sygemeldt

Ingen ferie som sygemeldt.

Jeg sidder i sofaen med H. og to trætte hunde. Vi har været på en dejlig gåtur i skoven med høj solskin og en let brise i håret. Det lyder som en perfekt start på lørdagen, og det var det sådan set også, men.. det var ikke sådan vores lørdag skulle have været.

Faktisk skulle pigerne have været hjemme hos deres bedsteforældre på en dejlig sommerferie, og H. og jeg skulle have nydt solens stråler under Portugals himmel i selskab med hele svigerfamilien.

 

Ingen ferie uden feriedage

Rejsen blev bestilt i februar og på det tidspunkt stod min praktikperiode til at udløbe pr. d.31.marts, så H. og jeg skænkede ikke lovgivningen en tanke og takkede med stor glæde ja til en sommerferie med hele familien. Vi glædede os til en uge i sydens sol med afslapning og en masse minder til rygsækken.

Sidste år var jeg på en ferie med min familie i Tyskland, samt en tur til Kreta i efteråret med svigerfamilie. Dengang kunne man søge om lov til at holde ferie mod at man, naturligvis, ikke ville modtage sygedagpenge i den periode. En ny lovgivning fra sidste kvartal 2017 har efterfølgende gjort dette ulovligt i mit tilfælde.

 


Den nye lovgivning omhandler retten til at afholde ferie for personer, som får offentlig støtte og da jeg er på sygedagpenge, gælder det mig.

Kort sagt skal man have optjent feriedage for at kunne afholde ferie, udenlands såvel som i Danmark, og da jeg kom fra studiet og desuden blev sygemeldt for to år siden, har jeg ingen feriedage.


 

Jeg har haft en privat sagsbehandler via. min advokat til at kigge på sagen og prøve at finde et smuthul i lovgivningen samt undersøge hvad konsekvensen ville være, hvis jeg tager afsted.

Ja, jeg skrev et smuthul. En lovlig måde at kunne komme udenom lovgivningen på.

Der findes pr. dags dato ikke et smuthul.
Jeg har ingen feriedage til rådighed, de bliver først frigivet når jeg er raskmeldt.

Konsekvensen ved at tage afsted er at kommunen så tolker det som en raskmelding, dermed stopper min sag og den kan ikke blive genoptaget efter en evt. ferie.
Jeg kan heller ikke starte forfra på et helt nyt forløb, eller (som under det gamle forløb) undvære sygedagpenge under ferie, eller miste dem helt indtil sagen er blevet vurderet af rehabiliteringsteamet.
Min sag vil blive afsluttet endeligt.

Det at tage på ferie, vil altså betyde at jeg (som de så fint får det sagt) selv aktivt giver udtryk for, at jeg er helt rask og kan varetage et job som værende selvforsørgende til jeg når min pensionsalder.
Medmindre der opstår en helt ny skade.

Min arbejdsuge lyder på 16 timer (14 effektive), så det ville mildt sagt blive et stramt budget at leve med.

 

Jeg er SÅ frustreret over hele situationen og jeg havde virkelig set frem til en dejlig uge med hele flokken. Jeg troede op indtil få dage forinden afrejsedagen at alt ville løse sig og jeg ville komme med til Portugal.
At jeg eller min private sagsbehandler ville finde en måde, hvor jeg lovligt kunne afholde én uges ferie.
For hvorfor i alverden skulle jeg ikke måtte det??

Alle mennesker har brug for at komme væk fra madlavning og sure strømper, hvorfor skulle det være anderledes bare fordi jeg er sygemeldt?

 

Kan det virkelig være rigtigt?

Jeg forstår det stadig ikke og jeg er stadig usikker på, om jeg har gjort nok.

Om jeg skulle have hyret flere sagsbehandlere eller måske bare have trodset systemet og satset på ¨de høje¨ ville komme til fornuft med tilbagevirkende kraft, i fald de ville opdage min uges ferie.
Desværre har jeg ikke ligefrem tiltro til det danske system længere, og jeg tvivler derfor også stærkt på, at der ville komme et udfald til min fordel, hvis jeg var taget med på ferie.

I virkeligheden mangler jeg nok en teskefuld retfærdighed.
Til trods for private fagfolk på sagen, har jeg stadig svært ved at tro at det er sådan dagens Danmark fungerer. Danmark pryder sig af at være et velfærdssamfund, men sådan her bør et velfærdssamfund, for mig at se, ikke fungere.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan ¨de høje herrer og damer¨ kan tænke at det vil være til samfundets bedste at lade sygemeldte blive i arbejde uden nogen ret til fridage eller ferie.
Bevares.. vi har weekend og helligdage, men hvis det var standarden, ville der ikke være en ferielov.

Ferie er ikke kun afslapning, det er også opladning.
Jeg kender til mange som for hvem ferie svarer til en ugelang behandling. Fri fra pligter, lægebesøg, møder, og opkald fra kommunen. De kommer hjem friske og klar til den næste periode med arbejde.
Burde det ikke være i alles interesse?

Jeg siger ikke, at jeg skal kunne rejse, holde ferie hjemme, eller tage fridage som jeg vil.
Men ingen feriedage som langtidssygemeldt virker som en rigtig dårlig investering for vores samfund!

 

Hjemme i Danmark – uden ferie

Jeg ville så gerne være hende den store, der kun glæder sig på andres vegne. Det er jeg bare ikke.

Selvom det glæder mig meget, at mennesker jeg holder af har det godt og får deres velfortjente ferie, så gør det ondt. Jeg må flere gange bide tænderne sammen, smile igennem mine tårefyldte øjne og og sige ting som ¨vi kommer afsted en anden gang¨ eller ¨den ferie må vi så have til gode.¨

Jeg får et stik i maven når der kommer billeder eller videoer fra Portugal, når folk snakker om ferie, eller når jeg kigger på H. Han valgte at blive hjemme sammen med mig, istedet for at tage på ferie med sin familie. Det er noget af det sødeste og mest uselviske, men selvom det hjælper på humøret at have ham hjemme så gør det ondt at vide, at det er min skyld han går glip af en ferie med hele sin familie.

Jeg ved godt det ikke er mig, som siger jeg ikke kan komme med, men lovgivningen.
Det gør ondt alligevel. Var det ikke for mig, ville han ikke stå i den situation og det piner mig grænseløst, at han skal lide pga. mine udfordringer. Igen.

 

Jeg er SÅ træt af at være magtesløs og bare bøje nakken, fordi ¨nogen¨ har bestemt hvordan sygemeldte kommer i arbejde hurtigst muligt. Hvis man retter nakken bare lidt og kommer på tværs af nogle andre ¨nogen¨ så kan man lige så godt sætte sig ned og holde godt fast i gelænderet, for dét bliver turen kun længere og mere besværlig af.

Inden jeg kom ind i systemet, fik jeg at vide at man skal være stærk for at være syg.
Jeg troede, jeg forstod det dengang. Jeg vidste godt at der er mange ting at kæmpe med som syg, særligt når det indbefatter en sag ved kommunen, men jeg havde aldrig forestillet mig at blive så udfordret.

 

Mine tanker går til dem, som går en sygeperiode i det danske system i møde.
Sammenlignet med mange andre, har jeg et kort forløb og jeg tør ikke tænke på, hvor opslidende flere år i det danske system bliver med denne lovgivning. Jeg håber så inderligt at i har feriedage tilgode, at i bliver fortalt at i skal bruge dem varsomt, og at de feriedage i må have, rækker forløbet ud.

Læs mere

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

 

Mere vil have mere

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

 

Perspektiv

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere

Et års dag for sygemelding

I dag er det et år siden, jeg blev sygemeldt på datoen og dengang havde jeg i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at jeg ville være i “boksen” med sygemeldte nu. Jeg troede det bare lige var et par uger, til kroppen var faldet lidt ned. Jeg kan så konstatere, at det tager meget længere tid.

Hvis du for bare to uger siden havde spurgt, hvordan jeg ville have det med at være langtidssygemeldt (dén boks man kommer i efter et års sygemelding) fra d.21. september, ville svaret være noget anderledes end det jeg kan give i dag!

 


Det var først i slutningen af august, det gik op for mig. Sygemeldt i et år. Det kom lidt som et chok. Et år er jo lang tid, i hvert fald når man havde regnet med et markant kortere forløb.

Jeg ved ikke, hvorfor det kom som sådan et chok. Jeg havde jo selv en kalender og har da både holdt jul, spist påskeæg og bedt H. om at klippe hæk, så det passede jo meget godt.

Den dag min sagsbehandler fortalte mig, at jeg idag ville overgå til “boksen” med langtidssygemeldte, var ikke ligefrem min bedste dag. Jeg gik rundt med en konstant klump i halsen og skulle koncentrere mig for ikke at tænke for meget over min snarlige nye titel, hvilket i virkeligheden var umuligt ikke at gøre. Det var kort sagt en følsom dag, jeg bare gerne ville have overstået hurtigst muligt så jeg kunne vågne op og tænke på noget andet igen. Men dagen efter tænkte jeg stadig på det. Det trykkede stadig i halsen og jeg havde en knude i maven af  dårlig samvittighed.

Hvad nu hvis jeg bare er doven? Hvad nu hvis det slet ikke gør ondt og det hele bare foregår i mit hovede? Hvad nu hvis jeg om fem år sidder i en auto trailer med en hullet tanktop og lever af dåsetun? Der var ikke langt fra den ene dumme tanke til den næste.

Jeg får stadig besværet vejrtrækning af at tænke i de baner og jeg ved ikke hvorfor jeg tænker sådan. Jeg ved, jeg gerne vil fremad, ved jeg gør alt i min magt for at  styrke den og fokusere på den fremtid med en karriere jeg stadig brænder for. Så hvorfor bruge tid og energi på at tænke i de negative baner?


 

Sådan tænker jeg heller ikke i dag. I dag er jeg glad.

Nu tænker du måske at det da er let at se positivt på det hele, når jeg ligger på Kreta og kan vende tilbage til Danmark efter en ferie og begynde i min drømmepraktik? Det vil jeg faktisk give dig ret i. Det tog ikke lang tid for mig, faktisk var det slet ikke et bevidst valg, mavefornemmelsen var der bare.

Mit fokus var flyttet på noget langt vigtigere, min fremgang, og ja.. det er let når den er lige foran snotten på mig og jeg stadig svæver på en lyserød sky af glæde og spænding.

Jeg kan ikke sige, hvordan jeg ville have det idag uden den praktikplads i hus, så jeg kan kun håbe, at jeg ville have evnen til at tage alle aspekter i betragtning istedet for udelukkende at fokusere på tiden og hvilket “boks” jeg hører til. Når jeg kigger tilbage med den positive mavefornemmelse, er jeg pludselig langt mere bevidst om alt det jeg har gået igennem og overvundet det sidste år.

Jeg har gået igennem rigtig meget for at lære min nye krop bedre at kende, for slet ikke at tale om de ting jeg har arbejdet med for at komme tættere på en accept af min situation og min nye hverdag. Jeg er ikke i mål endnu og jeg tør ikke sige om jeg nogensinde kommer til at acceptere min situation fuldt ud, men jeg kommer tættere på at forstå den hver måned og jeg er langt fra færdig med at kæmpe endnu.

Læs mere

Et nyt og spændende kapitel!

Det er nu en måned siden jeg havde min første dag med ¨Job og Liv¨ til jobtræning og i mit indlæg efter den dag sluttede jeg af med at skrive:

¨Jeg lærte ved min genoptræning, at det gælder om at kigge længere tilbage når der skal kigges efter fremskridt. Jeg kan vælge at følge kroppens tempo og kigge tilbage hertil om en måned, eller jeg kan vælge at ignorere kroppen, komme hurtigt frem i løbet af en uge, men om en måned være tilbage ved startlinien.
Jeg ved godt, hvilken vej der i sidste ende fører fremad og det er dén vej jeg tager

Der er nu gået en måned og det der er sket en hel del siden da!!


 

Møde med jobkonsulenten

Efter fire uger med jobtræning blev min vejleder og jeg enige om, at vi skulle til det næste skridt, virksomhedspraktik, men inden da ville jeg gerne et smut forbi en jobkonsulent for at være sikker på, at jeg havde styr på det hele inden jeg opsøgte virksomhederne.

Der var nu ikke meget at komme efter på den front, han var rigtig godt tilfreds og vi gik derfor hurtigt videre til snakken om, hvor jeg gerne ville arbejde og hvad min generelle indstilling til det hele.
Jeg forklarede ham helt kort, at der for mig at se var to muligheder:

  1. Jeg kan vælge, at bruge det jeg har med at gøre nu og få det til at fungere bedst muligt.
  2. Jeg kan vælge at sætte mig ned i et hjørne, pille mig i navlen og tænke på de ting jeg kunne have opnået nu og senere hen karrieremæssigt, hvis ikke ulykken var sket.

Det sidste ville simpelthen blive et alt for langt, alt for sørgeligt og egentlig også et alt for kedeligt liv, så jeg ville mene at jeg (generelt) har en positiv og lettere selvironisk tilgang til livet.

Derefter viste ham min liste over de virksomheder, jeg gerne ville i praktik hos og ja.. summa summarum, han mente at jeg havde helt styr på situationen og at der ikke burde gå længe inden der var samtaler i hus.

Samtaler, som i flertal? Jeg var ikke engang sikker på, om jeg ville få så meget som et høfligt afslag..
Nej selvtilliden var ikke ligefrem på sit højeste, men det berørte heldigvis ikke min motivation!


 

Praktikforløb

Jeg havde skrevet ansøgningerne på forhånd i jobtræningen og i takt med ansøgning og CV blev sendt afsted til hver enkelt, blev listen over virksomheder stille og roligt streget ud.
Så var der bare tilbage at vente, krydse fingrer for en positiv tilbagemelding og lægge hovedet i blød for om der skulle være andre interessante virksomheder.

Dagen efter fik jeg et opkald. Det var fra dén virksomhed, jeg virkelig håbet på ville vise interesse i et samarbejde og de ville gerne have en samtale den efterfølgende dag med mig!
Jeg følte mig mildest talt som en nervøs teenager dagen inden første skoledag i 1.G og ja.. det betød selvfølgelig, at jeg var nødsaget til en omgang impulsshopping!

Okay, måske ikke ligefrem nødsaget, men det hjalp på blodtrykket og hvem ville ikke benytte det som en undskyldning for lidt nyt?

Praktiksamtale

Inden samtalen var jeg stadig kamp nervøs. Det var en praktikplads, jeg virkelig gerne ville have! En fantastisk virksomhed hvor jeg endda har en personlig interesse og opgaverne var spot on. Det kunne nærmest ikke blive en bedre praktikplads for mig, hvilket nok også var grunden til den store nervøsitet.

Efter samtalen var jeg næsten mere nervøs. Jeg er typen der snakker liiiiige lidt for meget når jeg er nervøs og det er altså ikke skidesmart til en jobsamtale, når man skal arbejde med kommunikation.
Vi sagde pænt farvel og aftalte at snakke sammen dagen efter.
Jeg havde læst om virksomheden, deres vision og deres produkter, men efter at have set virksomheden, hørt nærmere om opgaverne og mødt de mulige kollegaer var jeg bare endnu mere overbevist om, at det var en praktik lige efter mit hjerte! Så ja.. jeg var virkelig nervøs for at modtage det opkald næste dag!

Jeg har nok også altid været hende, der ikke rigtig turde tro på en eksamen gik godt. Som regel havde jeg en fornemmelse af at det var gået godt, men det var ikke noget jeg sagde højt for tænk nu, hvis det faktisk var gået dårligt? Så hellere sætte forventningerne lavt og blive knap så skuffet. Problemet var bare, at jeg inderst inde håbede inderligt på en høj karakter og skulle jeg ikke få det, blev jeg alligevel dybt skuffet.
Det samme gjaldt for praktikken.

Dagen efter havde jeg skruet volumen helt op på min telefon og gik og trippede for at modtage et opkald! Men bedst som vi var på vej ud af døren til en gåtur, ringede telefonen. Jeg skyndte mig at tage den og prøvede at lyde mega overskudsagtigt, men jeg ved nu ikke lige hvor godt dét gik.

Indsæt trommehvirvel

JEG FIK DET!!!!
Drømmepraktikken var i hus og jeg var intet mindre end flyvende og det er jeg stadig!!
At jeg har fået et tilbud om en praktikplads indenfor min uddannelse i en virksomhed, hvor jeg har en personlig interesse og få opgaver der passer til og mine fokusområder fra min uddannelse, det er intet mindre end fantastisk! Jeg har stadig svært ved at tro på at det faktisk sker for mig, hvilket også er grundet til jeg ikke har skrevet navnet på virksomheden, men jeg håber det går op for mig inden jeg starter og ellers.. ja, så går det vel op for mig når jeg starter, 7,9,13.
Jeg er dødnervøs, usikker og alt dét der for at komme ud i den virkelige verden, men jeg glæder mig endnu mere og jeg er sikker på det nok skal gå, for jeg har den bedste opbakning på alle fronter, tak!


 

Men først..

Bare for at toppe den og være rigtig irriterende, så er jeg faktisk også typen der rejser på ferie nu!

 

 

 

 

 

 

Jeps, svigerfar har inviteret hele den pukkelryggede til Kreta med All Inclusive og jeg glæder mig SÅ meget! En uge med søde mennesker, oplevelser, palmer, sol og strand, det bliver næsten ikke bedre!
Og ja, jeg sagde næsten, for hvad er bedre end en ferie i godt selskab?
For mig er svaret, at jeg oven i hatten kan tage på ferie med god samvittighed og glæde mig til at komme hjem igen for at starte et nyt og spændende kapitel, det er en FANTASTISK fornemmelse!

Læs mere

Første dag med ¨Job og Liv¨

I tirsdag var jeg til en intro-samtale til det, de på CEB kalder ¨job og liv¨og der aftalte vi at jeg skulle starte ud med to timer ad gangen man- tirs- og torsdag. Jeg var ikke til at skyde igennem, tanken om at komme videre i mit forløb og dermed tættere på at komme i arbejde var næsten for meget og jeg foreslog selvfølgelig at jeg lige så godt kunne starte torsdag, der var jo ingen grund til at vente til mandag.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, at man partout skal starte en mandag, man skal vel starte når man er klar?
Og hvis der var noget jeg var, så var det klar!

Torsdag morgen var jeg stadig spændt og kunne næsten ikke få morgenmaden ned, men da vejlederen efter halvanden time sagde at jeg hellere måtte stoppe for i dag, fik jeg alligevel en  tung klump i maven, der trak skuldrene og hovedet ned mod jorden og jeg var ikke sikker på hvorfor.


Dagen startede godt. Jeg havde sørget for at have god tid fra morgenen af, så jeg kunne lave øvelser og holde hvil nogle gange undervejs i morgenrutinen. Det må kategoriseres som hjemmearbejde.

Da jeg ankom, var det første punkt at finde en stol og det var ikke helt så simpelt, som det måske lyder!
Der var nemlig 10-15 stole og hver af dem havde deres egen indstilinger, de fleste havde flere end to og det var vidt forskellige kombinationer. Behøver jeg sige det tog noget tid at vælge en?
Heldigvis skulle jeg jo ikke vælge en stol for livet, jeg skulle ikke engang vælge en stol for dagen.
Der var frit valg og jeg kunne bytte stol, lige så mange gange som jeg orkede.

Udover stolene fik jeg også klikket lidt på forskellige tastaturer med hver deres kombination af mus, pegefelt, og trykplade, dertil var der så en bred variation af håndstøtter og altsammen kunne mikses på kryds og tværs.
Det med selve musen var ret simpelt for mig at udvælge en favorit, men resten + det med stolene..
Skal vi bare kalde det en udfordring, der endnu ikke er løst.

 

Til min store overraskelse gik der ikke mere end 20min. før jeg måtte ned at ligge og lave mine stræk øvelser. Den havde jeg ikke set komme… Meeeen mon ikke det bare var fordi jeg lige havde prøvet fem forskellige stole? Jo, det siger vi! Andet er for meget at skulle kapere.

Den næste time gik med at finde frem til, hvilke job computer programmet mente ville være de bedste match for mig og med at finde en rytme i skiftevis at stå/sidde ved computeren og tage korte gåture.
Jeg gennemgik to tests; én der skulle definere mine interesse områder og én der skulle definere mine kompetencer. De to tests blev så krydset og deraf kom et resultat i form af jobmuligheder, hvor interesser og kompetencer var kombineret, hvilket egentlig var ret smart!

 


 

Jeg var godt klar over at jeg ville få røvfuld på et tidspunkt i forløbet, jeg ved jo godt at jeg ikke ligefrem har accepteret status quo, men jeg havde ikke troet det ville blive den første dag!

Derfor føltes det lidt som et nederlag, at jeg måtte holde hvil efter bare 20min. og trods variation af stilling hver 5-10min., (fordi kroppen krævede det) og løbende hvil, til slut ende med at blive sendt hjem før tid.
Æv, jeg var ikke meget for det! Det var jo ikke meningen. Meningen var, at jeg skulle øge tiden.

Så da jeg gik derfra, var det faktisk med tårer i øjnene at jeg satte mig ind i bilen.
Jeg var skuffet. Jeg havde troet, at jeg ville kunne klare mere. Troet kroppen ville pumpe med endorfiner.
Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne være der længere end den aftalte tid. Men det gav stadig ingen mening at sidde med tårer i øjnene og en klump i maven, der trak alt med ned.. Det havde været en god dag. Jeg var stået op, kommet afsted, startet på et nyt kapitel og kommet tættere på målet, så hvad var problemet?

Jeg kunne ikke tale fornuft med hverken mave eller hals, så klumpen blev siddende i maven og halsen hen over eftermiddagen, men dér fik jeg nok. Jeg besluttede mig for, at jeg måtte være træt af det i én time og derfra skulle klumpen simpelthen pisse af, for jeg havde faktisk gjort mit bedste!
Jeg havde gjort mit forarbejde, planlagt morgenen, holdt pauser, varieret arbejdsstillingerne, drukket vand og haft Läkerol med til at kvikke op, så det måtte simpelthen være mere end godt nok og så var det faktisk dødtarveligt at skulle dunke sig selv i hovedet med dårlige tanker, det ville jeg jo aldrig gøre imod et andet menneske, så hvorfor var det okay at tillade det imod mig selv?


 

Jeg vil SÅ gerne fremad, vil SÅ gerne igang med et liv på arbejdsmarkedet og jeg VED at jeg har både viljestyrken og stædigheden til at nå det mål, dem har jeg før brugt med succes.
Men jeg ved også godt, at den viljestyrke og stædighed som gjorde at jeg trodsede lægernes dom, er de selv samme kvalifikationer, der kan blive skyld i at jeg overhører kroppen, går for hurtigt frem og ender med at starte fra bunden igen. Ligesom jeg måtte starte helt fra bunden af sidste gang, efter en brakperiode..

Derfor er der ikke andet for end at bide i det sure æble og gå hjem når de siger det, holde pauser når de kan se jeg trænger til det og tage det i kroppens tempo istedet for hovedets.
Jeg ved jo godt, det er sådan jeg kommer længst. Jeg har prøvet at tage tre skridt frem og derefter otte skridt tilbage imens jeg falder over mine egne ben, det kommer man altså ikke ligefrem videre i livet med og dét var jo sådan set det der vaplanen.

Jeg lærte ved min genoptræning, at det gælder om at kigge længere tilbage når der skal kigges efter fremskridt. Jeg kan vælge at følge kroppens tempo og kigge tilbage hertil om en måned, eller jeg kan vælge at ignorere kroppen, komme hurtigt frem i løbet af en uge, men om en måned være tilbage ved startlinien.
Jeg ved godt, hvilken vej der i sidste ende fører fremad og det er dén vej jeg tager!

Læs mere

Ferie som sygemeldt

I sidste uge var jeg på ferie med min familie i Tyskland, men er det i det hele taget okay at holde ferie som sygemeldt? Burde man ikke være så syg, at man ikke KAN holde ferie når nu man bare render rundt på statens regning og ¨laver ingenting¨ ?

Det er de tanker, jeg forestiller mig min omverden har når de ser mig holde ferie. Det er faktisk også tanker, jeg selv havde da jeg skulle bede om ferie, hvilket i bund og grund nok er årsagen til de tanker.
Så nu vil jeg gerne dele, hvordan en ferie for mig som sygemeldt i virkeligheden ser ud.


 

Først og fremmest vil jeg gerne pointere, at jeg havde en dejlig ferie med min familie!
Min lillebror bor på Sjælland og vi ser ham ikke ligefrem hver anden tirsdag, så det med at være afsted hele flokken samlet i en uge med gode oplevelser og minder var SKØNT!

Men.. ferie for mig nu er langt fra det samme som ferie var inden ulykkesnatten.

Min familie minder rigtig meget om mig (eller omvendt?) og de der kender mig og min familie, kan skrive under på at det langt fra går stille for sig, når vi er samlet og det gælder både i aktivitetsniveau og i stemmeleje. Vi har altid været vant til, at når vi bare trængte til et pusterum kunne vi gå ind på sit værelse eller gå/køre en tur, vi skulle ikke sidde på lårene af hinanden. Det er noget jeg altid har benyttet en gang i løbet af en ferie, men det kan ikke længere tælles på én hånd.
Jeg har aldrig før tænkt på hvor krævende, både fysisk eller mentalt, det er at være så mange mennesker samlet og det overraskede mig at det også gælder ved min egen familie, som er de mest forstående mennesker og konstant taget slæbet. Det gør jeg nu.


 

Turen dertil

Turen til vores feriested i Bad Sarrow tager 6 timer i bil, hvilket jo ikke lyder af meget og det er det egentlig heller ikke, men det er det for mig og min krop.

6 timer i en bil er en udfordring, selv når det er som den eneste passager i en komfortabel bil, med muligheder for at ændre sidde/liggestilling på flere måder og selvom det meste af turen går på motorvej uden opbremsninger, lyskryds, rundkørsler og sving er det stadig hårdt og kræver mere af kroppen.
Derfor blev der også gjort holdt på vejen til en gåtur og ja, den hér havde jeg altså grejet til min fordel! Har i hørt om Designer Outlet Neumünster? Det ligger på vejen til Bad Sarrow (pissessmart) og som navnet indikerer, er det et outlet og det minder mest af alt om en lille landsby med springvand (den er god nok), caféer, spisesteder og vigtigst af alt, butikker!

Når nu man alligevel skal gøre holdt og få sig en gåtur, hvorfor så ikke gøre det ind og ud af butikker? Man får jo også rørt mere af kroppen, når man skal række ud after 14 par sko før man finder de rette, så jeg vil faktisk argumentere for at det var en form for behandling!

Kan man få tilskud til shopping-behandling? Hvis nu man får en henvisning?

Så dér gjorde vi holdt og ja, der var outlet priser i butikkerne, need I say more??

Okay, det gør jeg, for mit jydske shoppehjerte kan simpelthen ikke modstå at fortælle om mine bedste fund!

Jeg fik, og hold nu fast i dørkarmen:
Birkenstock sandaler til 28€, Oakley klipklappere til 24€, Skechers sko til 38€, Nike cardigan til 40€, Nike tights til 30€, en bikini til 28€ og de blødeste hjemmefuttere til 6€!
Jeg var ikke til at skyde igennem! Oveni hatten fik vi efterfølgende en pizza, der nok er den bedste pizza (udover min mors selvfølgelig) jeg nogensinde har smagt!!

Herefter gik jagten på et hotel.
Vi havde ikke booket et værelse hjemmefra, det er aldrig rigtig til at vide hvornår kroppen siger fra, så vi kørte rundt og bankede på døre indtil vi mistede tålmodigheden, hvilket var 10-15min. senere, og her begyndte vi så at ringe rundt til hotellerne i omegnen i stedet.

Hvorfor vi ikke gjorde det med det samme fandt jeg ud af kort efter ¨Halo, Sie sprechen mit Sanne, ich möchte gern ein zimmer für zwei personen heute, bitte¨

Efter et par samtaler på gebrocken tysk (hvor jeg nok fangede halvdelen) og et par fejlkørsler fandt vi endelig frem til hotellet og fik vores værelse! Jeg var kvæstet og derfor glad for vi havde valgt at køre en dag før vi skulle ankomme, netop for at kunne tage en overnatning på vejen!
Min familie stod tidligt op og kørte på ankomstdagen, hvilket også havde været det naturlige valg for os, altså før ulykken. Det er ikke længere en mulighed og det er skam ikke fordi det ødelægger hele min verden, men det er en faktor jeg tror mange ikke tænker over og hvorfor skulle de også det?
Det er jo ikke noget alle mennesker er tvunget til at tage med i beregningerne, men det er jeg (og mange, mange andre) og det er helt okay, det kan vendes til en fordel. Jeg ville bare tit ønske, at folk vidste hvor meget det kræver lige at komme forbi når køreturen varer mere end 20min.


 

Ferien

Jeg er ikke interesseret i, at dem jeg er på ferie med ikke må/skal prøve ting bare fordi jeg ikke kan og det er absolut heller ikke meningen, de skal have ondt af mig fordi jeg ikke har de samme muligheder.
Men det betyder ikke, at jeg ikke kan få et stik i maven over de ting jeg ikke kan være med til, eller fordi jeg ikke har overskuddet til at være med hele tiden og istedet må overholde mine hvil og tage lure.

 

Smartphone

Jeg havde valgt at sætte skærmtiden var på et absolut minimum, jeg ville nyde ferien i fulde drag og det kræver at man er tilstede i nuet istedet for at se et klip med katte, der spiller på klaver.
For mig tager skærmtiden også energi. Lyset i øjnene, spændinger i panden, nakke, skuldrer, ryg og ikke mindst hånden når det kommer til smartphone, det hele er påvirket af den lille computer. Det er ingen videoer eller antal likes på opslag værd, når jeg har muligheden for at vælge tid og energi til min familie.
Så den blev i tasken langt det meste af tiden og sådan en mobil kan faktisk holde strøm flere dage dernede.

Aktiviteter

Tæt på det feriested vi boede på, kan stå på Wakeboard (kort forklaret minder det mest om skateboard på vand, hvor man bliver trukket, se en video her.) og alle hankøn er vilde med det og stod de fleste dage. Jeg har prøvet det én gang før og det var en pissekold påske, hvor jeg smaskede hovede direkte ned i det iskolde vand så snart linen trak mig afsted. Jeg troede jeg skulle dø, da jeg ramte vandet og mine læber var blå da jeg kom.

Ja, jeg var teenager, men jeg husker det stadig som en nær dødsoplevelse.

Tre ture senere var jeg var færdig med wakeboard! Eller.. det troede jeg i hvert fald, jeg var.

Den første dag stod alle pigerne troligt og heppede på drengene imens vi tog billeder, men allerede dén dag fik jeg et stik i maven. Jeg ville også prøve. Jeg ville også på et board, blive kastet i vandet nogle gange og derefter komme længere og længere på banen.
Der var bare to problemer, min hånd og min ryg.
Det kræver ikke ligefrem en studenterhue at regne ud, det nok ville give nogle gevaldige smæk og spændinger begge steder og dét bliver i reglen bare et KÆMPE nej tak herfra! Det er ikke ligefrem en behagelig oplevelse eller noget der let og hurtigt går over igen.

Jeg ved ikke, om jeg helst ville have vidst at jeg ville miste muligheden for at prøve igen og derfor ville have prøvet igen trods min nærdødsoplevelse, eller om jeg helst ville undgå at have følt suset på vandet.
Hvad er værst?

Inderst inde ved jeg godt, at man i reglen skal tage chancen når man har den. Jeg får jo også den samme øv-følelse, når jeg ser eller hører folk snakke om en skiferie og jeg har været på snowboard flere gange inden ulykken, var det ikke for hånd og ryg, var jeg også taget afsted igen.

Termisk bad

Efter de første to dage gad vi (pigerne) ikke længere agere heppekor på drengene og vores bøger løb jo ingen vegne, så vi blev hurtigt enige om at tage en tur i termisk bad til lidt selvforkælelse.
Det passede mig perfekt, det var afslappende, jeg kunne få løsnet lidt op i kroppen og bedst af alt, de andre piger havde lyst til en tur i termisk bad og nød det i samme grad.

Det giver så ubehagelig en situation når folk går med til noget, de faktisk ikke har lyst til for at være sød ved.
Øv hvor føler jeg mig lille og usselt når det sker!

Vandet var 34grader, man kunne både være inde og ude, og der var en café, liggestole, spa, dyser og et panorama rum med musik under vandet, kort sagt ren luksus.
Fordi der var svovl i vandet, blev huden renset godt og grundigt, hvilket jo er kæmpelækkert, men dén detalje havde jeg åbenbart svedt ud da vi var færdige og stod under bruseren og vaskede hår og ansigt.
Jeg nåede kun lige at klaske mit ansigtsrens på før det begyndte at svide og jeg dukkede under bruseren igen! Jeg fik flashback til klippet i Home Alone, hvor Kevin får barbersprit i ansigtet. Jeg huskede det heldigvis da vi senere på ugen tog derind igen, det var ikke en episode jeg havde brug for igen!

Aftenhygge

Hver aften sad vi udenfor og snakkede om dagen imens vi nød et glas vin og en masse snacks. Det var fælles familietid og som timerne gik, kunne vi til sidst kun se så meget af hinanden, som mygge-lysene tillod.
Men én aften husker jeg mere en nogen anden fra ferien.

Vi var alle sammen gået ned på legepladsen, H. havde udfordret min mor i bordtennis og i min familie går der ikke mere end 2min. før alle andre blander sig og udfordringerne flyver på kryds og tværs (alle var pludselig Danmarksmester i bordtennis) så afsted det gik for hele flokken.

Jeg er normalt (efter ulykkesnatten) hende, der sidder på sidelinjen og smiler ad de andres udskejelser og det var jeg allerede indstillet på, skulle være min aften idét tonerne gik højest.

Men denne aften havde min lillebror taget en volleyball med på legepladsen.
Vi har begge spillet meget volley på efterskolen og førhen spillede vi også altid når vi havde ferie, men jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst har haft en volleyball imellem hænderne.
Der gik heller ikke lang tid, før resten af familien kom trissende og ville være med og inden længe var vi alle samlet på græsset i en rundkreds og kastede bolden frem og tilbage. Bolden fløj ind i træerne eller alt for tæt på bilerne, hver gang der var en som liiige skulle brilliere med en overhåndsserv eller en ukontrolleret serv og det var simpelthen fantastisk at se hele flokken opføre sig som en børnehave på udflugt!
Selv da regnen begyndte at falde fortsatte vi med at spille og dén der følelse af at være på lige fod med resten i en aktivitet en lun sommeraften imens regndråberne og strejfer ansigtet, er ubeskrivelig smuk!

Jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvem der vandt i bordtennis. Det tror jeg heller ikke de andre gjorde og det var slet ikke så vigtigt for nogen længere, vi var sammen og dét trumfede alt andet.


 

Kan jeg som smertepatient så holde ferie?

Ja og nej.
Ja, jeg har en uges tid fri fra læger, behandlinger, møder og telefonmøder med allesammen.
Jeg har en uge, hvor jeg kan tage på den ferie jeg vælger, men er dét ferie som jeg kender fra før?

Nej, jeg har stadig mine smerter.
Forretningsfolk kan slukke arbejdstelefonen og lægge den i en mørk køkkenskuffe, sætte et auto svar på mailen, der fortæller forretningsforbindelser og kunder, at der er ferie og hvornår de kan forvente at få et svar. Jeg kan ikke pakke mine smerter ned i en skuffe eller sende dem en høflig e-mail, der forklarer dem at nu hiver jeg stikker ud og holder fri.

Hold nu kæft hvor kunne det være fedt! Sådan at have ferie fra smerter, ferie fra forholdsregler og ferie fra hvil. Sikke en frihed!

Smerter holder aldrig fri. De har ikke engang et skema de følger, så jeg kan planlægge mig til at udnytte det, når de er på lavt blus. Jeg kan forsøge ja, og det gør skam også en forskel. Jo bedre jeg lærer min krop og dens signaler at kende, jo før får jeg sagt fra og jo mindre ¨blus¨ er der på bålet . Men ignorerer jeg signalerne eller glemmer at lytte til kroppen ind imellem, så falder hammeren og det er ikke ligefrem mit højeste ønske!
Derfor er jeg nød til at være opmærksom, huske at stoppe op og lytte til kroppen, udtænke strategier for at udnytte min energi bedst muligt og konstant vælge noget til og samtidig noget andet fra.
Sådan er det også når jeg holder ferie.

 

Er det så ¨rigtig¨ferie?

Ja. Det er ferie for mig nu og dén må jeg synke sammen med de andre ændringer.
Det betyder ikke at jeg bryder mig om smagen, men den ændrer sig jo ikke så jeg kan lige så godt affinde mig med den og så må jeg jo finde nogle halspastiller hen ad vejen, der kan vende det til noget positivt og jeg har faktisk allerede en kort liste:

  • Shoppe-terapi som gåtur.
  • Ryggen er en skøn undskyldning for nye sko.
  • – og nye sandaler.
  • – og klipklappere med tykkere bund.
  • Jeg har mere tid til at læse i mine bøger.
  • Jeg har mere tid til at farvelægger i malebøger.
  • Jeg har mere tid til at øve mig med mit kamera imens de andre leger.
  • Jeg bruger kun min tid og ferie med dem, jeg virkelig har lyst til at være sammen med.

Desuden kunne jeg tage hjem efter en ferie der gav et pusterum og en bagage fyldt med minder lige så vel som alle andre kan og dét er vel pointen med at holde ferie.

Læs mere

Gæst ved et bryllup

Da vi i december sidste år fik invitationen til bryllup ved H.s fætter, gik tankerne straks igang:

  • Hvad skal jeg have på?
  • Hvordan skal håret sidde?
  • Hvilken taske skal jeg bruge?
  • Hvor meget make-up skal jeg have på?

Det er faktisk typisk mig, at tænke på de ting først. Lige siden teenageårene har jeg været meget optaget af, at tage mig godt ud og blive accepteret af min omverden. Det er jeg stadig, men det bunder ikke længere i usikkerhed om hvem jeg er, men over hvad der også er en del af mig og har været det siden ulykkesnatten.

Jeg tænker stadig over de ting, nu ser spørgsmålene bare lidt anderledes ud:

  • Hvad kan jeg holde til at have på så længe, der stadig er fint nok til et bryllup?
  • Hvordan kan jeg lave en fin frisure, der ikke er krævende for hånd og ryg?
  • Hvilken taske er fin nok, men stadig stor nok til ¨overlevelses kittet¨?
  • Hvor meget make-up kan jeg holde til at lægge inden så lang en dag?

Førhen brugte jeg mange timer på at gøre mig klar til byture og sociale arrangementer. Jeg satte faktisk ofte en halv eller en hel dag af til at gå og hygge med at barbere ben, bruge hårkur, skrubbe krop og ansigt, bruge ansigtsmaske, lægge lag på lag, på lag af make-up, påsætte falske vipper, form føntørre håret, krølle/flade/sætte håret, file negle og lægge neglelak/fransk manicure.

Wow.. jeg lyder virkelig som en overfladisk daisy tøs!
Det var jeg godt nok også.. men retfærdigvis skal det siges, at jeg også var meget andet end det!
Jeg elskede min familie, jeg var der altid for mine venner om det var for stort eller småt og de der kendte mig, vidste de kunne stole på mig og mit ord.

Der er en stor kontrast fra hvordan jeg gjorde mig klar før, til hvordan jeg gør mig klar nu. Det tager stadig lang tid, men det er ikke fordi jeg når det samme som dengang, derimod er listen faktisk blevet noget kortere og istedet er der kommet ét nyt punkt på, HVIL.
Da vi fik invitationen til brylluppet, var jeg udemærket klar over at jeg ikke kunne komme igennem min gamle liste.. og slet ikke hvis jeg rent faktisk skulle kunne deltage i brylluppet.
Jeg måtte altså lave en ny plan og straks væltede tankerne ind om de ting, der skulle tages højde for når planen skulle laves.

  • Hvor længe varer sådan et bryllup?
  • Skal man sidde ned hele tiden?
  • Hvor skal jeg lave mine øvelser henne?
  • Hvor kan jeg trække mig hen, når det hele bliver for meget?
  • Hvem kan jeg ringe til, hvis jeg skal hjem før H.?
  • Skal man have kjole på?
  • Jeg kan jo ikke engang have stilletter på til og det kræver en fin kjole vel?
  • Kan man måske finde en fin kjole, der går til sneaks?
  • Kan man finde en fin kjole, der ikke generer/strammer?
  • Kan jeg have sports BH på under en fin kjole?
    – Som jeg altid har for at mindske gener i overkroppen.
  • Hvilke sneaks har jeg overhovedet, der er pæne nok til et bryllup?
  • Hvordan skal jeg sætte håret så det er fint, men ikke trætter på hånd og ryg?
  • Hvor meget energi kan jeg bruge på make-uppen?
  • Hvilken taske har jeg, der passer til et bryllup?
  • Hvad skal jeg have i tasken for at komme igennem dagen?
  • Hvor mange mennesker kommer der?
  • Hvem kommer, som jeg burde kunne huske navn og ansigt på?
  • Skal jeg sidde ved nogen jeg kender eller vildt fremmede?
  • Hvad skal jeg sige, når det typiske spørgsmål om arbejde kommer?

Listen fortsætter..


Forberedelser

Jeg kunne se på invitationen, at brylluppet startede kl.13 i kirken og så jeg spurgte og googlede mig frem til, hvor lang tid et bryllup plejer at vare og hvornår det var acceptabelt at drible hjemad.

Holy f@rk, det tager jo hele dagen?!?!!

Okay.. okay! Det kan planlægges! ALT kan planlægges Sanne!
– Den her kræver bare en lille bitte smule forberedelse, det er det hele!

Jeg gik listen igennem og kom ret hurtigt frem til konklusionen om, at nogle ting kunne jeg bare ikke vide på forhånd, så det bedste jeg kunne gøre var at passe på min krop, have ca. ingenting på programmet ugen op til (og efter) brylluppet og så forberede og træne de ting, der ikke involverede andre end mig.

Så det gjorde jeg.

  • Kjolen
    Jeg sendte nok 38 links og billeder af kjoler til min go-to veninde (udover vores ture i butikker) før vi endelig fandt en kjole, der var fin, uden at stramme eller genere, der kunne gå til sneaks og som jeg kunne have en sports BH inden under, men DET LYKKEDES!!
    Kjolen er fra Selected Femme
    Den er endda på halv pris lige nu og ja.. jeg har lige købt i rød, man er vel fra Vestjylland! Direkte link til kjolen
  • Note to self: Viskose er et fantastisk materiale, der hverken strammer eller generer!

 

  • Fodtøj
    Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg hverken kunne have stilletter eller pæne sko på, men ingen af de sneaks jeg havde, egnede sig til et bryllup.
    Så jeg gik på jagt efter et par enkle og afdæmpede sneaks, hvor mærket ikke kunne ses på på lang afstand og jeg tog udgangspunkt i de sneaks, jeg havde de bedste erfaringer med. Efter en tur rundt i butikkerne og latterligt mange søgninger på nettet fandt jeg dem endelig!! Jeg fandt dem på en deal site og normalt tør jeg ikke købe sko over nettet, men eftersom jeg allerede havde et par sko fra New Balance, var det jo bare at tjekke str. i dem og klikke bestil!
  • Note to self: Det virker rent faktisk at gå nye sko til, husk det nu!

 

  • Håret
    Her kom der lidt flere faktorer ind i spillet. Jeg skulle finde en hår-opsætning/styling, der ¨blev siddende¨ og ikke ville kræve en re-make i løbet af dagen, ikke sad for stramt og dermed give ekstra spændinger i nakke/skuldrer/hovede, ikke krævede for meget arbejde med hånden eller ryggen og stadig være top fancy! Men alt det blev hurtigt pisse ligegyldigt i mit lille hovede, for jeg havde fået tanken om de skønneste køller så det skulle jeg da ha’!
    Af en eller anden grund havde jeg i mit lille hovede overset, at det tager voldsomt langt tid at krølle den uldtot der sidder ovenpå mit hovede.. Heldigvis havde jeg (trods alt) tænkt så langt som, at det nok var en god ide at øve hele rutinen igennem et par gange inden selve dagen, så jeg vidste hvor mine hvil skulle lægges. Jeg fandt så (sjovt nok) ud af, at det der med at stå/sidde med armene over et bukket/drejet hovede imens hånden roterer som et uglehovede på speed ikke ligefrem var den bedste kombi for hverken hånd eller ryg!
    Jeg endte med at sluge min stolthed, få hjælp af veninde og mutti og endte ud i en half-bun.
  • Note to self: Vurder din tid til opgaven inden du kigger på smukke frisurer.

 

  • Make-up
    Jeg havde mest lyst til at gå all-in, lag på lag, falske vipper og hele svineriet, men efter et par prøverunder måtte jeg erkende, at det var ret drænende at smaske så meget i hovedet! Ikke at det fik mig til at stoppe med at forsøge, det kunne jo være det slet ikke var hårdt næste gang?
    Det var faktisk først da H. stod i døren til badeværelset med hovedet på skrå og spurgte hvorfor det lige var, at jeg skulle have alt det stads i hovedet? ¨Du er bare meget pænere, når du ikke har alt det der på! Jeg ved godt du gerne vil ligne alle dem på Instagram osv. men de bruger det helt rigtige lys/filter/photoshop og sådan ser de jo ikke ud, hvis du møder dem på gaden. Jeg vil gerne have min kæreste og ikke et dukkebarn¨ Av goddaw, dén sad.. det var jo faktisk lige det, jeg gerne ville.. ligne et dukkebarn. Om det var fordi jeg var/er et overfladisk dukkebarn eller om det var for at skjule, hvordan min krop faktisk har det ved jeg ikke, jeg tror det var en blanding?
    Jeg endte ud i (hvad jeg vil kalde) en let fest make-up med pudder, lidt contour, øjenskygge og mascara og ved i hvad? Ikke nok med at det tog kortere tid og gav mere energi til senere, så var det også langt mere behageligt.
  • Note to self: Hør på H., bare en gang imellem, han har faktisk ret i ny og næ..

 

  • Taske
    En vigtig detalje for mig er at jeg har den rette taske med (vi har allesammen hver vores niche) og selvom jeg måske har.. skal vi bare sige ¨et par par forskellige tasker¨ var der altså ikke nogen af dem, der egnede sig til et bryllup.
    Derfor måtte jeg jo ofre mig og købe en ny taske, hvilket var virkelig ærgerligt, men jeg måtte jo gøre det! Jeg fandt den skønneste taske, med plads til:

    • Standard kort
    • Pilleæske til mit mini apotek.
    • To pakker Gajol, quick fix til svimmelhed og mundtørhed.
    • Tyggegummi, bedre ånde efter sure opstød.
    • Læbepomade, et simpelt ¨skønhedstrick¨.
    • Fidgetspinner, det afstresser faktisk.
    • Neglefil, igen en afledningsmanøvre.
    • Pudder + børste, jeg kampsveder når jeg er presset!
  • Note to self: Alle undskyldninger gælder, når der er chance for en ny taske.

Til festen

Det var længe siden, jeg sidst havde været til bryllup og jeg vidste derfor ikke helt hvad jeg skulle forvente, men der gik ikke længe før jeg forstod hvorfor folk er så vilde med bryllupper, for helt ærligt, what’s not to like? Der er glade mennesker alle vegne, to meget glade mennesker, det er en helt fantastisk stemning og kan vi lige tage et øjebliks stilhed for maden? Ej men altså.. jeg elsker mad og et bryllup er jo en dag, hvor maden bare kommer i stride strømme, lækkert koncept!

Efter vielsen i kirken skulle vi videre til receptionen, hvor der var ventetid for alle gæsterne imens brudeparret tog ud og fik taget billeder. Vejret var virkelig skønt den lørdag og de må have fået de smukkeste billeder! Nå.. men der var sørget for sandwich hapsere til alle gæsterne og vi kunne gå udenfor på et dejligt græsareal med store grønne træer og nyde solen. Der var altså alle muligheder for en knaldhyggelig eftermiddag i godt selskab!

Jeps, her kommer den…. Men! Det havde allerede været en lang dag!
Jeg havde været meget omhyggelig med at lave en tidsplan for klargøringsrutinen med hvil og øvelser, for at sørge for de bedste betingelser for kroppen.. men efter en tur i kirken på de der gamle stole, der mest af alt ligner en omgang pileflet, hvor man sidder ca. lige så behageligt som hvis var de lavet af beton og kaktus + selve badet og klargøring var jeg altså godt brugt!! Hele min krop gjorde ondt af spændinger, ryggen trængte i den grad til at ligge ned, jeg havde kvalme, var svimmel, træt og søvnig.
Brylluppet blev holdt tæt på, hvor vi bor og min søster var hundesitter i huset og klar til at hente mig/os når det skulle være, så der var mulighed for at komme hurtigt hjem.
MEN jeg var også stædig! Jeg havde simpelthen brugt for meget energi på at planlægge denne dag, så jeg også kunne deltage og vigtigere endnu jeg VILLE deltage i parrets store dag og fejre deres kærlighed. Så jeg blev og jeg havde allerede en løsning klar hjemmefra.  Jeg vidste den ville give en stor regning dagen efter, men det var en regning jeg var villig til at betale.

Det var en super simpel løsning faktisk, en løsning jeg har brugt før til lange sociale arrangementer: alkohol.

Jeg drikker generelt ikke alkohol længere, fordi jeg ved hvad det betyder for min krop de efterfølgende dage, men jeg ved også hvad det gør ved min krop i øjeblikket. Jeg gik forbi bordet med velkomst champagne et par gange og heldigvis slår alkohol hårdere når man ikke  er rutineret, så allerede efter ét glas kunne jeg trække vejret igen og efter to glas kunne jeg hilse på folk igen, succes!

Det er absolut ikke en opfordring, det er bare hvad der virker for mig personligt!
Jeg kender min krop (på det punkt) og ved derfor hvordan jeg kan tackle den med alkohol, men man skal generelt være meget påpasselig med medicin og alkohol! Jeg har før (på noget andet medicin) fået det virkelig dårligt af at tage et sip af en cider, så spørg din læge først og vær varsom!

Ømme samtale emner

Jeg er ikke meget for sociale events, specielt ikke dem hvor jeg ikke har nogen form for kontrol eller flere mennesker jeg kender. Jeg frygter altid at jeg pludselig står Palle alene i verden og ligner en lille pige på 3år, der har mistet sine forældre i et storcenter.
Jeg bliver utilpas når jeg skal være sammen med fremmede mennesker og jeg har svært ved at slappe af og være mig selv. Jeg ved også, at der hvér gang kommer et spørgsmål jeg gruer for.


Da vi havde sat og til bords gik der ikke mange minutter før det ventede spørgsmål kom:
¨Nå, men hvad laver du så?¨


Den havde jeg heldigvis øvet! ¨Jeg går til genoptræning¨ – hvilket også er sandt.
Jeg var faktisk ret glad for det svar, egentlig mest fordi jeg er ved brække mig hver gang jeg har sagt, at jeg er sygemeldt. Hvorfor? Fordi jeg bl.a. associerer dét med folk der simpelthen ikke gider arbejde og udnytter systemet og hvis det er én af de ting jeg tænker på, hvad vil folk der bare ser mig med rent hår, make-up og uden joggingtøj så ikke tænke?

Det er også et typisk start spørgsmål fra folk i Vesten.
Som om det er ens arbejde, der definerer hvem man er? Der er aldrig nogen, der spørger hvad man er passioneret omkring eller hvilke fritidsaktiviteter man har.
Nej.. jeg var ikke en skid bedre end ¨alle andre¨ før jeg selv blev ramt.

Det skal siges, at gæsterne var super søde og der var ingen hvisken i krogene eller misbilligende blikke. Jeg er også helt med på, at det sikkert primært kun er et problem i mit hovede og hvor er det egentlig latterligt dumt at bruge energi på at frygte, hvad andre mennesker tænker om mig! Det er jo ikke deres tanker, der definerer mig og skulle jeg rende ind i mennesker med en negativ indstilling til min plads i samfundet pt., er der jo ingen regel om at jeg skal blive og høre på deres mundlort, jeg kan faktisk vælge dem fra.


Der gik heller ikke lang tid før der kom et emne op, med spørgsmål jeg faktisk altid gruer lidt for:
Børn med de velkendte spørgsmål: ¨Har i så nogle børn?¨ og ¨Hvornår skal i så igang?¨


Mit svar er faktisk altid: ¨vi har to hunde.¨

Jeg ved godt at det ikke er det samme, det er i hvert fald det jeg altid får at vide, men det er det altså for mig!
Vores hunde er vores børn. De er med os overalt, de er snothamrende forkælede og vi kunne vi ikke forestille os en hverdag uden dem!

Jeg er ikke hende, der altid har vidst at hun ville have børn. Jeg er ikke engang hende, der kigger efter babyer på gaden, jeg har aldrig ¨hørt mit æggeur tikke¨ og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde får lyst til at få børn. Alligevel er det lidt noget andet, når folk spørger ind til emnet nu, for jeg er ikke engang sikker på om jeg kan/må/bør få børn. Der er flere ting, der skal regnes med nu.
Jeg ved ikke om jeg kan bære en gravid mave, om jeg har energi i hverdagen til et barn, hvor længe jeg kan løfte på barnet og alle de andre ting der følger med.
Jeg ved at jeg skal stoppe med alle mine piller, hvis jeg skal bære et barn, ellers er jeg blank.

Så når folk snakker om babyer, alle de fremskridt de ser deres barn have og/eller spørger ind til vores planer med børn, kan jeg mærke en klump i halsen. Der var en del gæster på vores alder til brylluppet og dem vi sad til bords med enten havde eller prøvede på at få børn, så helt naturligt faldt snakken på børn.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev faktisk ked af det og var på et tidspunkt nød til at gå ud på toilettet for at trække vejret og blinke med øjnene.
Jeg følte mig som en idiot! Jeg ved jo ikke engang om jeg vil have børn, det gav ingen mening?!
H. fangede dog at jeg gik og kom for at se om jeg var okay, jeg havde det selvfølgelig ¨fint¨. Det havde jeg også, jeg skulle bare lige trække vejret og forberede mig på næste gang en gæst ville spørge.


 Gæst ved et bryllup

Jeg havde en skøn dag med søde mennesker, der alle fejrede parrets kærlighed.
Der var en fantastisk stemning og en dag jeg ikke ville have været foruden, med alt hvad den indebar, for jeg lærte flere ting:

  • Jeg kan planlægge og forberede mig ud af mere end jeg troede.
  • Jeg kan forberede mig selv, men ikke altid mine omgivelser.
  • Jeg kan faktisk tale med nye mennesker.
  • Jeg kan komme tilbage til ømme samtale emner.
  • Jeg er stærkere end jeg troede.

Jeg kan ikke forberede mig på alt i denne verden og jeg ved måske ikke alt om hvad fremtiden bringer, men hvem gør også det? Og er det overhovedet sådan jeg ville have det, hvis jeg kunne? Er det ikke en del af livet og lige netop dét der gør det til et eventyr?

Jeg er glad for mit eventyr, trods mine modstandere og udfordringer er det stadig et godt eventyr og det er ikke slut endnu. Jeg er ikke færdig og jeg vil kæmpe videre, blive stærkere og få endnu flere eventyr for det må være dét, der gør livet værd at leve.

Vi har alle hver vores eventyr, hvad er dit?

Læs mere