Velkommen til min blog!

Mit navn er Sanne, jeg er 90’er barn og bosat i midtjylland med min kæreste H. og vores to skønne pelsbørn, Lilo & Stitch. Jeg er et udpræget familie menneske og elsker dyr.
Bortset fra edderkopper. Og hajer. Irrationel frygt for nogle fascinerende dyr, jeg ved det godt..

Her kan du læse om mit liv som kronisk smertepatient, hvordan mine kroniske smerter påvirker min dagligdag og følge min proces i at finde en måde at leve mit liv på i balance med mine udfordringer.

 

Før bilulykken

Inden mit liv blev vendt op og ned, og jeg fik stemplet ¨kronisk smertepatient¨ var jeg en typisk jysk pige. Jeg jonglerede med uddannelse, deltidsjob som butiksassistent, weekend job som bartender, trænede 5-6 gange i ugen + cardio eller hold, og havde naturligvis også overskud til venner, familie, sociale arrangementer og allerhelst stod jeg i spidsen for det hele.

Jeg ville nok beskrive mig selv som værende udadvendt med ben i næsen og et temperament, der sagde spar to. Temperamentet har jeg stadig, men resten er jeg ved at finde rundt i.

 

Hvor stammer de kroniske smerter fra?

D.1. februar 2014 var jeg med i en bilulykke, hvorefter jeg blev trukket ud af en brændende bil. Det var også her jeg fik min første tur i en ambulance med fuld blink til Herning sygehus, hvor jeg så (mere eller mindre) fik en tur i alle deres maskiner.

Alt det kan du læse mere om i indlægget ulykkesnatten.

 

Lægernes første dom

Lægernes dom lød på en brækket ryg og et brækket drejeled i højre hånd.
Det resulterede i nogle dages kost og logi på statens regning, operation af hånden og derefter 2,5 måned iført et blændende specialstøbt leopard korset i døgndrift.

For at få en forklaring på leopard delen kan du læse indlægget dagene på hospitalet.

 

Det indelbar desuden et ophold på 2,5 måned hjemme hos mine forældre, med en masse restriktioner fra lægerne, grundet en mere eller mindre funktionsløs ryg og højre hånd lagt i gips. Det gav selvsagt både personlige og fysiske udfordringer.

Det kan du læse mere om i indlægget Helingsperioden her.

 

Den sidste dom fra lægerne

Efterfølgende har jeg været på noget af en rundtur i systemet.
Efter at have fortalt den samme historie om og om igen til en masse læger, speciallæger og andre kloge mennesker, og en masse ¨mellem-domme¨ endte jeg på en smerteklinik.
Her fik jeg betegnelsen ¨kronisk smertepatient¨.

 

Kronisk smertepatient

Med dét stempel i panden begyndte min rejse på at finde hoved og hale i hvad ¨kronisk smertepatient¨ så lige er for noget, hvad det ville betyde for resten af mit liv og hvordan jeg så lige skulle forholde mig til… ja alt faktisk.

På smerteklinikken havde de en frygtelig masse brochurer, der forklarer om kroniske smerter  og jeg fik også tilbudt et 12 ugers smertehåndteringskursus.
Efter ca. 6 mdr. tog jeg imod deres tilbud, det kunne vel ikke skade? Det værste der kunne ske var, at det ikke gjorde en forskel og dét havde jeg ligesom prøvet en gang eller tyve før.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit indlæg 12 ugers smertehåndteringskursus her.

 

Til min store skuffelse, fandtes der åbenbart ikke en oversigt eller en manual til, hvordan jeg skulle navigere rundt i et liv med kroniske smerter.
Det var noget af det første jeg lærte, intet forløb er ens. På nogen som helst måde.

 

Job og karriere

Jeg har været i en længere praktikforløb for at finde den bedste løsning for mig på arbejdsmarkedet.

Jeg har arbejdet længe og meget målrettet for at kunne få en plads på arbejdsmarkedet og selvom det ikke oprindeligt var min førsteprioritet, så er det noget, jeg er meget glad for nu.

D.25. september 2018 fik jeg bevilliget fleksjob, til møde med rehabiliteringsteamet.

 

Hvad så nu?

Jeg har brugt lang tid på at finde hoved og hale i mit nye liv. Lære nye rutiner for helt basale ting som at vaske hår, lave mad, gå en tur med pelsbørnene og listen fortsætter.

Jeg er stadig ved at skrive min personlige manual over mit liv som smertepatient.

Det ¨lyder” mere poetisk på skrift end det gjorde i mit hovede

Faktisk er den gentagende gange blevet omskrevet.
Mine omskrivninger indebar grundlæggende, at jeg endelig accepterede kroppens signaler og indså, at jeg var nød til at rette mig efter dem. Sænke mine egne forventninger til, hvad jeg burde kunne klare.

På den måde kan jeg være mere tilstede i de ting jeg prioriterer i mit liv og det er i virkeligeheden, for mig at se, den bedste måde at leve livet på.

Hvis du har lyst til at følge mere med, kan du se hverdagsglimt på min Instagram @smertepatienten. Der er garanti for en masse billeder af mine to skønne pelsbørn og insta stories fra sofaen.

Tak fordi du læste med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *