Mandag d.10. september kl.14:48 tikkede der en besked ind i min indbakke.
På det tidspunkt er jeg midt i min middagslur efter job, så jeg åbnede den af gode grunde først halvanden time senere og søvnen blev hurtigt gnedet ud af øjnene, da jeg læste teksten:

Herning Kommune har sendt dig ny Digital Post.
Log på og læs den på borger.dk eller e-Boks.dk

Med venlig hilsen
Digital Post fra det offentlige

 

Længe ventet post

Når man er i systemet er denne besked ikke ligefrem et sjældent syn, og i reglen heller ikke ligefrem det fedeste at vågne op til, men jeg har ventet i hvad der føles som en evighed på en særlig besked fra kommunen. Derfor gik det meget hurtigt med at logge på min E-boks denne gang.

Selvfølgelig åbner jeg altid min post, faktisk også med det samme for ellers glemmer jeg det.
Men de fleste der har været i systemet, vil kunne skrive under på at den ugentlige (til tider daglige) post fra systemet ikke ligefrem vækker samme glæde som et gækkebrev. Medmindre man venter svar.

Brev fra Jobcenter

Indkaldelse til møde i rehabiliteringsteamet
I forbindelse med at din sag skal behandles i Rehabiliteringsteamet, indkaldes du hermed til møde med rehabiliteringsteamet:

Tirsdag d.25. september 2018 kl.10.15

……
……

Jeg måtte gnide mig en ekstra gang i øjnene og læse efter fire gange før jeg kaldte på H.
¨Nu sker der f*ndme noget?!¨
¨Har du fået en dato til mødet? ¨
¨Ja!¨
¨Fedt! Hvilken dato skal jeg tage fri?¨

Hvilken dato du skal tage fri? Tanken om at der en dag ville komme en dato til mødet har været så fjern og uvirkelig, at jeg slet ikke har tænkt på, hvad selve mødet vil indebære. Jeg ved, at jeg (kort fortalt) skal sidde overfor flere personer, der skal vurdere, om det nu også det rette timeantal der er fremlagt, om der kan gøres noget anderledes eller yderligere for at øge timeantallet og slutteligt afgøre, hvordan min arbejdssituation kommer til at se ud i fremtiden. Jeg ved også, at jeg må have en bisidder med. Så jo.. jeg ved godt, hvad mødet indebærer. Jeg har ¨bare¨ ikke forholdt mig til, at det er et møde jeg rent faktisk skal til.

De har mine lægeerklæringer, mine journaler og udtalelser fra alle dem, som har været inde over de forskellige forløb de sidste knap fem år, så hvad vi skal snakke om er jeg ikke helt med på. Jeg forestiller mig, det bliver ligesom en eksamen. En eksamen hvor jeg har lavet opgaven og nu skal fremlægge den for min lærer og flere censorer. Bortset fra at det ikke er en karakter det gælder, men min fremtid på arbejdsmarkedet. Presset? Tjoo…!

 

Bisidder eller ingen bisidder?

Så da H. spørger, hvornår han skal tage fri får jeg en klump i halsen og en knude i maven. Det sker virkeligt nu. Hvad hvis jeg fejler? Jeg ved ikke, hvordan man kan fejle i sådan en sag, for det er jo ¨bare¨ mig selv og mit liv vi skal snakke om, men hvad nu hvis jeg gør?
Har jeg overhovedet lyst til at H. skal med til mødet? Eller nogen som helst anden for den sags skyld?
Jeg tror det ikke.

De sidste fem år har været en kamp uden lige og jeg har gjort ting, som jeg fik at vide jeg aldrig ville komme til igen. Det har været det hårdeste nogensinde og netop derfor frygter jeg, at jeg (som så mange gange før) vil blive berørt over at skulle tale så intens om det, til et møde som er så afgørende. Jeg vil jo så gerne! Jeg vil det hele. Men det kan jeg ikke og det gør så inderligt ondt, hver eneste gang jeg er nød til at sige det højt. Så jeg ved det også kommer til at gøre ondt at sige på denne dag.

Jeg er helt med på, at det kan være skønt med en støtte i svære situationer og H. har været med til et utal af møder, hvoraf flere fik gang i tårestrømmen.

Men jeg nægter at lade dette møde blive styret af følelser. Jeg er nervøs for, at teamet vurderer at jeg ikke er klar til arbejdsmarkedet, hvis jeg fælder en tåre. At jeg så er psykisk ustabil og skal i endnu et forløb.

Jeg kan godt se, det lyder tosset på skrift. Men jeg har hørt alt for mange grumme historier om misforståede mennesker, der har fået trukket deres sag ud alt for længe fordi de har sagt noget forkert, eller sågar har ¨set for velsoigneret ud.¨ Så jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk.

 

Umiddelbart tror jeg..

Lige nu tænker jeg, at mit møde bliver uden H. Han har fået fri på dagen og tager med derhen, men som jeg har det lige nu kommer han ikke længere end venteværelset.

Jeg tror, det bliver lettere for mig at pakke følelserne væk, hvis jeg er alene til mødet. På den måde kan jeg forestille mig at det er en eksamen, hvor jeg skal forsvare en rapport og ikke min fremtid på arbejdsmarkedet.

Læs mere

3 comments on “Ny Digital Post fra Kommunen”

  1. Krydser alt muligt finger for dit møde!

    Åh går også og venter på dato – eller først at det blir sendt til rehabiliteringsteamet ..

    I forhold til om H skal med ind eller ej, er de ekstra øre så rare at ha til det man ikke selv kan huske ?
    Husker selv som en si, og endnu dårligere når jeg sidder skoleret på kommunen og skal høre hvad andre vil med mit liv..
    Det var i hvert fald en hjælp da jeg skulle forbi det “lille” rehabiliteringsteam..

  2. Tusind, tusind tak Natascha!
    Jeg håber for dig, at det snart er din tur til at sidde foran rehabiliteringsteamet.

    Du har så ret og særligt i en situation, hvor man er så spændt og der er så mange informationer, kan det virkelig være en udfordring at få det hele med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *