selvindsigt

Min træning efter 6 mdr.

Jeg har nu deltaget i det tilbud CEB kalder ¨Motion og Sundhed¨ (jeg kalder det træning/genoptræning i daglig tale og på min Instagram) i DGI huset hver tirsdag + torsdag formiddag i ca. 6mdr. og i går havde jeg min sidste træning med CEBs fysioterapeut på sidelinjen.

De sidste 12 uger har dog været markant anderledes end de første 12 uger.


 

I mit sidste indlæg om træning skrev jeg, at jeg ikke behøver en lur når jeg kommer hjem.
Dén stryger vi lige med en stor rød sprittusch!
Mine øjne ville ikke kunne holdes åbne, om så der var 17 spidsslebne tandstikker i hvert.

Det har været en kamp at indse, hvor meget energi jeg faktisk bruger på min træning selvom den kun består af øvelser. I min verden (inden ulykken) hed det benhård styrketræning 5-6 gange i ugen + cardio og ikke engang dér var det nødvendigt med en lur efterfølgende, så hvorfor skulle det dog være nødvendigt efter et par øvelser på en yoga måtte? Ej, det hang på ingen måder sammen i mit lille hovede!

Det jeg glemte/ikke ville indse var, at min krop havde fået et helt nyt startpunkt.
Efter knap 3mdr. i et korset der holder overkroppen fastspændt i alle døgnets 24 timer, var der ikke meget styrke tilbage i mit core, eller resten af kroppen for den sags skyld.
Jeg tror ikke man tænker over, hvor mange muskelgrupper der ikke må bruges når ryggen er sat ud af spil. Det hele er jo forbundet til ryggen, så da jeg fik korsettet af var det langt fra den krop, der blev pakket ind!
Der var mormor arme, slaske lår osv. og når de basser skal trænes op igen, er det med den forudsætning at ryggen også kan følge med og så det kan godt være benene kan klare 50kg. i benpres, men det nytter altså ikke noget når ryggen kun kan klare 20kg. Ryggen bestemmer, man kan ingenting uden den.
Dé aspekter havde jeg bare ikke skænket en tanke. Faktisk tror jeg slet ikke min prioritet lå i at få en stærk krop igen.. ikke for kroppens skyld i hvert fald. Jeg ville bare tilbage til mit gamle liv med min gamle krop, mine gamle evner og muligheder. Jeg ville bare gerne have mit gamle ¨jeg¨ tilbage.

Ignorant? Stædig? Blind? Overfladisk? I fornægtelse? Vælg selv, accepteret var situationen i hvert fald ikke.
Det er den stadig ikke helt, men jeg er tættere på i dag end jeg var igår.

Det har taget mig mange mdr. at indse, at jeg har nye forudsætninger for at træne nu og de skal følges, hvis jeg nogensinde skal have min gamle fysik tilbage. Selvfølgelig var jeg godt med på, at min ryg har været brækket og at genoptræning var nødvendigt, men derfra og så til rent faktisk at indse at det ikke er noget der ændrer sig foreløbigt og der ikke er noget at gøre for at fremskynde det, der er rigtig langt!

Jeg er så småt ved at forstå at en lur efter en træning er nødvendig. Jeg kan tydeligt mærke, at det gør en forskel for kroppen og det giver mig flere effektive timer i døgnet, hvilket i sidste ende er målet.


 

Selvom det ikke føles som om der sker noget, så er der faktisk sket store ting de sidste par uger!
Jeg har nemlig prøvet en lille del af det, jeg så inderligt brænder for at komme igang med igen;
Jeg har fået lov til at træne i et par maskiner!!

Endelig! En lille bid af rigtig træning! Nøj det har jeg ventet længe på! Jeg måtte også kigge med bedende øjne på min fys og forsikre hende om, at jeg nok skulle lytte til min smertegrænse og tro det eller ej, det har jeg faktisk gjort. Det er ikke en stang på ryggen eller håndvægte, men det har et strejf af min gamle træning og dét er et kæmpe skridt i den rigtige retning!

Jojo, jeg måtte træne i cirkeltræningen, men når man før var vant til at træne med vægtstænger osv. er de maskiner i cirkeltræning altså en ret så tam oplevelse!

Det er desuden en helt anden følelse, jeg står tilbage med efter en træning nu.
Det er en følelse, jeg kender fra længe siden. Jeg er træt på en helt anden måde, dén måde man kun kan være træt på når man har brugt kroppens muskler og ikke ¨kun¨ har prøvet at finde dem på en måtte.
Om dét så er fordi, kroppen har fået lov til at restituere efter træningen i form af en lur eller fordi det først er efter 4-5mdr. træningen generelt rykker mere på kroppen, tør jeg ikke sige.
Men det er en skøn følelse, at kunne bruge og mærke kroppens muskler på den måde igen.


 

Nu er min træningsperiode hos CEB slut og hvad skal der så ske?
Det er ret ligetil, jeg skal selvfølgelig fortsætte med at træne på egen hånd og det bliver både i et center og derhjemme med mine øvelser på yoga måtten og med den famøse gule elastik.

Min hjemmetræning er også blevet udvidet, jeg har nemlig fået nyt legetøj, YAY!

Jaja, den ser måske ikke ud af meget, men man skal ikke dømme denne lille sag for hurtigt. Det er en Booty Builder og den har det helt simple formål at sørge for, jeg får en røv man kan stable kopper på, so to speak.

Den holder ben/knæ på plads og giver modstand (alt efter stand bredde) når jeg kører air squat eller hip thrust med den, hvilket øger intensiteten og sørger for en super god kontakt til ballerne! Så jeg forventer en smækværdig røv indenfor 6mdr.s tid! Det er vel ikke for meget forlangt?

Det kræver selvfølgelig at den bliver brugt, men det er faktisk noget lettere at køre squat med den end at gøre det uden redskaber og så er det bare meget sjovere, når jeg kan mærke musklerne arbejde!

Det er faktisk en gave fra H. og så kan man jo vælge at tage det som et vink med en vognstang, eller tænke at røven bare er så smækker-lækker at der bare må og skal være mere af den!

Min største bekymring omkring at skulle træne på egen hånd er faktisk mig selv.
Jeg vil SÅ gerne hurtigt fremad, vil SÅ gerne have bygget en masse muskler på, tabe medicin fedtet og have en stærk krop! Gerne i går hvis det kunne lade sig gøre, tak.

Der er ikke længere en fys, der holder øje med mit niveau eller ser hvordan min krop reagerer to dage senere og derfor fjerner en øvelse eller sender mig hjem under dynen.
Det lyder jo fuldstændig latterligt. Jeg er 27 år, har et hus og to hunde så jeg burde faktisk være voksen nok til at tage vare på mig selv? Jeg forventer jo heller ikke, min mor tjekker om jeg har fået morgenmad.
I virkeligheden bliver det måske ikke så slemt. Jeg er da trods alt klar over, hvad jeg skal være opmærksom på og jeg har jo lært, at det gælder om at kigge længere tilbage end før for at se fremgangen.
Desuden ved jeg, hvad jeg risikerer at miste.
Ikke nok med at jeg ville være tvunget i en brak periode på min. nogle mdr. for derefter at starte helt fra bunden af, jeg ville ødelægge mine udsigter til at komme i praktik snarest og dét ville jeg ikke kunne bære!

Men.. jeg tror på, man skal have en målsætning og selvom jeg hjertens gerne vil sætte et mål, der hedder at kunne squatte med en vægtstang på ryggen inden for de næste tre mdr. ved jeg også, at jeg er for stort et konkurrencemenneske til at overholde kroppens grænser, hvis de skulle stå i vejen for at nå målet inden for de tre mdr. og dét har jeg simpelthen ikke råd til!

 

Sidste gang jeg skrev om min træning lød mit mål således:
¨Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!¨

Det mål har jeg stadig, men jeg er ved at indse at jeg er nød til at sætte nogle delmål, hvis ikke jeg skal blive utålmodig og gå for hurtigt frem fordi der er for langt til målstregen.

Mit delmål kommer til at handle lige så meget om min egen opfattelse af, hvordan min krop skal se ud.
Jeg trænede meget før ulykken og det bar min krop også præg af, derfor er mine tanker om den krop jeg har nu ikke videre søde. Men det var faktisk først en dag til træning med CEB, at det gik op for mig, hvor grimt jeg snakker om min egen krop.

En fra holdet af spurgte mig, hvorfor jeg altid træner i en stor trøje og jeg hørte mig selv begynde at forklare, at jeg sveder mere når jeg har en stor trøje på, så det var for at øge min forbrænding.. men jeg måtte stoppe midt i sætningen og tilstå:¨Det er faktisk fordi, jeg har trænet meget førhen så jeg har meget svært ved at være i min krop og føler mig ikke tilpas ved at vise min krop.¨
Hun kiggede på mig som om jeg lige havde sagt, at jeg ikke tror på global opvarmning og ja.. jeg ved udemærket godt at jeg ikke er overvægtig, men det ændrer altså ikke mine tanker når jeg står foran et spejl. Jeg er helt med på, at det er noget jeg skal arbejde med og det foregår ikke på en crosstrainer, det foregår i hovedet. Jeg skal vænne mig til at se min krop og det kan jeg kun, hvis jeg ikke pakker den ind.

Derfor er mit mål at træne i en tank top inden for de næste tre mdr.
Min træning drejer sig altså ikke kun om at acceptere, at det tager længere tid før jeg kan se en fremgang rent fysisk, men nu også om at acceptere min krop i hverdagen og føle mig tilpas i den, uanset tøj str.

Tal pænt, også til dig selv.

Læs mere

12 ugers smertehåndteringskursus

Efter 1,5 års grundig rundtur i det danske sygehusvæsen blev det besluttet, at der ikke var mere at gøre.
Knoglerne var helet, (røntgenfotografiet viste godt nok en forandring på knoglen i ryggen og jeg havde da også mistet ca. en cm. i højden efter ulykkesnatten, men det er åbenbart en mindre detalje) rygcentret meldte pas, MR scanninger viste ingenting, nervetest af hånden gav intet og div. behandlinger og genoptræning gjorde ikke tilstrækkeligt.. Så selvom jeg gik med smerter hver dag (trods et indtag af morfin flere gange dagligt + ibumetin, Panodil samt div. smertelindrende behandlinger), var lægernes professionelle vurdering: ¨både hånd og ryg er groet ¨ok¨ sammen igen, så der burde ikke være noget galt.¨

Okay..? Jamen det er jo fantastisk! Så laver jeg da kolbøtter og englehop hele vejen hjem, imens jeg fløjter den danske nationalsang og planlægger en karriere som akrobat i et omvandrende cirkus.

Det eneste problem var selvfølgelig, at det stadig gjorde ondt. Hver dag og hele tiden.

Så jeg blev henvist til den tværfaglige smerteklinik i Give, hvor jeg blev sat igang med et medicin forløb og fik kontakt med en socialrådgiver, en psykolog og en fysioterapeut. Jeg blev desuden anbefalet at deltage i deres 12 ugers smertehåndteringskursus, der skulle give en bedre forståelse for et liv med kroniske smerter og redskaber til at håndtere sådan et liv.

Jeg må ærligt indrømme, at tanken om at skulle sidde i et rum fyldt med mennesker med kroniske smerter og snakke om hvor hårdt og uretfærdigt alting er, ikke ligefrem tiltalte mig!
Så igen var min reaktion noget i stil med ¨Tak, men pænt nej tak. Jeg skal nok klare mig.¨
Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at H. sad ved siden af. Han mente det måske var en god ide og da var værd at prøve og det måtte jeg jo (efter mindre overtalelse..) give ham ret i, så jeg blev skrevet op til kurset.


 

Lad mig sige det sådan her, det var noget af en oplevelse!

Det var et broget hold med ca. lige dele kvinder og mænd, men jeg var klart den yngste og langt størstedelen af deltagerne var 50+. Det med aldersforskellen gjorde mig faktisk ikke så meget, jeg var kommet for at lære om livet med smerter og det har som bekendt intet med alder at gøre.
Kurset var hver torsdag i 12 uger fra kl.9 – 11.30 og der var både pauser og indlagte øvelser i dette tidsrum og skulle der være behov for at stå eller ligge ned undervejs, var der både senge og madrasser i lokalet.
Undervisningen blev skiftevist afholdt af en psykolog og en fysioterapeut, der forklarede om kroniske smerter ud fra hvert deres felt. Fysioterapeuten forklarede bl.a., hvordan nervesystemet bliver påvirket af konstant at være i alarmberedskab og psykologen forklarede bl.a., hvordan ens sindstilstand påvirker smerter. Fælles for begge var deres forståelse for, at kroniske smerter ikke kan håndteres ud fra én vinkel, men at det fysiologiske og det psykologiske er dybt påvirkelige af hinanden.

 

En stor del af kurset gik med at dele erfaringer i forhold til de smertehåndterings metoder vi lærte om fra gang til gang, men også i forhold til de udfordringer vi mødte i dagligdagen og hér gik det hurtigt op for mig, at min lunte ikke ligefrem var blevet længere efter ulykken.

