Da vi i december sidste år fik invitationen til bryllup ved H.s fætter, gik tankerne straks igang:

  • Hvad skal jeg have på?
  • Hvordan skal håret sidde?
  • Hvilken taske skal jeg bruge?
  • Hvor meget make-up skal jeg have på?

Det er faktisk typisk mig, at tænke på de ting først. Lige siden teenageårene har jeg været meget optaget af, at tage mig godt ud og blive accepteret af min omverden. Det er jeg stadig, men det bunder ikke længere i usikkerhed om hvem jeg er, men over hvad der også er en del af mig og har været det siden ulykkesnatten.

Jeg tænker stadig over de ting, nu ser spørgsmålene bare lidt anderledes ud:

  • Hvad kan jeg holde til at have på så længe, der stadig er fint nok til et bryllup?
  • Hvordan kan jeg lave en fin frisure, der ikke er krævende for hånd og ryg?
  • Hvilken taske er fin nok, men stadig stor nok til ¨overlevelses kittet¨?
  • Hvor meget make-up kan jeg holde til at lægge inden så lang en dag?

Førhen brugte jeg mange timer på at gøre mig klar til byture og sociale arrangementer. Jeg satte faktisk ofte en halv eller en hel dag af til at gå og hygge med at barbere ben, bruge hårkur, skrubbe krop og ansigt, bruge ansigtsmaske, lægge lag på lag, på lag af make-up, påsætte falske vipper, form føntørre håret, krølle/flade/sætte håret, file negle og lægge neglelak/fransk manicure.

Wow.. jeg lyder virkelig som en overfladisk daisy tøs!
Det var jeg godt nok også.. men retfærdigvis skal det siges, at jeg også var meget andet end det!
Jeg elskede min familie, jeg var der altid for mine venner om det var for stort eller småt og de der kendte mig, vidste de kunne stole på mig og mit ord.

Der er en stor kontrast fra hvordan jeg gjorde mig klar før, til hvordan jeg gør mig klar nu. Det tager stadig lang tid, men det er ikke fordi jeg når det samme som dengang, derimod er listen faktisk blevet noget kortere og istedet er der kommet ét nyt punkt på, HVIL.
Da vi fik invitationen til brylluppet, var jeg udemærket klar over at jeg ikke kunne komme igennem min gamle liste.. og slet ikke hvis jeg rent faktisk skulle kunne deltage i brylluppet.
Jeg måtte altså lave en ny plan og straks væltede tankerne ind om de ting, der skulle tages højde for når planen skulle laves.

  • Hvor længe varer sådan et bryllup?
  • Skal man sidde ned hele tiden?
  • Hvor skal jeg lave mine øvelser henne?
  • Hvor kan jeg trække mig hen, når det hele bliver for meget?
  • Hvem kan jeg ringe til, hvis jeg skal hjem før H.?
  • Skal man have kjole på?
  • Jeg kan jo ikke engang have stilletter på til og det kræver en fin kjole vel?
  • Kan man måske finde en fin kjole, der går til sneaks?
  • Kan man finde en fin kjole, der ikke generer/strammer?
  • Kan jeg have sports BH på under en fin kjole?
    – Som jeg altid har for at mindske gener i overkroppen.
  • Hvilke sneaks har jeg overhovedet, der er pæne nok til et bryllup?
  • Hvordan skal jeg sætte håret så det er fint, men ikke trætter på hånd og ryg?
  • Hvor meget energi kan jeg bruge på make-uppen?
  • Hvilken taske har jeg, der passer til et bryllup?
  • Hvad skal jeg have i tasken for at komme igennem dagen?
  • Hvor mange mennesker kommer der?
  • Hvem kommer, som jeg burde kunne huske navn og ansigt på?
  • Skal jeg sidde ved nogen jeg kender eller vildt fremmede?
  • Hvad skal jeg sige, når det typiske spørgsmål om arbejde kommer?

Listen fortsætter..


Forberedelser

Jeg kunne se på invitationen, at brylluppet startede kl.13 i kirken og så jeg spurgte og googlede mig frem til, hvor lang tid et bryllup plejer at vare og hvornår det var acceptabelt at drible hjemad.

Holy f@rk, det tager jo hele dagen?!?!!

Okay.. okay! Det kan planlægges! ALT kan planlægges Sanne!
– Den her kræver bare en lille bitte smule forberedelse, det er det hele!

Jeg gik listen igennem og kom ret hurtigt frem til konklusionen om, at nogle ting kunne jeg bare ikke vide på forhånd, så det bedste jeg kunne gøre var at passe på min krop, have ca. ingenting på programmet ugen op til (og efter) brylluppet og så forberede og træne de ting, der ikke involverede andre end mig.

Så det gjorde jeg.

  • Kjolen
    Jeg sendte nok 38 links og billeder af kjoler til min go-to veninde (udover vores ture i butikker) før vi endelig fandt en kjole, der var fin, uden at stramme eller genere, der kunne gå til sneaks og som jeg kunne have en sports BH inden under, men DET LYKKEDES!!
    Kjolen er fra Selected Femme
    Den er endda på halv pris lige nu og ja.. jeg har lige købt i rød, man er vel fra Vestjylland! Direkte link til kjolen
  • Note to self: Viskose er et fantastisk materiale, der hverken strammer eller generer!

 

  • Fodtøj
    Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg hverken kunne have stilletter eller pæne sko på, men ingen af de sneaks jeg havde, egnede sig til et bryllup.
    Så jeg gik på jagt efter et par enkle og afdæmpede sneaks, hvor mærket ikke kunne ses på på lang afstand og jeg tog udgangspunkt i de sneaks, jeg havde de bedste erfaringer med. Efter en tur rundt i butikkerne og latterligt mange søgninger på nettet fandt jeg dem endelig!! Jeg fandt dem på en deal site og normalt tør jeg ikke købe sko over nettet, men eftersom jeg allerede havde et par sko fra New Balance, var det jo bare at tjekke str. i dem og klikke bestil!
  • Note to self: Det virker rent faktisk at gå nye sko til, husk det nu!

 

  • Håret
    Her kom der lidt flere faktorer ind i spillet. Jeg skulle finde en hår-opsætning/styling, der ¨blev siddende¨ og ikke ville kræve en re-make i løbet af dagen, ikke sad for stramt og dermed give ekstra spændinger i nakke/skuldrer/hovede, ikke krævede for meget arbejde med hånden eller ryggen og stadig være top fancy! Men alt det blev hurtigt pisse ligegyldigt i mit lille hovede, for jeg havde fået tanken om de skønneste køller så det skulle jeg da ha’!
    Af en eller anden grund havde jeg i mit lille hovede overset, at det tager voldsomt langt tid at krølle den uldtot der sidder ovenpå mit hovede.. Heldigvis havde jeg (trods alt) tænkt så langt som, at det nok var en god ide at øve hele rutinen igennem et par gange inden selve dagen, så jeg vidste hvor mine hvil skulle lægges. Jeg fandt så (sjovt nok) ud af, at det der med at stå/sidde med armene over et bukket/drejet hovede imens hånden roterer som et uglehovede på speed ikke ligefrem var den bedste kombi for hverken hånd eller ryg!
    Jeg endte med at sluge min stolthed, få hjælp af veninde og mutti og endte ud i en half-bun.
  • Note to self: Vurder din tid til opgaven inden du kigger på smukke frisurer.

 

  • Make-up
    Jeg havde mest lyst til at gå all-in, lag på lag, falske vipper og hele svineriet, men efter et par prøverunder måtte jeg erkende, at det var ret drænende at smaske så meget i hovedet! Ikke at det fik mig til at stoppe med at forsøge, det kunne jo være det slet ikke var hårdt næste gang?
    Det var faktisk først da H. stod i døren til badeværelset med hovedet på skrå og spurgte hvorfor det lige var, at jeg skulle have alt det stads i hovedet? ¨Du er bare meget pænere, når du ikke har alt det der på! Jeg ved godt du gerne vil ligne alle dem på Instagram osv. men de bruger det helt rigtige lys/filter/photoshop og sådan ser de jo ikke ud, hvis du møder dem på gaden. Jeg vil gerne have min kæreste og ikke et dukkebarn¨ Av goddaw, dén sad.. det var jo faktisk lige det, jeg gerne ville.. ligne et dukkebarn. Om det var fordi jeg var/er et overfladisk dukkebarn eller om det var for at skjule, hvordan min krop faktisk har det ved jeg ikke, jeg tror det var en blanding?
    Jeg endte ud i (hvad jeg vil kalde) en let fest make-up med pudder, lidt contour, øjenskygge og mascara og ved i hvad? Ikke nok med at det tog kortere tid og gav mere energi til senere, så var det også langt mere behageligt.
  • Note to self: Hør på H., bare en gang imellem, han har faktisk ret i ny og næ..

 

  • Taske
    En vigtig detalje for mig er at jeg har den rette taske med (vi har allesammen hver vores niche) og selvom jeg måske har.. skal vi bare sige ¨et par par forskellige tasker¨ var der altså ikke nogen af dem, der egnede sig til et bryllup.
    Derfor måtte jeg jo ofre mig og købe en ny taske, hvilket var virkelig ærgerligt, men jeg måtte jo gøre det! Jeg fandt den skønneste taske, med plads til:

    • Standard kort
    • Pilleæske til mit mini apotek.
    • To pakker Gajol, quick fix til svimmelhed og mundtørhed.
    • Tyggegummi, bedre ånde efter sure opstød.
    • Læbepomade, et simpelt ¨skønhedstrick¨.
    • Fidgetspinner, det afstresser faktisk.
    • Neglefil, igen en afledningsmanøvre.
    • Pudder + børste, jeg kampsveder når jeg er presset!
  • Note to self: Alle undskyldninger gælder, når der er chance for en ny taske.

Til festen

Det var længe siden, jeg sidst havde været til bryllup og jeg vidste derfor ikke helt hvad jeg skulle forvente, men der gik ikke længe før jeg forstod hvorfor folk er så vilde med bryllupper, for helt ærligt, what’s not to like? Der er glade mennesker alle vegne, to meget glade mennesker, det er en helt fantastisk stemning og kan vi lige tage et øjebliks stilhed for maden? Ej men altså.. jeg elsker mad og et bryllup er jo en dag, hvor maden bare kommer i stride strømme, lækkert koncept!

Efter vielsen i kirken skulle vi videre til receptionen, hvor der var ventetid for alle gæsterne imens brudeparret tog ud og fik taget billeder. Vejret var virkelig skønt den lørdag og de må have fået de smukkeste billeder! Nå.. men der var sørget for sandwich hapsere til alle gæsterne og vi kunne gå udenfor på et dejligt græsareal med store grønne træer og nyde solen. Der var altså alle muligheder for en knaldhyggelig eftermiddag i godt selskab!

Jeps, her kommer den…. Men! Det havde allerede været en lang dag!
Jeg havde været meget omhyggelig med at lave en tidsplan for klargøringsrutinen med hvil og øvelser, for at sørge for de bedste betingelser for kroppen.. men efter en tur i kirken på de der gamle stole, der mest af alt ligner en omgang pileflet, hvor man sidder ca. lige så behageligt som hvis var de lavet af beton og kaktus + selve badet og klargøring var jeg altså godt brugt!! Hele min krop gjorde ondt af spændinger, ryggen trængte i den grad til at ligge ned, jeg havde kvalme, var svimmel, træt og søvnig.
Brylluppet blev holdt tæt på, hvor vi bor og min søster var hundesitter i huset og klar til at hente mig/os når det skulle være, så der var mulighed for at komme hurtigt hjem.
MEN jeg var også stædig! Jeg havde simpelthen brugt for meget energi på at planlægge denne dag, så jeg også kunne deltage og vigtigere endnu jeg VILLE deltage i parrets store dag og fejre deres kærlighed. Så jeg blev og jeg havde allerede en løsning klar hjemmefra.  Jeg vidste den ville give en stor regning dagen efter, men det var en regning jeg var villig til at betale.

Det var en super simpel løsning faktisk, en løsning jeg har brugt før til lange sociale arrangementer: alkohol.

Jeg drikker generelt ikke alkohol længere, fordi jeg ved hvad det betyder for min krop de efterfølgende dage, men jeg ved også hvad det gør ved min krop i øjeblikket. Jeg gik forbi bordet med velkomst champagne et par gange og heldigvis slår alkohol hårdere når man ikke  er rutineret, så allerede efter ét glas kunne jeg trække vejret igen og efter to glas kunne jeg hilse på folk igen, succes!

Det er absolut ikke en opfordring, det er bare hvad der virker for mig personligt!
Jeg kender min krop (på det punkt) og ved derfor hvordan jeg kan tackle den med alkohol, men man skal generelt være meget påpasselig med medicin og alkohol! Jeg har før (på noget andet medicin) fået det virkelig dårligt af at tage et sip af en cider, så spørg din læge først og vær varsom!

Ømme samtale emner

Jeg er ikke meget for sociale events, specielt ikke dem hvor jeg ikke har nogen form for kontrol eller flere mennesker jeg kender. Jeg frygter altid at jeg pludselig står Palle alene i verden og ligner en lille pige på 3år, der har mistet sine forældre i et storcenter.
Jeg bliver utilpas når jeg skal være sammen med fremmede mennesker og jeg har svært ved at slappe af og være mig selv. Jeg ved også, at der hvér gang kommer et spørgsmål jeg gruer for.


Da vi havde sat og til bords gik der ikke mange minutter før det ventede spørgsmål kom:
¨Nå, men hvad laver du så?¨


Den havde jeg heldigvis øvet! ¨Jeg går til genoptræning¨ – hvilket også er sandt.
Jeg var faktisk ret glad for det svar, egentlig mest fordi jeg er ved brække mig hver gang jeg har sagt, at jeg er sygemeldt. Hvorfor? Fordi jeg bl.a. associerer dét med folk der simpelthen ikke gider arbejde og udnytter systemet og hvis det er én af de ting jeg tænker på, hvad vil folk der bare ser mig med rent hår, make-up og uden joggingtøj så ikke tænke?

Det er også et typisk start spørgsmål fra folk i Vesten.
Som om det er ens arbejde, der definerer hvem man er? Der er aldrig nogen, der spørger hvad man er passioneret omkring eller hvilke fritidsaktiviteter man har.
Nej.. jeg var ikke en skid bedre end ¨alle andre¨ før jeg selv blev ramt.

Det skal siges, at gæsterne var super søde og der var ingen hvisken i krogene eller misbilligende blikke. Jeg er også helt med på, at det sikkert primært kun er et problem i mit hovede og hvor er det egentlig latterligt dumt at bruge energi på at frygte, hvad andre mennesker tænker om mig! Det er jo ikke deres tanker, der definerer mig og skulle jeg rende ind i mennesker med en negativ indstilling til min plads i samfundet pt., er der jo ingen regel om at jeg skal blive og høre på deres mundlort, jeg kan faktisk vælge dem fra.


Der gik heller ikke lang tid før der kom et emne op, med spørgsmål jeg faktisk altid gruer lidt for:
Børn med de velkendte spørgsmål: ¨Har i så nogle børn?¨ og ¨Hvornår skal i så igang?¨


Mit svar er faktisk altid: ¨vi har to hunde.¨

Jeg ved godt at det ikke er det samme, det er i hvert fald det jeg altid får at vide, men det er det altså for mig!
Vores hunde er vores børn. De er med os overalt, de er snothamrende forkælede og vi kunne vi ikke forestille os en hverdag uden dem!

Jeg er ikke hende, der altid har vidst at hun ville have børn. Jeg er ikke engang hende, der kigger efter babyer på gaden, jeg har aldrig ¨hørt mit æggeur tikke¨ og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde får lyst til at få børn. Alligevel er det lidt noget andet, når folk spørger ind til emnet nu, for jeg er ikke engang sikker på om jeg kan/må/bør få børn. Der er flere ting, der skal regnes med nu.
Jeg ved ikke om jeg kan bære en gravid mave, om jeg har energi i hverdagen til et barn, hvor længe jeg kan løfte på barnet og alle de andre ting der følger med.
Jeg ved at jeg skal stoppe med alle mine piller, hvis jeg skal bære et barn, ellers er jeg blank.

Så når folk snakker om babyer, alle de fremskridt de ser deres barn have og/eller spørger ind til vores planer med børn, kan jeg mærke en klump i halsen. Der var en del gæster på vores alder til brylluppet og dem vi sad til bords med enten havde eller prøvede på at få børn, så helt naturligt faldt snakken på børn.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev faktisk ked af det og var på et tidspunkt nød til at gå ud på toilettet for at trække vejret og blinke med øjnene.
Jeg følte mig som en idiot! Jeg ved jo ikke engang om jeg vil have børn, det gav ingen mening?!
H. fangede dog at jeg gik og kom for at se om jeg var okay, jeg havde det selvfølgelig ¨fint¨. Det havde jeg også, jeg skulle bare lige trække vejret og forberede mig på næste gang en gæst ville spørge.


 Gæst ved et bryllup

Jeg havde en skøn dag med søde mennesker, der alle fejrede parrets kærlighed.
Der var en fantastisk stemning og en dag jeg ikke ville have været foruden, med alt hvad den indebar, for jeg lærte flere ting:

  • Jeg kan planlægge og forberede mig ud af mere end jeg troede.
  • Jeg kan forberede mig selv, men ikke altid mine omgivelser.
  • Jeg kan faktisk tale med nye mennesker.
  • Jeg kan komme tilbage til ømme samtale emner.
  • Jeg er stærkere end jeg troede.

Jeg kan ikke forberede mig på alt i denne verden og jeg ved måske ikke alt om hvad fremtiden bringer, men hvem gør også det? Og er det overhovedet sådan jeg ville have det, hvis jeg kunne? Er det ikke en del af livet og lige netop dét der gør det til et eventyr?

Jeg er glad for mit eventyr, trods mine modstandere og udfordringer er det stadig et godt eventyr og det er ikke slut endnu. Jeg er ikke færdig og jeg vil kæmpe videre, blive stærkere og få endnu flere eventyr for det må være dét, der gør livet værd at leve.

Vi har alle hver vores eventyr, hvad er dit?

Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *