D.31. januar 2017 (knap tre år efter ulykkesnatten) var jeg inde og få lavet en specifik lægeattest.
Min egen læge var på dette tidspunkt sygemeldt og jeg måtte derfor ind til en læge, jeg aldrig havde været inde ved før og som hverken kendte til mit forløb eller mig som person. Det var ret angstprovokerende, at en mand der ikke vidste andet end det der stod i mine papirer, skulle afgøre min fremtid!

Jeg var mildest talt knust efter den samtale.
Jeg havde regnet med at gå derfra med en vished om, hvad der skulle ske fremover og hvor jeg ville ende.
-ikke nødvendigvis hvor godt jeg kunne regne med det blev, men ¨bare¨ hvor jeg ville være et år frem.
Det gjorde jeg ikke… Jeg havde glemt at tænke over, at læger arbejder ud fra fakta og ikke en spåkugle.

Overvej lige hvor skønt det ville være, hvis læger kunne det!
Om længden på mit behandlingsforløb var 3 mdr. eller 30 år ville faktisk ikke være det essentielle, men bare at kunne få vished? De læger må lige skrive spåkugle på ønskelisten tak!

Dengang måtte jeg gå hjem med meldingen om, at som det ser ud lige nu (jeg har altid lyst til at sparke dem over skinnebenet, når de siger dét) så var det ikke realistisk, at jeg kom til at arbejde fuldtid og det var højst usandsynligt, at jeg ville kunne arbejde indenfor mit uddannelsesfelt.
Av! Han kunne lige så godt have givet mig et cirkelspark i fjæset med træsko på.

 

Så da jeg i dag skulle ind og have lavet en ny lægeattest, var jeg forberedt på de fleste meldinger og alligevel var jeg fortrøstningsfuld. Min egen læge er nemlig kommet tilbage i mellemtiden (YAY) og selvom den anden læge var forstående, så er det bare mere trygt med min egen læge, der kender mig og min historie.

Vi snakkede længe. Der bliver som standard sat 45min. af til en specifik lægeerklæring og det forstår jeg godt.. ikke fordi der blev snakket over den tid, men fordi det er så svært at svare på de spørgsmål jeg altid undgår eller vælger at besvare overfladisk. Jeg fortalte, at jeg har det meget bedre end i Januar, hvilket nok primært skyldes at jeg er blevet bedre til at forstå (og lytte til) min krops signaler og så har jeg fundet små løsninger, der gør det lettere for mig at komme igennem de gængse ting i hverdagen.

Hun mener, at jeg gør alle de rigtige ting, har en god indstilling og konkluderede at min tilstand er varig nu, ikke dermed sagt at det aldrig bliver bedre, men det bliver ikke bedre i løbet af det næste år.

Jeg gik derfra med en lidt ambivalent følelse. Hvis du har fulgt lidt med på min Instagram, har du måske bemærket at jeg er en anelse stædig. Jeg går stadig med drømmen om at få ¨den gamle Sanne¨ (eller i hvert fald kroppen) tilbage, selvom det er hvad lægerne kalder ¨højst urealistiskt¨..
Derfor er meldingen om, at min krop nu er i en varig tilstand lidt en mavepuster, for så har jeg jo lange udsigter til at nå min ¨højst urealistiske¨ drøm.

På den anden side, så betyder det også at jeg nu kan komme videre i systemet. Jeg afventer stadig kommunens dom efter de læser min læges vurdering og anbefalinger, men jeg vælger at være positiv omkring udfaldet indtil det modsatte er aktuelt. Mit håb er, at min vejleder på CEB og jeg kan begynde at snakke om virksomhedspraktik og finde nogle gode løsninger ift. hensyn, så jeg over tid (ifølge de kloge hoveder) kan arbejde mig op til så mange timer som muligt.

Egentlig kan jeg også komme videre rent mentalt, for jeg har jo fået en form for vished og selvom det ikke var det jeg ønskede at høre, giver det stadig en form for ro. Jeg ved, at jeg gør de ting der er bedst for min krop og det giver mig de bedste forudsætninger for at komme videre i mit forløb, og lige nu er det faktisk godt nok for mig. 

Læs mere