Jobsøgning og fleksjob søgning er to vidt forskellige ting, ikke?
Sådan føltes det i hvert fald for mig i den periode, hvor jeg søgte efter mit første fleksjob.

Fleksjob søges, men hvordan?

Der var ikke ligefrem mange opslåede stillinger til fleksjob, så spørgsmålene pressede sig på.

  • Hvem søger en fleksjobber?
  • Hvad skal jeg kigge efter hos en potentiel arbejdsgiver?
  • Hvor i ansøgningen skal jeg skrive at jeg søger fleksjob?
  • Hvornår skal jeg fortælle om mine skånebehov?
  • Hvordan forklarer jeg mit fravær fra arbejdsmarkedet positivt?

Da jeg arbejder i en branche, hvor man ikke møder op med en ansøgning, kunne jeg ikke bruge dén indgangsvinkel til at vise min motivation.
Så hvordan kunne jeg så vise det?

Afslag på ansøgninger

Lad os bare tage den. Der er ingen garanti for drømmejobbet i første omgang, fleksjob eller ikke-fleksjob. Sandsynligheden for en afvisning eller hundrede (true story) er overvejende. Særligt når der er tale om uopfordrede ansøgninger. Derfor er der først og fremmest én meget vigtig ting vi skal have på plads.

Det er IKKE dig, de siger nej til.
– Dét du tilbyder matcher ikke virksomheden. That’s it.

Skriv det på en seddel. Ha’ det som baggrund på telefonen. Gør dig selv opmærksom på at det ikke er personligt, så ofte som det er nødvendigt. Et afslag er ikke personligt og du må ikke tage det personligt. BUM.

Jeg lyder pisse proaktivt og smart i en fart, når jeg skriver sådan noget. Faktum er, at jeg selv tog det ekstremt personligt og lod det gå direkte i selvværdet. Det gavner intet. Hverken jobmæssigt eller i privatlivet.
Don’t do this at home.

Den del af min fleksjob søgning kan du læse mere om her: Jobsøgning er ingen skam

Jobsøgende til fleksjob

Tilbage til dét emne du klikkede ind på, jobsøgning. Først tog jeg den klassiske approach.
Jeg fuldendte min LinkedIn profil efter alle kunstens regler. Det tjekker mange arbejdsgivere som det første, når de får en ansøgning og man skal helst have 500+ (relevante) forbindelser.
Jeg gjorde brug af mit netværk, og jeg søgte efter fleksjob på alle medier. Det viste sig bare ret hurtigt, at der var et meget begrænset antal opslåede fleksjob stillinger i Region Midtjylland.

Det blev en periode med ansøgning på ansøgning, men det gik hurtigt op for mig, at jeg skulle tænke lidt længere end det klassiske opkald til virksomheden for derefter at sende en ansøgning.

Når jeg kigger tilbage, var der flere råd jeg ville have haft gavn af i min proces med fleksjob søgning. Derfor har jeg samlet mine bedste tips til fleksjob søgning hér og håber så inderligt, det kan gøre gavn.

10 tips til fleksjobsøgningen

  1. Planlæg dine dage. Et godt udgangspunkt er at bruge dine bevilligede arbejdstimer på jobsøgning.
  2. Opdatér din LinkedIn og lav et opslag om din jobsøgning hér. Selv hvis det ikke umiddelbart giver pote, så sender det et godt signal til virksomheder, når de tjekker op på din ansøgning.
  3. Forbered dig godt inden du kontakter virksomheden. Sæt dig grundigt ind i virksomheden, undersøg hvilke opgaver du kan løfte og vigtigst, hvordan det vil gavne virksomheden. Psst.. Selvom en virksomhed ikke har fleksjobbere pt. betyder det ikke, at de udelukker muligheden. Vælg de virksomheder du mener, vil være et godt match til din person og dine kompetencer.
  4. Ring til virksomheden og præsenter dig, før du sender en ansøgning.Det kunne lyde noget i retningen af: Hej, du taler med *indsæt navn. Jeg arbejder med *indsæt erhverv/kompetencer og vil høre om du kan fortælle mig, hvem jeg må sende en uopfordret ansøgning til?
  5. Hav en elevatortale klar ved første opkald til virksomheden. Måske bliver du videresendt direkte til ansvarhavende og så er det godt at være forberedt og sidde klar med en elevatortalen. – Beskriv hvad du arbejder med og hvordan du skaber succes med dine opgaverne.– Nævn hvordan du før har gjort det og hvilke resultater det gav.– Kom gerne ind på dine ambitioner for din rolle i virksomheden.
  6. Dit opkald er første mulighed for at fortælle om fleksjob. Om du benytter den eller venter til en evt. samtale er op til dig. Bare husk at timetallet kan være en afgørende faktor for, om virksomheden kan tilbyde et job. Du kan også vælge blot at nævne det timetal, du tilbyder.Læg vægt på, at du i din fraværsperiode fra arbejdsmarkedet (fx) har været i genoptræning og praktik, og derfor kan tilbyde et stabilt arbejdsniveau.
  7. List de ekstra fordele virksomheden også får med, netop fordi du er tilkendt fleksjob. Fx:– I betaler kun for 12 timer ud af de 16 timer, jeg arbejder– I skal ikke tænke på hjælpemidler til kontoret. Jeg har det hele.– I har ingen udgift til sygedage. Første sygedag er altid gratis.
  8. Følg op på din fleksjob ansøgning efter et par uger. Hvis du får et afslag er det også helt normalt at forespørge på konstruktiv kritik. Der kan være guldkorn at hente hér.
  9. Til samtalen kan du tage en lille sort bog med, hvori du har skrevet dine spørgsmål og andre ting, du vil gerne vil omkring.
  10. Selvom en virksomhed ikke skriver, de søger en til et fleksjob, kan det godt være lige dét de mangler. Måske vil det være en fordel for dem, at ansætte flere personer til stillingen.

Mit første fleksjob

Efter 7 lange måneder med fleksjob søgning landede jeg mit første fleksjob.
I de første seks måneder var jeg til fire samtaler og et par opfølgende samtaler. Ikke ligefrem et prangende resultat i mit hovede. Den sidste uge i min ledighedsperiode sprang boblen og pludselig sad jeg med to jobtilbud og en tredje virksomhed på linjen, der gerne ville have mig til samtale.

Hvor var de lige seks måneder forinden?

Jeg sad pludselig i en situation, hvor jeg måtte vælge mellem to stillinger. Det var så uvirkeligt og jeg turde derfor heller ikke skrive noget om det på Instagram, før jeg havde gennemført min første arbejdsdag. Men det var virkeligt, og det er virkeligt. Min søgning efter fleksjob gav endelig resultat.

Jeg har et fleksjob, hvor jeg arbejder med dét jeg gerne vil og det er jeg faktisk ret stolt af.

Find dit fleksjob

Prøv dig frem i din fleksjob søgning.
Det er ikke sikkert, at de ting jeg har gjort passer til hverken dig eller den branche du søger et fleksjob i. Så pluk i listen og gør det, der passer til din situation. Det vigtigste er, at du finder dét, der virker for dig. Måske er der ikke nogle af de ting jeg har haft succes med, der passer til dig og det er helt okay!
Jeg er på ingen måde job coach og jeg har kun erfaring fra min egen situation. Så stol på din mavefornemmelse. Du ved bedst, hvad der passer til netop din situation.

Hold hovedet højt. Du er kommet så langt allerede og denne del klarer du også. Det er jeg sikker på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *