I dag er det et år siden, jeg blev sygemeldt på datoen og dengang havde jeg i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at jeg ville være i “boksen” med sygemeldte nu. Jeg troede det bare lige var et par uger, til kroppen var faldet lidt ned. Jeg kan så konstatere, at det tager meget længere tid.

Hvis du for bare to uger siden havde spurgt, hvordan jeg ville have det med at være langtidssygemeldt (dén boks man kommer i efter et års sygemelding) fra d.21. september, ville svaret være noget anderledes end det jeg kan give i dag!

 


Det var først i slutningen af august, det gik op for mig. Sygemeldt i et år. Det kom lidt som et chok. Et år er jo lang tid, i hvert fald når man havde regnet med et markant kortere forløb.

Jeg ved ikke, hvorfor det kom som sådan et chok. Jeg havde jo selv en kalender og har da både holdt jul, spist påskeæg og bedt H. om at klippe hæk, så det passede jo meget godt.

Den dag min sagsbehandler fortalte mig, at jeg idag ville overgå til “boksen” med langtidssygemeldte, var ikke ligefrem min bedste dag. Jeg gik rundt med en konstant klump i halsen og skulle koncentrere mig for ikke at tænke for meget over min snarlige nye titel, hvilket i virkeligheden var umuligt ikke at gøre. Det var kort sagt en følsom dag, jeg bare gerne ville have overstået hurtigst muligt så jeg kunne vågne op og tænke på noget andet igen. Men dagen efter tænkte jeg stadig på det. Det trykkede stadig i halsen og jeg havde en knude i maven af  dårlig samvittighed.

Hvad nu hvis jeg bare er doven? Hvad nu hvis det slet ikke gør ondt og det hele bare foregår i mit hovede? Hvad nu hvis jeg om fem år sidder i en auto trailer med en hullet tanktop og lever af dåsetun? Der var ikke langt fra den ene dumme tanke til den næste.

Jeg får stadig besværet vejrtrækning af at tænke i de baner og jeg ved ikke hvorfor jeg tænker sådan. Jeg ved, jeg gerne vil fremad, ved jeg gør alt i min magt for at  styrke den og fokusere på den fremtid med en karriere jeg stadig brænder for. Så hvorfor bruge tid og energi på at tænke i de negative baner?


 

Sådan tænker jeg heller ikke i dag. I dag er jeg glad.

Nu tænker du måske at det da er let at se positivt på det hele, når jeg ligger på Kreta og kan vende tilbage til Danmark efter en ferie og begynde i min drømmepraktik? Det vil jeg faktisk give dig ret i. Det tog ikke lang tid for mig, faktisk var det slet ikke et bevidst valg, mavefornemmelsen var der bare.

Mit fokus var flyttet på noget langt vigtigere, min fremgang, og ja.. det er let når den er lige foran snotten på mig og jeg stadig svæver på en lyserød sky af glæde og spænding.

Jeg kan ikke sige, hvordan jeg ville have det idag uden den praktikplads i hus, så jeg kan kun håbe, at jeg ville have evnen til at tage alle aspekter i betragtning istedet for udelukkende at fokusere på tiden og hvilket “boks” jeg hører til. Når jeg kigger tilbage med den positive mavefornemmelse, er jeg pludselig langt mere bevidst om alt det jeg har gået igennem og overvundet det sidste år.

Jeg har gået igennem rigtig meget for at lære min nye krop bedre at kende, for slet ikke at tale om de ting jeg har arbejdet med for at komme tættere på en accept af min situation og min nye hverdag. Jeg er ikke i mål endnu og jeg tør ikke sige om jeg nogensinde kommer til at acceptere min situation fuldt ud, men jeg kommer tættere på at forstå den hver måned og jeg er langt fra færdig med at kæmpe endnu.

Læs mere

2 comments on “Et års dag for sygemelding”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *