I tirsdag var jeg til en intro-samtale til det, de på CEB kalder ¨job og liv¨og der aftalte vi at jeg skulle starte ud med to timer ad gangen man- tirs- og torsdag. Jeg var ikke til at skyde igennem, tanken om at komme videre i mit forløb og dermed tættere på at komme i arbejde var næsten for meget og jeg foreslog selvfølgelig at jeg lige så godt kunne starte torsdag, der var jo ingen grund til at vente til mandag.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, at man partout skal starte en mandag, man skal vel starte når man er klar?
Og hvis der var noget jeg var, så var det klar!

Torsdag morgen var jeg stadig spændt og kunne næsten ikke få morgenmaden ned, men da vejlederen efter halvanden time sagde at jeg hellere måtte stoppe for i dag, fik jeg alligevel en  tung klump i maven, der trak skuldrene og hovedet ned mod jorden og jeg var ikke sikker på hvorfor.


Dagen startede godt. Jeg havde sørget for at have god tid fra morgenen af, så jeg kunne lave øvelser og holde hvil nogle gange undervejs i morgenrutinen. Det må kategoriseres som hjemmearbejde.

Da jeg ankom, var det første punkt at finde en stol og det var ikke helt så simpelt, som det måske lyder!
Der var nemlig 10-15 stole og hver af dem havde deres egen indstilinger, de fleste havde flere end to og det var vidt forskellige kombinationer. Behøver jeg sige det tog noget tid at vælge en?
Heldigvis skulle jeg jo ikke vælge en stol for livet, jeg skulle ikke engang vælge en stol for dagen.
Der var frit valg og jeg kunne bytte stol, lige så mange gange som jeg orkede.

Udover stolene fik jeg også klikket lidt på forskellige tastaturer med hver deres kombination af mus, pegefelt, og trykplade, dertil var der så en bred variation af håndstøtter og altsammen kunne mikses på kryds og tværs.
Det med selve musen var ret simpelt for mig at udvælge en favorit, men resten + det med stolene..
Skal vi bare kalde det en udfordring, der endnu ikke er løst.

 

Til min store overraskelse gik der ikke mere end 20min. før jeg måtte ned at ligge og lave mine stræk øvelser. Den havde jeg ikke set komme… Meeeen mon ikke det bare var fordi jeg lige havde prøvet fem forskellige stole? Jo, det siger vi! Andet er for meget at skulle kapere.

Den næste time gik med at finde frem til, hvilke job computer programmet mente ville være de bedste match for mig og med at finde en rytme i skiftevis at stå/sidde ved computeren og tage korte gåture.
Jeg gennemgik to tests; én der skulle definere mine interesse områder og én der skulle definere mine kompetencer. De to tests blev så krydset og deraf kom et resultat i form af jobmuligheder, hvor interesser og kompetencer var kombineret, hvilket egentlig var ret smart!

 


 

Jeg var godt klar over at jeg ville få røvfuld på et tidspunkt i forløbet, jeg ved jo godt at jeg ikke ligefrem har accepteret status quo, men jeg havde ikke troet det ville blive den første dag!

Derfor føltes det lidt som et nederlag, at jeg måtte holde hvil efter bare 20min. og trods variation af stilling hver 5-10min., (fordi kroppen krævede det) og løbende hvil, til slut ende med at blive sendt hjem før tid.
Æv, jeg var ikke meget for det! Det var jo ikke meningen. Meningen var, at jeg skulle øge tiden.

Så da jeg gik derfra, var det faktisk med tårer i øjnene at jeg satte mig ind i bilen.
Jeg var skuffet. Jeg havde troet, at jeg ville kunne klare mere. Troet kroppen ville pumpe med endorfiner.
Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne være der længere end den aftalte tid. Men det gav stadig ingen mening at sidde med tårer i øjnene og en klump i maven, der trak alt med ned.. Det havde været en god dag. Jeg var stået op, kommet afsted, startet på et nyt kapitel og kommet tættere på målet, så hvad var problemet?

Jeg kunne ikke tale fornuft med hverken mave eller hals, så klumpen blev siddende i maven og halsen hen over eftermiddagen, men dér fik jeg nok. Jeg besluttede mig for, at jeg måtte være træt af det i én time og derfra skulle klumpen simpelthen pisse af, for jeg havde faktisk gjort mit bedste!
Jeg havde gjort mit forarbejde, planlagt morgenen, holdt pauser, varieret arbejdsstillingerne, drukket vand og haft Läkerol med til at kvikke op, så det måtte simpelthen være mere end godt nok og så var det faktisk dødtarveligt at skulle dunke sig selv i hovedet med dårlige tanker, det ville jeg jo aldrig gøre imod et andet menneske, så hvorfor var det okay at tillade det imod mig selv?


 

Jeg vil SÅ gerne fremad, vil SÅ gerne igang med et liv på arbejdsmarkedet og jeg VED at jeg har både viljestyrken og stædigheden til at nå det mål, dem har jeg før brugt med succes.
Men jeg ved også godt, at den viljestyrke og stædighed som gjorde at jeg trodsede lægernes dom, er de selv samme kvalifikationer, der kan blive skyld i at jeg overhører kroppen, går for hurtigt frem og ender med at starte fra bunden igen. Ligesom jeg måtte starte helt fra bunden af sidste gang, efter en brakperiode..

Derfor er der ikke andet for end at bide i det sure æble og gå hjem når de siger det, holde pauser når de kan se jeg trænger til det og tage det i kroppens tempo istedet for hovedets.
Jeg ved jo godt, det er sådan jeg kommer længst. Jeg har prøvet at tage tre skridt frem og derefter otte skridt tilbage imens jeg falder over mine egne ben, det kommer man altså ikke ligefrem videre i livet med og dét var jo sådan set det der vaplanen.

Jeg lærte ved min genoptræning, at det gælder om at kigge længere tilbage når der skal kigges efter fremskridt. Jeg kan vælge at følge kroppens tempo og kigge tilbage hertil om en måned, eller jeg kan vælge at ignorere kroppen, komme hurtigt frem i løbet af en uge, men om en måned være tilbage ved startlinien.
Jeg ved godt, hvilken vej der i sidste ende fører fremad og det er dén vej jeg tager!

Læs mere