perspektiv

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

 

Mere vil have mere

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

 

Perspektiv

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere
by | 2 Comments

Et års dag for sygemelding

I dag er det et år siden, jeg blev sygemeldt på datoen og dengang havde jeg i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at jeg ville være i “boksen” med sygemeldte nu. Jeg troede det bare lige var et par uger, til kroppen var faldet lidt ned. Jeg kan så konstatere, at det tager meget længere tid.

Hvis du for bare to uger siden havde spurgt, hvordan jeg ville have det med at være langtidssygemeldt (dén boks man kommer i efter et års sygemelding) fra d.21. september, ville svaret være noget anderledes end det jeg kan give i dag!

 

Det var først i slutningen af august, det gik op for mig. Sygemeldt i et år. Det kom lidt som et chok. Et år er jo lang tid, i hvert fald når man havde regnet med et markant kortere forløb.

Jeg ved ikke, hvorfor det kom som sådan et chok. Jeg havde jo selv en kalender og har da både holdt jul, spist påskeæg og bedt H. om at klippe hæk, så det passede jo meget godt.

Den dag min sagsbehandler fortalte mig, at jeg idag ville overgå til “boksen” med langtidssygemeldte, var ikke ligefrem min bedste dag. Jeg gik rundt med en konstant klump i halsen og skulle koncentrere mig for ikke at tænke for meget over min snarlige nye titel, hvilket i virkeligheden var umuligt ikke at gøre. Det var kort sagt en følsom dag, jeg bare gerne ville have overstået hurtigst muligt så jeg kunne vågne op og tænke på noget andet igen. Men dagen efter tænkte jeg stadig på det. Det trykkede stadig i halsen og jeg havde en knude i maven af  dårlig samvittighed.

Hvad nu hvis jeg bare er doven? Hvad nu hvis det slet ikke gør ondt og det hele bare foregår i mit hovede? Hvad nu hvis jeg om fem år sidder i en auto trailer med en hullet tanktop og lever af dåsetun? Der var ikke langt fra den ene dumme tanke til den næste.

Jeg får stadig besværet vejrtrækning af at tænke i de baner og jeg ved ikke hvorfor jeg tænker sådan. Jeg ved, jeg gerne vil fremad, ved jeg gør alt i min magt for at  styrke den og fokusere på den fremtid med en karriere jeg stadig brænder for. Så hvorfor bruge tid og energi på at tænke i de negative baner?

 

Sådan tænker jeg heller ikke i dag. I dag er jeg glad.

Nu tænker du måske at det da er let at se positivt på det hele, når jeg ligger på Kreta og kan vende tilbage til Danmark efter en ferie og begynde i min drømmepraktik? Det vil jeg faktisk give dig ret i. Det tog ikke lang tid for mig, faktisk var det slet ikke et bevidst valg, mavefornemmelsen var der bare.

Mit fokus var flyttet på noget langt vigtigere, min fremgang, og ja.. det er let når den er lige foran snotten på mig og jeg stadig svæver på en lyserød sky af glæde og spænding.

Jeg kan ikke sige, hvordan jeg ville have det idag uden den praktikplads i hus, så jeg kan kun håbe, at jeg ville have evnen til at tage alle aspekter i betragtning istedet for udelukkende at fokusere på tiden og hvilket “boks” jeg hører til. Når jeg kigger tilbage med den positive mavefornemmelse, er jeg pludselig langt mere bevidst om alt det jeg har gået igennem og overvundet det sidste år.

Jeg har gået igennem rigtig meget for at lære min nye krop bedre at kende, for slet ikke at tale om de ting jeg har arbejdet med for at komme tættere på en accept af min situation og min nye hverdag. Jeg er ikke i mål endnu og jeg tør ikke sige om jeg nogensinde kommer til at acceptere min situation fuldt ud, men jeg kommer tættere på at forstå den hver måned og jeg er langt fra færdig med at kæmpe endnu.

Læs mere
by | 2 Comments