Jeg tog mig et lille kig på bloggen og kunne til min overraskelse se at det er godt et år siden, jeg sidst har skrevet omkring min træning. Et helt år?! I virkeligheden vidste jeg det jo godt, inden jeg flyttede musen over i kategorien. Det er jo mig selv, der skriver herinde så den helt store overraskelse kan det jo næppe have været. Det rejste alligevel et spørgsmål i mig:

Hvorfor har jeg ikke skrevet noget om min træning siden juli måned 2017?

Det er ikke fordi jeg er stoppet med at træne. Det er ikke fordi mine rutiner er ændret. Det er heller ikke fordi jeg ikke har den samme passion omkring det længere. Eller…?

 

Mit gamle træningsliv

Før ulykkesnatten var jeg meget optaget af træning, primært styrketræning, og den livsstil der følger med. Det betød at jeg trænede de fleste dage i ugen og at min kost var tilrettelagt efter min træning, og det gav min krop, mit sind og mit ego et kæmpe boost. Jeg var studerende med deltidsarbejde ved siden af i butik, så det var hér jeg fik brugt kroppen, fik afløb for frustrationer og havde kvalitetstid med mig selv, uden lektier eller forpligtelser. Og ja, jeg fik en mere muskuløs krop, hvilket kun gjorde det endnu bedre.

Forstå mig ret. Jeg var på ingen måde kandidat til at stå på en scene til konkurrence og det var heller ikke mit ønske eller ambition. Jeg ville være have en stærk, sund krop og det skulle kunne ses!

 

Mit nye (genop)træningsliv

Jeg kan ikke længere træne på daglig basis og den ene gang i ugen jeg (når energien er til det) kan træne, kommer det på ingen måde i nærheden af dén træning, som før var så stor en del af mit liv. Jeg har et par maskiner i træningscentret, jeg kan bruge med lav vægt, nogle øvelser med egen kropsvægt eller en elastik, og mine daglige stræk øvelser på gulvet hjemme i stuen.

Det er langt fra den træning, jeg har været vant til og det er derfor også langt fra den træning som jeg forbinder med rigtig træning. Når jeg ligger på gulvet og udfører mine øvelser, tænker jeg på dén træning, jeg drømmer om. At stå i en hættetrøje med en vægtstang på ryggen, rokere på håndfladerne med hård hud indtil grebet er perfekt, og så mærke tyngden så snart jeg løfter. Det er lige her, alt andet forsvinder et øjeblik, og det eneste jeg tænker på, er det næste rep. Dét er min frihed. Eller det var det.

 

En ny slags træning

Jeg HAR stadig min passion omkring træning. Det kan jeg mærke, når jeg ligger på gulvet og drømmer om tunge løft. Jeg elsker det stadig, men savnet gør det hårdt at tænke på og endnu hårdere at skrive om.

Når noget kommer ned på skrift får det en helt anden virkelighed, hvor fjollet det end lyder.

Jeg er glad for min genoptræning, men jeg har svært ved ikke at sammenligne den med mit gamle træningsliv. Jeg er glad for at jeg kan træne, det er jeg. Jeg er glad for at jeg kan ligge på gulvet og lave mine stræk øvelser. At jeg selv kan komme ned på gulvet og selv kan komme op igen.
Men det ændrer ikke på mit savn til mit gamle træningsliv.

 

Et nyt perspektiv

Min genoptræning er ikke træning, som jeg forstår det, men jeg prøver at vænne min tankegang.
Jeg ved at min genoptræning er den rette træning for min krop.
Min krop bliver presset og jeg kan mærke det gør en forskel. Jeg får strukket kroppen ud og ligesom ved min gamle træning, så kan det mærkes under øvelserne og jeg er træt efterfølgende. Det er bare på en anden måde. Mine muskler er ikke ømme, ikke isoleret set i hvert fald, men min krop er øm. Den er brugt.

Derfor må jeg også indse at min genoptræning er træning. Hvis det var enhver anden, der spurgte om deres genoptræning talte som træning, ville jeg ikke tøve ét sekund! Selvfølgelig er det træning! Det er vildt hårdt for kroppen og der bliver arbejdet benhårdt. Genoptræning ER træning.

Det skal jeg bare huske, også gælder når det handler om mig selv.

Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *