Natten til søndag (dagen efter ulykkesnatten) når H. og jeg at sove to timer. Kl.9 om morgenen, kommer en læge ind til tjek op, mere smertestillende og en opdatering omkring min situation.

Lægen forklarer, at de stadig er i kontakt med afdelingen i Aarhus, for at finde frem til den bedste løsning for bruddet i ryggen. Hånden er de derimod sikre på skal opereres. Planen er at sætte en skinne ind, der skal gå hen over håndleddet og ca. 10cm ned ad armen, men de vil ikke operere hånden før de ved om ryggen også kræver en operation. Der er ikke andet at gøre end at vente..

Men ventetiden er ikke kun ventetid, det bliver hurtigt til en rutsjetur imellem følelserne.
Der kommer gentagende gange forskellige fra personalet ind og fortæller, at jeg skal opereres/ikke skal opereres. Hver gang er det et andet svar end den forrige. Til sidst stopper jeg med at lytte. Det er simpelthen for hårdt at skulle forholde sig til, at de vil skære min ryg op og rode rundt imellem det følsomme nervesystem det ene øjeblik, for det næste øjeblik at forholde sig til at de ikke kan operere.

Ventetiden går med besøg fra familie og venner. Selvom jeg løbende bliver pumpet med morfin og ligger helt fladt på ryggen, stadig iført den flotte gule nakkekrave og derfor ude af stand til at se vores gæster medmindre de står i den helt rigtige vinkel, er det stadig skønt at få besøg!

Der var flere mennesker, der valgte at smide alt de havde i hænderne for at komme og være der for H. og mig. De vidste, de ikke kunne sætte knoglerne eller sindet sammen igen, men de kunne være der og trække vejret sammen med os. Det betød mere end ord kan beskrive!

Konklusion på behandling af brud

Senere på dagen kommer speciallægen ind med en endelig beslutning. Han forklarer, at de har snakket en del frem og tilbage med afdelingen i Aarhus og at de er nået frem til, at bruddet i ryggen er forholdsvist rent og de derfor ikke vil operere.

Pyy.. ingen knive i ryggen i denne omgang! Men vent, hvad skal jeg så?
Jeg kan vel ikke bare rejse mig og løbe hjem?

Lægen begynder så at forklare, at jeg de kommende tre måneder skal have et specialstøbt korset på døgnet rundt for at stabilisere bruddet og sikre det heler pænt sammen. Men i første omgang skal hånden opereres og det skal ske under lokalbedøvelse.

Dvs. jeg skal være vågen under operationen, men hey hvor slemt kan det være? De bedøver jo nærmest hele armen, så det må da være forholdsvist smertefrit..? 

Og ja.. de bedøver hele armen. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at de rent faktisk skulle bedøve den først, altså lægge en blokade. Det er først, da de kommer med sprøjten på tre meter og kvalme, at jeg kommer til at tænke på den blokade de lagde i hånden, inden den skulle rykkes på plads dagen forinden.. Ganske rigtigt, det var ca. samme tur. Denne gang fik jeg bare nålen ned ved kravebenet og kunne de næste 10 sekunder (føltes som minutter!) mærke, hvordan lægen injicerede bedøvelsen. AV!

 

Min mor og H. købte en bamse til mig i hospitalets gavebod, jeg kunne have med under operationen. Jeg er ret imponeret over syningerne holdte til mit krampagtige greb om det stakkels plysdyr under bedøvelsen!

 

 

De kører mig ud i gangen, hvor jeg ligger og kigger på loftet. Det samme loft som var på værelset. Jeg kan hele tiden høre nye mennesker snakke og ud af øjenkrogen kan jeg se andre mennesker med slanger i næsen og hænderne, der bliver kørt i senge ligesom jeg. Nogle af dem er bedøvede eller sover, andre ligger med et tomt blik og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er sket med dem..?
Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da min seng begynder at køre og en stemme fortæller mig, at nu er de klar til mig derinde.

Under operationen bliver jeg ved med at falde i søvn nogle minutter ad gangen for så at vågne lidt igen. Hver gang jeg vågner, kigger jeg på uret og er sikker på der mindst må være gået en time, men der er kun gået minutter.. I de vågne minutter kan jeg høre, hvordan de arbejder i min hånd. Lydene kunne let forveksles med en almindelig sav eller boremaskine, så tanken om det var min hånd de har gang i, bragte billeder frem på nethinden fra dårlige gyserfilm.. De havde heldigvis hængt et lyseblåt hospitalspapir for, så jeg ikke kunne se massakren. Jeg kunne ¨kun¨ mærke skulderen bevæge sig, hver gang de rykkede lidt ekstra i hånden.

Alt taget i betragtning, så syntes jeg egentlig, at jeg tog det i okay stiv arm.
Men da en af stemmerne spørger efter en brænder, beder jeg alligevel om at få skruet op for musikken i mine hørebøffer. Det havde jeg trods alt ikke lige behov for at høre mere om!
Efter 1-1.5 times tid, begynder de at sy hele herligheden sammen. Dén lyd som en hårdt spændt sytråd giver, når den bliver strammet igennem huden, får negle på en tavle til at lyde som et drengekor ved juletid!

Natten derpå

Om aftenen får jeg lidt ekstra at sove på og lægen fortæller, at jeg vil vågne i løbet af natten med smerter i armen når blokaden aftager. Når det sker, kan jeg lige så godt ringe på klokken efter smertestillende med det samme, for det kommer til at gøre ondt og smerten aftager altså ikke.

Jaja, de har jo alverdens sjove sprøjter, så det får de vel hurtigt droslet ned på et tåleligt niveau?

Lægen fik (sjovt nok) ret og sjældent har jeg da oplevet noget så ubehageligt!

Jeg våger hurtigt op med stærke smerter i armen og når kun lige at tænke, at det måske ikke er så slemt som han gjorde ud af det, inden blokaden aftager helt og jeg virkelig kan mærke, at jeg lever endnu. H. vågner fluks af min klagesang og får ringet på klokken. Der kommer en sygerplejerske og giver morfin igennem kateteret i hånden, men der går ikke længe, før jeg kan konstatere at det så absolut ingen virkning har haft. Jeg giver det alligevel lidt tid til at virke, der er jo ingen grund til at belemre personalet unødigt. Jeg prøver også at beherske lydniveauet, så jeg ikke vækker de andre på stuen med mit piveri, men jeg må give op og ringe med klokken igen. Det er den samme sygeplejerske som før og hun giver et skud morfin mere og siger at nu burde den være der og siger godnat.

Det blev så bare et nej.. Faktisk blev det et kæmpe nej!

Jeg ligger stadig og vrider mig og smerten har ikke engang aftaget. Til sidst må vi ringe efter sygeplejersken igen, der er noget forbløffet over jeg ikke er faldet i søvn endnu. Hun giver et godt skud morfin igen, kigger indgående på H. og siger at han lige skal holde med mig, indtil hun kommer tilbage igen.

Hér falmer min hukommelse så lidt.. Heldigvis har H. HELT styr på denne del,
da det vidst har været ret så underholdende at se/høre på!

Jeg har stadig gang i min klagesang, men kort efter det sidste skud morfin begynder der (endelig) at ske noget. Så henover fem sekunder falmer min klagesang gradvist for til sidst at ende ud i en mumlen og bum. Helt væk. Så dér ligger jeg, i den dybeste søvn. Alt imens sidder H. måbende ved siden af i stolen og har lettere svært ved at tro sine egne øjne.

Dagen efter finder lægerne ud af, at de stærke smerterne i hånden (udover det faktum, at de har rykket rundt i den på operationsbordet og boret flere skruer og metal ind i knoglen) skyldtes, at gipsen var bundet for stramt om min hånd. De klipper den op og det tager lige toppen af trykket, så jeg kan begynde at slappe lidt af i hånden igen.

Eller det troede jeg i hvert fald.. For kort efter kommer der en fra personalet, som vil tage mit blodtryk. Selvom jeg får blodfortyndende hver morgen med et (møghamrende svidende) stik i maven, er det jo ikke ens betydende med at alt er som det skal være. Så blodtrykket skulle måles og det var i og for sig fint med mig. Men.

På trods af, at min hånd stadig var gul efter operationen og jeg desuden havde gips fra skulderen ned til knoerne, valgte damen alligevel at sætte klemmer på to af fingre på højre hånd. AV.
På en eller anden måde formåede jeg faktisk at sluge alle de sarkastiske kommentarer, jeg mest af alt havde lyst til at smide i hovedet på damen og fremstammer et:
¨Er der ikke evt. mulighed for, at tage den anden hånd istedet?¨

Okay måske lettere spydigt og sarkastisk. Men alt taget i betragtning (særligt for mig) synes jeg, jeg formulerede mig ekstremt pænt.

Hendes kollega var heller ikke udpræget imponeret over hendes fejl 40. Der blev sendt et skarpt blik med meldingen ¨ja, det var så ikke skidesmart.’
Og så var det vidst diskuteret færdigt.

De efterfølgende dage på hospitalet

H. blev udskrevet om mandagen, men vælger at blive på hospitalet selvom det betyder at han må sove i en stol ved siden af min seng. Ikke ligefrem den mest komfortable måde at sove på og jeg beder ham flere gange om at tage hjem og få en god nats søvn i en seng, men dét fik jeg ikke meget ud af! Faktisk var det i det hele taget mere eller mindre umuligt at få ham til at forlade min side. Selvom det er meget ridderligt, at ville vogte over sin prinsesse i nød, så var der ikke noget jeg ønskede mere, end at han vil forlade hospitalet et par timer. Bare en gang imellem. Derfor var jeg mildest talt lettet, da en besøgende kammerat inviter ham ned i byen til frokost og jeg forsikrer ham om, at jeg sagtens kan klare mig imens!

Det lyder måske ikke særligt sødt.. men nu skal du huske, at H. og jeg ikke havde set til hinanden særlig længe og hvis du har været i et forhold så tænk lige tilbage på opstartsfasen, hvor det hele er nyt og man ikke er lige komfortabel på alle punkter.. Hvis du har været på stærkt smertestillende, så har du nok nærmest regnet ud hvor vi ender henne og sidder sikkert med ansigtet begravet i trøjen pt., bare bliv dér så, det bliver ikke kønt..

Jeg venter til de har forladt rummet. Forestiller mig, hvordan de går ned ad hospitalsgangen og hvor langt de kan nå, imens jeg tæller sekunderne. Da jeg er sikker på, de er på behørig afstand, slapper jeg af i kroppen og så skal jeg ellers love for der ikke er meget prinsesse over situationen længere. Morfin, særligt flydende, er absolut ikke noget der har en positiv virkning på tarmsystemet. Jeg har en mave, der er helt hård af al den sammenpressede luft, der er blevet holdt inde i en umenneskelig tid og kæmper for at komme fri og forpeste omgivelserne. Og nej, det er ikke muligt at lave en sniger imens ens gæster er på toilettet, som desuden også er i et lille rum i stuen. Nej, nej.. med morfin får man hele pakken så der er en volumen, som ville få de fleste håndværkere til at tabe sokkerne. Faktisk tror jeg nogle gange, der er en decideret konkurrence om hvem på stuen, der kan præstere mest eller vække flest af de andre på stuen.. Jeps, man kommer hinanden ved på et hospital.

 

Ondt i stoltheden

Trods al tå krummeriet over morfinmaven, er det alligevel en anden episode, der har printet sig ind i min hukommelse og stadig giver mig lyst til at kravle hen i et hjørne og vugge sagte i fosterstilling.

Jeg lå som sagt fladt på ryggen konstant og kunne ikke røre mig ud af flækken. Så når det kom til personlig hygiejne, var det heller ikke noget, jeg selv kunne klare derfra. To sygeplejersker og fortæller mig, at de skal give mig et bad. I første omgang bliver jeg super glad, for helt ærligt så duftede jeg altså ikke ligefrem på samme måde som da jeg tog hjemmefra lørdag. Min lykke er kort. De forklarer, at et bad for mig pga. bruddet i ryggen består af en etage vask med klud..
Jeg får en klump i halsen og er mildest talt voldsomt udfordret af tanken om, at de skal køre en klud henover hele min krop og i samtlige sprækker og revner. Men jeg bevarer roen og beder H. forlade rummet. Nej, det var ikke nok at han kunne stå bag gardinet, han skulle helt ud af rummet. Faktisk skulle han helst forlade hospitalet, men det beder jeg ham trods alt ikke om.

De klæder mig af og går i gang. Jeg stirrer intenst op i loftet og bider tænderne hårdt sammen, fast besluttet på at tage situationen med oprejst pande. Men jeg mærker hurtigt, hvordan tårerne triller ned ad kinderne og jeg kan ikke stoppe dem. Det er SÅ nedværdigende, at ligge fuldstændig handlingslammet på ryggen og få vasket hele herligheden med en klud.
De søde sygeplejersker gør hvad de kan, for at gøre situationen mindre pinefuld for mig, men jeg kan på ingen måde holde ud at være i mig selv eller min krop. Jeg er så kropsforskrækket, at jeg har umådeligt svært ved bare at klæde om i fitness centret, så det overskred på alle måder mine grænser, at blive vasket mellem ballerne af to fremmede mennesker.

Det tragikomiske ved det hele er, at det eneste jeg har lyst til efterfølgende er at vaske ¨oplevelsen¨ af kroppen igen. Det er selvsagt umuligt, så jeg sætter en Disney film på i håbet om at det kan få mig på andre tanker indtil det næste punkt på dagsordenen. Endnu en snak med lægen.

 

Opdatering fra lægen

Efter et par Disney film, kommer lægen med en opdatering. Jeg er mildest talt utålmodig og lettere optimistisk i min forestilling om, hvad jeg kan og hvornår..
Lægen forklarer mig gentagende gange, at jeg skal udsætte min praktik periode og dét falder ikke i god jord, for det ville betyde at jeg ville komme et år bagud med min uddannelse. Jeg forklarer ham at jeg sagtens kan køre 150km om dagen og sidde 8 timer på en kontorstol, ellers kunne jeg vel stå op en gang imellem? Desværre var der ingen vej udenom.. med ryggen og højre hånd sat ude af spil og et medicin skema, der kunne få en hest til at falde i søvn, var det fuldkommen umuligt.

Tirsdag skulle jeg finde ud af præcist, hvor umuligt det ville blive at starte i praktik.
Der skulle jeg nemlig op at stå for første gang siden ulykken.

Der kommer bandagister ind fra Holstebro, for at tage aftryk til et specialstøbt korset og det kan sammenlignes lidt med dengang i 2. klasse, hvor man skulle lave aftryk i billedkunst.
Husker du lugten? Forestil dig at have ligget fladt ned på ryggen i tre dage og blodet derfor ikke har forladt hovedet i samme tidsrum og din eneste opgave er at rejse dig (med en brækket ryg) for at få taget et gips aftryk imens dén lugt langsomt fylder dit hovede.
Jeg får naturligvis hjælp til at komme op at stå af personalet og bliver placeret ved et højt gangstativ, her begynder de så at klaske gips på fra hofte til bryst. Jeg bliver hurtigt utilpas og det sidste jeg husker er lægen, der gentagende gange kalder mit navn og knipser foran mine øjne.

Jeg vågner op halvvejs liggende på en seng med den mandlige bandagist bag mig med et meget forvirret blik og hænder der med al tydelighed indikerer, at han altså ikke prøver på noget.

Det er alligevel første gang, jeg er vågnet op med en fremmed mand i min seng,
men så kan jeg jo krydse dét af på listen.

De to andre kæmper for at få mig tilbage i sengen og jeg når kun lige at ramme den inden reaktionen på min første gåtur efter ulykken kommer. Heldigvis havde personalet forudset det og står klar med en pose så jeg kan brække mit saftevand op igen i ro og mag.
Jeg når knap nok at blive færdig med min ofring, inden bandagisten kommer med en mappe og siger:

¨Nå, nu kommer det sjove. Vi har forskellige designs og print vi kan give dit korset og der er frit valg!¨

Hun bladrer igennem mappen og der er ganske rigtigt et bredt udvalg med alt fra fodbolde til farverige sommerfugle. Jeg er mildest talt ikke ved mine fulde fem og da hun bladrer om til et nyt design og siger at dén kunne være rigtig flot til mig tror jeg mit svar er noget i stil med: ¨Det lyder fint, du fyrer den bare af!¨

Min eneste interesse ligger i at få lidt fred, så på dét tidspunkt kunne jeg ikke være mere ligeglad med om det er tykke giraffer eller en oversigt over den danske kongerække der er på det design, bare jeg kunne få ro! Det virkede. Hun smilede, gik med mappen og jeg fik ro.

 


To dage senere (torsdag), skulle jeg hente mit korset og have det tilpasset. Det er også her jeg finder ud af, hvad det nu lige var jeg havde sagt ja til og.. ja du kan jo selv bedømme

De fleste kvinder er med på hvad sådan et sag gør for overkroppen og selvom jeg tog tilbage efter en uges tid for at få skåret mere af i toppen (så jeg kunne trække vejret uden at få mine bryster i munden), ja.. så var det altså ikke nemt at føle sig tilpas med sådan én på i offentligheden.


 

Dagene på hospitalet går med at lære alle hverdagstingene forfra.

  • Lægge sig i sengen
  • Rejse sig fra sengen
  • Tage tøj på
  • Hælde vand op

Ja, listen er meget længere, men pointen er vidst slået fast.. Der var en del!
Derudover var der selvfølgelig også en del tjek up og genoptræning af hånden.

 


Onsdag aften, efter en masse forvirring på hospitalet, kan vi endelig tage hjem! Og når jeg skriver hjem, mener jeg hjem til mine forældre. Det var fuldstændig urealistisk, at jeg kunne tage vare på mig selv eller at én person ville kunne klare den opgave alene. Så den opgave tog min fantastiske familie på deres skuldrer.

Mine forældre har stillet en af bilerne på hospitalet, så Henrik og jeg kører hjem til dem sent onsdag aften, ad den selv samme strækning som vi kører på ulykkesnatten.
Det er lige så mørkt som det var aftenen fire dage forinden, hvor alt ændrede sig.
Tankerne flyver rundt. Men af en eller anden grund er jeg ikke bange, jeg stoler fuldt ud på Henrik.
Jeg fokuserer kun på to ting:

  1. At sidde så stille som muligt og undgå stærkere smerter
  2. H.

Jeg sidder helt stille og er opmærksom på hver eneste opbremsning, opstart, gearskift, sving, bump, togskinner o.l. simpelthen fordi alt kan mærkes.

Jeg er meget opmærksom på, hvor hårdt det må være for Henrik at skulle køre mig hjem til mine forældre, i deres bil, ad selv samme strækning som vi fire dage forinden kørte galt på og jeg tager hatten af for, at han bed tænderne sammen og kom op på hesten igen så hurtigt!! Vi bliver modtaget hjemme hos mine forældre med åbne arme, og et klargjort værelse. Det værelse der skulle blive vores hjem de næste måneder.
Jeg er lykkelig for endelig at være kommet væk fra hospitalet og mest af alt er jeg lykkelig for at have en familie, der smider alt for vores skyld!


 

Jeg er blevet hevet ud af en brændende bil, kastet rundt imellem alverdens maskiner, blevet opereret, fået min stolthed knækket flere gange og jeg har ingen anelse om hvad jeg kan forvente af fremtiden..
Jeg er kort sagt fysisk og mentalt udbrændt!

Men dén aften kan jeg falde i søvn hånd i hånd med H. og det får alt andet til at visne i baggrunden.