Det er ingen hemmelighed at ønsket for rehabiliteringsmødet var et fleksjob.
Jeg har i et godt stykke tid nu været afklaret med, at som mit liv ser ud pt. vil et fuldtidsarbejde ikke være muligt. Dermed ikke sagt at det aldrig bliver det, for det er stadig mit ønske, men det vil på ingen måde være realistisk i min situation. Læger og alle de andre kloge hoveder har nået den konklusion for længe siden, men det er først når et rehabiliteringsteam stemmer i, at det bliver en realitet.

Derfor var tiden op til mødet fyldt med spænding, nervøsitet og hjemmelbryggede skrækscenarier om en fremtid med lurvede klude som beklædning, iskolde bade i omkringliggende søer og en kostplan bestående af pasta med spagetti pludselig en fast del af min dag.

Hvem sagde drama queen?

Før mødet med rehabiliteringsteamet

Da jeg (langt om længe) fik min indkaldelse til et møde med rehabiliteringsteamet, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne og jeg måtte læse det flere gange.

…….

¨Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i alle sager, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension træffes.¨
…….
…….

Den var god nok. Nu skulle der endelig komme en afgørelse! Måske..

Muligheden for at blive tilkendt et ressourceforløb var der stadig, og så ville jeg på ingen måde være færdig. Jeg ville nærmere skulle starte forfra. Det var en tanke, jeg prøvede at skubbe bagerst i hovedet. Jeg tvang tankerne væk og fokuserede på logik og fakta omkring mit forløb.

Forinden indkaldelsen til rehabiliteringsmødet havde jeg godkendt et meget, langt dokument der godtgjorde for samtlige lægebesøg og alt andet med relation til mit forløb gennem de sidste fire år og det var tydeligt (for mig og de andre kloge hoveder) at et fleksjob ville være den bedste løsning.
Men man kan jo aldrig vide, hvad andre mennesker ser af løsninger.

 

Bekymringstanker og valg

I mit tidligere indlæg beskrev jeg kort de skrækhistorier, jeg havde hørt om sager der var blevet trukket ud alt for længe, fordi borgeren havde ¨set for velsoigneret ud.¨ eller været for følsomme.

Jeg besluttede dog hurtigt inden mødet, at jeg ikke ville lade mig påvirke af de historier. Både fordi jeg var nød til at gå ind med et positivt mindset om at de selvfølgelig ønskede det bedste for mig, men også fordi jeg på min Instagram hørte mange gode erfaringer fra rehabiliteringsmøder.

Med det udgangspunkt tog jeg mine valg.

  • Påklædning og fremtoning

    Jeg besluttede at det var en festdag, uanset hvad ville jeg jo komme tættere på en afklaring. Ligesom alle andre dage, stod jeg op og gennemgik min rutine med indlagte pauser, så jeg ville være frisk til mødet. Jeg vaskede mit hår, trak i min yndlingskjole og tog make up på.

  • Bisidder med til mødet?

    En anden tanke jeg delte på mit sidste indlæg, var hvorvidt jeg skulle tage en bisidder med. Jeg var enormt nervøs for at blive for følelsesladet, hvis H. var med og at det ville påvirke udfaldet for mødet. Men hele forløbet har naturligvis også påvirket H. og jeg syntes derfor også kun det var rimeligt at spørge, hvad han havde lyst til.
    Som altid, ville han gerne være ved min side, men kun hvis det var ok med mig.

Hvad har jeg gjort for at fortjene så meget kærlighed og forståelse?

Aftenen før mødet med rehabiliteringsteamet

Aftenen inden mødet gik i sneglefart og alligevel for hurtigt. Mødet var ved at være så tæt på, at både spænding og nervøsitet steg med raketfart. Selvom jeg bare gerne ville have det hele overstået, kunne jeg næsten ikke overskue at lægge mig til at sove for så ville der pludselig kun være få timer til det hele gik løs og mit liv skulle vurderes af komplet fremmede.

Den tanke var næsten mere ubærlig end ventetiden.

Mødet med rehabiliteringsteamet

Tirsdag d.25. september 2018 var store mødedag med rehabiliteringsteamet og den foregik noget anderledes, end jeg havde forestillet mig!

Vi (ja, H kom forresten med) blev hentet af min sagsbehandler og ført ind i et mødelokale. Her var et langt bord, hvor der sad intet mindre otte mennesker! Otte nye menneske fra forskellige afdelinger, der alle havde booket tid i deres kalender til min sag. Det var selvsagt lidt overvældende!
Jeg gik en høflig runde, gav håndtryk til alle og satte mig for på min plads for bordenden til skue for hele forsamlingen. Men med H som beroligende støtte på min venstre side.

Spørgsmål fra teamet

Efter en præsentationsrunde med navn og afdeling på de otte nye mennesker, var der én person, som stillede spørgsmål. Spørgsmålene havde jeg hørt og besvaret mange gange før.
De omhandlede min hverdag, arbejde, huslige pligter og mine tanker om fremtiden.
Jeg svarede efter bedste evne, men det var svært at holde fokus. Ligesom ved en eksamen forsøgte jeg nemlig at være opmærksom på hele dommerpanelet.

Nogle sad ivrigt og kradsede noget ned på en blok papir, nogle lyttede bare, men et par af dem kiggede direkte på mig. De studerede mig ikke, som jeg ellers havde forventet. De lyttede oprigtigt og deres beroligende blik sagde med al tydelighed, at de var der for at finde den bedste løsning. For mig.

Det gav mig ro til at vende blik og fokus mod personen med spørgsmålene.
Her nåede mit fokus ikke at være længe, for efter tre spørgsmål kom sætningen jeg havde håbet på.

¨Du er bevilliget fleksjob.¨

 

Fleksjob bevilliget

Det var så surrealistisk. Al den spænding og forventning der havde ophobet sig blev med ét forløst.
Jeg prøvede at holde masken, lytte og smile. Men jeg kunne mærke, hvordan tårerne fyldte mine øjne og tankerne fløj afsted helt ukontrolleret.

Når jeg kigger tilbage på dette øjeblik, ser jeg det som en filmscene, hvor alle stemmer dyses helt ned og kameraet zoomer ind på hovedpersonen, der sidder i sin egen bobbel.

Jeg vågnede af min tåge, da jeg i øjenkrogen så H. række ud og hælde et glas vand op til mig.
Resten af mødet var ren formalia med praktiske informationer og lykønskninger.

Rehabiliteringsmødet var afsluttet på mindre en tyve minutter og jeg var på ingen måde fattet omkring situationen da jeg forlod lokalet. Tårer fyldt med lettelse trillede ned ad mine kinder, jeg var ved at falde over mine egne ben og kunne knap nok fremstamme et ¨tak.¨

 

En ny virkelighed

Udenfor mødelokalet omfavnede H. og jeg hinanden. Endelig færdige!
Jeg fik en helt ny og meget bogstavelig forståelse for udsagnet ¨en tung sten er løftet fra mine skuldre.¨ Fysisk følte jeg mig 10 kg. lettere og det var som om, jeg pludselig bevægede mig mere elegant. Ikke som en ballerina, bevares. Men istedet for at møvre mig afsted som en udbrændt panda, svævede jeg nærmest hen over fortovet som en humlebi over en blomstereng.

Det kommer til at lyde småtosset, men det var som om alt var forandret. Farverne var klarere og jeg kunne trække den friske luft dybere ned i lungerne end nogensinde før.

For første gang i meget lang tid, smagte jeg på livet og det var vidunderligt!

 

Jeg fik den smukkeste buket fra H. og pigerne med ordene ¨Fordi vi er stolte af dig.¨
Behøver jeg sige, at jeg stortudede da jeg fik dem?

 

Fremtiden

Hvad så nu? Som de sagde på rehabiliteringsmødet, så gik jeg igennem en magisk dør på vej ud og blev jeg erklæret rask i systemets øjne. Hvilket i korte træk bare betyder at jeg ikke længere er sygemeldt, men nu er jobsøgende som alle andre ville være. Jeg skal bare søge fleksjob istedet.

 

Nye oplevelser

Som sidegevinst må jeg også forlade landet igen nu, og dét udnytter vi til fulde inden længe!

Vi skal til New York i november/december!!

En juletur til New York har længe været på ønskelisten for os begge og nu er turen booket!
Vi skal se juletræet blive tændt ved Rockefeller Center. Slentre rundt på julemarkeder med en kop varm kakao i hånden. Rundt til alle must see seværdigheder, museer og mindesteder.

Men frem for alt, så skal vi nyde halvanden uge med nye oplevelser sammen, hvor vi bare skal være kærester. Det bliver fantastisk!!