Hverdagsglimt

Mit år 2018

Jeg har aldrig været den store tilhænger af nytårsfortsæt. Heller ikke af det med at starte en sundere livsstil på en mandag, eller næste gang kalenderen skriver den første. For mig er nytåret ikke en speciel anledning til pludselig at være en bedre version af sig selv. Året byder på mange dage, men alt kan ske. Jeg vil ikke vente med at tage det næste skridt. Når jeg sætter mig et mål, vil jeg starte hurtigst muligt.

Ikke dermed sagt, at der ikke kommer bump på vejen. Det gør der som regel her i livet, men dem tager jeg med og lærer af.

Som mange andre, har jeg de sidste tre år lavet et lille tilbageblik over året der er gået.
Det samme har jeg gjort i år.

Mit 2018

Jeg:

  • ..har fået medhold i behovet for en hvileplads på arbejdet.
    – efter at have klaget over afvisningen to gange.
  • ..har lært at der kun er én vej frem, når jeg fået et hold i ryggen.
  • ..har klaret en hverdag alene i 3 uger imens H. var i Rusland med arbejdet.
    – med god hjælp fra familie og venner.
  • ..har været til et bryllup alene imens H. var i Rusland.
  • ..har lyttet til kroppen, selvom jeg gerne ville deltage på andre præmisser.
  • ..er blevet bevidst om, at jeg ikke har energi til alt og at det er ok.
  • ..har fået en behandler, der virkelig har gjort underværker for mig.
  • ..har trænet mig op til at kunne gå med mine pelsbørn alene.
    – det er den bedste følelse i verden at give dem en gåtur.
  • ..har undværet en familieferie pga. bureaukratiske regler.
    – ikke ligefrem et positivt punkt, men det er en stor ting fra mit år.
  • ..har lavet en specifik lægeattest alene. To gange pga. bureaukratiske regler.
  • ..har deltaget i et bryllup med H. og stadig lyttet til kroppen. Og H.s råd.
  • ..har deltaget i en fest (kronikerfest) uden at have mødt nogle af deltagerne i forvejen.
  • .. har bevist at jeg KAN arbejde og (igen) modbevist lægerne.
  • ..har været til rehabiliteringsmøde og fået bevilliget fleksjob.
  • ..har været i New York i julen og dermed og krydset et punkt af på min bucketlist.
  • ..er blevet kontaktet med en mulig ansættelse i et barselsvikariat til januar måned.

 

Tak for 2018

Hver gang jeg har kigget tilbage på året der gik de sidste par år, bliver jeg mindet om hvor langt jeg er kommet. Nytårsaftensdag er også dagen, hvor jeg læser lister fra de tidligere år mindes flere begivenheder. Jeg prøver på ikke at sammenligne mig selv med andre mennesker, (det er der jo ingen, som bør gøre) men jeg får meget ud af at sammenligne mig selv med tidligere år og reflektere over min udvikling og mine valg.

Bruger du også en stund på at reflektere over året der gik?

Jobsøgning er ingen skam

For en måned siden jeg blev bevilliget fleksjob, hvilket både føles som i går og som flere måneder siden.

De første to uger efter mødet med rehabiliteringsteamet var jeg helt kvæstet.
Der blev ærlig talt ikke lavet mere end det absolutte minimum og det gjaldt også med jobsøgningen.
Jeg fik dog hurtigt følelsen af, at jeg burde have sendt flere ansøgninger og landet bare ét jobinterview. Helt ærligt, så gav det mig faktisk en byld i halsen og en stor klump i maven.
Det eneste jeg skulle var at finde et job. Hvorfor havde jeg så ikke fundet et?

Det gik mig meget på og tanker om at jeg ikke gjorde nok, ikke havde nok kvalifikationer, nok erfaring og aldrig ville få et arbejde begyndte at fylde hele min dag.

 

Find din passion

For et par uger siden havde H og jeg en (u)hyggeligt aften med min svoger og svigerinde.
Vi var ude at spise og derefter var vi til Dystopia i Vejle.

Hvordan jeg (som stadig dækker øjnene, når jeg ser Basil Mus) blev lokket med til det  mest skræmmende haunted house i Danmark, forstår jeg stadig ikke!

Det var en meget grænseoverskridende aften!
Det var et fuldstændig vanvittigt set-up med skuespillere, der allerede fra den lange indkørsel ad mørkedalsvej (I shit you not, der ligger det!) gav en oplevelse med på vejen. Jeg troede, jeg skulle dø flere gange den aften og havde ondt i halsen flere dage efter, fordi jeg havde skreget så meget!
Men jeg kom igennem og overtrådte dermed en ret vild grænse, og dét føltes vanvittig godt!!

 

Anyway!

Den aften spurgte min svigerinde, om det havde givet mig ro at være blevet bevilliget fleksjob og hvad det egentlig endebærer. Jeg forklarede, at det var en kæmpe lettelse og at fleksjob i bund og grund ¨bare¨ er et job med færre timer og skånehensyn.

Inden jeg kom til mine tanker omkring jobsøgning, sagde hun noget, som lettede min samvittighed. Først og fremmest mente hun, at det nok var sundt nok, jeg havde lidt tid til at ¨lande igen¨ ovenpå hele forløbet med kommunen. Derefter sagde hun noget, som jeg prøver at huske mig selv på hver dag.
¨Du skal arbejde med det, du brænder for.¨

Ja, det er det jeg skal, og det er okay at søge efter et arbejde, jeg brænder for.
Selvom jeg ikke arbejder 37 timer i ugen, så er det stadig meget tid og energi fordelt på en livstid og den tid og energi skal ikke bruges på noget, jeg ikke brænder for. Heldigvis har det sidste år i praktik indenfor kommunikation og marketing vist, at jeg stadig brænder for min uddannelse. Så de fire år på universitetet (forlænget pga. ulykken) er ikke spildt + jeg har et års relevant erhvervserfaring på mit CV.

 

Det er ingen skam

Dagen efter var min søster og svoger på besøg. Min søster og jeg har et fantastisk bånd og hun formår altid at sætte tingene i et bredere perspektiv. Også her faldt snakken på min nye tilværelse som fleksjobber og også hér faldt en kærkommen kommentar.
¨Der er ingen skam i at være jobsøgende¨

For mig var der en skam forbundet med at være jobsøgende. Det betyder jo, at jeg ikke har et arbejde. At der ikke er nogen, som der har sagt ja til at ansætte mig. Så er jeg jo ikke god nok. Her kom min søster med eksempler på folk, som var overkvalificerede til job og derfor fik afslag samt folk der sagde nej til jobs fordi, de ikke brændte for dem. Og nej, jeg ser ikke mig selv som overkvalificeret, men det satte ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg synes nemlig det er helt forståeligt, når andre ikke har et arbejde og søger de stillinger de finder interessante og søger uopfordret hos de virksomheder, de er passionerede omkring.
Hvorfor skulle det samme ikke gøre sig gældende for mig selv?

¨Søs, du elsker det, du laver og du er god til det. Du skal nok finde et arbejde, det er jeg sikker på! Det skal bare være et arbejde, du er glad for og ikke bare et job.¨

 

Effektiv jobsøgning

Med de ord fra min kloge søster har jeg et nyt mindset i min arbejdssøgning.
Jeg søger de stillinger, jeg finder interessante. Stillinger der fanger min opmærksomhed og nysgerrighed, hvor jeg kan se en udvikling for virksomheden gennem mit arbejde.
Kæmpe bonus ville være, hvis det er hos virksomheder, jeg finder interessante. På den måde vil jeg ikke ¨kun¨ kunne bidrage med faglig viden, men også en personlig forståelse for produktet/ydelsen.

Jeg er stadig nervøs og spændt på at se hvad fremtiden bringer, men med en effektiv jobsøgning kan det kun blive godt. Bum.

Ny Digital Post fra Kommunen

Mandag d.10. september kl.14:48 tikkede der en besked ind i min indbakke.
På det tidspunkt er jeg midt i min middagslur efter job, så jeg åbnede den af gode grunde først halvanden time senere og søvnen blev hurtigt gnedet ud af øjnene, da jeg læste teksten:

Herning Kommune har sendt dig ny Digital Post.
Log på og læs den på borger.dk eller e-Boks.dk

Med venlig hilsen
Digital Post fra det offentlige

 

Længe ventet post

Når man er i systemet er denne besked ikke ligefrem et sjældent syn, og i reglen heller ikke ligefrem det fedeste at vågne op til, men jeg har ventet i hvad der føles som en evighed på en særlig besked fra kommunen. Derfor gik det meget hurtigt med at logge på min E-boks denne gang.

Selvfølgelig åbner jeg altid min post, faktisk også med det samme for ellers glemmer jeg det.
Men de fleste der har været i systemet, vil kunne skrive under på at den ugentlige (til tider daglige) post fra systemet ikke ligefrem vækker samme glæde som et gækkebrev. Medmindre man venter svar.

Brev fra Jobcenter

Indkaldelse til møde i rehabiliteringsteamet
I forbindelse med at din sag skal behandles i Rehabiliteringsteamet, indkaldes du hermed til møde med rehabiliteringsteamet:

Tirsdag d.25. september 2018 kl.10.15

……
……

Jeg måtte gnide mig en ekstra gang i øjnene og læse efter fire gange før jeg kaldte på H.
¨Nu sker der f*ndme noget?!¨
¨Har du fået en dato til mødet? ¨
¨Ja!¨
¨Fedt! Hvilken dato skal jeg tage fri?¨

Hvilken dato du skal tage fri? Tanken om at der en dag ville komme en dato til mødet har været så fjern og uvirkelig, at jeg slet ikke har tænkt på, hvad selve mødet vil indebære. Jeg ved, at jeg (kort fortalt) skal sidde overfor flere personer, der skal vurdere, om det nu også det rette timeantal der er fremlagt, om der kan gøres noget anderledes eller yderligere for at øge timeantallet og slutteligt afgøre, hvordan min arbejdssituation kommer til at se ud i fremtiden. Jeg ved også, at jeg må have en bisidder med. Så jo.. jeg ved godt, hvad mødet indebærer. Jeg har ¨bare¨ ikke forholdt mig til, at det er et møde jeg rent faktisk skal til.

De har mine lægeerklæringer, mine journaler og udtalelser fra alle dem, som har været inde over de forskellige forløb de sidste knap fem år, så hvad vi skal snakke om er jeg ikke helt med på. Jeg forestiller mig, det bliver ligesom en eksamen. En eksamen hvor jeg har lavet opgaven og nu skal fremlægge den for min lærer og flere censorer. Bortset fra at det ikke er en karakter det gælder, men min fremtid på arbejdsmarkedet. Presset? Tjoo…!

 

Bisidder eller ingen bisidder?

Så da H. spørger, hvornår han skal tage fri får jeg en klump i halsen og en knude i maven. Det sker virkeligt nu. Hvad hvis jeg fejler? Jeg ved ikke, hvordan man kan fejle i sådan en sag, for det er jo ¨bare¨ mig selv og mit liv vi skal snakke om, men hvad nu hvis jeg gør?
Har jeg overhovedet lyst til at H. skal med til mødet? Eller nogen som helst anden for den sags skyld?
Jeg tror det ikke.

De sidste fem år har været en kamp uden lige og jeg har gjort ting, som jeg fik at vide jeg aldrig ville komme til igen. Det har været det hårdeste nogensinde og netop derfor frygter jeg, at jeg (som så mange gange før) vil blive berørt over at skulle tale så intens om det, til et møde som er så afgørende. Jeg vil jo så gerne! Jeg vil det hele. Men det kan jeg ikke og det gør så inderligt ondt, hver eneste gang jeg er nød til at sige det højt. Så jeg ved det også kommer til at gøre ondt at sige på denne dag.

Jeg er helt med på, at det kan være skønt med en støtte i svære situationer og H. har været med til et utal af møder, hvoraf flere fik gang i tårestrømmen.

Men jeg nægter at lade dette møde blive styret af følelser. Jeg er nervøs for, at teamet vurderer at jeg ikke er klar til arbejdsmarkedet, hvis jeg fælder en tåre. At jeg så er psykisk ustabil og skal i endnu et forløb.

Jeg kan godt se, det lyder tosset på skrift. Men jeg har hørt alt for mange grumme historier om misforståede mennesker, der har fået trukket deres sag ud alt for længe fordi de har sagt noget forkert, eller sågar har ¨set for velsoigneret ud.¨ Så jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk.

 

Umiddelbart tror jeg..

Lige nu tænker jeg, at mit møde bliver uden H. Han har fået fri på dagen og tager med derhen, men som jeg har det lige nu kommer han ikke længere end venteværelset.

Jeg tror, det bliver lettere for mig at pakke følelserne væk, hvis jeg er alene til mødet. På den måde kan jeg forestille mig at det er en eksamen, hvor jeg skal forsvare en rapport og ikke min fremtid på arbejdsmarkedet.

Læs mere

Ingen ferie som sygemeldt.

Jeg sidder i sofaen med H. og to trætte hunde. Vi har været på en dejlig gåtur i skoven med høj solskin og en let brise i håret. Det lyder som en perfekt start på lørdagen, og det var det sådan set også, men.. det var ikke sådan vores lørdag skulle have været.

Faktisk skulle pigerne have været hjemme hos deres bedsteforældre på en dejlig sommerferie, og H. og jeg skulle have nydt solens stråler under Portugals himmel i selskab med hele svigerfamilien.

 

Ingen ferie uden feriedage

Rejsen blev bestilt i februar og på det tidspunkt stod min praktikperiode til at udløbe pr. d.31.marts, så H. og jeg skænkede ikke lovgivningen en tanke og takkede med stor glæde ja til en sommerferie med hele familien. Vi glædede os til en uge i sydens sol med afslapning og en masse minder til rygsækken.

Sidste år var jeg på en ferie med min familie i Tyskland, samt en tur til Kreta i efteråret med svigerfamilie. Dengang kunne man søge om lov til at holde ferie mod at man, naturligvis, ikke ville modtage sygedagpenge i den periode. En ny lovgivning fra sidste kvartal 2017 har efterfølgende gjort dette ulovligt i mit tilfælde.

 


Den nye lovgivning omhandler retten til at afholde ferie for personer, som får offentlig støtte og da jeg er på sygedagpenge, gælder det mig.

Kort sagt skal man have optjent feriedage for at kunne afholde ferie, udenlands såvel som i Danmark, og da jeg kom fra studiet og desuden blev sygemeldt for to år siden, har jeg ingen feriedage.


 

Jeg har haft en privat sagsbehandler via. min advokat til at kigge på sagen og prøve at finde et smuthul i lovgivningen samt undersøge hvad konsekvensen ville være, hvis jeg tager afsted.

Ja, jeg skrev et smuthul. En lovlig måde at kunne komme udenom lovgivningen på.

Der findes pr. dags dato ikke et smuthul.
Jeg har ingen feriedage til rådighed, de bliver først frigivet når jeg er raskmeldt.

Konsekvensen ved at tage afsted er at kommunen så tolker det som en raskmelding, dermed stopper min sag og den kan ikke blive genoptaget efter en evt. ferie.
Jeg kan heller ikke starte forfra på et helt nyt forløb, eller (som under det gamle forløb) undvære sygedagpenge under ferie, eller miste dem helt indtil sagen er blevet vurderet af rehabiliteringsteamet.
Min sag vil blive afsluttet endeligt.

Det at tage på ferie, vil altså betyde at jeg (som de så fint får det sagt) selv aktivt giver udtryk for, at jeg er helt rask og kan varetage et job som værende selvforsørgende til jeg når min pensionsalder.
Medmindre der opstår en helt ny skade.

Min arbejdsuge lyder på 16 timer (14 effektive), så det ville mildt sagt blive et stramt budget at leve med.

 

Jeg er SÅ frustreret over hele situationen og jeg havde virkelig set frem til en dejlig uge med hele flokken. Jeg troede op indtil få dage forinden afrejsedagen at alt ville løse sig og jeg ville komme med til Portugal.
At jeg eller min private sagsbehandler ville finde en måde, hvor jeg lovligt kunne afholde én uges ferie.
For hvorfor i alverden skulle jeg ikke måtte det??

Alle mennesker har brug for at komme væk fra madlavning og sure strømper, hvorfor skulle det være anderledes bare fordi jeg er sygemeldt?

 

Kan det virkelig være rigtigt?

Jeg forstår det stadig ikke og jeg er stadig usikker på, om jeg har gjort nok.

Om jeg skulle have hyret flere sagsbehandlere eller måske bare have trodset systemet og satset på ¨de høje¨ ville komme til fornuft med tilbagevirkende kraft, i fald de ville opdage min uges ferie.
Desværre har jeg ikke ligefrem tiltro til det danske system længere, og jeg tvivler derfor også stærkt på, at der ville komme et udfald til min fordel, hvis jeg var taget med på ferie.

I virkeligheden mangler jeg nok en teskefuld retfærdighed.
Til trods for private fagfolk på sagen, har jeg stadig svært ved at tro at det er sådan dagens Danmark fungerer. Danmark pryder sig af at være et velfærdssamfund, men sådan her bør et velfærdssamfund, for mig at se, ikke fungere.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan ¨de høje herrer og damer¨ kan tænke at det vil være til samfundets bedste at lade sygemeldte blive i arbejde uden nogen ret til fridage eller ferie.
Bevares.. vi har weekend og helligdage, men hvis det var standarden, ville der ikke være en ferielov.

Ferie er ikke kun afslapning, det er også opladning.
Jeg kender til mange som for hvem ferie svarer til en ugelang behandling. Fri fra pligter, lægebesøg, møder, og opkald fra kommunen. De kommer hjem friske og klar til den næste periode med arbejde.
Burde det ikke være i alles interesse?

Jeg siger ikke, at jeg skal kunne rejse, holde ferie hjemme, eller tage fridage som jeg vil.
Men ingen feriedage som langtidssygemeldt virker som en rigtig dårlig investering for vores samfund!

 

Hjemme i Danmark – uden ferie

Jeg ville så gerne være hende den store, der kun glæder sig på andres vegne. Det er jeg bare ikke.

Selvom det glæder mig meget, at mennesker jeg holder af har det godt og får deres velfortjente ferie, så gør det ondt. Jeg må flere gange bide tænderne sammen, smile igennem mine tårefyldte øjne og og sige ting som ¨vi kommer afsted en anden gang¨ eller ¨den ferie må vi så have til gode.¨

Jeg får et stik i maven når der kommer billeder eller videoer fra Portugal, når folk snakker om ferie, eller når jeg kigger på H. Han valgte at blive hjemme sammen med mig, istedet for at tage på ferie med sin familie. Det er noget af det sødeste og mest uselviske, men selvom det hjælper på humøret at have ham hjemme så gør det ondt at vide, at det er min skyld han går glip af en ferie med hele sin familie.

Jeg ved godt det ikke er mig, som siger jeg ikke kan komme med, men lovgivningen.
Det gør ondt alligevel. Var det ikke for mig, ville han ikke stå i den situation og det piner mig grænseløst, at han skal lide pga. mine udfordringer. Igen.

 

Jeg er SÅ træt af at være magtesløs og bare bøje nakken, fordi ¨nogen¨ har bestemt hvordan sygemeldte kommer i arbejde hurtigst muligt. Hvis man retter nakken bare lidt og kommer på tværs af nogle andre ¨nogen¨ så kan man lige så godt sætte sig ned og holde godt fast i gelænderet, for dét bliver turen kun længere og mere besværlig af.

Inden jeg kom ind i systemet, fik jeg at vide at man skal være stærk for at være syg.
Jeg troede, jeg forstod det dengang. Jeg vidste godt at der er mange ting at kæmpe med som syg, særligt når det indbefatter en sag ved kommunen, men jeg havde aldrig forestillet mig at blive så udfordret.

 

Mine tanker går til dem, som går en sygeperiode i det danske system i møde.
Sammenlignet med mange andre, har jeg et kort forløb og jeg tør ikke tænke på, hvor opslidende flere år i det danske system bliver med denne lovgivning. Jeg håber så inderligt at i har feriedage tilgode, at i bliver fortalt at i skal bruge dem varsomt, og at de feriedage i må have, rækker forløbet ud.

Læs mere

Et stort mål for en smertepatient

Jeg har rigtig mange mål i og med med liv. Nogle er store, nogle er små og nogle har jeg mærket ¨smertepatient mål¨. Det er nemlig ikke alle mine store mål som man normalt vil definere som store, men for mig er de store. Både fordi de betyder meget, men også fordi de tager lang tid at fuldføre.
I dag var en af de dage, jeg fuldførte et af mine mål som smertepatient.

Smertepatient på gåtur med hunde

Før jeg blev smertepatient

Før ulykkesnatten havde jeg mange mål, faktisk havde jeg kun store mål. Blive karrierekvinde med et lederjob, arbejde i udlandet i min. to år, starte egen virksomhed og ja.. faktisk ¨bare¨ mere i den stil. Det har ændret sig markant. Jeg har stadig drømme om karriere og de er stadig store, men ikke på samme måde. De er store fordi jeg er smertepatient. Nu drømmer jeg om at have et arbejde indenfor min uddannelse, på en arbejdsplads jeg er glad for og hvor jeg kan blive udfordret.

Men tilbage på sporet! I den anden ende af spektret har jeg nemlig også fået nye mål.
En af dem er at være en god hundemor og det har jeg været udfordret på længe.

Jeg ved godt, at jeg ikke er en dårlig hundemor. Jeg elsker mine piger og jeg ved de har det rigtig godt. Alligevel har jeg følt mig som verdens dårligste hundemor hver gang mine pelsbørn har kigget på mig med våde øjne og jeg ikke har kunnet gøre andet end åbne døren til haven. Jeg kan godt gå en tur med dem, jeg kan også godt gå en længere tur med dem, men jeg kan ikke gøre det alene. I hvert fald ikke uden at køre ud et sted, hvor der ikke er mange andre elementer jeg skal tage højde for.
Eller.. det kunne jeg ikke!

JEG GJORDE DET!

I dag har jeg nemlig gået en tur med begge mine piger. Alene, i trafikerede omgivelser, i lyskryds, på stier og mødt andre mennesker med deres hunde. Foruden et møde med en hidsig madamme (labrador, ikke kvinden) gik det simpelthen så godt og alle fik et kæmpesmil med på deres vej!

Det lyder måske helt hen i vejret at jeg ikke har kunne gå en tur med mine piger i sådanne omgivelser og det kan jeg da kun være enig i. Men ikke desto mindre har det længe tilfældet.
Jeg skal i forvejen tage stilling til mange ting, fordi jeg er kronisk smertepatient. Jeg skal kunne tage højde for de smerter jeg har, dem jeg måske får og de smerter der kan komme pga. noget uventet udefra. Det sidste kan jeg på ingen måde styre på en gåtur. Slet ikke når mine pelsbørn er med og jeg også skal holde øje med dem og deres reaktioner. Derfor har jeg (når jeg en sjælden gang har gået med dem selv) taget dem steder hen, hvor der kommer mindst muligt, som jeg ikke selv kan kontrollere. Selvom det har fungeret fint, så er det bare ikke optimalt og det har givet mange timer med dårlig samvittighed.
Det at kunne gå en kort tur alene med mine piger har altså stået højest på listen over mål længe.

Derfor er denne onsdag ekstra skøn! Jeg er overbevist om, solen har skinnet ekstra meget på mig og mine dejlige pelsbørn, og jeg glæder mig til mange flere dejlige gåture !

 

En ny (midlertidig) diagnose

Da jeg klikkede ind på bloggen og så, hvornår mit sidste indlæg blev udgivet krummede jeg tæer. D.24. marts?? Av, det er længe siden! Det er jo ikke fordi jeg er helt tabt bag en vogn, jeg ved jo godt det er længe siden, men så længe? Dét var jeg så ikke lige med på..

Det kan gøres kort, for jeg har simpelthen hverken haft energi eller overskud til at skrive en halv overskrift. Jeg har haft svært ved at forstå, hvad det skyldtes og i sidste uge blev det for voldsomt.

 

Optrapning eller tilfældighed?

Jeg har følt mig fuldstændig drænet langt de fleste dage i en lang periode og når jeg endelig har haft lidt energi på kontoen, så er det gået til planlagte sociale arrangementer eller en god lur.

Ja, hvor fjollet det end lyder, så kræver faktisk overskud (for mig) at kunne sove godt.

Min hjerne arbejder konstant på højtryk og nej.. jeg ved hvad du tænker, det er ikke ligefrem fordi jeg dagligt kommer op med en ny og revolutionerende matematisk formel, men min krop sender konstant signaler til hovedet om smerter og dét kræver energi at registrere og bearbejde.

I forrige weekend kammede det over. Vi var til konfirmation om lørdagen og selvom jeg gjorde mine sædvanlige forberedelser, vidste jeg godt det ville give et udbrud fra kroppen søndag.
Det skal jeg så også love for det gjorde, jeg havde det mildest talt frygteligt!

Det gjorde ondt i samtlige muskler og led, men det havde jeg forventet. Hvad jeg ikke havde forventet var kvalmen og svimmelheden. Jeg kunne bogstaveligt talt ikke stå på mine egne ben uden at holde fast i noget og hver gang jeg bevægede mig det mindste vendte min mave sig i halsen. Jeg har efterhånden lært at håndtere smerter på dårlige dage, men når det bliver med en topping af kvalme og svimmelhed, så bliver det en tand for meget for undertegnede.

 

Teenager igen, på den ufede måde

Jeg tror bedst jeg kan beskrive det som at være godt og grundigt teenage stiv i dårlig tequila for herefter at smide sig i en halvfyldt vandseng, der roterer. Men efter et par timer i den roterende vandseng uden fremgang var jeg ved at krepere. Jeg besluttede mig for at tage et bad i det spinkle og meget naive håb om, at det ville skylle det hele væk. Jeg havde forestillet mig et scenariet, hvor det varme vand ville løbe ned over kroppen og langsomt mørne muskler og led.

I virkeligheden stod jeg stortudende under bruseren, som en anden teenager med hjertesorger og kæmpede for at trække vejret, uden at inhalere alt vandet.D en ene hånd var solidt placeret på låret til støtte (kulden fra fliserne skar af smerte ind i knoglerne så det var et no go) og den anden hånd på kravebenet, der skubbede mig ind under bruseren. Det så idylliske rindende vand, der skulle vaske alt af kroppen, bragede sig istedet igennem huden og borede sig ned i kødet, hvor det ramte. Jeg måtte derfor ¨skubbe¨ mig selv ind under bruseren. Behøver jeg sige det var en lang dag?

 

Mandag på en mandag

Dagen efter viste kalenderen mandag og jeg skulle på arbejde. Jeg følte stadig, jeg havde en promille på 3,2 med en portion tømmermænd oveni, bare for at toppe den, men på arbejde det ville jeg. Der gik dog ikke lang tid, før jeg indså at det ikke var en holdbar beslutning. Jeg kunne hverken gå uden at støtte mig til vægge eller se hvad der foregik på min computerskærm og så begynder det altså at blive lettere problematisk at udføre et stykke arbejde. En snak med min leder og jeg tog hjem med beskeden om at blive hjemme til torsdag, så inden kl.11 lå jeg på sofaen med en dyne og to omsorgsfulde pelsbørn.

Jeg havde en lettere optimistisk tanke om at jeg efter et halvt døgns tid ville kunne mærke fremgang. Det skete ikke. Til sidst blev det for voldsomt og jeg begyndte faktisk at blive oprigtigt bekymret. Noget jeg ikke har været i flere år, fordi der jo altid er noget galt og ja.. hvis der opstår et nyt symptom så skyldes det nok bare en bivirkning af en af pillerne, at pillerne er taget 1/2 time senere end normalt, en overanstrengelse eller et eller andet fjerde. Men denne gang blev jeg bekymret.

Et smut forbi vagtlægen senere (og den lokale grill) og jeg kunne smide mig i sofaen med en stor omgang pølsemix og svælge i selvmedlidenhed tilsat friture og salt.

Det var ikke engang en god pølsemix, jeg tror ikke de havde friturestegt pølsestykkerne. Det burde forbydes at kalde en ret for en pølsemix så. Nøj en skuffelse! Første og sidste gang på den grillbar.

Dommen var en virus på balancenerven.  Der er ingen kur og det er bare med at håbe på det bedste. Altså, held og lykke, det går over på et tidspunkt..

Hvad så nu?

Ugen efter skulle jeg forbi egen læge for at få et tjek op på min nye virus og hér fik jeg en anden forklaring på min pludselige tilbagevenden til teenageårene, øresten.
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, men jeg er nået til det punkt hvor jeg ikke orker at gå op i, hvilken ¨diagnose¨ de mener er min. De har taget blodprøver og som jeg kunne forstå på sygeplejersken i går, var der ikke noget særligt at bemærke her og selvom det havde været lækkert med en forklaring, så er det trods alt et positiv resultat.

Lægen skulle ringe mandag til en snak om prøverne og indtil da, vil jeg fortsætte med at holde kroppen så stabil som mulig. Skulle han have et løsningsforslag er jeg flyvende og hvis ikke, så er jeg allerede igang med at bringe kroppen i balance igen og det er vel i bund og grund dét det handler om.

Opdatering efter en stille uge

Der er sket forandringer herhjemme i denne uge og lad os bare springe ud i det!

  1. H. arbejder ikke længere om natten (YAY!).
  2. Min job afprøvning er blevet forlænget (igen).

Slut med nattearbejde til H

H. arbejder nu om dagen og det betyder, at vi for første gang i flere år skal have en rigtig hr. og fru Danmark hverdag. Vi har fx god tid til at spise aftensmad, kan gå aftenture med Lilo og Stitch og vi kan sove sammen hver nat, det er skønt!

Efter H. er begyndt at arbejde om dagen, er jeg faktisk også begyndt at sove bedre.
Jeg vågner stadig, men det føles som om jeg får en dybere nattesøvn.

Men af en eller anden grund, har jeg haft mindre overskud i denne uge.
Hvis du følger med på min Instagram, har du måske bemærket at jeg ikke har opdateret andet end min story ind imellem. Der har simpelthen ikke været energi eller overskud til mere.
Jeg har været træt. Træt og søvnig, men jeg har ikke kunne finde ro.
Jeg har ellers forsøgt med mine sædvanlige metoder når øvelser og dybe vejrtrækninger ikke er nok. Men uanset hvor mange dårlige film jeg satte på, hvor meget mindfulness jeg udøvede, ja.. listen fortsætter og du har nok fanget pointen, lige meget hjalp det. Jeg var stadig træt og søvnig. Og rastløs. Hvis man er træt og søvnig, men ikke kan sove eller finde ro, så er det en prøvelse at skulle ligge stille!

Jeg har tænkt meget over, hvad der har fået min krop til at reagere så voldsomt og er kommet frem til min helt egen lille hypotese; Forandring er en udfordring, også selvom de er til det bedre.

I mit hovede giver det ok mening.
I forhold til mit job og hvil derefter var intet i teorien forandret, men resten af dagen var forandret. Ikke meget, slet ikke faktisk, men nok til at jeg skulle tænke over det.
Det gode ved min hypotese er, at det derfor bør bliver bedre allerede i næste uge for så er det ikke lige så nyt længere. Se dét er godt nyt, så dén kører vi med!

 

Forlængelse af min jobafprøvnings periode

Denne her har jeg det lettere ambivalent med.
På den ene side er jeg dødtræt af, at jeg endnu en gang er blevet forlænget.
Jeg vil jo bare så gerne afsluttes og få en afklaring på ¨alt det her.¨ Det er trods alt fire år siden ulykkesnatten og jeg vil gerne kunne føre en samtale med nye mennesker, uden at skulle nævne den.

Jovist, der er mange andre ting at snakke med nye mennesker om. Men helt ærligt, hvilket spørgsmål får du så oftest af nye mennesker: a) Hvad er dine interesser? eller b) Hvad laver du så til hverdag?

På den anden side er jeg glad for, at jeg nu har muligheden for at øge mit timetal.
Desuden er jeg vildt glad for min praktikplads. Jeg får gode, lærerige opgaver, så tiden flyver afsted. Jeg har faktisk på ingen måde travlt med at komme videre og jo mere erfaring jeg kan suge til mig, jo bedre. Såå.. det jeg prøver at sige er vel i virkeligheden, at forlængelsen er en god ting?
Ja, det må være konklusionen!

Summa summarum: det går godt her. H. og jeg har fået en ny hverdag og jeg får mulighed for at arbejde endnu mere, med det jeg brænder for. Ja, alt er godt.

To skridt frem og ét tilbage

Jeg er lige kommet hjem fra job og sidder pt. i sofaen, uden bukser og bh, med et tæppe, der er snasket godt og grundigt ind i kødben og hundesalv. Men jeg orker på ingen måde hente en dyne eller bevæge mig i seng, det kræver energi jeg ikke har. Tårerne triller stadig og jeg ryster på hænderne i frustration. Lilo ligger krøllet sammen på sin vante plads imellem mine knæ under tæppet og Stitch ligger halvvejs ovenpå mig. De kan altid mærke når der er noget galt.

De sidste to uger har jeg forsøgt at øge mit timeantal på jobbet med 30min. tirsdag og fredag. Jeg syntes faktisk det gik helt okay. Jovist.. jeg havde lagt mærke til, at jeg ikke havde overskud og det gik bl.a. ud over min genoptræning og husholdningen. Men det er stadig i opstarten og så kan jeg vel ikke forvente andet end en anderledes reaktion fra kroppen?
Alligevel undrer jeg mig over, hvor min energi er svundet hen.

Tænk tilbage.. hvad har du gjort anderledes?

  • Kan det være pga. min fritid?
  • Har jeg haft for mange planer i weekenden?
  • Kan det være pga. dårlig nattesøvn?
  • Er det bare indbildning?
  • Er jeg bare doven?

Jeg kan oprigtigt talt kun svare nej. Jeg har nærmest ingen planer haft og hvis der har været planer har det været i omgivelser, hvor jeg kunne gå ind for mig selv (uden dårlig samvittighed) for at hvile.

Indsæt pause her. Jeg har fået pusten igen, så nu kan hoppe under dynen og hvile mine røde øjne.

H. har lige vækket mig. Jeg er slet ikke klar til at komme op og jeg er slet ikke klar til at komme væk fra mit skjul under dynen. Men klokken er 17 og H. ved, at hvis jeg sover for længe giver det en dårlig nattesøvn. Så jeg blev hjulpet (læs: trukket) op og sidder igen i sofaen.

Forklaring følger

Det er vidst på tide med en forklaring på min lille sammensmeltning.
Kender du det hvor koncentrationen svigter? Ikke bare som, hvis du har en dyb samtale og pludselig får øje på et skilt med -75% i din ynglingsbuitk. Nej, den type koncentrationsbesvær, hvor den mest simple opgave bliver komplet umulig. Sådan havde jeg det i dag.

Jeg skulle fortsætte på en opgave fra i sidste uge, en meget basic opgave med at redigere størrelsen på nogle billeder til web. En opgave som jeg løste 10-15 stk. af i fredags. Det burde være lige til at gå til, det var det sådan set også, men mit hovede kunne ikke følge med. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg skulle. Ikke bare lige fra starten. Men jeg glemte det midt i en beskæring. Flere gange ved hvert billede.

Behøver jeg at sige, det tager lang tid at løse en opgave så?

Det er så grundlæggende for min uddannelse og mit arbejde, og alligevel gik jeg i stå hver gang.
Bare for at toppe den, så var der mange billeder som ikke levede op til den standard jeg (håber jeg da) normalt leverer. Det var SÅ frustrerende!! Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det? Jeg ved jo godt hvordan. Jeg kan bare ikke. Og det giver på ingen måde mening, at jeg ikke kan gøre noget som jeg dybest set godt ved, hvordan jeg skal gøre!
Uanset hvor mange dybe vejrtrækninger jeg tog eller hvor hårdt jeg spærrede øjnene op, så nyttede det ikke noget. Jeg kunne stadig ikke klare opgaven. ¨Jeg kan ikke.¨
De tre små ord gør så ondt at få over læberne og der ryger en flig af min stolthed hver gang.

Dyyyyyyyb vejrtrækning. Okay. Hold tårerne inde og sig til din leder, at du er nød til at tage hjem. Du ved det jo godt og du vil heller ikke have, han skal tro dét her er dit niveau.

Jeg fik det sagt. Eller.. faktisk sagde jeg ¨Det duer ikke i dag, det bliver bare et nej herfra.¨  Leveret med en halvt grådkvalt stemme og for meget vand i øjnene til at det kunne skjules.
Flot Sanne, virkelig flot.. der røg den professionalisme.
Min leder var, som altid, top forstående. Han tilbød endda at køre mig de 1.5km. hjem, hvis jeg ikke var tryg ved at køre selv. Jeg kørte selv, men hold nu kæft hvor er jeg priviligeret!
At blive mødt med sådan en forståelse på sin arbejdsplads, det er guld værd. Intet mindre!

Og her tror jeg, at jeg vælger at ende mine tanker.
Alle mennesker har øv-dage. Det der betyder noget er, hvordan vi vælger at se tilbage på dem.

Læs mere

Min første uge med ny praktik

Der er nu gået  en uge i min nye praktik og det har været en rigtig lang uge. På godt og ondt.

Hold i ryggen

Praktikopstart

Forberedelser

Som for så mange andre, startede min første arbejdsdag i 2018 tirsdag d.2. januar, men for mig betød det ikke jobstart med 2.dags tømmermænd. Det betød ændringer i den sidste del af min december.

Jeg havde forudset, at starten i praktikken ville blive hård og derfor havde jeg sørget for at være meget påpasselig henover både jul og nytår. Jeg havde ingen sociale arrangementer. Juleaftensdag og nytårsaftensdag, sørgede jeg for at holde flere hvil og prioriterede også min middagslur. Det betød naturligvis at jeg gik glip af nogle ting, men det var mit valg og min prioritering.

 

Første dag i praktik

Jeg var ikke nær så nervøs som jeg var den første dag i praktik ved Creativ Company, men denne gang virkede situationen heller ikke lige så ny for mig. Min leder fra min første praktikplads var der jo og det var ham, som skulle være leder for mig igen. Derfor var jeg langt mere spændt end jeg var nervøs.

Både tirsdag og onsdag gik godt. Jeg blev introduceret for arbejdsopgaver, jeg ikke havde arbejdet med før og fik derefter lov til at kaste mig ud i det alene. Det var fedt at arbejde sammen med min leder igen og blive udfordret på den måde.Lige så fedt det var, lige så trættende var det også.
Nye indtryk, nye mennesker og nye opgaver er altsammen noget, der tærer på energien.
Det gør det for langt de fleste mennesker, men det føles som om det kræver mere energi nu, end det gjorde inden ulykkesnatten. I virkeligheden er det jo fordi, jeg ikke har den samme mængde energi til at starte med og derfor bliver jeg også hurtigere udkørt. Det bar dagene også præg af.

Når jeg fik fri efter mine 4 timer, tog jeg direkte hjem og smed bukser + bh, hoppede under dynen og fik først øjne igen 3-4 timer senere. Lidt aftensmad og en halv film og så var jeg på vej i seng igen. Min hvile dag var heller ikke noget at skrive hjem om. Jeg var til frisøren, hvor jeg fik klippet en god del af længden, vasket hår og fik en hårkur i, gik en tur med H., Lilo og Stitch og ellers stod den på hvil, øvelser og en laaang morfar.

Hvor kunne det bare være fedt, hvis medicin og narkose ikke smadrede ens hår til ukendelighed. I det mindste er det en ganske fornuftig undskyldning for at blive forkælet lidt ved frisøren.

Tidligt i seng torsdag aften, for fredag bød på endnu dag i praktikken med de nye spændende opgaver.
Der var bare ét problem.

 

Kroppen sagde stop

Måske var opstarten for hård, måske lavede jeg en dum bevægelse eller måske var jeg bare uheldig?
Hvad der skete og hvorfor, ved jeg ikke. Men pludselig gjorde det ondt, rigtig ondt.

Fredag morgen da jeg står og fumler med kaffefilteret får jeg et svirp i ryggen. Jeg knækker halvvejs sammen, trækker vejret og fortsætter med at lave kaffe. Jeg får dagligt stød i ryggen og tænker derfor ikke videre over det. Men ca. 8 sek efter svirpet bider jeg mærke i, at det ikke er begyndt at aftage endnu.
Så lang tid plejer der ikke at gå.
Det gør ondt hver gang, jeg bevæger kroppen og jeg får svært ved at trække vejret. En dyb vejrtrækning er helt umulig. Jeg var nok godt klar over, at det måske havde været smart at forholde mig i ro derfra, men det havde jeg altså ikke tid til. Jeg skulle jo på arbejde.

Jeg havde (heldigvis) været i bad og sørget for ansigt og hår så nogenlunde anstændigt ud. Men jeg havde ikke fået tøj på og selvom jeg ikke havde hørt noget om en dresscode, havde jeg ikke lyst til at troppe op i morgenkåbe. Så jeg måtte vække H. (som jo arbejder om natten) og få hjælp til at få mit tøj på, så jeg kunne komme på arbejde. Det måtte jo gå over på et tidspunkt?

Det gjorde det ikke.
Jeg vurderede selv at det måtte være et hold i ryggen. Det føltes ligesom et hold i nakken, bare placeret i det meste af ryggens højre side. Som tiden gik, blev kun værre. Efter to timer på job var det begyndt at sprede sig til venstre side af ryggen og dér valgte jeg at kaste håndklædet i ringen og tage hjem.
Da jeg kom hjem, valgte jeg at gå en tur i håbet om, det ville sætte gang i blodomløbet og gøre noget ved smerterne. Det blev så et kæmpe nej.

Min weekend foregik på sofaen, dag og nat. Vi har ikke soveværelse i stueetagen og da jeg ikke rigtig kunne bevæge mig, sov vi på sofaen Det passede Lilo og Stitch perfekt!
Søndag eftermiddag kunne jeg selv tage joggingbukser på (YAY!) og det blev fejret med en lille gåtur efterfulgt af en god lur.

 

Hverdag igen

Mandag vurderede jeg, at kroppen var klar til praktik igen. Det var hovedet i hvert flad, så sådan blev det. Det gik også meget bedre og jeg gør alt i min magt for at det fortsætter sådan.
Jeg har fuld fokus på min praktik. Men jeg ved også at jeg skal stadig være opmærksom på ikke at overanstrenge kroppen. Hvis jeg tager mine skyklappere på, ender jeg med at køre kroppen helt i sænk og så kan jeg starte helt forfra. Så fokus på praktik, men på kroppens præmisser. Det er vejen frem for mig.

Læs mere

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

 

Mere vil have mere

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

 

Perspektiv

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere

1 2