Krop og sundhed

Tæller genoptræning som træning?

Jeg tog mig et lille kig på bloggen og kunne til min overraskelse se at det er godt et år siden, jeg sidst har skrevet omkring min træning. Et helt år?! I virkeligheden vidste jeg det jo godt, inden jeg flyttede musen over i kategorien. Det er jo mig selv, der skriver herinde så den helt store overraskelse kan det jo næppe have været. Det rejste alligevel et spørgsmål i mig:

Hvorfor har jeg ikke skrevet noget om min træning siden juli måned 2017?

Det er ikke fordi jeg er stoppet med at træne. Det er ikke fordi mine rutiner er ændret. Det er heller ikke fordi jeg ikke har den samme passion omkring det længere. Eller…?

 

Mit gamle træningsliv

Før ulykkesnatten var jeg meget optaget af træning, primært styrketræning, og den livsstil der følger med. Det betød at jeg trænede de fleste dage i ugen og at min kost var tilrettelagt efter min træning, og det gav min krop, mit sind og mit ego et kæmpe boost. Jeg var studerende med deltidsarbejde ved siden af i butik, så det var hér jeg fik brugt kroppen, fik afløb for frustrationer og havde kvalitetstid med mig selv, uden lektier eller forpligtelser. Og ja, jeg fik en mere muskuløs krop, hvilket kun gjorde det endnu bedre.

Forstå mig ret. Jeg var på ingen måde kandidat til at stå på en scene til konkurrence og det var heller ikke mit ønske eller ambition. Jeg ville være have en stærk, sund krop og det skulle kunne ses!

 

Mit nye (genop)træningsliv

Jeg kan ikke længere træne på daglig basis og den ene gang i ugen jeg (når energien er til det) kan træne, kommer det på ingen måde i nærheden af dén træning, som før var så stor en del af mit liv. Jeg har et par maskiner i træningscentret, jeg kan bruge med lav vægt, nogle øvelser med egen kropsvægt eller en elastik, og mine daglige stræk øvelser på gulvet hjemme i stuen.

Det er langt fra den træning, jeg har været vant til og det er derfor også langt fra den træning som jeg forbinder med rigtig træning. Når jeg ligger på gulvet og udfører mine øvelser, tænker jeg på dén træning, jeg drømmer om. At stå i en hættetrøje med en vægtstang på ryggen, rokere på håndfladerne med hård hud indtil grebet er perfekt, og så mærke tyngden så snart jeg løfter. Det er lige her, alt andet forsvinder et øjeblik, og det eneste jeg tænker på, er det næste rep. Dét er min frihed. Eller det var det.

 

En ny slags træning

Jeg HAR stadig min passion omkring træning. Det kan jeg mærke, når jeg ligger på gulvet og drømmer om tunge løft. Jeg elsker det stadig, men savnet gør det hårdt at tænke på og endnu hårdere at skrive om.

Når noget kommer ned på skrift får det en helt anden virkelighed, hvor fjollet det end lyder.

Jeg er glad for min genoptræning, men jeg har svært ved ikke at sammenligne den med mit gamle træningsliv. Jeg er glad for at jeg kan træne, det er jeg. Jeg er glad for at jeg kan ligge på gulvet og lave mine stræk øvelser. At jeg selv kan komme ned på gulvet og selv kan komme op igen.
Men det ændrer ikke på mit savn til mit gamle træningsliv.

 

Et nyt perspektiv

Min genoptræning er ikke træning, som jeg forstår det, men jeg prøver at vænne min tankegang.
Jeg ved at min genoptræning er den rette træning for min krop.
Min krop bliver presset og jeg kan mærke det gør en forskel. Jeg får strukket kroppen ud og ligesom ved min gamle træning, så kan det mærkes under øvelserne og jeg er træt efterfølgende. Det er bare på en anden måde. Mine muskler er ikke ømme, ikke isoleret set i hvert fald, men min krop er øm. Den er brugt.

Derfor må jeg også indse at min genoptræning er træning. Hvis det var enhver anden, der spurgte om deres genoptræning talte som træning, ville jeg ikke tøve ét sekund! Selvfølgelig er det træning! Det er vildt hårdt for kroppen og der bliver arbejdet benhårdt. Genoptræning ER træning.

Det skal jeg bare huske, også gælder når det handler om mig selv.

Læs mere

Min træning efter 6 mdr.

Jeg har nu deltaget i det tilbud CEB kalder ¨Motion og Sundhed¨ (jeg kalder det træning/genoptræning i daglig tale og på min Instagram) i DGI huset hver tirsdag + torsdag formiddag i ca. 6mdr. og i går havde jeg min sidste træning med CEBs fysioterapeut på sidelinjen.

De sidste 12 uger har dog været markant anderledes end de første 12 uger.


 

I mit sidste indlæg om træning skrev jeg, at jeg ikke behøver en lur når jeg kommer hjem.
Dén stryger vi lige med en stor rød sprittusch!
Mine øjne ville ikke kunne holdes åbne, om så der var 17 spidsslebne tandstikker i hvert.

Det har været en kamp at indse, hvor meget energi jeg faktisk bruger på min træning selvom den kun består af øvelser. I min verden (inden ulykken) hed det benhård styrketræning 5-6 gange i ugen + cardio og ikke engang dér var det nødvendigt med en lur efterfølgende, så hvorfor skulle det dog være nødvendigt efter et par øvelser på en yoga måtte? Ej, det hang på ingen måder sammen i mit lille hovede!

Det jeg glemte/ikke ville indse var, at min krop havde fået et helt nyt startpunkt.
Efter knap 3mdr. i et korset der holder overkroppen fastspændt i alle døgnets 24 timer, var der ikke meget styrke tilbage i mit core, eller resten af kroppen for den sags skyld.
Jeg tror ikke man tænker over, hvor mange muskelgrupper der ikke må bruges når ryggen er sat ud af spil. Det hele er jo forbundet til ryggen, så da jeg fik korsettet af var det langt fra den krop, der blev pakket ind!
Der var mormor arme, slaske lår osv. og når de basser skal trænes op igen, er det med den forudsætning at ryggen også kan følge med og så det kan godt være benene kan klare 50kg. i benpres, men det nytter altså ikke noget når ryggen kun kan klare 20kg. Ryggen bestemmer, man kan ingenting uden den.
Dé aspekter havde jeg bare ikke skænket en tanke. Faktisk tror jeg slet ikke min prioritet lå i at få en stærk krop igen.. ikke for kroppens skyld i hvert fald. Jeg ville bare tilbage til mit gamle liv med min gamle krop, mine gamle evner og muligheder. Jeg ville bare gerne have mit gamle ¨jeg¨ tilbage.

Ignorant? Stædig? Blind? Overfladisk? I fornægtelse? Vælg selv, accepteret var situationen i hvert fald ikke.
Det er den stadig ikke helt, men jeg er tættere på i dag end jeg var igår.

Det har taget mig mange mdr. at indse, at jeg har nye forudsætninger for at træne nu og de skal følges, hvis jeg nogensinde skal have min gamle fysik tilbage. Selvfølgelig var jeg godt med på, at min ryg har været brækket og at genoptræning var nødvendigt, men derfra og så til rent faktisk at indse at det ikke er noget der ændrer sig foreløbigt og der ikke er noget at gøre for at fremskynde det, der er rigtig langt!

Jeg er så småt ved at forstå at en lur efter en træning er nødvendig. Jeg kan tydeligt mærke, at det gør en forskel for kroppen og det giver mig flere effektive timer i døgnet, hvilket i sidste ende er målet.


 

Selvom det ikke føles som om der sker noget, så er der faktisk sket store ting de sidste par uger!
Jeg har nemlig prøvet en lille del af det, jeg så inderligt brænder for at komme igang med igen;
Jeg har fået lov til at træne i et par maskiner!!

Endelig! En lille bid af rigtig træning! Nøj det har jeg ventet længe på! Jeg måtte også kigge med bedende øjne på min fys og forsikre hende om, at jeg nok skulle lytte til min smertegrænse og tro det eller ej, det har jeg faktisk gjort. Det er ikke en stang på ryggen eller håndvægte, men det har et strejf af min gamle træning og dét er et kæmpe skridt i den rigtige retning!

Jojo, jeg måtte træne i cirkeltræningen, men når man før var vant til at træne med vægtstænger osv. er de maskiner i cirkeltræning altså en ret så tam oplevelse!

Det er desuden en helt anden følelse, jeg står tilbage med efter en træning nu.
Det er en følelse, jeg kender fra længe siden. Jeg er træt på en helt anden måde, dén måde man kun kan være træt på når man har brugt kroppens muskler og ikke ¨kun¨ har prøvet at finde dem på en måtte.
Om dét så er fordi, kroppen har fået lov til at restituere efter træningen i form af en lur eller fordi det først er efter 4-5mdr. træningen generelt rykker mere på kroppen, tør jeg ikke sige.
Men det er en skøn følelse, at kunne bruge og mærke kroppens muskler på den måde igen.


 

Nu er min træningsperiode hos CEB slut og hvad skal der så ske?
Det er ret ligetil, jeg skal selvfølgelig fortsætte med at træne på egen hånd og det bliver både i et center og derhjemme med mine øvelser på yoga måtten og med den famøse gule elastik.

Min hjemmetræning er også blevet udvidet, jeg har nemlig fået nyt legetøj, YAY!

Jaja, den ser måske ikke ud af meget, men man skal ikke dømme denne lille sag for hurtigt. Det er en Booty Builder og den har det helt simple formål at sørge for, jeg får en røv man kan stable kopper på, so to speak.

Den holder ben/knæ på plads og giver modstand (alt efter stand bredde) når jeg kører air squat eller hip thrust med den, hvilket øger intensiteten og sørger for en super god kontakt til ballerne! Så jeg forventer en smækværdig røv indenfor 6mdr.s tid! Det er vel ikke for meget forlangt?

Det kræver selvfølgelig at den bliver brugt, men det er faktisk noget lettere at køre squat med den end at gøre det uden redskaber og så er det bare meget sjovere, når jeg kan mærke musklerne arbejde!

Det er faktisk en gave fra H. og så kan man jo vælge at tage det som et vink med en vognstang, eller tænke at røven bare er så smækker-lækker at der bare må og skal være mere af den!

Min største bekymring omkring at skulle træne på egen hånd er faktisk mig selv.
Jeg vil SÅ gerne hurtigt fremad, vil SÅ gerne have bygget en masse muskler på, tabe medicin fedtet og have en stærk krop! Gerne i går hvis det kunne lade sig gøre, tak.

Der er ikke længere en fys, der holder øje med mit niveau eller ser hvordan min krop reagerer to dage senere og derfor fjerner en øvelse eller sender mig hjem under dynen.
Det lyder jo fuldstændig latterligt. Jeg er 27 år, har et hus og to hunde så jeg burde faktisk være voksen nok til at tage vare på mig selv? Jeg forventer jo heller ikke, min mor tjekker om jeg har fået morgenmad.
I virkeligheden bliver det måske ikke så slemt. Jeg er da trods alt klar over, hvad jeg skal være opmærksom på og jeg har jo lært, at det gælder om at kigge længere tilbage end før for at se fremgangen.
Desuden ved jeg, hvad jeg risikerer at miste.
Ikke nok med at jeg ville være tvunget i en brak periode på min. nogle mdr. for derefter at starte helt fra bunden af, jeg ville ødelægge mine udsigter til at komme i praktik snarest og dét ville jeg ikke kunne bære!

Men.. jeg tror på, man skal have en målsætning og selvom jeg hjertens gerne vil sætte et mål, der hedder at kunne squatte med en vægtstang på ryggen inden for de næste tre mdr. ved jeg også, at jeg er for stort et konkurrencemenneske til at overholde kroppens grænser, hvis de skulle stå i vejen for at nå målet inden for de tre mdr. og dét har jeg simpelthen ikke råd til!

 

Sidste gang jeg skrev om min træning lød mit mål således:
¨Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!¨

Det mål har jeg stadig, men jeg er ved at indse at jeg er nød til at sætte nogle delmål, hvis ikke jeg skal blive utålmodig og gå for hurtigt frem fordi der er for langt til målstregen.

Mit delmål kommer til at handle lige så meget om min egen opfattelse af, hvordan min krop skal se ud.
Jeg trænede meget før ulykken og det bar min krop også præg af, derfor er mine tanker om den krop jeg har nu ikke videre søde. Men det var faktisk først en dag til træning med CEB, at det gik op for mig, hvor grimt jeg snakker om min egen krop.

En fra holdet af spurgte mig, hvorfor jeg altid træner i en stor trøje og jeg hørte mig selv begynde at forklare, at jeg sveder mere når jeg har en stor trøje på, så det var for at øge min forbrænding.. men jeg måtte stoppe midt i sætningen og tilstå:¨Det er faktisk fordi, jeg har trænet meget førhen så jeg har meget svært ved at være i min krop og føler mig ikke tilpas ved at vise min krop.¨
Hun kiggede på mig som om jeg lige havde sagt, at jeg ikke tror på global opvarmning og ja.. jeg ved udemærket godt at jeg ikke er overvægtig, men det ændrer altså ikke mine tanker når jeg står foran et spejl. Jeg er helt med på, at det er noget jeg skal arbejde med og det foregår ikke på en crosstrainer, det foregår i hovedet. Jeg skal vænne mig til at se min krop og det kan jeg kun, hvis jeg ikke pakker den ind.

Derfor er mit mål at træne i en tank top inden for de næste tre mdr.
Min træning drejer sig altså ikke kun om at acceptere, at det tager længere tid før jeg kan se en fremgang rent fysisk, men nu også om at acceptere min krop i hverdagen og føle mig tilpas i den, uanset tøj str.

Tal pænt, også til dig selv.

Læs mere

Min træning efter 3mdr.

Der er mange ting der ændrede sig efter bilulykken, men én af de større ting var min træning.

Inden ulykkesnatten trænede jeg 5-6 gange i ugen, deltog i 1-2 fitnesshold i ugen, og fulgte en struktureret kostplan, der var  tilpasset min krop og den træning jeg skulle lave de forskellige dage.

Jeg ville gerne sige at jeg startede for at passe på min krop, men faktum er at jeg var (og til dels stadig er) opmærksom på mit udseende og bare gerne ville se ud som billederne på instagram. Jeg skriver billederne på instagram, fordi jeg er helt med på den forskel posering og det rigtige lys gør, og så er vi nok flere (eller i hvert fald mig) der kender til ¨tricket¨ med liiiiiige at spænde op hist og her når billedet bliver taget.

Det var ikke fordi jeg trænede til at stille op til konkurrence, mit udgangspunkt var ¨bare¨ at jeg gerne ville have en trimmet krop, men hård træning og sund kost blev lynhurtigt til en livsstil og jeg elskede det!
Jeg var på ingen måde hende man ser på løbebåndet, der ihærdigt kæmper for at blive bikini-klar på den ¨instagram-venlige¨ måde. Jeg trænede med vægte, kørte squats, lunges, lidt maskiner, fitnesshold og en enkelt gang eller to i ugen fik jeg mig forvildet over på en crosstrainer i forsøget på at smide lidt kropsfedt, men min træning havde fået en helt anden betydning end at få en trimmet krop. Træningen gav mig energi til at nå de (mange, mange) andre ting, jeg konstant havde gang i og jeg kunne se en fremgang ved min krop uge for uge, hvilket kun gav blod på tanden til at træne endnu hårdere!
Alt dette ændrede sig brat på få sekunder.


 

Hvis du har fulgt lidt med på min instagram, har du formentlig set et par opslag om min genoptræning med CEB (Center for Erhvervsafklaring og Beskæftigelse), ellers får du en helt kort opsummering her:
De sidste 12 uger har jeg hver tirsdag og torsdag formiddag gået til individuel genoptræning på hold, eller det de ved CEB officielt kalder ¨Motion og Sundhed¨, som i korte træk er adgang til træningsfaciliteter med en tilknyttet fysioterapeut fra CEB på sidelinjen, der står klar med gode råd og vejledning.
Dét har været i rutsjetur for både krop og sjæl!

Til min første træning var det med blandede følelser, jeg gik op ad trapperne til træningsrummet. Jeg glædede mig til at komme igang igen, men samtidig vidste jeg jo godt at det ikke ville være det samme som…

Imens jeg skriver det her indlæg, mærker jeg hvordan tårerne presser sig på..
Ærligt? Jeg savner det, hold kæft hvor jeg savner det!!
Jeg savner at presse kroppen til det absolut yderste, mærke pumpet og se resultater uge for uge. Jeg savner energien og den følelse jeg fik efter en hård træning. Jeg savner at mærke bassen blæse igennem hørebøfferne for at overdøve den dybe vejrtrækning ved de tunge løft. Jeg savner at ¨ holde mig¨ i timevis, fordi det at gå hen til toilettet (for slet ikke at snakke om at sætte sig på det) føltes mere krævende end selve træningen.
Jeg savner det hele!

Efter min første ¨træning¨ med CEB på sidelinjen var jeg knust. Som opvarmning sad jeg 5min. på en cykel med ryglæn i niveau 1, så gjorde kroppen for meget protest til at jeg kunne fortsætte. Derefter skulle jeg til det, jeg havde skrevet mig på aktiviteten for, styrketræning! Det eneste problem var bare, at fysioterapeuten havde luret mig.. Hun følger mig pænt hen til cirkeltræning og begynder så at fortælle mig, hvordan man skulle bruge maskinerne.

Hér sprang kæden lidt af! Jeg var jo ikke idiot, jeg havde faktisk ret godt styr på træning så hvis nu hun bare pissede af, så jeg kunne komme over til stativ, vægtskiver og håndvægte, ja så ville det bare være kanon! Men nej nej, hun fulgte mig rundt i cirkeltræningen og forklarede gentagende gange, hvor vigtigt det var at det ikke gjorde ondt under træningen.

Gjorde ondt?! For det første gør det hele tiden ondt. For det andet, så SKAL træning gøre ondt, musklerne skal syde af mælkesyre og jeg skal have problemer med at løfte shakeren før jeg er tilfreds!
Vi var på ingen måde enige, men selvom det var min krop så bestemte hun over træningen når jeg var der med CEB. Nå ja.. så havde hun jo også en faglig baggrundsviden og årtiers erfaring med genoptræning, men helt ærligt, jeg havde da fuldstændig styr på min krop?! Hun kunne bare koncentrere sig om de andre, så skulle jeg nok passe min træning, kein problem!
Jeg kom til at sluge mine ord hurtigere end kvinder der spotter et -75% skilt flytter fødderne!

Efter 5min. på cyklen i niveau 1 og en runde i cirkeltræning (- et par maskiner) var kroppen færdig. HELT færdig! Jeg tænkte, det ville være smart at smutte i wellness afdelingen og sumpe i det varme vand for at få lidt ro på kroppen igen.
40min efter vågner jeg, fordi jeg ligger og snorker i det varme vand…. (true story).
Jeg tjekker hurtigt, hvor mange der registrerede det og konstaterer/vælger at tro på det kun var mig der hørte det, as if! Jeg falder i søvn en tre gange, før jeg nosser mig sammen til at slæbe min tunge krop op af det varme vand og hjem på sofaen.

Var det, dét jeg kunne? Er det, dét jeg skal kalde ¨træning¨ nu..? Det var en stor kamel at skulle sluge!


 

Det er nu 12 uger siden min første træning og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se jeg har rykket mig. Jeg kan stå på en crosstrainer igen, jeg kan træne i længere tid og jeg behøver ikke sove når jeg kommer hjem (eller i vandet), jeg kan for det meste nøjes med et hvil.

Det er stadig langt fra den træning, jeg så brændende ønsker at komme tilbage til. Jeg var faktisk ikke klar over, hvor meget jeg savnede den før jeg skrev dette indlæg. Jeg havde bildt mig selv ind, at den træning min krop kan klare nu er godt nok, at jeg er tilfreds med det og har accepteret det. At dømme efter mine hævede pandaøjne er det vidst ikke helt tilfældet alligevel..

Tænk at man kan overbevise sig selv om noget helt andet, bare fordi virkeligheden er for svær at kapere..

Jeg har altid haft den overbevisning, at man selv er herre over sin fremtid og det mener jeg stadig. Jeg vælger at se i øjnene, at den træning fysioterapeuten på holdet anbefaler virker, godt nok i et helt andet tempo end jeg er vant til, men den virker.

Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!

Læs mere