Der gik ikke mere end fire min. før jeg havde spottet, hvem jeg ville blive rygende uenig med de næste 12 uger og yderligere fire minutter inden jeg forudså, hvem jeg delte livsindstilling med.
Jeg var mildest talt ved at eksplodere, hver gang et par af deltagerne ville fortælle om deres udfordringer og hvor håbløst de syntes det hele så ud. Det var såmænd ikke fordi jeg ikke ville høre om deres situation, for det ville jeg meget gerne, men måden de forklarede det på var så opgivende og dét provokerede mig voldsomt! De var (som jeg forstod det) af den overbevisning, at medicinering var den eneste vej frem og hvis det ikke virkede skulle der flere/andre piller, til frem for at give de metoder vi lærte om på kurset en ærlig chance, hvilket i min verden var ensbetydende med at kaste alt ansvar fra sig for at få et bedre liv.

 

Bare rolig, jeg havde trods alt selvindsigt nok til at se, det var mig den var gal med (også i øjeblikket) og at jeg på ingen måde havde ret til at dømme dem eller hvor langt de var kommet i deres proces!
Jeg var udemærket klar over, at jeg burde få syet munden sammen med ståltråd.. men da jeg hverken havde nål eller ståltråd måtte jeg finde på noget andet for at lukke dampen ud. Derfor gik der ikke længe før min notesblok blev forvandlet til en brokke-bog, hvor jeg (I shit you not) skrev de kommentarer ned, jeg havde lyst til at skrige i hovedet på de deltagere, der ikke delte mine meninger.

Jeps, ét styk selvoptaget kælling.
I det mindste vidste jeg det, og jeg gjorde mit ypperste for at holde ¨hende¨ inde.


 

De 12 uger blev en følelsesmæssig rutsjetur, hvor jeg fik en større indsigt i hvad det vil sige at leve med kroniske smerter og hvordan jeg er nød til at lære min ¨nye krop¨ at kende, forstå de signaler den sender, hvorfor den sender dem, hvordan jeg kan tackle hverdagens udfordringer samt min omverden og ikke mindst sortere i hvor jeg er villig til at bruge min energi.

Om jeg vil det eller ej, så lærte jeg noget af alle på holdet, inklusiv dem jeg ikke delte livsindstilling med
-hvor meget deres udtalelser end måtte provokere mig..

I bagklogskabens lys er det gået op for mig, at grunden til deres udtalelser provokerede mig så voldsomt sandsynligvis var fordi tanken om, at jeg var ¨en af dem¨ med udfordringer i dagligdagen og (til tider) har mest lyst til at smide alt på gulvet, simpelthen var ubærlig. Men jeg kendte deres frustrationer, jeg havde selv samme frustrationer godt gemt helt bagerst i hovedet så de ikke slap ud og jeg ville være tvunget til at forholde mig til dem og dermed også at min liv var ændret og aldrig ville blive det samme igen.

Jeg har altid været en meget selvstændig person og tanken om, at skulle have hjælp fra andre mennesker til selv de mest basale ting var for pinefuld og derfor var det lettere at distancere mig fra de personer, der var længere i processen end jeg.


 

loJeg er stadig ikke færdig i min process, jeg har ikke fuldt ud accepteret ¨mit nye jeg¨.
Jeg savner stadig den gamle Sanne.

  • Hende der havde styr på alt.
  • Hende der gik på Universitetet og havde to studiejobs.
  • Hende der styrketrænede 4-6 gange i ugen + cardio.
  • Hende der fulgte en kostplan.
  • Hende der altid havde sat håret.
  • Hende der aldrig forlod huset uden make-up.
  • Hende de andre altid kom til, når de havde problemer.
  • Hende der altid havde overskud og var ovenpå.

Jeg er stadig ved at lære ¨den nye Sanne¨ at kende.
Ved at lære hendes grænser og hendes prioriteringer i livet såvel som i dagligdagen.
Hun er, på nogle punkter, meget anderledes end ¨den gamle Sanne¨ og hun er på ingen måde den person jeg troede jeg skulle være, men måske er det ikke så slemt?

Det 12 ugers smertehåndteringskursus har lært mig mange ting, men jeg tror det vigtigste jeg lærte var, at jeg skal prioritere min tid til det der er vigtigst for mig og give det min udelte opmærksomhed.
Og helt ærligt? Så er det noget, jeg ville ønske alle fik muligheden for at lære, for kun ved at forstå sine inderste værdier får man oprigtigt det bedste ud af sit liv. 

Læs mere