personlig sejr

D.14. juni 2016 – Eksamensdagen for min BA

Det er ved at være længe siden, jeg blev færdig med min uddannelse. Det er jeg brændende opmærksom på for tiden, da mine tidligere studiekammerater bliver færdige med deres kandidatgrad i år.
Dvs. de studiekammerater jeg fik efter ulykken, fordi jeg herefter måtte rykke en årgang ned. Mine første studiekammerater blev færdige med deres kandidater sidste år og er nu godt igang med deres karriere.

Mig? Jeg afskrev at læse min kandidat lige efter bacheloren, blev sygemeldt og fik til sidst lov til at komme i et jobafklaring og venter nu utålmodigt på at komme igang med min karriere.

Lyder jeg bitter?
Jeg bilder mig selv ind, jeg ikke er bitter. Sådan.. generelt set i hvert fald.
Men når jeg ser de personer, jeg før gik i skole med, tage den den uddannelse
som jeg havde planlagt at fuldføre og arbejde med de ting jeg gerne vil,
ja.. så bliver jeg ærlig talt lidt bitter på livet.

Selvfølgelig er jeg glad på deres vegne, det er jeg virkelig!
De har kæmpet sig til deres drøm og det er så velfortjent at de kommer i mål.
Men når jeg sidder alene og de ikke ser eller hører det, så bliver jeg bitter.
Bitter og ked af det.

Tilbageblik på eksamensdagen

I dag er det præcis 2 år siden, jeg var inde og forsvare mit BA projekt.
Noget jeg kun ved, fordi der kom et minde op på min Facebook profil med et opslag jeg lavede den aften.
Selvom jeg selv har skrevet det og stadig husker hvad der står, så valgte jeg alligevel at læse det igen.

Efter at have læst det sad jeg med tårer trillende ned ad kinderne.
Jeg kan tydeligt huske dagen og selvom jeg har læst det flere gange siden, rammer det stadig tårekanalen.

Smertepatient BA

Facebook opslag fra d.14. juni 2016

De sidste 1.5 år har jeg hørt på diverse læger, der mente at jeg hverken burde eller kunne tage min uddannelse færdig. Det har også været noget af det hårdeste jeg længe har prøvet, men med vilje og god portion stædighed kommer man langt!! Jeg kan i dag sige at jeg har en bachelor i International Communication and Multimedia, fik et 10 tal for min afhandling og dermed storstilet trodsede alle de læger, der ikke troede på mig!! 😃💪

Jeg ville gerne vedhæfte et billede af min fine rapport, de flotte gaver, champagnen, eller de søde venner og familiemedlemmer der har fejret dagen med mig, men sådan her så virkeligheden nu engang ud lige efter jeg fik at vide, jeg var færdig. Jeg var kort sagt fuldstændig overvældet!!

Af hjertet TAK til alle jer, der har sagt at jeg skulle fortsætte, tro på mig selv frem for lægerne og har været der for mig, når jeg ville smide det hele på gulvet!❤ Det har været et sejt træk, men jeg er glad for jeg tog det og jeg kan ikke vente med at se, hvad det næste bliver! 🚀

 

Perspektiv

Jeg kan stadig græde, når jeg sætter mig og virkelig tænker over hvor langt jeg kunne være kommet i dag.
Men jeg græder endnu mere når jeg tænker tilbage på den juni dag for 2 år siden, hvor halvandet års studietid i en morfintåge, med lægebehandlinger og genoptræning på sidelinjen kulminerede i en kæmpe sejr. Jeg fik min uddannelse. Jeg beviste overfor lægerne og ikke mindst mig selv at med træning, viljestyrke og en kanon opbakning på hjemmefronten, så er alt muligt. Også for mig.

Jeg kan ikke sige, jeg aldrig vil blive bitter over mit tilbageslag igen. Det er jeg overbevist om, jeg vil.
Dårlige dage vil altid komme, det vil de for langt de fleste. Men de gode dage vil også altid komme tilbage og uanset hvor bitter jeg bliver fra tid til anden, så varer det sjældent mere end et par timer.
Der kommer nemlig altid noget, der kan vende min tankegang. Om det bliver mindet om en personlig sejr, mine dejlige piger, personer i min nærmeste omgangskreds, eller en fantastisk gåtur i regnvejr vides ikke.
Men jeg ved det kommer, det gør det altid.

Et stort mål for en smertepatient

Jeg har rigtig mange mål i og med med liv. Nogle er store, nogle er små og nogle har jeg mærket ¨smertepatient mål¨. Det er nemlig ikke alle mine store mål som man normalt vil definere som store, men for mig er de store. Både fordi de betyder meget, men også fordi de tager lang tid at fuldføre.
I dag var en af de dage, jeg fuldførte et af mine mål som smertepatient.

Smertepatient på gåtur med hunde

Før jeg blev smertepatient

Før ulykkesnatten havde jeg mange mål, faktisk havde jeg kun store mål. Blive karrierekvinde med et lederjob, arbejde i udlandet i min. to år, starte egen virksomhed og ja.. faktisk ¨bare¨ mere i den stil. Det har ændret sig markant. Jeg har stadig drømme om karriere og de er stadig store, men ikke på samme måde. De er store fordi jeg er smertepatient. Nu drømmer jeg om at have et arbejde indenfor min uddannelse, på en arbejdsplads jeg er glad for og hvor jeg kan blive udfordret.

Men tilbage på sporet! I den anden ende af spektret har jeg nemlig også fået nye mål.
En af dem er at være en god hundemor og det har jeg været udfordret på længe.

Jeg ved godt, at jeg ikke er en dårlig hundemor. Jeg elsker mine piger og jeg ved de har det rigtig godt. Alligevel har jeg følt mig som verdens dårligste hundemor hver gang mine pelsbørn har kigget på mig med våde øjne og jeg ikke har kunnet gøre andet end åbne døren til haven. Jeg kan godt gå en tur med dem, jeg kan også godt gå en længere tur med dem, men jeg kan ikke gøre det alene. I hvert fald ikke uden at køre ud et sted, hvor der ikke er mange andre elementer jeg skal tage højde for.
Eller.. det kunne jeg ikke!

JEG GJORDE DET!

I dag har jeg nemlig gået en tur med begge mine piger. Alene, i trafikerede omgivelser, i lyskryds, på stier og mødt andre mennesker med deres hunde. Foruden et møde med en hidsig madamme (labrador, ikke kvinden) gik det simpelthen så godt og alle fik et kæmpesmil med på deres vej!

Det lyder måske helt hen i vejret at jeg ikke har kunne gå en tur med mine piger i sådanne omgivelser og det kan jeg da kun være enig i. Men ikke desto mindre har det længe tilfældet.
Jeg skal i forvejen tage stilling til mange ting, fordi jeg er kronisk smertepatient. Jeg skal kunne tage højde for de smerter jeg har, dem jeg måske får og de smerter der kan komme pga. noget uventet udefra. Det sidste kan jeg på ingen måde styre på en gåtur. Slet ikke når mine pelsbørn er med og jeg også skal holde øje med dem og deres reaktioner. Derfor har jeg (når jeg en sjælden gang har gået med dem selv) taget dem steder hen, hvor der kommer mindst muligt, som jeg ikke selv kan kontrollere. Selvom det har fungeret fint, så er det bare ikke optimalt og det har givet mange timer med dårlig samvittighed.
Det at kunne gå en kort tur alene med mine piger har altså stået højest på listen over mål længe.

Derfor er denne onsdag ekstra skøn! Jeg er overbevist om, solen har skinnet ekstra meget på mig og mine dejlige pelsbørn, og jeg glæder mig til mange flere dejlige gåture !