Min historie

Kort fortalt

Velkommen til min blog!

Mit navn er Sanne, jeg er 90’er barn og bosat i midtjylland med min kæreste H. og vores to skønne pelsbørn, Lilo & Stitch. Jeg er et udpræget familie menneske og elsker dyr.
Bortset fra edderkopper. Og hajer. Irrationel frygt for nogle fascinerende dyr, jeg ved det godt..

Her kan du læse om mit liv som kronisk smertepatient, hvordan mine kroniske smerter påvirker min dagligdag og følge min proces i at finde en måde at leve mit liv på i balance med mine udfordringer.

 

Før bilulykken

Inden mit liv blev vendt op og ned, og jeg fik stemplet ¨kronisk smertepatient¨ var jeg en typisk jysk pige. Jeg jonglerede med uddannelse, deltidsjob som butiksassistent, weekend job som bartender, trænede 5-6 gange i ugen + cardio eller hold, og havde naturligvis også overskud til venner, familie, sociale arrangementer og allerhelst stod jeg i spidsen for det hele.

Jeg ville nok beskrive mig selv som værende udadvendt med ben i næsen og et temperament, der sagde spar to. Temperamentet har jeg stadig, men resten er jeg ved at finde rundt i.

 

Hvor stammer de kroniske smerter fra?

D.1. februar 2014 var jeg med i en bilulykke, hvorefter jeg blev trukket ud af en brændende bil. Det var også her jeg fik min første tur i en ambulance med fuld blink til Herning sygehus, hvor jeg så (mere eller mindre) fik en tur i alle deres maskiner.

Alt det kan du læse mere om i indlægget ulykkesnatten.

 

Lægernes første dom

Lægernes dom lød på en brækket ryg og et brækket drejeled i højre hånd.
Det resulterede i nogle dages kost og logi på statens regning, operation af hånden og derefter 2,5 måned iført et blændende specialstøbt leopard korset i døgndrift.

For at få en forklaring på leopard delen kan du læse indlægget dagene på hospitalet.

 

Det indelbar desuden et ophold på 2,5 måned hjemme hos mine forældre, med en masse restriktioner fra lægerne, grundet en mere eller mindre funktionsløs ryg og højre hånd lagt i gips. Det gav selvsagt både personlige og fysiske udfordringer.

Det kan du læse mere om i indlægget Helingsperioden her.

 

Den sidste dom fra lægerne

Efterfølgende har jeg været på noget af en rundtur i systemet.
Efter at have fortalt den samme historie om og om igen til en masse læger, speciallæger og andre kloge mennesker, og en masse ¨mellem-domme¨ endte jeg på en smerteklinik.
Her fik jeg betegnelsen ¨kronisk smertepatient¨.

 

Kronisk smertepatient

Med dét stempel i panden begyndte min rejse på at finde hoved og hale i hvad ¨kronisk smertepatient¨ så lige er for noget, hvad det ville betyde for resten af mit liv og hvordan jeg så lige skulle forholde mig til… ja alt faktisk.

På smerteklinikken havde de en frygtelig masse brochurer, der forklarer om kroniske smerter  og jeg fik også tilbudt et 12 ugers smertehåndteringskursus.
Efter ca. 6 mdr. tog jeg imod deres tilbud, det kunne vel ikke skade? Det værste der kunne ske var, at det ikke gjorde en forskel og dét havde jeg ligesom prøvet en gang eller tyve før.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit indlæg 12 ugers smertehåndteringskursus her.

 

Til min store skuffelse, fandtes der åbenbart ikke en oversigt eller en manual til, hvordan jeg skulle navigere rundt i et liv med kroniske smerter.
Det var noget af det første jeg lærte, intet forløb er ens. På nogen som helst måde.

 

Job og karriere

Jeg har været i en længere praktikforløb for at finde den bedste løsning for mig på arbejdsmarkedet.

Jeg har arbejdet længe og meget målrettet for at kunne få en plads på arbejdsmarkedet og selvom det ikke oprindeligt var min førsteprioritet, så er det noget, jeg er meget glad for nu.

D.25. september 2018 fik jeg bevilliget fleksjob, til møde med rehabiliteringsteamet.

 

Hvad så nu?

Jeg har brugt lang tid på at finde hoved og hale i mit nye liv. Lære nye rutiner for helt basale ting som at vaske hår, lave mad, gå en tur med pelsbørnene og listen fortsætter.

Jeg er stadig ved at skrive min personlige manual over mit liv som smertepatient.

Det ¨lyder” mere poetisk på skrift end det gjorde i mit hovede

Faktisk er den gentagende gange blevet omskrevet.
Mine omskrivninger indebar grundlæggende, at jeg endelig accepterede kroppens signaler og indså, at jeg var nød til at rette mig efter dem. Sænke mine egne forventninger til, hvad jeg burde kunne klare.

På den måde kan jeg være mere tilstede i de ting jeg prioriterer i mit liv og det er i virkeligeheden, for mig at se, den bedste måde at leve livet på.

Hvis du har lyst til at følge mere med, kan du se hverdagsglimt på min Instagram @smertepatienten. Der er garanti for en masse billeder af mine to skønne pelsbørn og insta stories fra sofaen.

Tak fordi du læste med!

Fleksjob bevilliget – mødet med rehabiliteringsteamet

Det er ingen hemmelighed at ønsket for rehabiliteringsmødet var et fleksjob.
Jeg har i et godt stykke tid nu været afklaret med, at som mit liv ser ud pt. vil et fuldtidsarbejde ikke være muligt. Dermed ikke sagt at det aldrig bliver det, for det er stadig mit ønske, men det vil på ingen måde være realistisk i min situation. Læger og alle de andre kloge hoveder har nået den konklusion for længe siden, men det er først når et rehabiliteringsteam stemmer i, at det bliver en realitet.

Derfor var tiden op til mødet fyldt med spænding, nervøsitet og hjemmelbryggede skrækscenarier om en fremtid med lurvede klude som beklædning, iskolde bade i omkringliggende søer og en kostplan bestående af pasta med spagetti pludselig en fast del af min dag.

Hvem sagde drama queen?

Før mødet med rehabiliteringsteamet

Da jeg (langt om længe) fik min indkaldelse til et møde med rehabiliteringsteamet, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne og jeg måtte læse det flere gange.

…….

¨Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i alle sager, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension træffes.¨
…….
…….

Den var god nok. Nu skulle der endelig komme en afgørelse! Måske..

Muligheden for at blive tilkendt et ressourceforløb var der stadig, og så ville jeg på ingen måde være færdig. Jeg ville nærmere skulle starte forfra. Det var en tanke, jeg prøvede at skubbe bagerst i hovedet. Jeg tvang tankerne væk og fokuserede på logik og fakta omkring mit forløb.

Forinden indkaldelsen til rehabiliteringsmødet havde jeg godkendt et meget, langt dokument der godtgjorde for samtlige lægebesøg og alt andet med relation til mit forløb gennem de sidste fire år og det var tydeligt (for mig og de andre kloge hoveder) at et fleksjob ville være den bedste løsning.
Men man kan jo aldrig vide, hvad andre mennesker ser af løsninger.

 

Bekymringstanker og valg

I mit tidligere indlæg beskrev jeg kort de skrækhistorier, jeg havde hørt om sager der var blevet trukket ud alt for længe, fordi borgeren havde ¨set for velsoigneret ud.¨ eller været for følsomme.

Jeg besluttede dog hurtigt inden mødet, at jeg ikke ville lade mig påvirke af de historier. Både fordi jeg var nød til at gå ind med et positivt mindset om at de selvfølgelig ønskede det bedste for mig, men også fordi jeg på min Instagram hørte mange gode erfaringer fra rehabiliteringsmøder.

Med det udgangspunkt tog jeg mine valg.

  • Påklædning og fremtoning

    Jeg besluttede at det var en festdag, uanset hvad ville jeg jo komme tættere på en afklaring. Ligesom alle andre dage, stod jeg op og gennemgik min rutine med indlagte pauser, så jeg ville være frisk til mødet. Jeg vaskede mit hår, trak i min yndlingskjole og tog make up på.

  • Bisidder med til mødet?

    En anden tanke jeg delte på mit sidste indlæg, var hvorvidt jeg skulle tage en bisidder med. Jeg var enormt nervøs for at blive for følelsesladet, hvis H. var med og at det ville påvirke udfaldet for mødet. Men hele forløbet har naturligvis også påvirket H. og jeg syntes derfor også kun det var rimeligt at spørge, hvad han havde lyst til.
    Som altid, ville han gerne være ved min side, men kun hvis det var ok med mig.

Hvad har jeg gjort for at fortjene så meget kærlighed og forståelse?

Aftenen før mødet med rehabiliteringsteamet

Aftenen inden mødet gik i sneglefart og alligevel for hurtigt. Mødet var ved at være så tæt på, at både spænding og nervøsitet steg med raketfart. Selvom jeg bare gerne ville have det hele overstået, kunne jeg næsten ikke overskue at lægge mig til at sove for så ville der pludselig kun være få timer til det hele gik løs og mit liv skulle vurderes af komplet fremmede.

Den tanke var næsten mere ubærlig end ventetiden.

Mødet med rehabiliteringsteamet

Tirsdag d.25. september 2018 var store mødedag med rehabiliteringsteamet og den foregik noget anderledes, end jeg havde forestillet mig!

Vi (ja, H kom forresten med) blev hentet af min sagsbehandler og ført ind i et mødelokale. Her var et langt bord, hvor der sad intet mindre otte mennesker! Otte nye menneske fra forskellige afdelinger, der alle havde booket tid i deres kalender til min sag. Det var selvsagt lidt overvældende!
Jeg gik en høflig runde, gav håndtryk til alle og satte mig for på min plads for bordenden til skue for hele forsamlingen. Men med H som beroligende støtte på min venstre side.

Spørgsmål fra teamet

Efter en præsentationsrunde med navn og afdeling på de otte nye mennesker, var der én person, som stillede spørgsmål. Spørgsmålene havde jeg hørt og besvaret mange gange før.
De omhandlede min hverdag, arbejde, huslige pligter og mine tanker om fremtiden.
Jeg svarede efter bedste evne, men det var svært at holde fokus. Ligesom ved en eksamen forsøgte jeg nemlig at være opmærksom på hele dommerpanelet.

Nogle sad ivrigt og kradsede noget ned på en blok papir, nogle lyttede bare, men et par af dem kiggede direkte på mig. De studerede mig ikke, som jeg ellers havde forventet. De lyttede oprigtigt og deres beroligende blik sagde med al tydelighed, at de var der for at finde den bedste løsning. For mig.

Det gav mig ro til at vende blik og fokus mod personen med spørgsmålene.
Her nåede mit fokus ikke at være længe, for efter tre spørgsmål kom sætningen jeg havde håbet på.

¨Du er bevilliget fleksjob.¨

 

Fleksjob bevilliget

Det var så surrealistisk. Al den spænding og forventning der havde ophobet sig blev med ét forløst.
Jeg prøvede at holde masken, lytte og smile. Men jeg kunne mærke, hvordan tårerne fyldte mine øjne og tankerne fløj afsted helt ukontrolleret.

Når jeg kigger tilbage på dette øjeblik, ser jeg det som en filmscene, hvor alle stemmer dyses helt ned og kameraet zoomer ind på hovedpersonen, der sidder i sin egen bobbel.

Jeg vågnede af min tåge, da jeg i øjenkrogen så H. række ud og hælde et glas vand op til mig.
Resten af mødet var ren formalia med praktiske informationer og lykønskninger.

Rehabiliteringsmødet var afsluttet på mindre en tyve minutter og jeg var på ingen måde fattet omkring situationen da jeg forlod lokalet. Tårer fyldt med lettelse trillede ned ad mine kinder, jeg var ved at falde over mine egne ben og kunne knap nok fremstamme et ¨tak.¨

 

En ny virkelighed

Udenfor mødelokalet omfavnede H. og jeg hinanden. Endelig færdige!
Jeg fik en helt ny og meget bogstavelig forståelse for udsagnet ¨en tung sten er løftet fra mine skuldre.¨ Fysisk følte jeg mig 10 kg. lettere og det var som om, jeg pludselig bevægede mig mere elegant. Ikke som en ballerina, bevares. Men istedet for at møvre mig afsted som en udbrændt panda, svævede jeg nærmest hen over fortovet som en humlebi over en blomstereng.

Det kommer til at lyde småtosset, men det var som om alt var forandret. Farverne var klarere og jeg kunne trække den friske luft dybere ned i lungerne end nogensinde før.

For første gang i meget lang tid, smagte jeg på livet og det var vidunderligt!

 

Jeg fik den smukkeste buket fra H. og pigerne med ordene ¨Fordi vi er stolte af dig.¨
Behøver jeg sige, at jeg stortudede da jeg fik dem?

 

Fremtiden

Hvad så nu? Som de sagde på rehabiliteringsmødet, så gik jeg igennem en magisk dør på vej ud og blev jeg erklæret rask i systemets øjne. Hvilket i korte træk bare betyder at jeg ikke længere er sygemeldt, men nu er jobsøgende som alle andre ville være. Jeg skal bare søge fleksjob istedet.

 

Nye oplevelser

Som sidegevinst må jeg også forlade landet igen nu, og dét udnytter vi til fulde inden længe!

Vi skal til New York i november/december!!

En juletur til New York har længe været på ønskelisten for os begge og nu er turen booket!
Vi skal se juletræet blive tændt ved Rockefeller Center. Slentre rundt på julemarkeder med en kop varm kakao i hånden. Rundt til alle must see seværdigheder, museer og mindesteder.

Men frem for alt, så skal vi nyde halvanden uge med nye oplevelser sammen, hvor vi bare skal være kærester. Det bliver fantastisk!!

D.14. juni 2016 – Eksamensdagen for min BA

Det er ved at være længe siden, jeg blev færdig med min uddannelse. Det er jeg brændende opmærksom på for tiden, da mine tidligere studiekammerater bliver færdige med deres kandidatgrad i år.
Dvs. de studiekammerater jeg fik efter ulykken, fordi jeg herefter måtte rykke en årgang ned. Mine første studiekammerater blev færdige med deres kandidater sidste år og er nu godt igang med deres karriere.

Mig? Jeg afskrev at læse min kandidat lige efter bacheloren, blev sygemeldt og fik til sidst lov til at komme i et jobafklaring og venter nu utålmodigt på at komme igang med min karriere.

Lyder jeg bitter?
Jeg bilder mig selv ind, jeg ikke er bitter. Sådan.. generelt set i hvert fald.
Men når jeg ser de personer, jeg før gik i skole med, tage den den uddannelse
som jeg havde planlagt at fuldføre og arbejde med de ting jeg gerne vil,
ja.. så bliver jeg ærlig talt lidt bitter på livet.

Selvfølgelig er jeg glad på deres vegne, det er jeg virkelig!
De har kæmpet sig til deres drøm og det er så velfortjent at de kommer i mål.
Men når jeg sidder alene og de ikke ser eller hører det, så bliver jeg bitter.
Bitter og ked af det.

Tilbageblik på eksamensdagen

I dag er det præcis 2 år siden, jeg var inde og forsvare mit BA projekt.
Noget jeg kun ved, fordi der kom et minde op på min Facebook profil med et opslag jeg lavede den aften.
Selvom jeg selv har skrevet det og stadig husker hvad der står, så valgte jeg alligevel at læse det igen.

Efter at have læst det sad jeg med tårer trillende ned ad kinderne.
Jeg kan tydeligt huske dagen og selvom jeg har læst det flere gange siden, rammer det stadig tårekanalen.

Smertepatient BA

Facebook opslag fra d.14. juni 2016

De sidste 1.5 år har jeg hørt på diverse læger, der mente at jeg hverken burde eller kunne tage min uddannelse færdig. Det har også været noget af det hårdeste jeg længe har prøvet, men med vilje og god portion stædighed kommer man langt!! Jeg kan i dag sige at jeg har en bachelor i International Communication and Multimedia, fik et 10 tal for min afhandling og dermed storstilet trodsede alle de læger, der ikke troede på mig!! 😃💪

Jeg ville gerne vedhæfte et billede af min fine rapport, de flotte gaver, champagnen, eller de søde venner og familiemedlemmer der har fejret dagen med mig, men sådan her så virkeligheden nu engang ud lige efter jeg fik at vide, jeg var færdig. Jeg var kort sagt fuldstændig overvældet!!

Af hjertet TAK til alle jer, der har sagt at jeg skulle fortsætte, tro på mig selv frem for lægerne og har været der for mig, når jeg ville smide det hele på gulvet!❤ Det har været et sejt træk, men jeg er glad for jeg tog det og jeg kan ikke vente med at se, hvad det næste bliver! 🚀

 

Perspektiv

Jeg kan stadig græde, når jeg sætter mig og virkelig tænker over hvor langt jeg kunne være kommet i dag.
Men jeg græder endnu mere når jeg tænker tilbage på den juni dag for 2 år siden, hvor halvandet års studietid i en morfintåge, med lægebehandlinger og genoptræning på sidelinjen kulminerede i en kæmpe sejr. Jeg fik min uddannelse. Jeg beviste overfor lægerne og ikke mindst mig selv at med træning, viljestyrke og en kanon opbakning på hjemmefronten, så er alt muligt. Også for mig.

Jeg kan ikke sige, jeg aldrig vil blive bitter over mit tilbageslag igen. Det er jeg overbevist om, jeg vil.
Dårlige dage vil altid komme, det vil de for langt de fleste. Men de gode dage vil også altid komme tilbage og uanset hvor bitter jeg bliver fra tid til anden, så varer det sjældent mere end et par timer.
Der kommer nemlig altid noget, der kan vende min tankegang. Om det bliver mindet om en personlig sejr, mine dejlige piger, personer i min nærmeste omgangskreds, eller en fantastisk gåtur i regnvejr vides ikke.
Men jeg ved det kommer, det gør det altid.

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

 

Mere vil have mere

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

 

Perspektiv

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere

Et kapitel afsluttes

Der er ikke længe til min praktikperiode ved Creativ Company er forbi og det har været en rejse med spændende udfordringer, ansvar og dygtige kollegaer at sparre med.

Der er endnu ikke en afklaring på, hvor mange timer om ugen jeg kan arbejde. Planen var at jeg skulle forlænges efter standardperioden på tre måneder, hvis det ikke var nok tid.
Men ca. halvvejs inde i mit forløb meldte min leder, at han havde accepteret et jobtilbud fra en anden virksomhed. Det ville unægteligt betyde nogle ændringer for mig. Det resulterede også i et møde med min leder og den administrerende direktør for virksomheden og hér tog det hele en uventet drejning.

Min praktik ved Creativ Company

Den første måned skete der mange ting i min praktik. Jeg fik lov til at kaste mig ud i alt det, jeg havde mod på og jeg elskede det! Det var fedt at kunne bruge min teoretiske viden i praksis, gøre brug af egne erfaringer og sparre med kollegaer for konstruktiv kritik, råd og vejledning. Jeg følte, at jeg udviklede mig time for time og gik hver dag hjem med et kæmpe smil på læben. Det var vildt motiverende.

Det eneste ¨men¨ er det, jeg selv sørgede for.
Jeg har før skrevet, at jeg er en klovn til at stoppe op og trække vejret, når jeg er igang med noget som jeg brænder for. Så ja, det gælder i dén grad også mit arbejde.
Derfor fandt jeg også hurtigt ud af, at jeg måtte sætte en alarm til at ringe for ikke at glemme mine hvil. Selvom jeg syntes det var møghamrende irriterende at have en alarm sat til, så fungerede det. Jeg stoppede op når den ringede og gik ud for at hvile og lave øvelser.

Med tiden blev jeg bedre til at huske det selv. Sådan.. overordnet set i hvert fald.
Der er stadig tilfælde, hvor en kollega må minde mig om at passe på mig selv. Men det er ikke hver dag længere og dét er et stort skridt i den rigtige retning.

 

Mit første blogindlæg for en virksomhed

Under et morgenmøde, kom vi til at snakke om at lave et blogindlæg om hjemmelavede bolcher og dén var jeg helt med på. Jeg fik opgaven, lavede min eget udkast (som blev godkendt, yay!) og herefter stod den ellers på bolchefremstilling til den helt store guldmedalje.

Mit første forsøg gik ikke ligefrem efter bogen, men jeg fik hurtigt fornemmelsen for det og allerede efter mit 2. forsøg var jeg klar til at kaste mig ud i de lidt mere avancerede bolcher. Jeg har faktisk lavet så mange bolcher, at jeg måtte tage dem med på job og forære poser til familie og venner, alle tog gladeligt imod.

Lige så fedt som det var at lave bolcher, lige så fedt var det at skrive et blogindlæg om det.
Jeg har jo skrevet blogindlæg før, men jeg har aldrig skrevet et indlæg til andet end denne blog. Derfor havde jeg også en smule præstationsangst, over at skulle planlægge og skrive et indlæg til Creativ Company. Derudover kom et samarbejde med deres fotograf og grafiker, da der skulle tages billeder til blogindlægget. Proces billeder af mine første forsøg og senere billeder af de forskellige bolcher og tilbehør. Altsammen havde jeg to hænder på og var med til at godkende.

Prøv lige at spørge om jeg følte mig voksen?

Jeg har svært ved at forklare, hvilken dynamik og sparring det giver at kunne stå med kollegaer, der alle er ærekære omkring deres arbejde. Det giver en helt særlig energi og samtidigt, er det den perfekte måde at lære lidt fra andre felter.

I den sammenhæng kan jeg også indskyde, at det med at have det rette udstyr og en dygtig fotograf virkelig gør en stor forskel! Jeg tog ét lynhurtigt billede af samme opsats som fotografen (uden lys) men jeg er stadig overbevist om at de her to billeder aldrig var blevet det samme.

Hvis du har lyst til at læse om min første oplevelse med hjemmelavede bolcher, kan du finde det her: blogindlæg om hjemmelavede bolcher

Jeg nåede knap nok at blive færdig med blogindlægget, før min leder havde sin sidste arbejdsdag. Der var ikke rigtig nogen plan for, hvad jeg skulle arbejde på efter blogindlægget eller hvem jeg skulle have som kontaktperson. Derfor var der arrangeret et opfølgningsmøde med min leder og den administrerende direktør for virksomheden.

 

Opfølgningsmøde

Mødet startede som forventet.
Vi snakkede om, hvordan de sidste to mdr. var gået og hvad jeg tænkte omkring min fremtid.
Jeg forklarede, at jeg var rigtig glad for at være i praktik hos dem. Jeg var særligt glad for, at jeg blev udfordret og fik lov til at kaste mig ud i nye områder. I forhold til fremtiden var målet dog stadig at komme højere op i timeantal (optimalt set fuldtid), men det mente jeg ikke var realistisk at opnå inden januar. Det var min leder også enig i. Derfor nævnte jeg muligheden om en forlængelse af min praktikperiode, men hér tog det hele en seriøs drejning!

Jeg havde flere gange fået indtrykket af, at min leder var tilfreds med mit arbejde (sagt på godt jydsk efter jantelovens foreskrifter) og derfor virkede tanken om en forlængelse af praktikperioden ikke urealistisk.

Den administrerende direktør kiggede skiftevis på min leder og på mig og begyndte så at forklare, hvordan min leder havde bedt ham om et møde et stykke tid forinden vores fælles opfølgningsmøde.
Her havde min leder spurgt, om han kunne ¨få lov¨ til at tage mig med til sin nye arbejdsplads, som han sagde, han ville jo ikke bare ¨stjæle¨ mig.
Jeg kiggede lettere mistroisk (men mest håbefuld) på min leder.

Mig? Vil du have mig med?

Min leder forklarede kort om virksomheden og opgaverne. Virksomheden er på dét punkt, hvor de skal have opstartet en afdeling til e-commerce/online markedsføring.

Mig? Være med til at starte af en afdeling?
JA TAK!

Resten af mødet var jeg flyvende, og det er jeg faktisk stadig!
Igen er jeg på det punkt, hvor jeg ikke helt tør tro på at det nu også sker for mig. Derfor tør jeg (endnu en gang) ikke skrive navnet på virksomheden. MEN jeg ville være ved at sprænge af nysgerrighed, hvis jeg læste sådan et indlæg og derfor vil jeg ¨afsløre¨ at det er en virksomhed, med fokus på boligtilbehør og de har de skønneste varer! Jeg har i mange år været stor fan af deres varesortiment og flere gange været forbi både butik og webshop.

H.s’ begejstring omkring tilbuddet om en praktik dér var også skyhøj! Det vil sige.. lige indtil det gik op for ham, hvor dyrt det ville blive at have mig til at arbejde der. Pjat! Han er stadig ellevild over, at jeg har fået den mulighed og måske endda lidt stolt af sin kæreste.

 

Et kapitel afsluttes

Imorgen har jeg min sidste dag ved Creativ Company og selvom jeg kommer til at savne de mange søde og dygtige kollegaer, er jeg sikker på det næste skridt er det helt rigtige.
Jeg glæder mig meget og jeg er uendelig taknemmelig for, at jeg endnu engang kan gå på ferie med en fantastisk følelse i maven!

Læs mere

Helingsperioden

Efter dagene på hospitalet fik jeg strenge ordre fra både overlæge og mine forældre om, at jeg det næste stykke tid skulle bo hjemme hos mine forældre igen. Begge parter mente det på ingen måde var realistisk at jeg skulle tilbage til min lejlighed, der desuden lå på 1.sal, men jeg var overbevist om, at jeg sagtens kunne klare mig selv i min lejlighed for helt ærligt, hvor svært kunne det lige være?

Men.. jeg er mors pige, jeg gør som der bliver sagt. Desuden ved jeg, at hun har en tendens til at have ret (pisse irriterende!!), så jeg måtte indvillige i at bo hos mine forældre igen.
– Som om jeg overhovedet havde et valg!

 


Efter nogle dage på hospitalet hvor det eneste bad (skal vi kalde dét det?) var den famøse etage vask med en klud, så der var ikke noget jeg havde mere lyst til end et rigtigt bad! Dén følelse af at sidde på en taburet under bruseren og bare mærke vandet risler ned over ansigt og krop, den glemmer jeg aldrig!

Når jeg kigger tilbage på det øjeblik, forestiller jeg mig det lidt som en film. Du ved, en af de der dramaer, hvor helten altid har en skelsættende oplevelse i regnvejr og kigger op mod skyerne som et fornyet menneske.

Det tog 2 timer under bruseren, før min krop og mit hår var rent igen. Det havde fået seriøse mængder af hårlak, jeg skulle jo på bartender job og gud forbyde at håret ikke sad perfekt!
Nogle sengeliggende dage + alle turene frem og tilbage mellem seng og maskiner/operationsbord osv. havde ikke ligefrem gjort mit hår mindre uglet, så der var nok at gå igang med og H. måtte pludselig til at agere hjemmehjælper og frisør på én gang.
Ja jeg er helt enig, stakkels mand!!

Ugerne der ventede, var noget sværere end jeg havde regnet med, da jeg lå i hospitals sengen.
Med ryggen og højre hånd sat ud af spil var der en lang række af ting, jeg skulle have hjælp til og jeg tror de værste, var de ting jeg aldrig havde tænkt over krævede noget.

  • Hælde vand op
  • Have mere end 300ml vand i et glas
  • Rejse mig fra seng/stol/sofa
  • Sidde ned
  • Skære min mad/frugt ud
  • Tage strømper og sko på

– You get the point.

Ved nærmere eftertanke var der én specifik episode, der tog ekstra hårdt på min stolthed.
Selvom jeg var mere rundtosset på morfin end en kahytsdreng i stormvejr, havde jeg stadig registreret at det kradsede noget så grusomt under armene.
Jeg gik stadig med troen om, at jeg kunne klare mig selv, så jo.. selvfølgelig prøvede jeg selv.. men jeg havde ikke fået mit specialstøbte korset endnu og gik derfor rundt med et standard korset, som nærmere var en fikserings-instument, hvilket gav mine arme ca. lige så stor rækkelængde som en tyrannosaurus rex og jeg kunne derfor ikke nå modsatte armhule, hverken med eller uden gipshånd.

Jeg overvejede længe for og imod om at spørge om hjælp! Hår under armene eller min stolthed?
Jeg var vildt sippet, når det kom til personlig pleje så jeg vidste jo godt, hvad konklusionen ville ende med, men tænk nu hvis jeg kom på en nødløsning i mellemtiden. Det gjorde jeg ikke..
Jeg kunne ikke have øjenkontakt med min lillesøster (på 18 år) og jeg blinkede konstant for at holde tårerne tilbage, da jeg spurgte om hjælp. Det var simpelthen ydmygende for mig. Men hun tog det derimod som om jeg havde spurgt hende, om hun ville hjælpe mig med at finde mine nøgler.
Fik jeg sagt, at jeg har en mega sej lillesøster?

Min lillesøster boede desuden hjemme på det tidspunkt og hun tog sig så mange timer til at hjælpe mig og generelt bare være sammen med mig, om det så var at skære min frugt ud, for at snakke eller om hun sad ved med side og lavede sine lektier fra sin HHX uddannelse, hun var der.

Efter nogle uger måtte jeg (en gang i mellem) komme udenfor huset i en kørestol. De første mange ture var ikke lange, men efter nogle ture (læs mange) fik jeg lov til at blive kørt ned til Skjern by. Det gjorde min søster gladeligt og ja, billeder illustrere vidst meget godt, hvad det vil sige at være søstre.

Jeps, hun parkerede mig simpelthen på en handicap parkeringsplads..

Hvis i spekulerer på hvorfor jeg ikke bare kørte væk, så husk på at jeg ikke kunne bruge højre hånds, så jeg kunne ikke andet, end at rundt køre om mig selv.. knap så effektivt!

Men fair nok, det var nok straffen for at hun skulle høre mig synge ¨They see me rollin¨ hele vejen ned til byen.
(Hør den originale her)

 


Mine dage bestod af at ligge og vågne, (det tager lidt tid når man er godt dopet på morfin 24/7), vente på hjemmehjælperen kom og gav mig mit ¨badekorset¨ på så jeg kunne komme i bad, bruge ca. 40min. under bruseren til at vaske krop og hår med en hånd, det der med at få andre til at vaske mig, havde jeg prøvet én gang og det var rigeligt til mig! Efter hjemmehjælperen havde givet mig mig mit specialstøbte korset på igen, skulle jeg ligge på sengen en times tid og hvile efter badet, op og tegne bryn op med en brækket hånd, – jeps stadig en lille diva med fokus på udseendet.. in all fairness skal det siges, at jeg vitterligt ikke havde nogle bryn takket være et overforbrug af pincet i mine teenageår!

Herefter kunne jeg ikke andet end at ligge i seng/sofa og se serier, dem fik jeg til gengæld set en del af. Jeg prøvede flere gange at læse, jeg havde nemlig en ide om at jeg kunne følge med i mit studie hjemmefra, men jeg kunne bogstavelig talt ikke huske den sætning, jeg lige havde læst! Der var selvfølgelig også en del ture til hospitalet for at tjekke både hånd og ryg, men mere om det i et senere indlæg.

Da mine forældre kom hjem fra arbejde stod den på aftensmad og det var altid en oplevelse.
Hvis du har været på seriøse mængder af morfin gennem en længere periode, kender du nok scenariet. Jeg ville gerne deltage i samtalen, men hver gang blev det noget i stil med ¨Til din opgave kan du jo skrive om forholdet imellem brugeren og så kom morderen tilbage og skød sønnen, men togtiderne skifter så måske vi skal have is senere?¨ Første gang det skete sad de allesammen og kiggede på mig med store øjne og det gik op for mig, at hvad end jeg havde sagt (det havde jeg glemt igen) så gav det slet ikke mening.

Jeg kiggede ned i min tallerken og gjorde mit ypperste for at holde tårerne tilbage.
Pis, den her kan jeg ikke komme udenom! Nu sidder de allesammen og er skide nervøse for mig.
Hvis der var noget jeg for alt i verden ikke ville, så var det at såre min familie! Selvom morfinen gjorde mig omtåget, kunne jeg stadig mærke hvordan min situation påvirkede dem. Jeg var led og ked af det jeg udsatte dem for, led og ked af at de skulle bekymre sig om mig og lide på min bekostning.

Den dag i dag kan vi grine af alle de misforståelser og usammenhængende sætninger jeg kom med og dét tror jeg er rigtig vigtigt! Det er ikke en periode i vores liv der forsvinder, den vil altid være der og selvfølgelig har den påvirket os alle, men den har også bragt os tættere sammen og vist hvor stærkt et sammenhold vi har i vores familie.
Jeg er ikke i tvivl om, hvem der kommer når det hele ramler sammen og dét er et privilegium ikke alle har.

Læs mere

 

Dagene på hospitalet

Natten til søndag (dagen efter ulykkesnatten) når H. og jeg at sove to timer. Kl.9 om morgenen, kommer en læge ind til tjek op, mere smertestillende og en opdatering omkring min situation.

Lægen forklarer, at de stadig er i kontakt med afdelingen i Aarhus, for at finde frem til den bedste løsning for bruddet i ryggen. Hånden er de derimod sikre på skal opereres. Planen er at sætte en skinne ind, der skal gå hen over håndleddet og ca. 10cm ned ad armen, men de vil ikke operere hånden før de ved om ryggen også kræver en operation. Der er ikke andet at gøre end at vente..

Men ventetiden er ikke kun ventetid, det bliver hurtigt til en rutsjetur imellem følelserne.
Der kommer gentagende gange forskellige fra personalet ind og fortæller, at jeg skal opereres/ikke skal opereres. Hver gang er det et andet svar end den forrige. Til sidst stopper jeg med at lytte. Det er simpelthen for hårdt at skulle forholde sig til, at de vil skære min ryg op og rode rundt imellem det følsomme nervesystem det ene øjeblik, for det næste øjeblik at forholde sig til at de ikke kan operere.

Ventetiden går med besøg fra familie og venner. Selvom jeg løbende bliver pumpet med morfin og ligger helt fladt på ryggen, stadig iført den flotte gule nakkekrave og derfor ude af stand til at se vores gæster medmindre de står i den helt rigtige vinkel, er det stadig skønt at få besøg!

Der var flere mennesker, der valgte at smide alt de havde i hænderne for at komme og være der for H. og mig. De vidste, de ikke kunne sætte knoglerne eller sindet sammen igen, men de kunne være der og trække vejret sammen med os. Det betød mere end ord kan beskrive!

Konklusion på behandling af brud

Senere på dagen kommer speciallægen ind med en endelig beslutning. Han forklarer, at de har snakket en del frem og tilbage med afdelingen i Aarhus og at de er nået frem til, at bruddet i ryggen er forholdsvist rent og de derfor ikke vil operere.

Pyy.. ingen knive i ryggen i denne omgang! Men vent, hvad skal jeg så?
Jeg kan vel ikke bare rejse mig og løbe hjem?

Lægen begynder så at forklare, at jeg de kommende tre måneder skal have et specialstøbt korset på døgnet rundt for at stabilisere bruddet og sikre det heler pænt sammen. Men i første omgang skal hånden opereres og det skal ske under lokalbedøvelse.

Dvs. jeg skal være vågen under operationen, men hey hvor slemt kan det være? De bedøver jo nærmest hele armen, så det må da være forholdsvist smertefrit..? 

Og ja.. de bedøver hele armen. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at de rent faktisk skulle bedøve den først, altså lægge en blokade. Det er først, da de kommer med sprøjten på tre meter og kvalme, at jeg kommer til at tænke på den blokade de lagde i hånden, inden den skulle rykkes på plads dagen forinden.. Ganske rigtigt, det var ca. samme tur. Denne gang fik jeg bare nålen ned ved kravebenet og kunne de næste 10 sekunder (føltes som minutter!) mærke, hvordan lægen injicerede bedøvelsen. AV!

 

Min mor og H. købte en bamse til mig i hospitalets gavebod, jeg kunne have med under operationen. Jeg er ret imponeret over syningerne holdte til mit krampagtige greb om det stakkels plysdyr under bedøvelsen!

 

 

De kører mig ud i gangen, hvor jeg ligger og kigger på loftet. Det samme loft som var på værelset. Jeg kan hele tiden høre nye mennesker snakke og ud af øjenkrogen kan jeg se andre mennesker med slanger i næsen og hænderne, der bliver kørt i senge ligesom jeg. Nogle af dem er bedøvede eller sover, andre ligger med et tomt blik og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er sket med dem..?
Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da min seng begynder at køre og en stemme fortæller mig, at nu er de klar til mig derinde.

Under operationen bliver jeg ved med at falde i søvn nogle minutter ad gangen for så at vågne lidt igen. Hver gang jeg vågner, kigger jeg på uret og er sikker på der mindst må være gået en time, men der er kun gået minutter.. I de vågne minutter kan jeg høre, hvordan de arbejder i min hånd. Lydene kunne let forveksles med en almindelig sav eller boremaskine, så tanken om det var min hånd de har gang i, bragte billeder frem på nethinden fra dårlige gyserfilm.. De havde heldigvis hængt et lyseblåt hospitalspapir for, så jeg ikke kunne se massakren. Jeg kunne ¨kun¨ mærke skulderen bevæge sig, hver gang de rykkede lidt ekstra i hånden.

Alt taget i betragtning, så syntes jeg egentlig, at jeg tog det i okay stiv arm.
Men da en af stemmerne spørger efter en brænder, beder jeg alligevel om at få skruet op for musikken i mine hørebøffer. Det havde jeg trods alt ikke lige behov for at høre mere om!
Efter 1-1.5 times tid, begynder de at sy hele herligheden sammen. Dén lyd som en hårdt spændt sytråd giver, når den bliver strammet igennem huden, får negle på en tavle til at lyde som et drengekor ved juletid!

Natten derpå

Om aftenen får jeg lidt ekstra at sove på og lægen fortæller, at jeg vil vågne i løbet af natten med smerter i armen når blokaden aftager. Når det sker, kan jeg lige så godt ringe på klokken efter smertestillende med det samme, for det kommer til at gøre ondt og smerten aftager altså ikke.

Jaja, de har jo alverdens sjove sprøjter, så det får de vel hurtigt droslet ned på et tåleligt niveau?

Lægen fik (sjovt nok) ret og sjældent har jeg da oplevet noget så ubehageligt!

Jeg våger hurtigt op med stærke smerter i armen og når kun lige at tænke, at det måske ikke er så slemt som han gjorde ud af det, inden blokaden aftager helt og jeg virkelig kan mærke, at jeg lever endnu. H. vågner fluks af min klagesang og får ringet på klokken. Der kommer en sygerplejerske og giver morfin igennem kateteret i hånden, men der går ikke længe, før jeg kan konstatere at det så absolut ingen virkning har haft. Jeg giver det alligevel lidt tid til at virke, der er jo ingen grund til at belemre personalet unødigt. Jeg prøver også at beherske lydniveauet, så jeg ikke vækker de andre på stuen med mit piveri, men jeg må give op og ringe med klokken igen. Det er den samme sygeplejerske som før og hun giver et skud morfin mere og siger at nu burde den være der og siger godnat.

Det blev så bare et nej.. Faktisk blev det et kæmpe nej!

Jeg ligger stadig og vrider mig og smerten har ikke engang aftaget. Til sidst må vi ringe efter sygeplejersken igen, der er noget forbløffet over jeg ikke er faldet i søvn endnu. Hun giver et godt skud morfin igen, kigger indgående på H. og siger at han lige skal holde med mig, indtil hun kommer tilbage igen.

Hér falmer min hukommelse så lidt.. Heldigvis har H. HELT styr på denne del,
da det vidst har været ret så underholdende at se/høre på!

Jeg har stadig gang i min klagesang, men kort efter det sidste skud morfin begynder der (endelig) at ske noget. Så henover fem sekunder falmer min klagesang gradvist for til sidst at ende ud i en mumlen og bum. Helt væk. Så dér ligger jeg, i den dybeste søvn. Alt imens sidder H. måbende ved siden af i stolen og har lettere svært ved at tro sine egne øjne.

Dagen efter finder lægerne ud af, at de stærke smerterne i hånden (udover det faktum, at de har rykket rundt i den på operationsbordet og boret flere skruer og metal ind i knoglen) skyldtes, at gipsen var bundet for stramt om min hånd. De klipper den op og det tager lige toppen af trykket, så jeg kan begynde at slappe lidt af i hånden igen.

Eller det troede jeg i hvert fald.. For kort efter kommer der en fra personalet, som vil tage mit blodtryk. Selvom jeg får blodfortyndende hver morgen med et (møghamrende svidende) stik i maven, er det jo ikke ens betydende med at alt er som det skal være. Så blodtrykket skulle måles og det var i og for sig fint med mig. Men.

På trods af, at min hånd stadig var gul efter operationen og jeg desuden havde gips fra skulderen ned til knoerne, valgte damen alligevel at sætte klemmer på to af fingre på højre hånd. AV.
På en eller anden måde formåede jeg faktisk at sluge alle de sarkastiske kommentarer, jeg mest af alt havde lyst til at smide i hovedet på damen og fremstammer et:
¨Er der ikke evt. mulighed for, at tage den anden hånd istedet?¨

Okay måske lettere spydigt og sarkastisk. Men alt taget i betragtning (særligt for mig) synes jeg, jeg formulerede mig ekstremt pænt.

Hendes kollega var heller ikke udpræget imponeret over hendes fejl 40. Der blev sendt et skarpt blik med meldingen ¨ja, det var så ikke skidesmart.’
Og så var det vidst diskuteret færdigt.

De efterfølgende dage på hospitalet

H. blev udskrevet om mandagen, men vælger at blive på hospitalet selvom det betyder at han må sove i en stol ved siden af min seng. Ikke ligefrem den mest komfortable måde at sove på og jeg beder ham flere gange om at tage hjem og få en god nats søvn i en seng, men dét fik jeg ikke meget ud af! Faktisk var det i det hele taget mere eller mindre umuligt at få ham til at forlade min side. Selvom det er meget ridderligt, at ville vogte over sin prinsesse i nød, så var der ikke noget jeg ønskede mere, end at han vil forlade hospitalet et par timer. Bare en gang imellem. Derfor var jeg mildest talt lettet, da en besøgende kammerat inviter ham ned i byen til frokost og jeg forsikrer ham om, at jeg sagtens kan klare mig imens!

Det lyder måske ikke særligt sødt.. men nu skal du huske, at H. og jeg ikke havde set til hinanden særlig længe og hvis du har været i et forhold så tænk lige tilbage på opstartsfasen, hvor det hele er nyt og man ikke er lige komfortabel på alle punkter.. Hvis du har været på stærkt smertestillende, så har du nok nærmest regnet ud hvor vi ender henne og sidder sikkert med ansigtet begravet i trøjen pt., bare bliv dér så, det bliver ikke kønt..

Jeg venter til de har forladt rummet. Forestiller mig, hvordan de går ned ad hospitalsgangen og hvor langt de kan nå, imens jeg tæller sekunderne. Da jeg er sikker på, de er på behørig afstand, slapper jeg af i kroppen og så skal jeg ellers love for der ikke er meget prinsesse over situationen længere. Morfin, særligt flydende, er absolut ikke noget der har en positiv virkning på tarmsystemet. Jeg har en mave, der er helt hård af al den sammenpressede luft, der er blevet holdt inde i en umenneskelig tid og kæmper for at komme fri og forpeste omgivelserne. Og nej, det er ikke muligt at lave en sniger imens ens gæster er på toilettet, som desuden også er i et lille rum i stuen. Nej, nej.. med morfin får man hele pakken så der er en volumen, som ville få de fleste håndværkere til at tabe sokkerne. Faktisk tror jeg nogle gange, der er en decideret konkurrence om hvem på stuen, der kan præstere mest eller vække flest af de andre på stuen.. Jeps, man kommer hinanden ved på et hospital.

 

Ondt i stoltheden

Trods al tå krummeriet over morfinmaven, er det alligevel en anden episode, der har printet sig ind i min hukommelse og stadig giver mig lyst til at kravle hen i et hjørne og vugge sagte i fosterstilling.

Jeg lå som sagt fladt på ryggen konstant og kunne ikke røre mig ud af flækken. Så når det kom til personlig hygiejne, var det heller ikke noget, jeg selv kunne klare derfra. To sygeplejersker og fortæller mig, at de skal give mig et bad. I første omgang bliver jeg super glad, for helt ærligt så duftede jeg altså ikke ligefrem på samme måde som da jeg tog hjemmefra lørdag. Min lykke er kort. De forklarer, at et bad for mig pga. bruddet i ryggen består af en etage vask med klud..
Jeg får en klump i halsen og er mildest talt voldsomt udfordret af tanken om, at de skal køre en klud henover hele min krop og i samtlige sprækker og revner. Men jeg bevarer roen og beder H. forlade rummet. Nej, det var ikke nok at han kunne stå bag gardinet, han skulle helt ud af rummet. Faktisk skulle han helst forlade hospitalet, men det beder jeg ham trods alt ikke om.

De klæder mig af og går i gang. Jeg stirrer intenst op i loftet og bider tænderne hårdt sammen, fast besluttet på at tage situationen med oprejst pande. Men jeg mærker hurtigt, hvordan tårerne triller ned ad kinderne og jeg kan ikke stoppe dem. Det er SÅ nedværdigende, at ligge fuldstændig handlingslammet på ryggen og få vasket hele herligheden med en klud.
De søde sygeplejersker gør hvad de kan, for at gøre situationen mindre pinefuld for mig, men jeg kan på ingen måde holde ud at være i mig selv eller min krop. Jeg er så kropsforskrækket, at jeg har umådeligt svært ved bare at klæde om i fitness centret, så det overskred på alle måder mine grænser, at blive vasket mellem ballerne af to fremmede mennesker.

Det tragikomiske ved det hele er, at det eneste jeg har lyst til efterfølgende er at vaske ¨oplevelsen¨ af kroppen igen. Det er selvsagt umuligt, så jeg sætter en Disney film på i håbet om at det kan få mig på andre tanker indtil det næste punkt på dagsordenen. Endnu en snak med lægen.

 

Opdatering fra lægen

Efter et par Disney film, kommer lægen med en opdatering. Jeg er mildest talt utålmodig og lettere optimistisk i min forestilling om, hvad jeg kan og hvornår..
Lægen forklarer mig gentagende gange, at jeg skal udsætte min praktik periode og dét falder ikke i god jord, for det ville betyde at jeg ville komme et år bagud med min uddannelse. Jeg forklarer ham at jeg sagtens kan køre 150km om dagen og sidde 8 timer på en kontorstol, ellers kunne jeg vel stå op en gang imellem? Desværre var der ingen vej udenom.. med ryggen og højre hånd sat ude af spil og et medicin skema, der kunne få en hest til at falde i søvn, var det fuldkommen umuligt.

Tirsdag skulle jeg finde ud af præcist, hvor umuligt det ville blive at starte i praktik.
Der skulle jeg nemlig op at stå for første gang siden ulykken.

Der kommer bandagister ind fra Holstebro, for at tage aftryk til et specialstøbt korset og det kan sammenlignes lidt med dengang i 2. klasse, hvor man skulle lave aftryk i billedkunst.
Husker du lugten? Forestil dig at have ligget fladt ned på ryggen i tre dage og blodet derfor ikke har forladt hovedet i samme tidsrum og din eneste opgave er at rejse dig (med en brækket ryg) for at få taget et gips aftryk imens dén lugt langsomt fylder dit hovede.
Jeg får naturligvis hjælp til at komme op at stå af personalet og bliver placeret ved et højt gangstativ, her begynder de så at klaske gips på fra hofte til bryst. Jeg bliver hurtigt utilpas og det sidste jeg husker er lægen, der gentagende gange kalder mit navn og knipser foran mine øjne.

Jeg vågner op halvvejs liggende på en seng med den mandlige bandagist bag mig med et meget forvirret blik og hænder der med al tydelighed indikerer, at han altså ikke prøver på noget.

Det er alligevel første gang, jeg er vågnet op med en fremmed mand i min seng,
men så kan jeg jo krydse dét af på listen.

De to andre kæmper for at få mig tilbage i sengen og jeg når kun lige at ramme den inden reaktionen på min første gåtur efter ulykken kommer. Heldigvis havde personalet forudset det og står klar med en pose så jeg kan brække mit saftevand op igen i ro og mag.
Jeg når knap nok at blive færdig med min ofring, inden bandagisten kommer med en mappe og siger:

¨Nå, nu kommer det sjove. Vi har forskellige designs og print vi kan give dit korset og der er frit valg!¨

Hun bladrer igennem mappen og der er ganske rigtigt et bredt udvalg med alt fra fodbolde til farverige sommerfugle. Jeg er mildest talt ikke ved mine fulde fem og da hun bladrer om til et nyt design og siger at dén kunne være rigtig flot til mig tror jeg mit svar er noget i stil med: ¨Det lyder fint, du fyrer den bare af!¨

Min eneste interesse ligger i at få lidt fred, så på dét tidspunkt kunne jeg ikke være mere ligeglad med om det er tykke giraffer eller en oversigt over den danske kongerække der er på det design, bare jeg kunne få ro! Det virkede. Hun smilede, gik med mappen og jeg fik ro.

 


To dage senere (torsdag), skulle jeg hente mit korset og have det tilpasset. Det er også her jeg finder ud af, hvad det nu lige var jeg havde sagt ja til og.. ja du kan jo selv bedømme

De fleste kvinder er med på hvad sådan et sag gør for overkroppen og selvom jeg tog tilbage efter en uges tid for at få skåret mere af i toppen (så jeg kunne trække vejret uden at få mine bryster i munden), ja.. så var det altså ikke nemt at føle sig tilpas med sådan én på i offentligheden.


 

Dagene på hospitalet går med at lære alle hverdagstingene forfra.

  • Lægge sig i sengen
  • Rejse sig fra sengen
  • Tage tøj på
  • Hælde vand op

Ja, listen er meget længere, men pointen er vidst slået fast.. Der var en del!
Derudover var der selvfølgelig også en del tjek up og genoptræning af hånden.

 


Onsdag aften, efter en masse forvirring på hospitalet, kan vi endelig tage hjem! Og når jeg skriver hjem, mener jeg hjem til mine forældre. Det var fuldstændig urealistisk, at jeg kunne tage vare på mig selv eller at én person ville kunne klare den opgave alene. Så den opgave tog min fantastiske familie på deres skuldrer.

Mine forældre har stillet en af bilerne på hospitalet, så Henrik og jeg kører hjem til dem sent onsdag aften, ad den selv samme strækning som vi kører på ulykkesnatten.
Det er lige så mørkt som det var aftenen fire dage forinden, hvor alt ændrede sig.
Tankerne flyver rundt. Men af en eller anden grund er jeg ikke bange, jeg stoler fuldt ud på Henrik.
Jeg fokuserer kun på to ting:

  1. At sidde så stille som muligt og undgå stærkere smerter
  2. H.

Jeg sidder helt stille og er opmærksom på hver eneste opbremsning, opstart, gearskift, sving, bump, togskinner o.l. simpelthen fordi alt kan mærkes.

Jeg er meget opmærksom på, hvor hårdt det må være for Henrik at skulle køre mig hjem til mine forældre, i deres bil, ad selv samme strækning som vi fire dage forinden kørte galt på og jeg tager hatten af for, at han bed tænderne sammen og kom op på hesten igen så hurtigt!! Vi bliver modtaget hjemme hos mine forældre med åbne arme, og et klargjort værelse. Det værelse der skulle blive vores hjem de næste måneder.
Jeg er lykkelig for endelig at være kommet væk fra hospitalet og mest af alt er jeg lykkelig for at have en familie, der smider alt for vores skyld!


 

Jeg er blevet hevet ud af en brændende bil, kastet rundt imellem alverdens maskiner, blevet opereret, fået min stolthed knækket flere gange og jeg har ingen anelse om hvad jeg kan forvente af fremtiden..
Jeg er kort sagt fysisk og mentalt udbrændt!

Men dén aften kan jeg falde i søvn hånd i hånd med H. og det får alt andet til at visne i baggrunden.

 

Ulykkesnatten

D.1. februar 2014 kl.23.58 blev der ringet 112 med meldingen om et biluheld, der viste sig at vende op og ned på hele mit liv.

Aftenen begyndte som enhver anden lørdag aften i mit liv.
Jeg var bartender og skulle på arbejde den nat. Det samme skulle dørmanden H, som jeg så en del til, og den aften skulle vi følges til arbejde.

Da vi sidder i bilen, beder jeg H om at tage sele på. Han var mekanikerlærling på det tidspunkt og havde derfor en træls arbejdsskade med at glemme selen, fordi de på værkstedet tit kører bilerne få meter ad gangen. Den aften måtte jeg bede ham om at tage selen på to gange og har lige siden været taknemmelig over, at jeg lagde mærke til han ikke gjorde det første gang!

 

Bilulykken

Vi kørte den velkendte strækning mellem Herning og Skjern og jeg sad dybt begravet i det nye drinkskort på min telefon, da jeg får en ubehagelig fornemmelse af, at bilen drejer på en uvant måde.
Idet jeg kigger op, kan jeg se at bilen er halvvejs ovre i den modsatte kørebane.
I det øjeblik tror jeg ikke, at jeg har forstået hvor seriøs situationen er. Det går først op for mig, da jeg ser hvordan H hurtigt drejer rattet højre rundt. Vi kører tilbage mod vores egen kørebane og jeg mærker, hvordan bilen nærmest glider hen over vejen.

De næste sekunder sker alt med lynets hast og alligevel, er det nogle af de længste sekunder i mit liv.

 

Jeg har allerede taget et fast greb i håndtaget i dørsiden og mine ben er hårdt spændt mod bunden af bilen for at kunne ¨stå stille¨ når bilen glider over vejen. Jeg når kun at sige ¨Henrii..ik¨ inden jeg mærker suget i maven, der fortæller mig at nu går det galt.
Det sidste jeg ser er grene, der bryder frem i mørket og kradser imod forruden inden alt bliver sort.

Når jeg tænker tilbage på dette øjeblik, ser jeg i slowmotion hvordan vi fortsætter ud over vejgrøften mod grenene. Jeg kan næsten genskabe den følelse af vægtløshed i bilen, i hvad der føles som flere sekunder, men i virkeligheden kun har været brøkdele af et sekund.

Minutterne efter

Jeg vågner (som jeg husker det) kort tid efter sammenstødet og der er en tung støvsky foran mig. Jeg kan svagt høre at H kalder på mig, han siger vi skal ud og vi skal ud NU! Jeg er konfus i hovedet og får fremstammet at jeg gerne bare vil sove, men Henrik virker helt klar i øjeblikket og gentager kraftigt, at vi skal ud af bilen, NU. Jeg blinker med øjnene og prøver at komme til fuld bevidsthed imens jeg tager fat i bilens dørhåndtag, men der sker intet da jeg forsøger at åbne døren. Jeg kigger ned og ser at bildøren er bulet, prøver igen at åbne den, men igen sker der ingenting…

H gør det klart, at det ikke går hurtigt nok. Jeg kan høre bekymringen i hans stemme, der fortæller mig at det ikke er fordi han er utålmodig, at han skynder på mig og dét får mig til at vågne lidt op af min tåge.

 

Ud af bilen

Jeg forklarer, at jeg ikke kan åbne døren og jeg når knap at færdiggøre min sætning, før H har taget et greb omkring mig og hiver mig tværs gennem bilen.

Hvordan han kunne gøre det i ét træk forstår jeg stadig ikke. Han når knap halvvejs inden jeg vågner lidt op af min udmattelse og skriger i smerte, da han trækker mig hen over gearstangen og ud på det fugtige græs i grøften. Men end ikke herefter får jeg lov til at sove.
Jeg mærker Henriks hænder, der fast besluttet skubber mig op ad en bakke med jord og græs. Jeg er ikke sikker på, hvor vi er på vej hen for det er mørkt og jeg kigger direkte ned i græsset foran mig, imens jeg borer mine hænder ned i jorden for at få et fast greb, så jeg kan hive mig op ad den stejle bakke.

Jeg kommer op ad bakken og op at stå, men pga. udmattelse fra turen op ad, hvad jeg nu kan konstatere må være en dyb grøft, kommer jeg kun halvvejs op at stå og står foroverbøjet med armene hvilende på mine knæ. Kort tid efter kommer H. Jeg griber hans arm og knuger den ind til mig som støtte og kommer i tanke om, at jeg har glemt min pung og mobil i bilen. Jeg kigger ned mod bilen og først hér går det op for mig, hvorfor H havde så travlt med at komme ud af bilen..

Der står flammer op fra forenden på bilen, som lyser den ellers helt mørklagte vej op. Idét jeg kigger ned på på bilen, sker der en mindre eksplosion og ilden spreder sig til hele bilen, den lyd glemmer jeg aldrig.

Det er på ingen måde så vildt som i de action scener man ser i film, det foregik ret roligt, hvis man kan sige det sådan? Det kan selvfølgelig også bare være pga. tågen for mine øjne, men sådan syntes det for mig lige dér.

Hjælp på vej

H går ud på midt på vejen for at stoppe en forbipasserende bil, men trods en helt mørk landevej, kun oplyst af flammerne fra vores bil, kører bilen i en stor bue udenom H og fortsætter ufortrødent..

Jeg er for træt til at være vred over førerens tankeløse handling og tænker kun på at sove, men jeg kan ikke komme ned at ligge, for jeg kan ikke bevæge mig. Jeg står som frossen fast, stadig foroverbøjet med armene på knæene for at holde mig delvist oprejst og jeg har svært ved at se klart.

Jeg lukker øjnene og da jeg åbner dem igen, kan jeg høre nye stemmer. Jeg mærker nogle, der tager min arm og begynder at stille spørgsmål:

  • Hvad hedder du?
  • Var der andre i bilen?

De samme spørgsmål igen og igen..

Jeg kan høre, at H står et sted i nærheden og snakker med nogle andre, men jeg kan ikke se ham.. jeg kan ikke se andet end et par svagt stjerne-lignende omridser foran mig. Der kommer flere for at holde mig oprejst og jeg hører, dem diskutterer hvorvidt jeg skal ned at ligge eller om det er uforsvarligt. Dét har jeg selv svaret på for hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at komme ned at ligge!

De får mig ned at ligge og nu mærker jeg, hvordan min højre hånd pludselig begynder at gøre ondt. Meget ondt! Heldigvis går der ikke længe herfra, inden ambulancen ankommer og så går det hurtigt.

 

Ambulancefolkene tager over

De stiller først de velkendte spørgsmål for at tjekke, om jeg nu er klar i hovedet. Hvis jeg ikke var klar i hovedet, så blev jeg det i hvert fald i næste øjeblik, hvor de vil til at klippe min jakke i stykker, hvilket jeg mener er dybt unødvendigt for den kan jeg sagtens selv tage af!

Det var min yndlingsjakke og man tænker altså ikke ligefrem rationelt i sådan en situation.

Den stakkels unge fyr, der møder min protest kigger forvirret op på, hvem jeg må formode er indsatslederen, der forklarer mig at den jakke skal forsikringen nok erstatte og at den vidst ikke er så vigtig situationen taget i betragtning. Modvilligt lader jeg dem klippe jakken i stykker og de får de mig i en nakkekrave, op på et spineboard og ind i ambulancen. H kommer i en anden ambulance og jeg når ikke at se, hvordan han har det inden de kører mig afsted.

I ambulancen skal jeg svare på en masse spørgsmål omkring min generelle helbredstilstand og mine allergener. Imens bliver jeg ved med at forklare dem, at jeg altså skal på arbejde, men dét mener de nu, at jeg godt kan aflyse. Så de fortsætter imod Herning Hospital.

 

På hospitalet

Alt med lynets hast! Jeg bliver modtaget af mindst fem mennesker inkl. en ung mandlig elev, bare lige for at toppe oplevelsen (ironi kan forekomme). De klipper alt tøjet af mig, men trods et par sprøjt morfin i ambulancen er jeg klar nok i hovedet til at forklare dem, at min bh altså er ret dyr så den må de godt lige skåne.

Igen… måske ikke den mest rationelle tankegang fra min side, det kan vi godt blive enige om.

Undersøgelser

Efter at have klippet alt mit tøj i stumper og stykker (bortset fra min bh) giver de mig et tyndt tæppe på og så går turen ellers ind og ud af alverdens maskiner, for bl.a. at tjekke for brud og indre kvæstelser. Hver gang jeg skal ind/ud af en maskine, er de fire-fem mennesker til at rykke mig via. et stykke plastik, Men uanset hvor roligt, langsomt eller hurtigt de forsøger at rykke mig, gør det pinefuldt ondt!

Jeg græd og jamrede, det jeg havde energi til, imens de rykkede mig fra maskine til maskine. Hver gang jeg var placeret trillede tårene stadig i en lind strøm, men jeg huskede at takke personalet hvér gang, for jeg vidste de kun gjorde det for at hjælpe og jeg kunne se de gjorde deres bedste.

 

Svar på undersøgelserne

Efter en masse ture ind og ud af maskiner, får jeg at vide at mine forældre er kommet og jeg kan komme ind og hilse på dem i den stue, hvor Henrik også ligger. Jeg bliver kørt ind på stuen og kan konstatere, at min mor tager situationen med ophøjet sindsro. Så kan jeg jo også gøre det, for mor har altid ret! Kort efter kommer der en læge med svarene på mine prøver. En melding som jeg knap 3 år efter, stadig arbejder på at forstå konsekvenserne af:

 

¨Du har brækket rygget og drejeleddet i højre hånd. Vi samarbejder pt. med afdelingen i Aarhus for at finde frem til den bedste behandling for dit brud i ryggen.¨

 

I dét øjeblik ser jeg det ikke som værre end en brækket arm. Det kunne vel hele og så ville alt blive fint igen? Jeg er også overbevist om, at jeg sagtens kan starte i virksomhedspraktik om mandagen som planlagt, så jeg tager det ret roligt. Jeg har selvfølgelig også fået et par skud morfin via. drop, så kvaliteten af min dømmekraft på daværende tidspunkt kan diskuteres.

 

Hver sin grænse

Den næste nyhed tager jeg så, mildest talt, voldsomt dårligt! Inden lægen går fortæller han, at fordi jeg ikke må komme op at stå, inden de har afklaret om jeg skal opereres eller ej, skal jeg have et kateder op i, ja… fordi jeg jo ikke kan komme på toilettet..

Jeg nægtede! Faktisk tror jeg, mit direkte svar var noget i stil med:
¨Det bliver så et kæmpe nej! Jeg kan godt selv gå frem og tilbage, intet problem! Jeg skal ikke have noget som helst, nogen som helst steder hen! Tak, men nej tak!¨

Den stakkels sygeplejerske prøver kort at forklare mig, at jeg ikke kan gå frem og tilbage, hvortil jeg forklarer hende, at så behøver jeg slet ikke komme på toilet. Her træder min mor i karakter og siger, at jeg bare gør som de siger! Så jeg bider tænderne sammen og prøver at bevare hvad der er tilbage af min værdighed, mens de gør deres arbejde.

Den dag i dag er jeg stadig lykkelig for al den kvalme morfinen gav mig, så jeg ikke havde lyst til mad og dermed ikke fik brug for mere end ét kateder!

Det er også hér jeg møder Hs bror for første gang, så kan man snakke om et alternativt første møde! Jeg ligger fladt på sengen iført intet andet end et meget tyndt tæppe over mig, en gul halskrave og selvfølgelig det famøse kateder, pænt goddag!

 

Behandling af hånd

Heldigvis skal jeg ind til en speciallæge, for at få rykket min hånd på plads igen og ja, det gør lige så ondt som det lyder. Lægen kigger på min mor og forklarer at hun skal lægge en lokalbedøvelse inden hun rykker den på plads og at det kommer til at gøre ondt! Med de ord, og synet af sprøjten, er min mor den der har forladt rummet. Lægen havde ret, det gjorde ondt, det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Jeg får en lille pause, så bedøvelsen virker og min mor kommer ind igen. Hun havde hørt min klagesang ude på gangen og kunne derfor konstatere at nu måtte lægen være færdig.. Meeeeen, lægen skal også lige rykke hånden på plads og det er heller ikke ligefrem en smertefri oplevelse. Hun prøver ellers at forklare om den lille skærm, hvor jeg kan følge med i røntgen udgaven af massakren, men det er nu ikke noget jeg har overskud til at følge med i.. Det er heldigvis forholdsvist hurtigt overstået og efter et par meter gips kan jeg komme tilbage til stuen og snakke med familien, der venter.

Jeg husker ikke hvad klokken er på dette tidspunkt, men det havde været en meget lang nat for alle parter. Derfor gik der heller ikke længe inden familien vendte snuden hjemad, så alle kunne få lidt søvn.

 

Den første stille morgentime

Alle er kørt hjem og Henrik og jeg kan have vores første private samtale efter ulykken. Vi ligger i hver vores seng og jeg ligger på ryggen med halskrave på, så jeg kan ikke se eller røre ham, men jeg kan høre ham. Selvom vi har haft en meget lang nat med en masse input kan jeg afsløre, at man ikke behøver ligge sammen eller sige mere end få ord for at fornemme hinanden.