I sidste uge var jeg på ferie med min familie i Tyskland, men er det i det hele taget okay at holde ferie som sygemeldt? Burde man ikke være så syg, at man ikke KAN holde ferie når nu man bare render rundt på statens regning og ¨laver ingenting¨ ?

Det er de tanker, jeg forestiller mig min omverden har når de ser mig holde ferie. Det er faktisk også tanker, jeg selv havde da jeg skulle bede om ferie, hvilket i bund og grund nok er årsagen til de tanker.
Så nu vil jeg gerne dele, hvordan en ferie for mig som sygemeldt i virkeligheden ser ud.


 

Først og fremmest vil jeg gerne pointere, at jeg havde en dejlig ferie med min familie!
Min lillebror bor på Sjælland og vi ser ham ikke ligefrem hver anden tirsdag, så det med at være afsted hele flokken samlet i en uge med gode oplevelser og minder var SKØNT!

Men.. ferie for mig nu er langt fra det samme som ferie var inden ulykkesnatten.

Min familie minder rigtig meget om mig (eller omvendt?) og de der kender mig og min familie, kan skrive under på at det langt fra går stille for sig, når vi er samlet og det gælder både i aktivitetsniveau og i stemmeleje. Vi har altid været vant til, at når vi bare trængte til et pusterum kunne vi gå ind på sit værelse eller gå/køre en tur, vi skulle ikke sidde på lårene af hinanden. Det er noget jeg altid har benyttet en gang i løbet af en ferie, men det kan ikke længere tælles på én hånd.
Jeg har aldrig før tænkt på hvor krævende, både fysisk eller mentalt, det er at være så mange mennesker samlet og det overraskede mig at det også gælder ved min egen familie, som er de mest forstående mennesker og konstant taget slæbet. Det gør jeg nu.


 

Turen dertil

Turen til vores feriested i Bad Sarrow tager 6 timer i bil, hvilket jo ikke lyder af meget og det er det egentlig heller ikke, men det er det for mig og min krop.

6 timer i en bil er en udfordring, selv når det er som den eneste passager i en komfortabel bil, med muligheder for at ændre sidde/liggestilling på flere måder og selvom det meste af turen går på motorvej uden opbremsninger, lyskryds, rundkørsler og sving er det stadig hårdt og kræver mere af kroppen.
Derfor blev der også gjort holdt på vejen til en gåtur og ja, den hér havde jeg altså grejet til min fordel! Har i hørt om Designer Outlet Neumünster? Det ligger på vejen til Bad Sarrow (pissessmart) og som navnet indikerer, er det et outlet og det minder mest af alt om en lille landsby med springvand (den er god nok), caféer, spisesteder og vigtigst af alt, butikker!

Når nu man alligevel skal gøre holdt og få sig en gåtur, hvorfor så ikke gøre det ind og ud af butikker? Man får jo også rørt mere af kroppen, når man skal række ud after 14 par sko før man finder de rette, så jeg vil faktisk argumentere for at det var en form for behandling!

Kan man få tilskud til shopping-behandling? Hvis nu man får en henvisning?

Så dér gjorde vi holdt og ja, der var outlet priser i butikkerne, need I say more??

Okay, det gør jeg, for mit jydske shoppehjerte kan simpelthen ikke modstå at fortælle om mine bedste fund!

Jeg fik, og hold nu fast i dørkarmen:
Birkenstock sandaler til 28€, Oakley klipklappere til 24€, Skechers sko til 38€, Nike cardigan til 40€, Nike tights til 30€, en bikini til 28€ og de blødeste hjemmefuttere til 6€!
Jeg var ikke til at skyde igennem! Oveni hatten fik vi efterfølgende en pizza, der nok er den bedste pizza (udover min mors selvfølgelig) jeg nogensinde har smagt!!

Herefter gik jagten på et hotel.
Vi havde ikke booket et værelse hjemmefra, det er aldrig rigtig til at vide hvornår kroppen siger fra, så vi kørte rundt og bankede på døre indtil vi mistede tålmodigheden, hvilket var 10-15min. senere, og her begyndte vi så at ringe rundt til hotellerne i omegnen i stedet.

Hvorfor vi ikke gjorde det med det samme fandt jeg ud af kort efter ¨Halo, Sie sprechen mit Sanne, ich möchte gern ein zimmer für zwei personen heute, bitte¨

Efter et par samtaler på gebrocken tysk (hvor jeg nok fangede halvdelen) og et par fejlkørsler fandt vi endelig frem til hotellet og fik vores værelse! Jeg var kvæstet og derfor glad for vi havde valgt at køre en dag før vi skulle ankomme, netop for at kunne tage en overnatning på vejen!
Min familie stod tidligt op og kørte på ankomstdagen, hvilket også havde været det naturlige valg for os, altså før ulykken. Det er ikke længere en mulighed og det er skam ikke fordi det ødelægger hele min verden, men det er en faktor jeg tror mange ikke tænker over og hvorfor skulle de også det?
Det er jo ikke noget alle mennesker er tvunget til at tage med i beregningerne, men det er jeg (og mange, mange andre) og det er helt okay, det kan vendes til en fordel. Jeg ville bare tit ønske, at folk vidste hvor meget det kræver lige at komme forbi når køreturen varer mere end 20min.


 

Ferien

Jeg er ikke interesseret i, at dem jeg er på ferie med ikke må/skal prøve ting bare fordi jeg ikke kan og det er absolut heller ikke meningen, de skal have ondt af mig fordi jeg ikke har de samme muligheder.
Men det betyder ikke, at jeg ikke kan få et stik i maven over de ting jeg ikke kan være med til, eller fordi jeg ikke har overskuddet til at være med hele tiden og istedet må overholde mine hvil og tage lure.

 

Smartphone

Jeg havde valgt at sætte skærmtiden var på et absolut minimum, jeg ville nyde ferien i fulde drag og det kræver at man er tilstede i nuet istedet for at se et klip med katte, der spiller på klaver.
For mig tager skærmtiden også energi. Lyset i øjnene, spændinger i panden, nakke, skuldrer, ryg og ikke mindst hånden når det kommer til smartphone, det hele er påvirket af den lille computer. Det er ingen videoer eller antal likes på opslag værd, når jeg har muligheden for at vælge tid og energi til min familie.
Så den blev i tasken langt det meste af tiden og sådan en mobil kan faktisk holde strøm flere dage dernede.

Aktiviteter

Tæt på det feriested vi boede på, kan stå på Wakeboard (kort forklaret minder det mest om skateboard på vand, hvor man bliver trukket, se en video her.) og alle hankøn er vilde med det og stod de fleste dage. Jeg har prøvet det én gang før og det var en pissekold påske, hvor jeg smaskede hovede direkte ned i det iskolde vand så snart linen trak mig afsted. Jeg troede jeg skulle dø, da jeg ramte vandet og mine læber var blå da jeg kom.

Ja, jeg var teenager, men jeg husker det stadig som en nær dødsoplevelse.

Tre ture senere var jeg var færdig med wakeboard! Eller.. det troede jeg i hvert fald, jeg var.

Den første dag stod alle pigerne troligt og heppede på drengene imens vi tog billeder, men allerede dén dag fik jeg et stik i maven. Jeg ville også prøve. Jeg ville også på et board, blive kastet i vandet nogle gange og derefter komme længere og længere på banen.
Der var bare to problemer, min hånd og min ryg.
Det kræver ikke ligefrem en studenterhue at regne ud, det nok ville give nogle gevaldige smæk og spændinger begge steder og dét bliver i reglen bare et KÆMPE nej tak herfra! Det er ikke ligefrem en behagelig oplevelse eller noget der let og hurtigt går over igen.

Jeg ved ikke, om jeg helst ville have vidst at jeg ville miste muligheden for at prøve igen og derfor ville have prøvet igen trods min nærdødsoplevelse, eller om jeg helst ville undgå at have følt suset på vandet.
Hvad er værst?

Inderst inde ved jeg godt, at man i reglen skal tage chancen når man har den. Jeg får jo også den samme øv-følelse, når jeg ser eller hører folk snakke om en skiferie og jeg har været på snowboard flere gange inden ulykken, var det ikke for hånd og ryg, var jeg også taget afsted igen.

Termisk bad

Efter de første to dage gad vi (pigerne) ikke længere agere heppekor på drengene og vores bøger løb jo ingen vegne, så vi blev hurtigt enige om at tage en tur i termisk bad til lidt selvforkælelse.
Det passede mig perfekt, det var afslappende, jeg kunne få løsnet lidt op i kroppen og bedst af alt, de andre piger havde lyst til en tur i termisk bad og nød det i samme grad.

Det giver så ubehagelig en situation når folk går med til noget, de faktisk ikke har lyst til for at være sød ved.
Øv hvor føler jeg mig lille og usselt når det sker!

Vandet var 34grader, man kunne både være inde og ude, og der var en café, liggestole, spa, dyser og et panorama rum med musik under vandet, kort sagt ren luksus.
Fordi der var svovl i vandet, blev huden renset godt og grundigt, hvilket jo er kæmpelækkert, men dén detalje havde jeg åbenbart svedt ud da vi var færdige og stod under bruseren og vaskede hår og ansigt.
Jeg nåede kun lige at klaske mit ansigtsrens på før det begyndte at svide og jeg dukkede under bruseren igen! Jeg fik flashback til klippet i Home Alone, hvor Kevin får barbersprit i ansigtet. Jeg huskede det heldigvis da vi senere på ugen tog derind igen, det var ikke en episode jeg havde brug for igen!

Aftenhygge

Hver aften sad vi udenfor og snakkede om dagen imens vi nød et glas vin og en masse snacks. Det var fælles familietid og som timerne gik, kunne vi til sidst kun se så meget af hinanden, som mygge-lysene tillod.
Men én aften husker jeg mere en nogen anden fra ferien.

Vi var alle sammen gået ned på legepladsen, H. havde udfordret min mor i bordtennis og i min familie går der ikke mere end 2min. før alle andre blander sig og udfordringerne flyver på kryds og tværs (alle var pludselig Danmarksmester i bordtennis) så afsted det gik for hele flokken.

Jeg er normalt (efter ulykkesnatten) hende, der sidder på sidelinjen og smiler ad de andres udskejelser og det var jeg allerede indstillet på, skulle være min aften idét tonerne gik højest.

Men denne aften havde min lillebror taget en volleyball med på legepladsen.
Vi har begge spillet meget volley på efterskolen og førhen spillede vi også altid når vi havde ferie, men jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst har haft en volleyball imellem hænderne.
Der gik heller ikke lang tid, før resten af familien kom trissende og ville være med og inden længe var vi alle samlet på græsset i en rundkreds og kastede bolden frem og tilbage. Bolden fløj ind i træerne eller alt for tæt på bilerne, hver gang der var en som liiige skulle brilliere med en overhåndsserv eller en ukontrolleret serv og det var simpelthen fantastisk at se hele flokken opføre sig som en børnehave på udflugt!
Selv da regnen begyndte at falde fortsatte vi med at spille og dén der følelse af at være på lige fod med resten i en aktivitet en lun sommeraften imens regndråberne og strejfer ansigtet, er ubeskrivelig smuk!

Jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvem der vandt i bordtennis. Det tror jeg heller ikke de andre gjorde og det var slet ikke så vigtigt for nogen længere, vi var sammen og dét trumfede alt andet.


 

Kan jeg som smertepatient så holde ferie?

Ja og nej.
Ja, jeg har en uges tid fri fra læger, behandlinger, møder og telefonmøder med allesammen.
Jeg har en uge, hvor jeg kan tage på den ferie jeg vælger, men er dét ferie som jeg kender fra før?

Nej, jeg har stadig mine smerter.
Forretningsfolk kan slukke arbejdstelefonen og lægge den i en mørk køkkenskuffe, sætte et auto svar på mailen, der fortæller forretningsforbindelser og kunder, at der er ferie og hvornår de kan forvente at få et svar. Jeg kan ikke pakke mine smerter ned i en skuffe eller sende dem en høflig e-mail, der forklarer dem at nu hiver jeg stikker ud og holder fri.

Hold nu kæft hvor kunne det være fedt! Sådan at have ferie fra smerter, ferie fra forholdsregler og ferie fra hvil. Sikke en frihed!

Smerter holder aldrig fri. De har ikke engang et skema de følger, så jeg kan planlægge mig til at udnytte det, når de er på lavt blus. Jeg kan forsøge ja, og det gør skam også en forskel. Jo bedre jeg lærer min krop og dens signaler at kende, jo før får jeg sagt fra og jo mindre ¨blus¨ er der på bålet . Men ignorerer jeg signalerne eller glemmer at lytte til kroppen ind imellem, så falder hammeren og det er ikke ligefrem mit højeste ønske!
Derfor er jeg nød til at være opmærksom, huske at stoppe op og lytte til kroppen, udtænke strategier for at udnytte min energi bedst muligt og konstant vælge noget til og samtidig noget andet fra.
Sådan er det også når jeg holder ferie.

 

Er det så ¨rigtig¨ferie?

Ja. Det er ferie for mig nu og dén må jeg synke sammen med de andre ændringer.
Det betyder ikke at jeg bryder mig om smagen, men den ændrer sig jo ikke så jeg kan lige så godt affinde mig med den og så må jeg jo finde nogle halspastiller hen ad vejen, der kan vende det til noget positivt og jeg har faktisk allerede en kort liste:

  • Shoppe-terapi som gåtur.
  • Ryggen er en skøn undskyldning for nye sko.
  • – og nye sandaler.
  • – og klipklappere med tykkere bund.
  • Jeg har mere tid til at læse i mine bøger.
  • Jeg har mere tid til at farvelægger i malebøger.
  • Jeg har mere tid til at øve mig med mit kamera imens de andre leger.
  • Jeg bruger kun min tid og ferie med dem, jeg virkelig har lyst til at være sammen med.

Desuden kunne jeg tage hjem efter en ferie der gav et pusterum og en bagage fyldt med minder lige så vel som alle andre kan og dét er vel pointen med at holde ferie.

Læs mere