jobafklaring

Min første uge med ny praktik

Der er nu gået  en uge i min nye praktik og det har været en rigtig lang uge. På godt og ondt.

Hold i ryggen

Praktikopstart

Forberedelser

Som for så mange andre, startede min første arbejdsdag i 2018 tirsdag d.2. januar, men for mig betød det ikke jobstart med 2.dags tømmermænd. Det betød ændringer i den sidste del af min december.

Jeg havde forudset, at starten i praktikken ville blive hård og derfor havde jeg sørget for at være meget påpasselig henover både jul og nytår. Jeg havde ingen sociale arrangementer. Juleaftensdag og nytårsaftensdag, sørgede jeg for at holde flere hvil og prioriterede også min middagslur. Det betød naturligvis at jeg gik glip af nogle ting, men det var mit valg og min prioritering.

 

Første dag i praktik

Jeg var ikke nær så nervøs som jeg var den første dag i praktik ved Creativ Company, men denne gang virkede situationen heller ikke lige så ny for mig. Min leder fra min første praktikplads var der jo og det var ham, som skulle være leder for mig igen. Derfor var jeg langt mere spændt end jeg var nervøs.

Både tirsdag og onsdag gik godt. Jeg blev introduceret for arbejdsopgaver, jeg ikke havde arbejdet med før og fik derefter lov til at kaste mig ud i det alene. Det var fedt at arbejde sammen med min leder igen og blive udfordret på den måde.Lige så fedt det var, lige så trættende var det også.
Nye indtryk, nye mennesker og nye opgaver er altsammen noget, der tærer på energien.
Det gør det for langt de fleste mennesker, men det føles som om det kræver mere energi nu, end det gjorde inden ulykkesnatten. I virkeligheden er det jo fordi, jeg ikke har den samme mængde energi til at starte med og derfor bliver jeg også hurtigere udkørt. Det bar dagene også præg af.

Når jeg fik fri efter mine 4 timer, tog jeg direkte hjem og smed bukser + bh, hoppede under dynen og fik først øjne igen 3-4 timer senere. Lidt aftensmad og en halv film og så var jeg på vej i seng igen. Min hvile dag var heller ikke noget at skrive hjem om. Jeg var til frisøren, hvor jeg fik klippet en god del af længden, vasket hår og fik en hårkur i, gik en tur med H., Lilo og Stitch og ellers stod den på hvil, øvelser og en laaang morfar.

Hvor kunne det bare være fedt, hvis medicin og narkose ikke smadrede ens hår til ukendelighed. I det mindste er det en ganske fornuftig undskyldning for at blive forkælet lidt ved frisøren.

Tidligt i seng torsdag aften, for fredag bød på endnu dag i praktikken med de nye spændende opgaver.
Der var bare ét problem.

 

Kroppen sagde stop

Måske var opstarten for hård, måske lavede jeg en dum bevægelse eller måske var jeg bare uheldig?
Hvad der skete og hvorfor, ved jeg ikke. Men pludselig gjorde det ondt, rigtig ondt.

Fredag morgen da jeg står og fumler med kaffefilteret får jeg et svirp i ryggen. Jeg knækker halvvejs sammen, trækker vejret og fortsætter med at lave kaffe. Jeg får dagligt stød i ryggen og tænker derfor ikke videre over det. Men ca. 8 sek efter svirpet bider jeg mærke i, at det ikke er begyndt at aftage endnu.
Så lang tid plejer der ikke at gå.
Det gør ondt hver gang, jeg bevæger kroppen og jeg får svært ved at trække vejret. En dyb vejrtrækning er helt umulig. Jeg var nok godt klar over, at det måske havde været smart at forholde mig i ro derfra, men det havde jeg altså ikke tid til. Jeg skulle jo på arbejde.

Jeg havde (heldigvis) været i bad og sørget for ansigt og hår så nogenlunde anstændigt ud. Men jeg havde ikke fået tøj på og selvom jeg ikke havde hørt noget om en dresscode, havde jeg ikke lyst til at troppe op i morgenkåbe. Så jeg måtte vække H. (som jo arbejder om natten) og få hjælp til at få mit tøj på, så jeg kunne komme på arbejde. Det måtte jo gå over på et tidspunkt?

Det gjorde det ikke.
Jeg vurderede selv at det måtte være et hold i ryggen. Det føltes ligesom et hold i nakken, bare placeret i det meste af ryggens højre side. Som tiden gik, blev kun værre. Efter to timer på job var det begyndt at sprede sig til venstre side af ryggen og dér valgte jeg at kaste håndklædet i ringen og tage hjem.
Da jeg kom hjem, valgte jeg at gå en tur i håbet om, det ville sætte gang i blodomløbet og gøre noget ved smerterne. Det blev så et kæmpe nej.

Min weekend foregik på sofaen, dag og nat. Vi har ikke soveværelse i stueetagen og da jeg ikke rigtig kunne bevæge mig, sov vi på sofaen Det passede Lilo og Stitch perfekt!
Søndag eftermiddag kunne jeg selv tage joggingbukser på (YAY!) og det blev fejret med en lille gåtur efterfulgt af en god lur.

 

Hverdag igen

Mandag vurderede jeg, at kroppen var klar til praktik igen. Det var hovedet i hvert flad, så sådan blev det. Det gik også meget bedre og jeg gør alt i min magt for at det fortsætter sådan.
Jeg har fuld fokus på min praktik. Men jeg ved også at jeg skal stadig være opmærksom på ikke at overanstrenge kroppen. Hvis jeg tager mine skyklappere på, ender jeg med at køre kroppen helt i sænk og så kan jeg starte helt forfra. Så fokus på praktik, men på kroppens præmisser. Det er vejen frem for mig.

Læs mere

by | 4 Comments

Et kapitel afsluttes

Der er ikke længe til min praktikperiode ved Creativ Company er forbi og det har været en rejse med spændende udfordringer, ansvar og dygtige kollegaer at sparre med.

Der er endnu ikke en afklaring på, hvor mange timer om ugen jeg kan arbejde. Planen var at jeg skulle forlænges efter standardperioden på tre måneder, hvis det ikke var nok tid.
Men ca. halvvejs inde i mit forløb meldte min leder, at han havde accepteret et jobtilbud fra en anden virksomhed. Det ville unægteligt betyde nogle ændringer for mig. Det resulterede også i et møde med min leder og den administrerende direktør for virksomheden og hér tog det hele en uventet drejning.

Min praktik ved Creativ Company

Den første måned skete der mange ting i min praktik. Jeg fik lov til at kaste mig ud i alt det, jeg havde mod på og jeg elskede det! Det var så fedt at kunne bruge min teoretiske viden i praksis, gøre brug af egne erfaringer og sparre med kollegaer for konstruktiv kritik, råd og vejledning. Jeg følte, at jeg udviklede mig time for time og gik hver dag hjem med et kæmpe smil på læben. Det var vildt motiverende.

Det eneste ¨men¨ er det, jeg selv sørgede for.
Jeg har før skrevet, at jeg er en klovn til at stoppe op og trække vejret, når jeg er igang med noget som jeg brænder for. Så ja, det gælder i dén grad også mit arbejde.
Derfor fandt jeg også hurtigt ud af, at jeg måtte sætte en alarm til at ringe for ikke at glemme mine hvil. Selvom jeg syntes det var møghamrende irriterende at have en alarm sat til, så fungerede det. Jeg stoppede op når den ringede og gik ud for at hvile og lave øvelser.

Med tiden blev jeg bedre til at huske det selv. Sådan.. overordnet set i hvert fald.
Der er stadig tilfælde, hvor en kollega må minde mig om at passe på mig selv. Men det er ikke hver dag længere og dét er et stort skridt i den rigtige retning.

 

Mit første blogindlæg for en virksomhed

Under et morgenmøde, kom vi til at snakke om at lave et blogindlæg om hjemmelavede bolcher og dén var jeg helt med på. Jeg fik opgaven, lavede min eget udkast (som blev godkendt, yay!) og herefter stod den ellers på bolchefremstilling til den helt store guldmedalje.

Mit første forsøg gik ikke ligefrem efter bogen, men jeg fik hurtigt fornemmelsen for det og allerede efter mit 2. forsøg var jeg klar til at kaste mig ud i de lidt mere avancerede bolcher. Jeg har faktisk lavet så mange bolcher, at jeg måtte tage dem med på job og forære poser til familie og venner, alle tog gladeligt imod.

Lige så fedt som det var at lave bolcher, lige så fedt var det at skrive et blogindlæg om det.
Jeg har jo skrevet blogindlæg før, men jeg har aldrig skrevet et indlæg til andet end denne blog. Derfor havde jeg også en smule præstationsangst, over at skulle planlægge og skrive et indlæg til Creativ Company. Derudover kom et samarbejde med deres fotograf og grafiker, da der skulle tages billeder til blogindlægget. Proces billeder af mine første forsøg og senere billeder af de forskellige bolcher og tilbehør. Altsammen havde jeg to hænder på og var med til at godkende.

Prøv lige at spørge om jeg følte mig voksen?

Jeg har svært ved at forklare, hvilken dynamik og sparring det giver at kunne stå med kollegaer, der alle er ærekære omkring deres arbejde. Det giver en helt særlig energi og samtidigt, er det den perfekte måde at lære lidt fra andre felter.

I den sammenhæng kan jeg også indskyde, at det med at have det rette udstyr og en dygtig fotograf virkelig gør en stor forskel! Jeg tog ét lynhurtigt billede af samme opsats som fotografen (uden lys) men jeg er stadig overbevist om at de her to billeder aldrig var blevet det samme.

Hvis du har lyst til at læse om min første oplevelse med hjemmelavede bolcher, kan du finde det her: blogindlæg om hjemmelavede bolcher

Jeg nåede knap nok at blive færdig med blogindlægget, før min leder havde sin sidste arbejdsdag. Der var ikke rigtig nogen plan for, hvad jeg skulle arbejde på efter blogindlægget eller hvem jeg skulle have som kontaktperson. Derfor var der arrangeret et opfølgningsmøde med min leder og den administrerende direktør for virksomheden.

 

Opfølgningsmøde

Mødet startede som forventet.
Vi snakkede om, hvordan de sidste to mdr. var gået og hvad jeg tænkte omkring min fremtid.
Jeg forklarede, at jeg var rigtig glad for at være i praktik hos dem. Jeg var særligt glad for, at jeg blev udfordret og fik lov til at kaste mig ud i nye områder. I forhold til fremtiden var målet dog stadig at komme højere op i timeantal (optimalt set fuldtid), men det mente jeg ikke var realistisk at opnå inden januar. Det var min leder også enig i. Derfor nævnte jeg muligheden om en forlængelse af min praktikperiode, men hér tog det hele en seriøs drejning!

Jeg havde flere gange fået indtrykket af, at min leder var tilfreds med mit arbejde (sagt på godt jydsk efter jantelovens foreskrifter) og derfor virkede tanken om en forlængelse af praktikperioden ikke urealistisk.

Den administrerende direktør kiggede skiftevis på min leder og på mig og begyndte så at forklare, hvordan min leder havde bedt ham om et møde et stykke tid forinden vores fælles opfølgningsmøde.
Her havde min leder spurgt, om han kunne ¨få lov¨ til at tage mig med til sin nye arbejdsplads, som han sagde, han ville jo ikke bare ¨stjæle¨ mig.
Jeg kiggede lettere mistroisk (men mest håbefuld) på min leder.

Mig? Vil du have mig med?

Min leder forklarede kort om virksomheden og opgaverne. Virksomheden er på dét punkt, hvor de skal have opstartet en afdeling til e-commerce/online markedsføring.

Mig? Være med til at starte af en afdeling?
JA TAK!

Resten af mødet var jeg flyvende, og det er jeg faktisk stadig!
Igen er jeg på det punkt, hvor jeg ikke helt tør tro på at det nu også sker for mig. Derfor tør jeg (endnu en gang) ikke skrive navnet på virksomheden. MEN jeg ville være ved at sprænge af nysgerrighed, hvis jeg læste sådan et indlæg og derfor vil jeg ¨afsløre¨ at det er en virksomhed, med fokus på boligtilbehør og de har de skønneste varer! Jeg har i mange år været stor fan af deres varesortiment og flere gange været forbi både butik og webshop.

H.s’ begejstring omkring tilbuddet om en praktik dér var også skyhøj! Det vil sige.. lige indtil det gik op for ham, hvor dyrt det ville blive at have mig til at arbejde der. Pjat! Han er stadig ellevild over, at jeg har fået den mulighed og måske endda lidt stolt af sin kæreste.

 

Et kapitel afsluttes

Imorgen har jeg min sidste dag ved Creativ Company og selvom jeg kommer til at savne de mange søde og dygtige kollegaer, er jeg sikker på det næste skridt er det helt rigtige.
Jeg glæder mig så meget og jeg er uendelig taknemmelig for, at jeg endnu engang kan gå på ferie med en fantastisk følelse i maven!

Læs mere
by | 0 comment

Update på mit liv

Det er nu godt en måned siden, jeg startede mit jobafklaringsforløb og jeg har ikke ligefrem været den bedste til at komme med updates her på bloggen, der har ca. være nul, sorry!
Men jeg har haft (og har stadig) min fulde fokus på mit forløb, så det får al min energi.

Det er selvfølgelig fordi jeg skal finde ud af, hvad jeg kan tilbyde på arbejdsmarkedet og det vil jeg gerne have går så godt som muligt (jeg jagter stadig karrieren) og så er der altså bare ikke plads til et almindeligt liv ved siden af. Jeg har været hooked fra den første dag, men i denne uge har det taget nye højder!

Jeg startede ud med 3×3 timer i ugen og jeg må ærligt indrømme, at jeg var meget overrasket over, hvor hård starten var! Jeg var helt død efter de tre timer, så når jeg kom hjem røg bukser og BH af og så var det ellers direkte under dynen 1-2 timer! Resten af dagen gik med hvil på sofaen og en gåtur med mine basser.
Det blev lige så stille bedre og nu er jeg oppe på 3×4 timer i ugen, YAY!
Det gik helt okay den første uge, men jeg må indrømme at jeg har det pænt stramt for tiden.
Kroppen opfører sig som en forkælet møgunge i Netto, der ikke må få sit 17. sæt nattøj med Frost. Ja, det skrev jeg lige. Desværre fortsætter kroppen i typisk toddler stil med sit hysteri indtil den faktisk får sit 17. sæt nattøj med Frost på. Det er selvfølgelig ikke nok for kroppen med et nyt sæt nattøj.
Gid det var! Måske jeg skulle give det et skud, just in case?

Så.. derfor er der skruet ned (læs: slukket) for ca. alt andet end praktikken og selvhjælp til skroget.

Det føles ret dumt at skrive det er hårdt at arbejde 12 timer i ugen, men det er nu engang min virkelighed pt. Heldigvis er der ingen der siger, at det er min virkelighed næste år.

Så selvom jeg kun arbejder 12 timer i ugen, har der derudover simpelthen ikke været overskud til andet end mine gåture og hvil. Al min energi er gået til arbejdet og at passe på kroppen, men det er helt okay.
Det er noget jeg vælger, fordi det er dét jeg vil.

Det slår mig lige at jeg slet ikke har forklaret, hvad det egentlig er jeg arbejder med?
Helt kort forklaret, så sidder jeg med markedsføring på Facebook, Pinterest og Instagram, hvilket både er indenfor min uddannelse og mit interessefelt, så det passer mig helt perfekt!

Nå.. men det sidste nye er så, at jeg skal lave et blogindlæg hos Creativ Company!
Jeg blev spurgt, om det var noget jeg kunne have lys til og selvfølgelig er det dét!

Hvad skal jeg så skrive om?
Fedt du spørger! Jeg skal simpelthen lave bolsjer og skrive et blogindlæg om min oplevelse med det. Ja, den er god nok, ret lækker opgave ikke? Det blev også bare et kæmpe ja tak herfra!

Nej, jeg har aldrig lavet bolsjer før og jeg er heller ikke ligefrem en ørn i et køkken, så jeg har lidt på fornemmeren, at det bliver ret så underholdende både at prøve og efterfølgende at læse om.

Der gik bare ikke lang tid før jeg kom til at tænke på, at det jo ikke er det samme som her. Dét her er jo mit lille sted, hvor jeg kan kradse nogle ord ned som de lige falder mig ind og det er kun mig, der skal kunne stå inde for det jeg skriver.
På deres blog er det en sød kollega, (må man sige det, selvom man bare er praktikant?) der har skrevet de andre indlæg og jeg er langt fra på hendes niveau! Hun har faktisk den samme uddannelse som jeg, oveni har hun så også den kandidat jeg gerne ville have haft, bum! Hun skriver godt, er virkelig skøn og generelt skidedygtig til sit arbejde. Har man så en anelse præstationsangst? Øh.. ja!

Men jeg glæder mig! Både til at lave bolsjer (+ smage dem) og til at skrive et blogindlæg.
Jeg er meget glad for, og faktisk også lidt stolt over, at de vil lade mig prøve kræfter med at skrive et indlæg for dem. Det bliver en kanon oplevelse og jeg skal nok lade jer høre, når indlægget er udgivet.

Læs mere
by | 0 comment

Et nyt og spændende kapitel!

Det er nu en måned siden jeg havde min første dag med ¨Job og Liv¨ til jobtræning og i mit indlæg efter den dag sluttede jeg af med at skrive:

¨Jeg lærte ved min genoptræning, at det gælder om at kigge længere tilbage når der skal kigges efter fremskridt. Jeg kan vælge at følge kroppens tempo og kigge tilbage hertil om en måned, eller jeg kan vælge at ignorere kroppen, komme hurtigt frem i løbet af en uge, men om en måned være tilbage ved startlinien.
Jeg ved godt, hvilken vej der i sidste ende fører fremad og det er dén vej jeg tager!¨

Der er nu gået en måned og det der er sket en hel del siden da!!

 

Møde med jobkonsulenten

Efter fire uger med jobtræning blev min vejleder og jeg enige om, at vi skulle til det næste skridt, virksomhedspraktik, men inden da ville jeg gerne et smut forbi en jobkonsulent for at være sikker på, at jeg havde styr på det hele inden jeg opsøgte virksomhederne.

Der var nu ikke meget at komme efter på den front, han var rigtig godt tilfreds og vi gik derfor hurtigt videre til snakken om, hvor jeg gerne ville arbejde og hvad min generelle indstilling til det hele.
Jeg forklarede ham helt kort, at der for mig at se var to muligheder:

  1. Jeg kan vælge, at bruge det jeg har med at gøre nu og få det til at fungere bedst muligt.
  2. Jeg kan vælge at sætte mig ned i et hjørne, pille mig i navlen og tænke på de ting jeg kunne have opnået nu og senere hen karrieremæssigt, hvis ikke ulykken var sket.

Det sidste ville simpelthen blive et alt for langt, alt for sørgeligt og egentlig også et alt for kedeligt liv, så jeg ville mene at jeg (generelt) har en positiv og lettere selvironisk tilgang til livet.

Derefter viste ham min liste over de virksomheder, jeg gerne ville i praktik hos og ja.. summa summarum, han mente at jeg havde helt styr på situationen og at der ikke burde gå længe inden der var samtaler i hus.

Samtaler, som i flertal? Jeg var ikke engang sikker på, om jeg ville få så meget som et høfligt afslag..
Nej selvtilliden var ikke ligefrem på sit højeste, men det berørte heldigvis ikke min motivation!

 

Praktikforløb

Jeg havde skrevet ansøgningerne på forhånd i jobtræningen og i takt med ansøgning og CV blev sendt afsted til hver enkelt, blev listen over virksomheder stille og roligt streget ud.
Så var der bare tilbage at vente, krydse fingrer for en positiv tilbagemelding og lægge hovedet i blød for om der skulle være andre interessante virksomheder.

Dagen efter fik jeg et opkald. Det var fra dén virksomhed, jeg virkelig håbet på ville vise interesse i et samarbejde og de ville gerne have en samtale den efterfølgende dag med mig!
Jeg følte mig mildest talt som en nervøs teenager dagen inden første skoledag i 1.G og ja.. det betød selvfølgelig, at jeg var nødsaget til en omgang impulsshopping!

Okay, måske ikke ligefrem nødsaget, men det hjalp på blodtrykket og hvem ville ikke benytte det som en undskyldning for lidt nyt?

Praktiksamtale

Inden samtalen var jeg stadig kamp nervøs. Det var en praktikplads, jeg virkelig gerne ville have! En fantastisk virksomhed hvor jeg endda har en personlig interesse og opgaverne var spot on. Det kunne nærmest ikke blive en bedre praktikplads for mig, hvilket nok også var grunden til den store nervøsitet.

Efter samtalen var jeg næsten mere nervøs. Jeg er typen der snakker liiiiige lidt for meget når jeg er nervøs og det er altså ikke skidesmart til en jobsamtale, når man skal arbejde med kommunikation.
Vi sagde pænt farvel og aftalte at snakke sammen dagen efter.
Jeg havde læst om virksomheden, deres vision og deres produkter, men efter at have set virksomheden, hørt nærmere om opgaverne og mødt de mulige kollegaer var jeg bare endnu mere overbevist om, at det var en praktik lige efter mit hjerte! Så ja.. jeg var virkelig nervøs for at modtage det opkald næste dag!

Jeg har nok også altid været hende, der ikke rigtig turde tro på en eksamen gik godt. Som regel havde jeg en fornemmelse af at det var gået godt, men det var ikke noget jeg sagde højt for tænk nu, hvis det faktisk var gået dårligt? Så hellere sætte forventningerne lavt og blive knap så skuffet. Problemet var bare, at jeg inderst inde håbede inderligt på en høj karakter og skulle jeg ikke få det, blev jeg alligevel dybt skuffet.
Det samme gjaldt for praktikken.

Dagen efter havde jeg skruet volumen helt op på min telefon og gik og trippede for at modtage et opkald! Men bedst som vi var på vej ud af døren til en gåtur, ringede telefonen. Jeg skyndte mig at tage den og prøvede at lyde mega overskudsagtigt, men jeg ved nu ikke lige hvor godt dét gik.

Indsæt trommehvirvel

JEG FIK DET!!!!
Drømmepraktikken var i hus og jeg var intet mindre end flyvende og det er jeg stadig!!
At jeg har fået et tilbud om en praktikplads indenfor min uddannelse i en virksomhed, hvor jeg har en personlig interesse og få opgaver der passer til og mine fokusområder fra min uddannelse, det er intet mindre end fantastisk! Jeg har stadig svært ved at tro på at det faktisk sker for mig, hvilket også er grundet til jeg ikke har skrevet navnet på virksomheden, men jeg håber det går op for mig inden jeg starter og ellers.. ja, så går det vel op for mig når jeg starter, 7,9,13.
Jeg er dødnervøs, usikker og alt dét der for at komme ud i den virkelige verden, men jeg glæder mig endnu mere og jeg er sikker på det nok skal gå, for jeg har den bedste opbakning på alle fronter, tak!

 

Men først..

Bare for at toppe den og være rigtig irriterende, så er jeg faktisk også typen der rejser på ferie nu!

 

 

 

 

 

 

Jeps, svigerfar har inviteret hele den pukkelryggede til Kreta med All Inclusive og jeg glæder mig SÅ meget! En uge med søde mennesker, oplevelser, palmer, sol og strand, det bliver næsten ikke bedre!
Og ja, jeg sagde næsten, for hvad er bedre end en ferie i godt selskab?
For mig er svaret, at jeg oven i hatten kan tage på ferie med god samvittighed og glæde mig til at komme hjem igen for at starte et nyt og spændende kapitel, det er en FANTASTISK fornemmelse!

Læs mere

by | 0 comment

Første dag med ¨Job og Liv¨

I tirsdag var jeg til en intro-samtale til det, de på CEB kalder ¨job og liv¨og der aftalte vi at jeg skulle starte ud med to timer ad gangen man- tirs- og torsdag. Jeg var ikke til at skyde igennem, tanken om at komme videre i mit forløb og dermed tættere på at komme i arbejde var næsten for meget og jeg foreslog selvfølgelig at jeg lige så godt kunne starte torsdag, der var jo ingen grund til at vente til mandag.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, at man partout skal starte en mandag, man skal vel starte når man er klar?
Og hvis der var noget jeg var, så var det klar!

Torsdag morgen var jeg stadig spændt og kunne næsten ikke få morgenmaden ned, men da vejlederen efter halvanden time sagde at jeg hellere måtte stoppe for i dag, fik jeg alligevel en  tung klump i maven, der trak skuldrene og hovedet ned mod jorden og jeg var ikke sikker på hvorfor.

Dagen startede godt. Jeg havde sørget for at have god tid fra morgenen af, så jeg kunne lave øvelser og holde hvil nogle gange undervejs i morgenrutinen. Det må kategoriseres som hjemmearbejde.

Da jeg ankom, var det første punkt at finde en stol og det var ikke helt så simpelt, som det måske lyder!
Der var nemlig 10-15 stole og hver af dem havde deres egen indstilinger, de fleste havde flere end to og det var vidt forskellige kombinationer. Behøver jeg sige det tog noget tid at vælge en?
Heldigvis skulle jeg jo ikke vælge en stol for livet, jeg skulle ikke engang vælge en stol for dagen.
Der var frit valg og jeg kunne bytte stol, lige så mange gange som jeg orkede.

Udover stolene fik jeg også klikket lidt på forskellige tastaturer med hver deres kombination af mus, pegefelt, og trykplade, dertil var der så en bred variation af håndstøtter og altsammen kunne mikses på kryds og tværs.
Det med selve musen var ret simpelt for mig at udvælge en favorit, men resten + det med stolene..
Skal vi bare kalde det en udfordring, der endnu ikke er løst.

 

Til min store overraskelse gik der ikke mere end 20min. før jeg måtte ned at ligge og lave mine stræk øvelser. Den havde jeg ikke set komme… Meeeen mon ikke det bare var fordi jeg lige havde prøvet fem forskellige stole? Jo, det siger vi! Andet er for meget at skulle kapere.

Den næste time gik med at finde frem til, hvilke job computer programmet mente ville være de bedste match for mig og med at finde en rytme i skiftevis at stå/sidde ved computeren og tage korte gåture.
Jeg gennemgik to tests; én der skulle definere mine interesse områder og én der skulle definere mine kompetencer. De to tests blev så krydset og deraf kom et resultat i form af jobmuligheder, hvor interesser og kompetencer var kombineret, hvilket egentlig var ret smart!

 

 

Jeg var godt klar over at jeg ville få røvfuld på et tidspunkt i forløbet, jeg ved jo godt at jeg ikke ligefrem har accepteret status quo, men jeg havde ikke troet det ville blive den første dag!

Derfor føltes det lidt som et nederlag, at jeg måtte holde hvil efter bare 20min. og trods variation af stilling hver 5-10min., (fordi kroppen krævede det) og løbende hvil, til slut ende med at blive sendt hjem før tid.
Æv, jeg var ikke meget for det! Det var jo ikke meningen. Meningen var, at jeg skulle øge tiden.

Så da jeg gik derfra, var det faktisk med tårer i øjnene at jeg satte mig ind i bilen.
Jeg var skuffet. Jeg havde troet, at jeg ville kunne klare mere. Troet kroppen ville pumpe med endorfiner.
Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne være der længere end den aftalte tid. Men det gav stadig ingen mening at sidde med tårer i øjnene og en klump i maven, der trak alt med ned.. Det havde været en god dag. Jeg var stået op, kommet afsted, startet på et nyt kapitel og kommet tættere på målet, så hvad var problemet?

Jeg kunne ikke tale fornuft med hverken mave eller hals, så klumpen blev siddende i maven og halsen hen over eftermiddagen, men dér fik jeg nok. Jeg besluttede mig for, at jeg måtte være træt af det i én time og derfra skulle klumpen simpelthen pisse af, for jeg havde faktisk gjort mit bedste!
Jeg havde gjort mit forarbejde, planlagt morgenen, holdt pauser, varieret arbejdsstillingerne, drukket vand og haft Läkerol med til at kvikke op, så det måtte simpelthen være mere end godt nok og så var det faktisk dødtarveligt at skulle dunke sig selv i hovedet med dårlige tanker, det ville jeg jo aldrig gøre imod et andet menneske, så hvorfor var det okay at tillade det imod mig selv?

 

Jeg vil SÅ gerne fremad, vil SÅ gerne igang med et liv på arbejdsmarkedet og jeg VED at jeg har både viljestyrken og stædigheden til at nå det mål, dem har jeg før brugt med succes.
Men jeg ved også godt, at den viljestyrke og stædighed som gjorde at jeg trodsede lægernes dom, er de selv samme kvalifikationer, der kan blive skyld i at jeg overhører kroppen, går for hurtigt frem og ender med at starte fra bunden igen. Ligesom jeg måtte starte helt fra bunden af sidste gang, efter en brakperiode..

Derfor er der ikke andet for end at bide i det sure æble og gå hjem når de siger det, holde pauser når de kan se jeg trænger til det og tage det i kroppens tempo istedet for hovedets.
Jeg ved jo godt, det er sådan jeg kommer længst. Jeg har prøvet at tage tre skridt frem og derefter otte skridt tilbage imens jeg falder over mine egne ben, det kommer man altså ikke ligefrem videre i livet med og dét var jo sådan set det der vaplanen.

Jeg lærte ved min genoptræning, at det gælder om at kigge længere tilbage når der skal kigges efter fremskridt. Jeg kan vælge at følge kroppens tempo og kigge tilbage hertil om en måned, eller jeg kan vælge at ignorere kroppen, komme hurtigt frem i løbet af en uge, men om en måned være tilbage ved startlinien.
Jeg ved godt, hvilken vej der i sidste ende fører fremad og det er dén vej jeg tager!

Læs mere
by | 0 comment