Efter dagene på hospitalet fik jeg strenge ordre fra både overlæge og mine forældre om, at jeg det næste stykke tid skulle bo hjemme hos mine forældre igen. Begge parter mente det på ingen måde var realistisk at jeg skulle tilbage til min lejlighed, der desuden lå på 1.sal, men jeg var overbevist om, at jeg sagtens kunne klare mig selv i min lejlighed for helt ærligt, hvor svært kunne det lige være?

Men.. jeg er mors pige, jeg gør som der bliver sagt. Desuden ved jeg, at hun har en tendens til at have ret (pisse irriterende!!), så jeg måtte indvillige i at bo hos mine forældre igen.
– Som om jeg overhovedet havde et valg!

 


Efter nogle dage på hospitalet hvor det eneste bad (skal vi kalde dét det?) var den famøse etage vask med en klud, så der var ikke noget jeg havde mere lyst til end et rigtigt bad! Dén følelse af at sidde på en taburet under bruseren og bare mærke vandet risler ned over ansigt og krop, den glemmer jeg aldrig!

Når jeg kigger tilbage på det øjeblik, forestiller jeg mig det lidt som en film. Du ved, en af de der dramaer, hvor helten altid har en skelsættende oplevelse i regnvejr og kigger op mod skyerne som et fornyet menneske.

Det tog 2 timer under bruseren, før min krop og mit hår var rent igen. Det havde fået seriøse mængder af hårlak, jeg skulle jo på bartender job og gud forbyde at håret ikke sad perfekt!
Nogle sengeliggende dage + alle turene frem og tilbage mellem seng og maskiner/operationsbord osv. havde ikke ligefrem gjort mit hår mindre uglet, så der var nok at gå igang med og H. måtte pludselig til at agere hjemmehjælper og frisør på én gang.
Ja jeg er helt enig, stakkels mand!!

Ugerne der ventede, var noget sværere end jeg havde regnet med, da jeg lå i hospitals sengen.
Med ryggen og højre hånd sat ud af spil var der en lang række af ting, jeg skulle have hjælp til og jeg tror de værste, var de ting jeg aldrig havde tænkt over krævede noget.

  • Hælde vand op
  • Have mere end 300ml vand i et glas
  • Rejse mig fra seng/stol/sofa
  • Sidde ned
  • Skære min mad/frugt ud
  • Tage strømper og sko på

– You get the point.

Ved nærmere eftertanke var der én specifik episode, der tog ekstra hårdt på min stolthed.
Selvom jeg var mere rundtosset på morfin end en kahytsdreng i stormvejr, havde jeg stadig registreret at det kradsede noget så grusomt under armene.
Jeg gik stadig med troen om, at jeg kunne klare mig selv, så jo.. selvfølgelig prøvede jeg selv.. men jeg havde ikke fået mit specialstøbte korset endnu og gik derfor rundt med et standard korset, som nærmere var en fikserings-instument, hvilket gav mine arme ca. lige så stor rækkelængde som en tyrannosaurus rex og jeg kunne derfor ikke nå modsatte armhule, hverken med eller uden gipshånd.

Jeg overvejede længe for og imod om at spørge om hjælp! Hår under armene eller min stolthed?
Jeg var vildt sippet, når det kom til personlig pleje så jeg vidste jo godt, hvad konklusionen ville ende med, men tænk nu hvis jeg kom på en nødløsning i mellemtiden. Det gjorde jeg ikke..
Jeg kunne ikke have øjenkontakt med min lillesøster (på 18 år) og jeg blinkede konstant for at holde tårerne tilbage, da jeg spurgte om hjælp. Det var simpelthen ydmygende for mig. Men hun tog det derimod som om jeg havde spurgt hende, om hun ville hjælpe mig med at finde mine nøgler.
Fik jeg sagt, at jeg har en mega sej lillesøster?

Min lillesøster boede desuden hjemme på det tidspunkt og hun tog sig så mange timer til at hjælpe mig og generelt bare være sammen med mig, om det så var at skære min frugt ud, for at snakke eller om hun sad ved med side og lavede sine lektier fra sin HHX uddannelse, hun var der.

Efter nogle uger måtte jeg (en gang i mellem) komme udenfor huset i en kørestol. De første mange ture var ikke lange, men efter nogle ture (læs mange) fik jeg lov til at blive kørt ned til Skjern by. Det gjorde min søster gladeligt og ja, billeder illustrere vidst meget godt, hvad det vil sige at være søstre.

Jeps, hun parkerede mig simpelthen på en handicap parkeringsplads..

Hvis i spekulerer på hvorfor jeg ikke bare kørte væk, så husk på at jeg ikke kunne bruge højre hånds, så jeg kunne ikke andet, end at rundt køre om mig selv.. knap så effektivt!

Men fair nok, det var nok straffen for at hun skulle høre mig synge ¨They see me rollin¨ hele vejen ned til byen.
(Hør den originale her)

 


Mine dage bestod af at ligge og vågne, (det tager lidt tid når man er godt dopet på morfin 24/7), vente på hjemmehjælperen kom og gav mig mit ¨badekorset¨ på så jeg kunne komme i bad, bruge ca. 40min. under bruseren til at vaske krop og hår med en hånd, det der med at få andre til at vaske mig, havde jeg prøvet én gang og det var rigeligt til mig! Efter hjemmehjælperen havde givet mig mig mit specialstøbte korset på igen, skulle jeg ligge på sengen en times tid og hvile efter badet, op og tegne bryn op med en brækket hånd, – jeps stadig en lille diva med fokus på udseendet.. in all fairness skal det siges, at jeg vitterligt ikke havde nogle bryn takket være et overforbrug af pincet i mine teenageår!

Herefter kunne jeg ikke andet end at ligge i seng/sofa og se serier, dem fik jeg til gengæld set en del af. Jeg prøvede flere gange at læse, jeg havde nemlig en ide om at jeg kunne følge med i mit studie hjemmefra, men jeg kunne bogstavelig talt ikke huske den sætning, jeg lige havde læst! Der var selvfølgelig også en del ture til hospitalet for at tjekke både hånd og ryg, men mere om det i et senere indlæg.

Da mine forældre kom hjem fra arbejde stod den på aftensmad og det var altid en oplevelse.
Hvis du har været på seriøse mængder af morfin gennem en længere periode, kender du nok scenariet. Jeg ville gerne deltage i samtalen, men hver gang blev det noget i stil med ¨Til din opgave kan du jo skrive om forholdet imellem brugeren og så kom morderen tilbage og skød sønnen, men togtiderne skifter så måske vi skal have is senere?¨ Første gang det skete sad de allesammen og kiggede på mig med store øjne og det gik op for mig, at hvad end jeg havde sagt (det havde jeg glemt igen) så gav det slet ikke mening.

Jeg kiggede ned i min tallerken og gjorde mit ypperste for at holde tårerne tilbage.
Pis, den her kan jeg ikke komme udenom! Nu sidder de allesammen og er skide nervøse for mig.
Hvis der var noget jeg for alt i verden ikke ville, så var det at såre min familie! Selvom morfinen gjorde mig omtåget, kunne jeg stadig mærke hvordan min situation påvirkede dem. Jeg var led og ked af det jeg udsatte dem for, led og ked af at de skulle bekymre sig om mig og lide på min bekostning.

Den dag i dag kan vi grine af alle de misforståelser og usammenhængende sætninger jeg kom med og dét tror jeg er rigtig vigtigt! Det er ikke en periode i vores liv der forsvinder, den vil altid være der og selvfølgelig har den påvirket os alle, men den har også bragt os tættere sammen og vist hvor stærkt et sammenhold vi har i vores familie.
Jeg er ikke i tvivl om, hvem der kommer når det hele ramler sammen og dét er et privilegium ikke alle har.

Læs mere