I dag er det min fødselsdag og ifølge min dåbsattest bliver jeg 27 år.
Det er altså ved at være ret så tæt på de 30 og jeg ved godt at livet ikke slutter dagen efter man fylder 30 år, men der er nu alligevel (i mit hovede) en form for skelpæl her, her starter ¨voksenlivet¨ for alvor.

Siden jeg var teenager, har jeg altid haft en bestemt tankegang om hvem jeg var som person. Hvad jeg skulle opnå i livet, hvad jeg skulle udforske og hvad jeg skulle prøve inden inden jeg blev rigtig voksen og kun skulle lave alle de kedelige voksne ting, der syntes at være forventet af samfundet.

Dengang hed det bare ¨Det er dét jeg vil¨ så i virkeligheden handlede det ikke om selvrealisering, men mere om at være en forkælet unge, der vil have tingene på min måde og i mit tempo.

  • Først og fremmest ville jeg have en strålende karriere med løbende forfremmelser.
    Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være en forretningskvinde med fuld kontrol over mit liv.
    Komme på forretningsrejser, deltage i konferencer og bo i en lejlighed i storbyen, gerne i et andet land…
    Faktisk er dette punkt noget, jeg allerede skulle have opnået på nuværende tidspunkt.
  • Jeg har altid haft en drøm om at se alverden lande og deres kulturelle og naturhistoriske skatte.
    Jeg lavede en liste over de lande, jeg helst ville besøge og prioriterede dem.
    USA lå øverst på listen.
    Derfor gav mig selv en løfte for fem år siden om, at den sommer jeg kunne stå med et eksamensbevis i hånden fra min BA skulle jeg på gennemrejse i USA. Jeg ville besøge de skønne naturparker og vildtlivsreservater, køre ned ad route 66 i en lækker bil med kalechen nede, ligge på den varme kølerhjelm og se solen gå ned for at se den stå op over Grand Canyon igen.
    Jeg ville opleve det hele!
  • Jeg ville have en stærkere og flot trænet krop, og jeg var godt på vej mod mit mål!
    Det var ikke fordi jeg ville stille op til konkurrence, jeg ville ¨bare¨ gerne have en muskuløs krop, på den feminine måde. Så sommeren 2013 hyrede jeg en personlig træner og sammen satte vi nogle mål, der efter planen skulle være opfyldt i april 2014. Det gav mig en ny livsstil og tiden med venner blev brugt anderledes da fx. alkohol hver weekend ikke ligefrem går godt i spænd med træning. Det var en udfordring for en bartender, men det blev hurtigt en del af mit liv og jeg elskede de resultater hårde vægttræning gav og ville på ingen måde undvære det!

 

Jeg kan nu konstatere, at jeg ikke har opnået nogle af ovenstående punkter..

  • Jeg har ikke en strålende karriere.
    Faktisk mener lægen ikke engang, at jeg kan få en karriere (og måske ikke engang et job) indenfor mit uddannelsesfelt. Av.. den er altså ikke sjov at få smidt i hovedet, når man i de sidste knap 15 år har haft det som mål og forudsætning for den årelange uddannelse, hvoraf de otte år har været på SU. Jeg er dybt taknemlig for at leve i et land der støtter uddannelser økonommisk, men det er altså ikke ligefrem luksuslivet der leves på SU i en studieby, så udsigten til et fedt job (med en dertilhørende fed hyre) var en klar motivator!
  • Jeg har ikke været på gennemrejse i USA.
    Faktisk har jeg ikke været nogle af de steder, jeg gerne ville. Det er dyrt at rejse og selvom sygedagpenge satsen en meget højere end SU’en, er det ikke rejser der står øverst på listen over nødvendigheder. Derudover er der lægebesøg, behandlinger og træning, der skal passes og en rundrejse i USA ville stå i vejen for min genoptræning.
  • Jeg har ikke fået en stærkere krop.
    Faktisk havde jeg fået en stærk og veltrænet krop, men den ¨gik i opløsning¨ efter ulykken. På trods af seriøse mængder af div. medicinske præparater kunne jeg tydeligt følge med i, hvordan min krop forfaldt alt imens jeg ikke måtte løfte så meget som et fyldt glad vand. Det er nu tre år efter ulykken og lægerne mener stadig ikke, at det er realistisk jeg får min gamle livsstil tilbage. Èn ting er at jeg ikke kan træne min krop op til en moderne instagram profil, den del kan jeg lære at leve med, men at jeg ikke kan udøve en sport der gav mig så meget kvalitet og glæde i hverdagen, skærer i mit hjerte!

Heldivis er der et men, og det er et stort men!

  • Jeg gennemførte min uddannelse og trodsede samtlige lægers ord!
    D.14. juni 2016 forsvarede jeg min BA opgave på Aarhus Universitet Herning, i International Communication and Multimedia til et 10-tal og trodsede dermed alle lægernes ord. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort og lige præcis derfor er det en personlig bedrift, jeg den dag i dag er stolt over at kunne fortælle. Hvad mere vigtigt er, at jeg har bevist at det ikke er mit hovede der fejler noget, det er min krop der ikke vil samarbejde og det tror jeg er vigtigt for min selvrespekt!
  • Jeg er (stadig) på en helt anden rejse, en rejse med hus og familieliv!
    Det var tanken, at jeg skulle på mit livs rejse når BA’en var i hus og pga. ulykken og sygemelding var BA’en og dermed rejsen allerede udskudt et år. Alligevel prioriterede jeg at købe et hus med min kæreste og forøge vores lille familie på tre med endnu en hund og det er den bedste beslutning vi nogensinde har taget! Vi elsker vores hus og Lilo og Stitch har så umådelig meget glæde af hinanden, det er SÅ livsbekræftende at være sammen med dem!
  • Jeg mærker måned for måned, hvordan min krop styrkes ved (genop)træning!
    Det kan godt være, at jeg på ingen måde kan sammenligne den træning jeg kan udføre nu, med den træningsplan jeg kørte for tre år siden, men jeg kan stadig få noget ud af at træne den del jeg nu engang kan. Nej, jeg kan ikke få den krop, jeg vil og det tager umådeligt lang tid for mig at blive stærkere, men jeg kan træne lidt og jeg kan mærke, jeg får lidt mere styrke i hverdagen måned for måned så grundværdien i træning (for mig) kan jeg få frem i små bider et par gange i ugen.

 

Jeg har på ingen måde det liv, jeg troede jeg ville få!
Hvis du for fem år siden fortalte mig, at jeg i dag ville eje et hus med min kæreste, prioritere renovering af huset over en drømmerejse og være glad for at kunne træne så moderat tre gange i ugen istedet for seks-syv gange på højt niveau ville jeg tro du havde spist grønne svampe med lilla stjerner på.
Det lå på ingen måde i mine kort!

I dag ved jeg, at det ikke er mig der deler kortene ud og heldigvis for dét!

Jeg har fået en større forståelse for, hvad der er vigtigt for mig, hvem jeg er som person og hvad jeg gerne vil opnå i livet. Jeg har endnu ikke fundet ud af om vi spiller Poker eller 500, men det er ikke Fisk længere.
En dag finder jeg frem til, hvad vi spiller og når den dag kommer vinder jeg spillet!

Læs mere