D.1. februar 2014 kl.23.58 blev der ringet 112 med meldingen om et biluheld, der viste sig at vende op og ned på hele mit liv.

Aftenen begyndte som enhver anden lørdag aften i mit liv.
Jeg var bartender og skulle på arbejde den nat. Det samme skulle dørmanden H, som jeg så en del til, og den aften skulle vi følges til arbejde.

Da vi sidder i bilen, beder jeg H om at tage sele på. Han var mekanikerlærling på det tidspunkt og havde derfor en træls arbejdsskade med at glemme selen, fordi de på værkstedet tit kører bilerne få meter ad gangen. Den aften måtte jeg bede ham om at tage selen på to gange og har lige siden været taknemmelig over, at jeg lagde mærke til han ikke gjorde det første gang!

 

Bilulykken

Vi kørte den velkendte strækning mellem Herning og Skjern og jeg sad dybt begravet i det nye drinkskort på min telefon, da jeg får en ubehagelig fornemmelse af, at bilen drejer på en uvant måde.
Idet jeg kigger op, kan jeg se at bilen er halvvejs ovre i den modsatte kørebane.
I det øjeblik tror jeg ikke, at jeg har forstået hvor seriøs situationen er. Det går først op for mig, da jeg ser hvordan H hurtigt drejer rattet højre rundt. Vi kører tilbage mod vores egen kørebane og jeg mærker, hvordan bilen nærmest glider hen over vejen.

De næste sekunder sker alt med lynets hast og alligevel, er det nogle af de længste sekunder i mit liv.

 

Jeg har allerede taget et fast greb i håndtaget i dørsiden og mine ben er hårdt spændt mod bunden af bilen for at kunne ¨stå stille¨ når bilen glider over vejen. Jeg når kun at sige ¨Henrii..ik¨ inden jeg mærker suget i maven, der fortæller mig at nu går det galt.
Det sidste jeg ser er grene, der bryder frem i mørket og kradser imod forruden inden alt bliver sort.

Når jeg tænker tilbage på dette øjeblik, ser jeg i slowmotion hvordan vi fortsætter ud over vejgrøften mod grenene. Jeg kan næsten genskabe den følelse af vægtløshed i bilen, i hvad der føles som flere sekunder, men i virkeligheden kun har været brøkdele af et sekund.

Minutterne efter

Jeg vågner (som jeg husker det) kort tid efter sammenstødet og der er en tung støvsky foran mig. Jeg kan svagt høre at H kalder på mig, han siger vi skal ud og vi skal ud NU! Jeg er konfus i hovedet og får fremstammet at jeg gerne bare vil sove, men Henrik virker helt klar i øjeblikket og gentager kraftigt, at vi skal ud af bilen, NU. Jeg blinker med øjnene og prøver at komme til fuld bevidsthed imens jeg tager fat i bilens dørhåndtag, men der sker intet da jeg forsøger at åbne døren. Jeg kigger ned og ser at bildøren er bulet, prøver igen at åbne den, men igen sker der ingenting…

H gør det klart, at det ikke går hurtigt nok. Jeg kan høre bekymringen i hans stemme, der fortæller mig at det ikke er fordi han er utålmodig, at han skynder på mig og dét får mig til at vågne lidt op af min tåge.

 

Ud af bilen

Jeg forklarer, at jeg ikke kan åbne døren og jeg når knap at færdiggøre min sætning, før H har taget et greb omkring mig og hiver mig tværs gennem bilen.

Hvordan han kunne gøre det i ét træk forstår jeg stadig ikke. Han når knap halvvejs inden jeg vågner lidt op af min udmattelse og skriger i smerte, da han trækker mig hen over gearstangen og ud på det fugtige græs i grøften. Men end ikke herefter får jeg lov til at sove.
Jeg mærker Henriks hænder, der fast besluttet skubber mig op ad en bakke med jord og græs. Jeg er ikke sikker på, hvor vi er på vej hen for det er mørkt og jeg kigger direkte ned i græsset foran mig, imens jeg borer mine hænder ned i jorden for at få et fast greb, så jeg kan hive mig op ad den stejle bakke.

Jeg kommer op ad bakken og op at stå, men pga. udmattelse fra turen op ad, hvad jeg nu kan konstatere må være en dyb grøft, kommer jeg kun halvvejs op at stå og står foroverbøjet med armene hvilende på mine knæ. Kort tid efter kommer H. Jeg griber hans arm og knuger den ind til mig som støtte og kommer i tanke om, at jeg har glemt min pung og mobil i bilen. Jeg kigger ned mod bilen og først hér går det op for mig, hvorfor H havde så travlt med at komme ud af bilen..

Der står flammer op fra forenden på bilen, som lyser den ellers helt mørklagte vej op. Idét jeg kigger ned på på bilen, sker der en mindre eksplosion og ilden spreder sig til hele bilen, den lyd glemmer jeg aldrig.

Det er på ingen måde så vildt som i de action scener man ser i film, det foregik ret roligt, hvis man kan sige det sådan? Det kan selvfølgelig også bare være pga. tågen for mine øjne, men sådan syntes det for mig lige dér.

Hjælp på vej

H går ud på midt på vejen for at stoppe en forbipasserende bil, men trods en helt mørk landevej, kun oplyst af flammerne fra vores bil, kører bilen i en stor bue udenom H og fortsætter ufortrødent..

Jeg er for træt til at være vred over førerens tankeløse handling og tænker kun på at sove, men jeg kan ikke komme ned at ligge, for jeg kan ikke bevæge mig. Jeg står som frossen fast, stadig foroverbøjet med armene på knæene for at holde mig delvist oprejst og jeg har svært ved at se klart.

Jeg lukker øjnene og da jeg åbner dem igen, kan jeg høre nye stemmer. Jeg mærker nogle, der tager min arm og begynder at stille spørgsmål:

  • Hvad hedder du?
  • Var der andre i bilen?

De samme spørgsmål igen og igen..

Jeg kan høre, at H står et sted i nærheden og snakker med nogle andre, men jeg kan ikke se ham.. jeg kan ikke se andet end et par svagt stjerne-lignende omridser foran mig. Der kommer flere for at holde mig oprejst og jeg hører, dem diskutterer hvorvidt jeg skal ned at ligge eller om det er uforsvarligt. Dét har jeg selv svaret på for hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at komme ned at ligge!

De får mig ned at ligge og nu mærker jeg, hvordan min højre hånd pludselig begynder at gøre ondt. Meget ondt! Heldigvis går der ikke længe herfra, inden ambulancen ankommer og så går det hurtigt.

 

Ambulancefolkene tager over

De stiller først de velkendte spørgsmål for at tjekke, om jeg nu er klar i hovedet. Hvis jeg ikke var klar i hovedet, så blev jeg det i hvert fald i næste øjeblik, hvor de vil til at klippe min jakke i stykker, hvilket jeg mener er dybt unødvendigt for den kan jeg sagtens selv tage af!

Det var min yndlingsjakke og man tænker altså ikke ligefrem rationelt i sådan en situation.

Den stakkels unge fyr, der møder min protest kigger forvirret op på, hvem jeg må formode er indsatslederen, der forklarer mig at den jakke skal forsikringen nok erstatte og at den vidst ikke er så vigtig situationen taget i betragtning. Modvilligt lader jeg dem klippe jakken i stykker og de får de mig i en nakkekrave, op på et spineboard og ind i ambulancen. H kommer i en anden ambulance og jeg når ikke at se, hvordan han har det inden de kører mig afsted.

I ambulancen skal jeg svare på en masse spørgsmål omkring min generelle helbredstilstand og mine allergener. Imens bliver jeg ved med at forklare dem, at jeg altså skal på arbejde, men dét mener de nu, at jeg godt kan aflyse. Så de fortsætter imod Herning Hospital.

 

På hospitalet

Alt med lynets hast! Jeg bliver modtaget af mindst fem mennesker inkl. en ung mandlig elev, bare lige for at toppe oplevelsen (ironi kan forekomme). De klipper alt tøjet af mig, men trods et par sprøjt morfin i ambulancen er jeg klar nok i hovedet til at forklare dem, at min bh altså er ret dyr så den må de godt lige skåne.

Igen… måske ikke den mest rationelle tankegang fra min side, det kan vi godt blive enige om.

Undersøgelser

Efter at have klippet alt mit tøj i stumper og stykker (bortset fra min bh) giver de mig et tyndt tæppe på og så går turen ellers ind og ud af alverdens maskiner, for bl.a. at tjekke for brud og indre kvæstelser. Hver gang jeg skal ind/ud af en maskine, er de fire-fem mennesker til at rykke mig via. et stykke plastik, Men uanset hvor roligt, langsomt eller hurtigt de forsøger at rykke mig, gør det pinefuldt ondt!

Jeg græd og jamrede, det jeg havde energi til, imens de rykkede mig fra maskine til maskine. Hver gang jeg var placeret trillede tårene stadig i en lind strøm, men jeg huskede at takke personalet hvér gang, for jeg vidste de kun gjorde det for at hjælpe og jeg kunne se de gjorde deres bedste.

 

Svar på undersøgelserne

Efter en masse ture ind og ud af maskiner, får jeg at vide at mine forældre er kommet og jeg kan komme ind og hilse på dem i den stue, hvor Henrik også ligger. Jeg bliver kørt ind på stuen og kan konstatere, at min mor tager situationen med ophøjet sindsro. Så kan jeg jo også gøre det, for mor har altid ret! Kort efter kommer der en læge med svarene på mine prøver. En melding som jeg knap 3 år efter, stadig arbejder på at forstå konsekvenserne af:

 

¨Du har brækket rygget og drejeleddet i højre hånd. Vi samarbejder pt. med afdelingen i Aarhus for at finde frem til den bedste behandling for dit brud i ryggen.¨

 

I dét øjeblik ser jeg det ikke som værre end en brækket arm. Det kunne vel hele og så ville alt blive fint igen? Jeg er også overbevist om, at jeg sagtens kan starte i virksomhedspraktik om mandagen som planlagt, så jeg tager det ret roligt. Jeg har selvfølgelig også fået et par skud morfin via. drop, så kvaliteten af min dømmekraft på daværende tidspunkt kan diskuteres.

 

Hver sin grænse

Den næste nyhed tager jeg så, mildest talt, voldsomt dårligt! Inden lægen går fortæller han, at fordi jeg ikke må komme op at stå, inden de har afklaret om jeg skal opereres eller ej, skal jeg have et kateder op i, ja… fordi jeg jo ikke kan komme på toilettet..

Jeg nægtede! Faktisk tror jeg, mit direkte svar var noget i stil med:
¨Det bliver så et kæmpe nej! Jeg kan godt selv gå frem og tilbage, intet problem! Jeg skal ikke have noget som helst, nogen som helst steder hen! Tak, men nej tak!¨

Den stakkels sygeplejerske prøver kort at forklare mig, at jeg ikke kan gå frem og tilbage, hvortil jeg forklarer hende, at så behøver jeg slet ikke komme på toilet. Her træder min mor i karakter og siger, at jeg bare gør som de siger! Så jeg bider tænderne sammen og prøver at bevare hvad der er tilbage af min værdighed, mens de gør deres arbejde.

Den dag i dag er jeg stadig lykkelig for al den kvalme morfinen gav mig, så jeg ikke havde lyst til mad og dermed ikke fik brug for mere end ét kateder!

Det er også hér jeg møder Hs bror for første gang, så kan man snakke om et alternativt første møde! Jeg ligger fladt på sengen iført intet andet end et meget tyndt tæppe over mig, en gul halskrave og selvfølgelig det famøse kateder, pænt goddag!

 

Behandling af hånd

Heldigvis skal jeg ind til en speciallæge, for at få rykket min hånd på plads igen og ja, det gør lige så ondt som det lyder. Lægen kigger på min mor og forklarer at hun skal lægge en lokalbedøvelse inden hun rykker den på plads og at det kommer til at gøre ondt! Med de ord, og synet af sprøjten, er min mor den der har forladt rummet. Lægen havde ret, det gjorde ondt, det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Jeg får en lille pause, så bedøvelsen virker og min mor kommer ind igen. Hun havde hørt min klagesang ude på gangen og kunne derfor konstatere at nu måtte lægen være færdig.. Meeeeen, lægen skal også lige rykke hånden på plads og det er heller ikke ligefrem en smertefri oplevelse. Hun prøver ellers at forklare om den lille skærm, hvor jeg kan følge med i røntgen udgaven af massakren, men det er nu ikke noget jeg har overskud til at følge med i.. Det er heldigvis forholdsvist hurtigt overstået og efter et par meter gips kan jeg komme tilbage til stuen og snakke med familien, der venter.

Jeg husker ikke hvad klokken er på dette tidspunkt, men det havde været en meget lang nat for alle parter. Derfor gik der heller ikke længe inden familien vendte snuden hjemad, så alle kunne få lidt søvn.

 

Den første stille morgentime

Alle er kørt hjem og Henrik og jeg kan have vores første private samtale efter ulykken. Vi ligger i hver vores seng og jeg ligger på ryggen med halskrave på, så jeg kan ikke se eller røre ham, men jeg kan høre ham. Selvom vi har haft en meget lang nat med en masse input kan jeg afsløre, at man ikke behøver ligge sammen eller sige mere end få ord for at fornemme hinanden.

26 comments on “Ulykkesnatten”

  1. Puha hvor tårerne triller!
    Både over din historie og det mareridt du har og er igennem, men også fordi det er som at læse om mig selv. Som du nok ved, lider jeg også at kroniske smerter efter en bilulykke, og selv om intet kan sammenlignes , kan jeg/vi nok relatere mere til hinanden end nogen anden kan ! Sanne du skal vide at jeg altid vil være her til at snakke med dig eller bare lave noget andet som kan få tankerne væk! Nogle gange er det nemlig bare lidt nemmere at snakke med nogen, som faktisk forstår hvad kroniske smerter er !! Vi må holde sammen.
    Nå men udover alt det her! Så er det super fedt, modigt og inspirerende at læse din blog, og glæder mig til at følge med.
    Mange knus fra Malene Nørgaard

    • Kæreste Malene, tusind tak for dine søde ord, nu er det mig der må holde tårerne tilbage.
      Du har helt ret og hvor er det et skønt tilbud! Jeg står altid klar til en kop kaffe eller et opkald!!❤️
      Jeg er så glad for at høre den bliver godt modtaget og du har lyst til at følge med her også!
      Stort kram herfra!

  2. Hvor er det et hårdt indlæg at læse! Men også rørende smukt beskrevet med at du og Henrik kan fornemme hinanden. Stjernene må have stået rigtig over jer begge to så i begge kunne komme ud af bilen i tide…

    • Tak Henriette, det var også en hård nat, der virkelig satte det hele i perspektiv.
      Jeg er overbevist om at der var et par bestemte personer, som holdte hånden over os fra et bedre sted.

  3. Futte22/ Instagram
    Åh… det er ellers ikke ofte jeg læser lange indlæg mere, men dette måtte jeg læse når overskuddet tillod det. Og det gjorde det så nu.
    Jeg er rørt til tårer. Og ved det bliver/blev en lang og sej kamp herfra. Men det er tydeligt for mig, at du er en sej ung kvinde med ben i næsen ❤️
    Ser frem til mere læsning og fortsat at følge med på ig. Kærlighed og kram fra en anden smertepatient.

    • Kæreste Nanette
      Hvor er det dejligt at høre, du havde lyst til at læse mit indlæg og endda gemte det til en dag med overskud.
      Mange tusind tak for de søde ord, de rammer dybt indeni og betyder så uendeligt meget!
      Det gælder begge veje! Jeg er glad for at kunne følge med i, hvordan det går dig på ig. Det er så bekræftende, at kunne møde mennesker igennem ig, det giver en enorm støtte, inspiration og motivation til at fortsætte, tak ❤️

  4. Wow! Stærk læsning! TAK for det..for din åbenhed og deling med os andre! .. Jeg har læst om din ulykkesaften og om dagene efterfølgende og har jo helt lyst til at give dig det største knus uden at kende dig
    Tak for kigget på din blog.. selvom min egen hhemmeside/blog ikke har ulykkeshistorie, så har vi meget til fælles. Mit sygdomsudbrud i 2011 var min ulykke! ..og jeg kender alt til at have fået det gyldne stempel i panden !! .. kronisk smertepatient
    Læs med på min blog om min “ulykke” hvis du har lyst ..
    Knus til dig

  5. Kære Trine
    Efter at have læst om dit lange forløb mod en forklaring og diagnose kan jeg kun sige, at krammeren ville blive gengældt. Det er et sejt træk, du har været igennem for at nå dertil hvor du er nu. Jeg er glad for at læse, du stadig vælger at leve livet på bedst mulig vis. Det kræver en stor viljestyrke at nå dertil og ikke mindst at holde fast i den vilje.
    Stort kram herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *