor var jeg mildest talt lettet, da en besøgende kammerat inviter ham ned i byen til frokost og jeg forsikrer ham om, at jeg sagtens kan klare mig imens!

Det lyder måske ikke særligt sødt.. men nu skal du huske, at H. og jeg ikke havde set til hinanden særlig længe og hvis du har været i et forhold så tænk lige tilbage på opstartsfasen, hvor det hele er nyt og man ikke er lige komfortabel på alle punkter.. Hvis du har været på stærkt smertestillende, så har du nok nærmest regnet ud hvor vi ender henne og sidder sikkert med ansigtet begravet i trøjen pt., bare bliv dér så, det bliver ikke kønt..

Jeg venter til de har forladt rummet. Forestiller mig, hvordan de går ned ad hospitalsgangen og hvor langt de kan nå, imens jeg tæller sekunderne. Da jeg er sikker på, de er på behørig afstand, slapper jeg af i kroppen og så skal jeg ellers love for der ikke er meget prinsesse over situationen længere. Morfin, særligt flydende, er absolut ikke noget der har en positiv virkning på tarmsystemet. Jeg har en mave, der er helt hård af al den sammenpressede luft, der er blevet holdt inde i en umenneskelig tid og kæmper for at komme fri og forpeste omgivelserne. Og nej, det er ikke muligt at lave en sniger imens ens gæster er på toilettet, som desuden også er i et lille rum i stuen. Nej, nej.. med morfin får man hele pakken så der er en volumen, som ville få de fleste håndværkere til at tabe sokkerne. Faktisk tror jeg nogle gange, der er en decideret konkurrence om hvem på stuen, der kan præstere mest eller vække flest af de andre på stuen.. Jeps, man kommer hinanden ved på et hospital.

 

Ondt i stoltheden

Trods al tå krummeriet over morfinmaven, er det alligevel en anden episode, der har printet sig ind i min hukommelse og stadig giver mig lyst til at kravle hen i et hjørne og vugge sagte i fosterstilling.

Jeg lå som sagt fladt på ryggen konstant og kunne ikke røre mig ud af flækken. Så når det kom til personlig hygiejne, var det heller ikke noget, jeg selv kunne klare derfra. To sygeplejersker og fortæller mig, at de skal give mig et bad. I første omgang bliver jeg super glad, for helt ærligt så duftede jeg altså ikke ligefrem på samme måde som da jeg tog hjemmefra lørdag. Min lykke er kort. De forklarer, at et bad for mig pga. bruddet i ryggen består af en etage vask med klud..
Jeg får en klump i halsen og er mildest talt voldsomt udfordret af tanken om, at de skal køre en klud henover hele min krop og i samtlige sprækker og revner. Men jeg bevarer roen og beder H. forlade rummet. Nej, det var ikke nok at han kunne stå bag gardinet, han skulle helt ud af rummet. Faktisk skulle han helst forlade hospitalet, men det beder jeg ham trods alt ikke om.

De klæder mig af og går i gang. Jeg stirrer intenst op i loftet og bider tænderne hårdt sammen, fast besluttet på at tage situationen med oprejst pande. Men jeg mærker hurtigt, hvordan tårerne triller ned ad kinderne og jeg kan ikke stoppe dem. Det er SÅ nedværdigende, at ligge fuldstændig handlingslammet på ryggen og få vasket hele herligheden med en klud.
De søde sygeplejersker gør hvad de kan, for at gøre situationen mindre pinefuld for mig, men jeg kan på ingen måde holde ud at være i mig selv eller min krop. Jeg er så kropsforskrækket, at jeg har umådeligt svært ved bare at klæde om i fitness centret, så det overskred på alle måder mine grænser, at blive vasket mellem ballerne af to fremmede mennesker.

Det tragikomiske ved det hele er, at det eneste jeg har lyst til efterfølgende er at vaske ¨oplevelsen¨ af kroppen igen. Det er selvsagt umuligt, så jeg sætter en Disney film på i håbet om at det kan få mig på andre tanker indtil det næste punkt på dagsordenen. Endnu en snak med lægen.

 

Opdatering fra lægen

Efter et par Disney film, kommer lægen med en opdatering. Jeg er mildest talt utålmodig og lettere optimistisk i min forestilling om, hvad jeg kan og hvornår..
Lægen forklarer mig gentagende gange, at jeg skal udsætte min praktik periode og dét falder ikke i god jord, for det ville betyde at jeg ville komme et år bagud med min uddannelse. Jeg forklarer ham at jeg sagtens kan køre 150km om dagen og sidde 8 timer på en kontorstol, ellers kunne jeg vel stå op en gang imellem? Desværre var der ingen vej udenom.. med ryggen og højre hånd sat ude af spil og et medicin skema, der kunne få en hest til at falde i søvn, var det fuldkommen umuligt.

Tirsdag skulle jeg finde ud af præcist, hvor umuligt det ville blive at starte i praktik.
Der skulle jeg nemlig op at stå for første gang siden ulykken.

Der kommer bandagister ind fra Holstebro, for at tage aftryk til et specialstøbt korset og det kan sammenlignes lidt med dengang i 2. klasse, hvor man skulle lave aftryk i billedkunst.
Husker du lugten? Forestil dig at have ligget fladt ned på ryggen i tre dage og blodet derfor ikke har forladt hovedet i samme tidsrum og din eneste opgave er at rejse dig (med en brækket ryg) for at få taget et gips aftryk imens dén lugt langsomt fylder dit hovede.
Jeg får naturligvis hjælp til at komme op at stå af personalet og bliver placeret ved et højt gangstativ, her begynder de så at klaske gips på fra hofte til bryst. Jeg bliver hurtigt utilpas og det sidste jeg husker er lægen, der gentagende gange kalder mit navn og knipser foran mine øjne.

Jeg vågner op halvvejs liggende på en seng med den mandlige bandagist bag mig med et meget forvirret blik og hænder der med al tydelighed indikerer, at han altså ikke prøver på noget.

Det er alligevel første gang, jeg er vågnet op med en fremmed mand i min seng,
men så kan jeg jo krydse dét af på listen.

De to andre kæmper for at få mig tilbage i sengen og jeg når kun lige at ramme den inden reaktionen på min første gåtur efter ulykken kommer. Heldigvis havde personalet forudset det og står klar med en pose så jeg kan brække mit saftevand op igen i ro og mag.
Jeg når knap nok at blive færdig med min ofring, inden bandagisten kommer med en mappe og siger:

¨Nå, nu kommer det sjove. Vi har forskellige designs og print vi kan give dit korset og der er frit valg!¨

Hun bladrer igennem mappen og der er ganske rigtigt et bredt udvalg med alt fra fodbolde til farverige sommerfugle. Jeg er mildest talt ikke ved mine fulde fem og da hun bladrer om til et nyt design og siger at dén kunne være rigtig flot til mig tror jeg mit svar er noget i stil med: ¨Det lyder fint, du fyrer den bare af!¨

Min eneste interesse ligger i at få lidt fred, så på dét tidspunkt kunne jeg ikke være mere ligeglad med om det er tykke giraffer eller en oversigt over den danske kongerække der er på det design, bare jeg kunne få ro! Det virkede. Hun smilede, gik med mappen og jeg fik ro.

 


To dage senere (torsdag), skulle jeg hente mit korset og have det tilpasset. Det er også her jeg finder ud af, hvad det nu lige var jeg havde sagt ja til og.. ja du kan jo selv bedømme

De fleste kvinder er med på hvad sådan et sag gør for overkroppen og selvom jeg tog tilbage efter en uges tid for at få skåret mere af i toppen (så jeg kunne trække vejret uden at få mine bryster i munden), ja.. så var det altså ikke nemt at føle sig tilpas med sådan én på i offentligheden.


 

Dagene på hospitalet går med at lære alle hverdagstingene forfra.

  • Lægge sig i sengen
  • Rejse sig fra sengen
  • Tage tøj på
  • Hælde vand op

Ja, listen er meget længere, men pointen er vidst slået fast.. Der var en del!
Derudover var der selvfølgelig også en del tjek up og genoptræning af hånden.

 


Onsdag aften, efter en masse forvirring på hospitalet, kan vi endelig tage hjem! Og når jeg skriver hjem, mener jeg hjem til mine forældre. Det var fuldstændig urealistisk, at jeg kunne tage vare på mig selv eller at én person ville kunne klare den opgave alene. Så den opgave tog min fantastiske familie på deres skuldrer.

Mine forældre har stillet en af bilerne på hospitalet, så Henrik og jeg kører hjem til dem sent onsdag aften, ad den selv samme strækning som vi kører på ulykkesnatten.
Det er lige så mørkt som det var aftenen fire dage forinden, hvor alt ændrede sig.
Tankerne flyver rundt. Men af en eller anden grund er jeg ikke bange, jeg stoler fuldt ud på Henrik.
Jeg fokuserer kun på to ting:

  1. At sidde så stille som muligt og undgå stærkere smerter
  2. H.

Jeg sidder helt stille og er opmærksom på hver eneste opbremsning, opstart, gearskift, sving, bump, togskinner o.l. simpelthen fordi alt kan mærkes.

Jeg er meget opmærksom på, hvor hårdt det må være for Henrik at skulle køre mig hjem til mine forældre, i deres bil, ad selv samme strækning som vi fire dage forinden kørte galt på og jeg tager hatten af for, at han bed tænderne sammen og kom op på hesten igen så hurtigt!! Vi bliver modtaget hjemme hos mine forældre med åbne arme, og et klargjort værelse. Det værelse der skulle blive vores hjem de næste måneder.
Jeg er lykkelig for endelig at være kommet væk fra hospitalet og mest af alt er jeg lykkelig for at have en familie, der smider alt for vores skyld!


 

Jeg er blevet hevet ud af en brændende bil, kastet rundt imellem alverdens maskiner, blevet opereret, fået min stolthed knækket flere gange og jeg har ingen anelse om hvad jeg kan forvente af fremtiden..
Jeg er kort sagt fysisk og mentalt udbrændt!

Men dén aften kan jeg falde i søvn hånd i hånd med H. og det får alt andet til at visne i baggrunden.

 

Ulykkesnatten

D.1. februar 2014 kl.23.58 blev der ringet 112 med meldingen om et biluheld, der viste sig at vende op og ned på hele mit liv.

Aftenen begyndte som enhver anden lørdag aften i mit liv.
Jeg var bartender og skulle på arbejde den nat. Det samme skulle dørmanden H, som jeg så en del til, og den aften skulle vi følges til arbejde.

Da vi sidder i bilen, beder jeg H om at tage sele på. Han var mekanikerlærling på det tidspunkt og havde derfor en træls arbejdsskade med at glemme selen, fordi de på værkstedet tit kører bilerne få meter ad gangen. Den aften måtte jeg bede ham om at tage selen på to gange og har lige siden været taknemmelig over, at jeg lagde mærke til han ikke gjorde det første gang!

 

Bilulykken

Vi kørte den velkendte strækning mellem Herning og Skjern og jeg sad dybt begravet i det nye drinkskort på min telefon, da jeg får en ubehagelig fornemmelse af, at bilen drejer på en uvant måde.
Idet jeg kigger op, kan jeg se at bilen er halvvejs ovre i den modsatte kørebane.
I det øjeblik tror jeg ikke, at jeg har forstået hvor seriøs situationen er. Det går først op for mig, da jeg ser hvordan H hurtigt drejer rattet højre rundt. Vi kører tilbage mod vores egen kørebane og jeg mærker, hvordan bilen nærmest glider hen over vejen.

De næste sekunder sker alt med lynets hast og alligevel, er det nogle af de længste sekunder i mit liv.

 

Jeg har allerede taget et fast greb i håndtaget i dørsiden og mine ben er hårdt spændt mod bunden af bilen for at kunne ¨stå stille¨ når bilen glider over vejen. Jeg når kun at sige ¨Henrii..ik¨ inden jeg mærker suget i maven, der fortæller mig at nu går det galt.
Det sidste jeg ser er grene, der bryder frem i mørket og kradser imod forruden inden alt bliver sort.

Når jeg tænker tilbage på dette øjeblik, ser jeg i slowmotion hvordan vi fortsætter ud over vejgrøften mod grenene. Jeg kan næsten genskabe den følelse af vægtløshed i bilen, i hvad der føles som flere sekunder, men i virkeligheden kun har været brøkdele af et sekund.

Minutterne efter

Jeg vågner (som jeg husker det) kort tid efter sammenstødet og der er en tung støvsky foran mig. Jeg kan svagt høre at H kalder på mig, han siger vi skal ud og vi skal ud NU! Jeg er konfus i hovedet og får fremstammet at jeg gerne bare vil sove, men Henrik virker helt klar i øjeblikket og gentager kraftigt, at vi skal ud af bilen, NU. Jeg blinker med øjnene og prøver at komme til fuld bevidsthed imens jeg tager fat i bilens dørhåndtag, men der sker intet da jeg forsøger at åbne døren. Jeg kigger ned og ser at bildøren er bulet, prøver igen at åbne den, men igen sker der ingenting…

H gør det klart, at det ikke går hurtigt nok. Jeg kan høre bekymringen i hans stemme, der fortæller mig at det ikke er fordi han er utålmodig, at han skynder på mig og dét får mig til at vågne lidt op af min tåge.

 

Ud af bilen

Jeg forklarer, at jeg ikke kan åbne døren og jeg når knap at færdiggøre min sætning, før H har taget et greb omkring mig og hiver mig tværs gennem bilen.

Hvordan han kunne gøre det i ét træk forstår jeg stadig ikke. Han når knap halvvejs inden jeg vågner lidt op af min udmattelse og skriger i smerte, da han trækker mig hen over gearstangen og ud på det fugtige græs i grøften. Men end ikke herefter får jeg lov til at sove.
Jeg mærker Henriks hænder, der fast besluttet skubber mig op ad en bakke med jord og græs. Jeg er ikke sikker på, hvor vi er på vej hen for det er mørkt og jeg kigger direkte ned i græsset foran mig, imens jeg borer mine hænder ned i jorden for at få et fast greb, så jeg kan hive mig op ad den stejle bakke.

Jeg kommer op ad bakken og op at stå, men pga. udmattelse fra turen op ad, hvad jeg nu kan konstatere må være en dyb grøft, kommer jeg kun halvvejs op at stå og står foroverbøjet med armene hvilende på mine knæ. Kort tid efter kommer H. Jeg griber hans arm og knuger den ind til mig som støtte og kommer i tanke om, at jeg har glemt min pung og mobil i bilen. Jeg kigger ned mod bilen og først hér går det op for mig, hvorfor H havde så travlt med at komme ud af bilen..

Der står flammer op fra forenden på bilen, som lyser den ellers helt mørklagte vej op. Idét jeg kigger ned på på bilen, sker der en mindre eksplosion og ilden spreder sig til hele bilen, den lyd glemmer jeg aldrig.

Det er på ingen måde så vildt som i de action scener man ser i film, det foregik ret roligt, hvis man kan sige det sådan? Det kan selvfølgelig også bare være pga. tågen for mine øjne, men sådan syntes det for mig lige dér.

Hjælp på vej

H går ud på midt på vejen for at stoppe en forbipasserende bil, men trods en helt mørk landevej, kun oplyst af flammerne fra vores bil, kører bilen i en stor bue udenom H og fortsætter ufortrødent..

Jeg er for træt til at være vred over førerens tankeløse handling og tænker kun på at sove, men jeg kan ikke komme ned at ligge, for jeg kan ikke bevæge mig. Jeg står som frossen fast, stadig foroverbøjet med armene på knæene for at holde mig delvist oprejst og jeg har svært ved at se klart.

Jeg lukker øjnene og da jeg åbner dem igen, kan jeg høre nye stemmer. Jeg mærker nogle, der tager min arm og begynder at stille spørgsmål:

  • Hvad hedder du?
  • Var der andre i bilen?

De samme spørgsmål igen og igen..

Jeg kan høre, at H står et sted i nærheden og snakker med nogle andre, men jeg kan ikke se ham.. jeg kan ikke se andet end et par svagt stjerne-lignende omridser foran mig. Der kommer flere for at holde mig oprejst og jeg hører, dem diskutterer hvorvidt jeg skal ned at ligge eller om det er uforsvarligt. Dét har jeg selv svaret på for hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at komme ned at ligge!

De får mig ned at ligge og nu mærker jeg, hvordan min højre hånd pludselig begynder at gøre ondt. Meget ondt! Heldigvis går der ikke længe herfra, inden ambulancen ankommer og så går det hurtigt.

 

Ambulancefolkene tager over

De stiller først de velkendte spørgsmål for at tjekke, om jeg nu er klar i hovedet. Hvis jeg ikke var klar i hovedet, så blev jeg det i hvert fald i næste øjeblik, hvor de vil til at klippe min jakke i stykker, hvilket jeg mener er dybt unødvendigt for den kan jeg sagtens selv tage af!

Det var min yndlingsjakke og man tænker altså ikke ligefrem rationelt i sådan en situation.

Den stakkels unge fyr, der møder min protest kigger forvirret op på, hvem jeg må formode er indsatslederen, der forklarer mig at den jakke skal forsikringen nok erstatte og at den vidst ikke er så vigtig situationen taget i betragtning. Modvilligt lader jeg dem klippe jakken i stykker og de får de mig i en nakkekrave, op på et spineboard og ind i ambulancen. H kommer i en anden ambulance og jeg når ikke at se, hvordan han har det inden de kører mig afsted.

I ambulancen skal jeg svare på en masse spørgsmål omkring min generelle helbredstilstand og mine allergener. Imens bliver jeg ved med at forklare dem, at jeg altså skal på arbejde, men dét mener de nu, at jeg godt kan aflyse. Så de fortsætter imod Herning Hospital.

 

På hospitalet

Alt med lynets hast! Jeg bliver modtaget af mindst fem mennesker inkl. en ung mandlig elev, bare lige for at toppe oplevelsen (ironi kan forekomme). De klipper alt tøjet af mig, men trods et par sprøjt morfin i ambulancen er jeg klar nok i hovedet til at forklare dem, at min bh altså er ret dyr så den må de godt lige skåne.

Igen… måske ikke den mest rationelle tankegang fra min side, det kan vi godt blive enige om.

Undersøgelser

Efter at have klippet alt mit tøj i stumper og stykker (bortset fra min bh) giver de mig et tyndt tæppe på og så går turen ellers ind og ud af alverdens maskiner, for bl.a. at tjekke for brud og indre kvæstelser. Hver gang jeg skal ind/ud af en maskine, er de fire-fem mennesker til at rykke mig via. et stykke plastik, Men uanset hvor roligt, langsomt eller hurtigt de forsøger at rykke mig, gør det pinefuldt ondt!

Jeg græd og jamrede, det jeg havde energi til, imens de rykkede mig fra maskine til maskine. Hver gang jeg var placeret trillede tårene stadig i en lind strøm, men jeg huskede at takke personalet hvér gang, for jeg vidste de kun gjorde det for at hjælpe og jeg kunne se de gjorde deres bedste.

 

Svar på undersøgelserne

Efter en masse ture ind og ud af maskiner, får jeg at vide at mine forældre er kommet og jeg kan komme ind og hilse på dem i den stue, hvor Henrik også ligger. Jeg bliver kørt ind på stuen og kan konstatere, at min mor tager situationen med ophøjet sindsro. Så kan jeg jo også gøre det, for mor har altid ret! Kort efter kommer der en læge med svarene på mine prøver. En melding som jeg knap 3 år efter, stadig arbejder på at forstå konsekvenserne af:

 

¨Du har brækket rygget og drejeleddet i højre hånd. Vi samarbejder pt. med afdelingen i Aarhus for at finde frem til den bedste behandling for dit brud i ryggen.¨

 

I dét øjeblik ser jeg det ikke som værre end en brækket arm. Det kunne vel hele og så ville alt blive fint igen? Jeg er også overbevist om, at jeg sagtens kan starte i virksomhedspraktik om mandagen som planlagt, så jeg tager det ret roligt. Jeg har selvfølgelig også fået et par skud morfin via. drop, så kvaliteten af min dømmekraft på daværende tidspunkt kan diskuteres.

 

Hver sin grænse

Den næste nyhed tager jeg så, mildest talt, voldsomt dårligt! Inden lægen går fortæller han, at fordi jeg ikke må komme op at stå, inden de har afklaret om jeg skal opereres eller ej, skal jeg have et kateder op i, ja… fordi jeg jo ikke kan komme på toilettet..

Jeg nægtede! Faktisk tror jeg, mit direkte svar var noget i stil med:
¨Det bliver så et kæmpe nej! Jeg kan godt selv gå frem og tilbage, intet problem! Jeg skal ikke have noget som helst, nogen som helst steder hen! Tak, men nej tak!¨

Den stakkels sygeplejerske prøver kort at forklare mig, at jeg ikke kan gå frem og tilbage, hvortil jeg forklarer hende, at så behøver jeg slet ikke komme på toilet. Her træder min mor i karakter og siger, at jeg bare gør som de siger! Så jeg bider tænderne sammen og prøver at bevare hvad der er tilbage af min værdighed, mens de gør deres arbejde.

Den dag i dag er jeg stadig lykkelig for al den kvalme morfinen gav mig, så jeg ikke havde lyst til mad og dermed ikke fik brug for mere end ét kateder!

Det er også hér jeg møder Hs bror for første gang, så kan man snakke om et alternativt første møde! Jeg ligger fladt på sengen iført intet andet end et meget tyndt tæppe over mig, en gul halskrave og selvfølgelig det famøse kateder, pænt goddag!

 

Behandling af hånd

Heldigvis skal jeg ind til en speciallæge, for at få rykket min hånd på plads igen og ja, det gør lige så ondt som det lyder. Lægen kigger på min mor og forklarer at hun skal lægge en lokalbedøvelse inden hun rykker den på plads og at det kommer til at gøre ondt! Med de ord, og synet af sprøjten, er min mor den der har forladt rummet. Lægen havde ret, det gjorde ondt, det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Jeg får en lille pause, så bedøvelsen virker og min mor kommer ind igen. Hun havde hørt min klagesang ude på gangen og kunne derfor konstatere at nu måtte lægen være færdig.. Meeeeen, lægen skal også lige rykke hånden på plads og det er heller ikke ligefrem en smertefri oplevelse. Hun prøver ellers at forklare om den lille skærm, hvor jeg kan følge med i røntgen udgaven af massakren, men det er nu ikke noget jeg har overskud til at følge med i.. Det er heldigvis forholdsvist hurtigt overstået og efter et par meter gips kan jeg komme tilbage til stuen og snakke med familien, der venter.

Jeg husker ikke hvad klokken er på dette tidspunkt, men det havde været en meget lang nat for alle parter. Derfor gik der heller ikke længe inden familien vendte snuden hjemad, så alle kunne få lidt søvn.

 

Den første stille morgentime

Alle er kørt hjem og Henrik og jeg kan have vores første private samtale efter ulykken. Vi ligger i hver vores seng og jeg ligger på ryggen med halskrave på, så jeg kan ikke se eller røre ham, men jeg kan høre ham. Selvom vi har haft en meget lang nat med en masse input kan jeg afsløre, at man ikke behøver ligge sammen eller sige mere end få ord for at fornemme hinanden.

1 2 3 4