lommefilosofi

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

 

Mere vil have mere

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

 

Perspektiv

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere

12 ugers smertehåndteringskursus

Efter 1,5 års grundig rundtur i det danske sygehusvæsen blev det besluttet, at der ikke var mere at gøre.
Knoglerne var helet, (røntgenfotografiet viste godt nok en forandring på knoglen i ryggen og jeg havde da også mistet ca. en cm. i højden efter ulykkesnatten, men det er åbenbart en mindre detalje) rygcentret meldte pas, MR scanninger viste ingenting, nervetest af hånden gav intet og div. behandlinger og genoptræning gjorde ikke tilstrækkeligt.. Så selvom jeg gik med smerter hver dag (trods et indtag af morfin flere gange dagligt + ibumetin, Panodil samt div. smertelindrende behandlinger), var lægernes professionelle vurdering: ¨både hånd og ryg er groet ¨ok¨ sammen igen, så der burde ikke være noget galt.¨

Okay..? Jamen det er jo fantastisk! Så laver jeg da kolbøtter og englehop hele vejen hjem, imens jeg fløjter den danske nationalsang og planlægger en karriere som akrobat i et omvandrende cirkus.

Det eneste problem var selvfølgelig, at det stadig gjorde ondt. Hver dag og hele tiden.

Så jeg blev henvist til den tværfaglige smerteklinik i Give, hvor jeg blev sat igang med et medicin forløb og fik kontakt med en socialrådgiver, en psykolog og en fysioterapeut. Jeg blev desuden anbefalet at deltage i deres 12 ugers smertehåndteringskursus, der skulle give en bedre forståelse for et liv med kroniske smerter og redskaber til at håndtere sådan et liv.

Jeg må ærligt indrømme, at tanken om at skulle sidde i et rum fyldt med mennesker med kroniske smerter og snakke om hvor hårdt og uretfærdigt alting er, ikke ligefrem tiltalte mig!
Så igen var min reaktion noget i stil med ¨Tak, men pænt nej tak. Jeg skal nok klare mig.¨
Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at H. sad ved siden af. Han mente det måske var en god ide og da var værd at prøve og det måtte jeg jo (efter mindre overtalelse..) give ham ret i, så jeg blev skrevet op til kurset.


 

Lad mig sige det sådan her, det var noget af en oplevelse!

Det var et broget hold med ca. lige dele kvinder og mænd, men jeg var klart den yngste og langt størstedelen af deltagerne var 50+. Det med aldersforskellen gjorde mig faktisk ikke så meget, jeg var kommet for at lære om livet med smerter og det har som bekendt intet med alder at gøre.
Kurset var hver torsdag i 12 uger fra kl.9 – 11.30 og der var både pauser og indlagte øvelser i dette tidsrum og skulle der være behov for at stå eller ligge ned undervejs, var der både senge og madrasser i lokalet.
Undervisningen blev skiftevist afholdt af en psykolog og en fysioterapeut, der forklarede om kroniske smerter ud fra hvert deres felt. Fysioterapeuten forklarede bl.a., hvordan nervesystemet bliver påvirket af konstant at være i alarmberedskab og psykologen forklarede bl.a., hvordan ens sindstilstand påvirker smerter. Fælles for begge var deres forståelse for, at kroniske smerter ikke kan håndteres ud fra én vinkel, men at det fysiologiske og det psykologiske er dybt påvirkelige af hinanden.

 

En stor del af kurset gik med at dele erfaringer i forhold til de smertehåndterings metoder vi lærte om fra gang til gang, men også i forhold til de udfordringer vi mødte i dagligdagen og hér gik det hurtigt op for mig, at min lunte ikke ligefrem var blevet længere efter ulykken.

Der gik ikke mere end fire min. før jeg havde spottet, hvem jeg ville blive rygende uenig med de næste 12 uger og yderligere fire minutter inden jeg forudså, hvem jeg delte livsindstilling med.
Jeg var mildest talt ved at eksplodere, hver gang et par af deltagerne ville fortælle om deres udfordringer og hvor håbløst de syntes det hele så ud. Det var såmænd ikke fordi jeg ikke ville høre om deres situation, for det ville jeg meget gerne, men måden de forklarede det på var så opgivende og dét provokerede mig voldsomt! De var (som jeg forstod det) af den overbevisning, at medicinering var den eneste vej frem og hvis det ikke virkede skulle der flere/andre piller, til frem for at give de metoder vi lærte om på kurset en ærlig chance, hvilket i min verden var ensbetydende med at kaste alt ansvar fra sig for at få et bedre liv.

 

Bare rolig, jeg havde trods alt selvindsigt nok til at se, det var mig den var gal med (også i øjeblikket) og at jeg på ingen måde havde ret til at dømme dem eller hvor langt de var kommet i deres proces!
Jeg var udemærket klar over, at jeg burde få syet munden sammen med ståltråd.. men da jeg hverken havde nål eller ståltråd måtte jeg finde på noget andet for at lukke dampen ud. Derfor gik der ikke længe før min notesblok blev forvandlet til en brokke-bog, hvor jeg (I shit you not) skrev de kommentarer ned, jeg havde lyst til at skrige i hovedet på de deltagere, der ikke delte mine meninger.

Jeps, ét styk selvoptaget kælling.
I det mindste vidste jeg det, og jeg gjorde mit ypperste for at holde ¨hende¨ inde.


 

De 12 uger blev en følelsesmæssig rutsjetur, hvor jeg fik en større indsigt i hvad det vil sige at leve med kroniske smerter og hvordan jeg er nød til at lære min ¨nye krop¨ at kende, forstå de signaler den sender, hvorfor den sender dem, hvordan jeg kan tackle hverdagens udfordringer samt min omverden og ikke mindst sortere i hvor jeg er villig til at bruge min energi.

Om jeg vil det eller ej, så lærte jeg noget af alle på holdet, inklusiv dem jeg ikke delte livsindstilling med
-hvor meget deres udtalelser end måtte provokere mig..

I bagklogskabens lys er det gået op for mig, at grunden til deres udtalelser provokerede mig så voldsomt sandsynligvis var fordi tanken om, at jeg var ¨en af dem¨ med udfordringer i dagligdagen og (til tider) har mest lyst til at smide alt på gulvet, simpelthen var ubærlig. Men jeg kendte deres frustrationer, jeg havde selv samme frustrationer godt gemt helt bagerst i hovedet så de ikke slap ud og jeg ville være tvunget til at forholde mig til dem og dermed også at min liv var ændret og aldrig ville blive det samme igen.

Jeg har altid været en meget selvstændig person og tanken om, at skulle have hjælp fra andre mennesker til selv de mest basale ting var for pinefuld og derfor var det lettere at distancere mig fra de personer, der var længere i processen end jeg.


 

loJeg er stadig ikke færdig i min process, jeg har ikke fuldt ud accepteret ¨mit nye jeg¨.
Jeg savner stadig den gamle Sanne.

  • Hende der havde styr på alt.
  • Hende der gik på Universitetet og havde to studiejobs.
  • Hende der styrketrænede 4-6 gange i ugen + cardio.
  • Hende der fulgte en kostplan.
  • Hende der altid havde sat håret.
  • Hende der aldrig forlod huset uden make-up.
  • Hende de andre altid kom til, når de havde problemer.
  • Hende der altid havde overskud og var ovenpå.

Jeg er stadig ved at lære ¨den nye Sanne¨ at kende.
Ved at lære hendes grænser og hendes prioriteringer i livet såvel som i dagligdagen.
Hun er, på nogle punkter, meget anderledes end ¨den gamle Sanne¨ og hun er på ingen måde den person jeg troede jeg skulle være, men måske er det ikke så slemt?

Det 12 ugers smertehåndteringskursus har lært mig mange ting, men jeg tror det vigtigste jeg lærte var, at jeg skal prioritere min tid til det der er vigtigst for mig og give det min udelte opmærksomhed.
Og helt ærligt? Så er det noget, jeg ville ønske alle fik muligheden for at lære, for kun ved at forstå sine inderste værdier får man oprigtigt det bedste ud af sit liv. 

Læs mere