Hvem er jeg

Kort fortalt

Velkommen til min blog!

Mit navn er Sanne, jeg er 90’er barn og bosat i midtjylland med min kæreste H. og vores to skønne pelsbørn, Lilo & Stitch. Jeg er et udpræget familie menneske og elsker dyr.
Bortset fra edderkopper. Og hajer. Irrationel frygt for nogle fascinerende dyr, jeg ved det godt..

Her kan du læse om mit liv som kronisk smertepatient, hvordan mine kroniske smerter påvirker min dagligdag og følge min proces i at finde en måde at leve mit liv på i balance med mine udfordringer.

 

Før bilulykken

Inden mit liv blev vendt op og ned, og jeg fik stemplet ¨kronisk smertepatient¨ var jeg en typisk jysk pige. Jeg jonglerede med uddannelse, deltidsjob som butiksassistent, weekend job som bartender, trænede 5-6 gange i ugen + cardio eller hold, og havde naturligvis også overskud til venner, familie, sociale arrangementer og allerhelst stod jeg i spidsen for det hele.

Jeg ville nok beskrive mig selv som værende udadvendt med ben i næsen og et temperament, der sagde spar to. Temperamentet har jeg stadig, men resten er jeg ved at finde rundt i.

 

Hvor stammer de kroniske smerter fra?

D.1. februar 2014 var jeg med i en bilulykke, hvorefter jeg blev trukket ud af en brændende bil. Det var også her jeg fik min første tur i en ambulance med fuld blink til Herning sygehus, hvor jeg så (mere eller mindre) fik en tur i alle deres maskiner.

Alt det kan du læse mere om i indlægget ulykkesnatten.

 

Lægernes første dom

Lægernes dom lød på en brækket ryg og et brækket drejeled i højre hånd.
Det resulterede i nogle dages kost og logi på statens regning, operation af hånden og derefter 2,5 måned iført et blændende specialstøbt leopard korset i døgndrift.

For at få en forklaring på leopard delen kan du læse indlægget dagene på hospitalet.

 

Det indelbar desuden et ophold på 2,5 måned hjemme hos mine forældre, med en masse restriktioner fra lægerne, grundet en mere eller mindre funktionsløs ryg og højre hånd lagt i gips. Det gav selvsagt både personlige og fysiske udfordringer.

Det kan du læse mere om i indlægget Helingsperioden her.

 

Den sidste dom fra lægerne

Efterfølgende har jeg været på noget af en rundtur i systemet.
Efter at have fortalt den samme historie om og om igen til en masse læger, speciallæger og andre kloge mennesker, og en masse ¨mellem-domme¨ endte jeg på en smerteklinik.
Her fik jeg betegnelsen ¨kronisk smertepatient¨.

 

Kronisk smertepatient

Med dét stempel i panden begyndte min rejse på at finde hoved og hale i hvad ¨kronisk smertepatient¨ så lige er for noget, hvad det ville betyde for resten af mit liv og hvordan jeg så lige skulle forholde mig til… ja alt faktisk.

På smerteklinikken havde de en frygtelig masse brochurer, der forklarer om kroniske smerter  og jeg fik også tilbudt et 12 ugers smertehåndteringskursus.
Efter ca. 6 mdr. tog jeg imod deres tilbud, det kunne vel ikke skade? Det værste der kunne ske var, at det ikke gjorde en forskel og dét havde jeg ligesom prøvet en gang eller tyve før.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit indlæg 12 ugers smertehåndteringskursus her.

 

Til min store skuffelse, fandtes der åbenbart ikke en oversigt eller en manual til, hvordan jeg skulle navigere rundt i et liv med kroniske smerter.
Det var noget af det første jeg lærte, intet forløb er ens. På nogen som helst måde.

 

Job og karriere

Jeg har været i en længere praktikforløb for at finde den bedste løsning for mig på arbejdsmarkedet.

Jeg har arbejdet længe og meget målrettet for at kunne få en plads på arbejdsmarkedet og selvom det ikke oprindeligt var min førsteprioritet, så er det noget, jeg er meget glad for nu.

D.25. september 2018 fik jeg bevilliget fleksjob, til møde med rehabiliteringsteamet.

 

Hvad så nu?

Jeg har brugt lang tid på at finde hoved og hale i mit nye liv. Lære nye rutiner for helt basale ting som at vaske hår, lave mad, gå en tur med pelsbørnene og listen fortsætter.

Jeg er stadig ved at skrive min personlige manual over mit liv som smertepatient.

Det ¨lyder” mere poetisk på skrift end det gjorde i mit hovede

Faktisk er den gentagende gange blevet omskrevet.
Mine omskrivninger indebar grundlæggende, at jeg endelig accepterede kroppens signaler og indså, at jeg var nød til at rette mig efter dem. Sænke mine egne forventninger til, hvad jeg burde kunne klare.

På den måde kan jeg være mere tilstede i de ting jeg prioriterer i mit liv og det er i virkeligeheden, for mig at se, den bedste måde at leve livet på.

Hvis du har lyst til at følge mere med, kan du se hverdagsglimt på min Instagram @smertepatienten. Der er garanti for en masse billeder af mine to skønne pelsbørn og insta stories fra sofaen.

Tak fordi du læste med!

Året der gik

Mit 2019

Året nærmer sig slutningen og traditionen tro (det må man vel gerne sige, her på tredje år) har jeg taget et tilbageblik på året der gik.

Mit år i punktform

  • ..har fået mit første fleksjob
  • ..er blevet bedre til at færdes i sociale sammenhænge, og faktisk nyde dem.
  • ..har igen mødt seje mennesker til en kronikerfest.
  • ..har været med til kroniker kaffe.
  • ..har fået konstateret Multipel Sclerose.
    – ikke just positivt med en ny diagnose, men vished omkring symptomer, kyndig vejledning og behandling heraf, er en god ting.
  • ..har (sammen med H.) valgt en hverdag med mere overskud.
    – til februar flytter nemlig vi i et rækkehus uden vedligehold i rolige omgivelser, men tæt på vores arbejde/studie. YAY!

Tak for i år

Som årene går, bliver jeg mere og mere glad for disse lister.
Jeg bliver mindet om, hvor langt jeg er nået i det forgangne år, hvad det har givet mig og hvad jeg evt. bør afskrive. Samtidig sætter jeg tid af til at reflektere over, hvordan jeg ønsker mit næste år skal udvikle sig og hvordan jeg har tænkt mig at gennemføre det.

Hvis du ikke har prøvet det før, vil jeg opfordre dig til at give det et skud.
Det giver så meget at se, hvor langt man er kommet og hvis det slet ikke er dig, har du maks spildt en time. Just give it a go.

Læs mere

Mit 2018

Jeg har aldrig været den store tilhænger af nytårsfortsæt. Heller ikke af det med at starte en sundere livsstil på en mandag, eller næste gang kalenderen skriver den første. For mig er nytåret ikke en speciel anledning til pludselig at være en bedre version af sig selv. Året byder på mange dage, men alt kan ske. Jeg vil ikke vente med at tage det næste skridt. Når jeg sætter mig et mål, vil jeg starte hurtigst muligt.

Ikke dermed sagt, at der ikke kommer bump på vejen. Det gør der som regel her i livet, men dem tager jeg med og lærer af.

Mit år i punktform

Jeg:

  • ..har fået medhold i behovet for en hvileplads på arbejdet.
    – efter at have klaget over afvisningen to gange.
  • ..har lært at der kun er én vej frem, når jeg fået et hold i ryggen.
  • ..har klaret en hverdag alene i 3 uger imens H. var i Rusland med arbejdet.
    – med god hjælp fra familie og venner.
  • ..har været til et bryllup alene imens H. var i Rusland.
  • ..har lyttet til kroppen, selvom jeg gerne ville deltage på andre præmisser.
  • ..er blevet bevidst om, at jeg ikke har energi til alt og at det er ok.
  • ..har fået en behandler, der virkelig har gjort underværker for mig.
  • ..har trænet mig op til at kunne gå med mine pelsbørn alene.
    – det er den bedste følelse i verden at give dem en gåtur.
  • ..har undværet en familieferie pga. bureaukratiske regler.
    – ikke ligefrem et positivt punkt, men det er en stor ting fra mit år.
  • ..har lavet en specifik lægeattest alene. To gange pga. bureaukratiske regler.
  • ..har deltaget i et bryllup med H. og stadig lyttet til kroppen. Og H.s råd.
  • ..har deltaget i en fest (kronikerfest) uden at have mødt nogle af deltagerne i forvejen.
  • .. har bevist at jeg KAN arbejde og (igen) modbevist lægerne.
  • ..har været til rehabiliteringsmøde og fået bevilliget fleksjob.
  • ..har været i New York i julen og dermed og krydset et punkt af på min bucketlist.
  • ..er blevet kontaktet med en mulig ansættelse i et barselsvikariat til januar måned.

Tak for i år

Hver gang jeg har kigget tilbage på året der gik de sidste par år, bliver jeg mindet om hvor langt jeg er kommet. Nytårsaftensdag er også dagen, hvor jeg læser lister fra de tidligere år mindes flere begivenheder. Jeg prøver på ikke at sammenligne mig selv med andre mennesker, (det er der jo ingen, som bør gøre) men jeg får meget ud af at sammenligne mig selv med tidligere år og reflektere over min udvikling og mine valg.

Bruger du også en stund på at reflektere over året der gik?

Læs mere

Mit 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

Tak for i år

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere