tålmodighed

Mit år 2017


Jeg har altid været meget struktureret, men efter ulykkesnatten har det taget nye højder. Simpelthen fordi smerterne påvirker så meget. Derfor bliver ALT skrevet ned, så jeg kan koordinere min hverdag, så kroppen og dermed også smerterne holdes så stabile som muligt.
Det betyder til gengæld, at jeg til hver en tid kan åbne min kalender og se, hvad jeg har brugt tiden på. Derfor har jeg de sidste to år, lavet et lille tilbageblik over året der er gået, og det samme har jeg gjort i år.

Mit 2017

Jeg:

  • ..har lært hvordan jeg kan træne uden at overbelaste kroppen.
    – efter at have gået til bassintræning og genoptræning (Motion og Sundhed).
  • ..er blevet bedre til at reagere på min krops signaler.
  • ..er blevet bedre til at udsætte huslige pligter.
  • ..har taget mig tid til, at få undersøgt mine fødder og fået en løsning.
  • ..er gået fra at kunne gå 10min. til at kunne gå 1 time med vores hunde.
  • ..har deltaget i 12 ugers smertehåndteringskursus på smerteklinik.
  • ..har indøvet en rutine til at deltage som gæst ved et bryllup og afprøvet den.
  • ..er begyndt at træne på kroppens præmisser.
  • ..er begyndt at læse bøger igen, og forbedret min koncentrationsevne og hukommelse.
  • ..er igang med at træne hånden op til at kunne male og tegne igen vha. malebøger.
  • ..har været på familieferie flere gange og hver gang blevet en smule bedre til at navigere i, at smerterne også tager med på ferie og kroppen skal tilgodeses.
  • ..har lært at en middagslur er en positiv og nødvendig del af min hverdag.
  • ..har deltaget i Job og Liv 2 timer 3 gange i ugen i 4 uger. Hold tungen lige i munden.
  • ..har fået en praktikplads jeg selv har søgt ifb. med mit jobafklaringsforløb.
  • ..har lært en morgenrutine til en arbejdsdag.
  • ..er blevet bedre til at overholde mine hvil i løbet af en arbejdsdag.
  • ..er gået fra en 3 dages uge med 3 timer, til 4 dage med 4 timer på 3 måneder.
  • ..er blevet tilbudt at følge med min leder til en ny arbejdsplads og fortsætte min arbejdsprøvning dér.

 

Mere vil have mere

Jeg har tit følelsen af, at jeg ikke rykker mig en tomme.
At der ikke sker nogen (læs: nok) fremskridt og jeg generelt slet ikke når alt det, jeg bør.
Men når jeg kigger i min kalender, kan jeg jo se at der faktisk er sket noget siden sidste år.

For et år siden var jeg et markant andet sted i mit liv.
Min hverdag bestod overordnet set af at lære, hvordan jeg nu skulle koordinere mine dage for at holde smerteniveauet stabilt og finde nye måder at løse de huslige opgaver på.
I dag har jeg fået en bedre forståelse for min krop og fundet løsninger og rutiner til de mest basale daglige gøremål. Der er stadig mange ting, jeg ikke kan og det irriterer mig grænseløst hver eneste gang!

 

Perspektiv

Men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet det sidste år og tror derfor på der venter mere på min vej.
Jeg ved ikke, hvor vejen ender henne eller om jeg overhovedet er på vejen og ikke i sidesporet.

Men hvor mange kan også sige, at de ved det? Sådan rigtigt?
Der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor deres vej fører hen. De kan have en overbevisning, gætte, håbe og tro på, at deres handlinger fører dem bestemte steder hen. Men de kan aldrig rigtigt vide det.

I virkeligheden er det måske slet ikke så vigtigt, hvor vejen fører hen. Bare den er der og vi bevæger os.

Læs mere

Min træning efter 6 mdr.

Jeg har nu deltaget i det tilbud CEB kalder ¨Motion og Sundhed¨ (jeg kalder det træning/genoptræning i daglig tale og på min Instagram) i DGI huset hver tirsdag + torsdag formiddag i ca. 6mdr. og i går havde jeg min sidste træning med CEBs fysioterapeut på sidelinjen.

De sidste 12 uger har dog været markant anderledes end de første 12 uger.


 

I mit sidste indlæg om træning skrev jeg, at jeg ikke behøver en lur når jeg kommer hjem.
Dén stryger vi lige med en stor rød sprittusch!
Mine øjne ville ikke kunne holdes åbne, om så der var 17 spidsslebne tandstikker i hvert.

Det har været en kamp at indse, hvor meget energi jeg faktisk bruger på min træning selvom den kun består af øvelser. I min verden (inden ulykken) hed det benhård styrketræning 5-6 gange i ugen + cardio og ikke engang dér var det nødvendigt med en lur efterfølgende, så hvorfor skulle det dog være nødvendigt efter et par øvelser på en yoga måtte? Ej, det hang på ingen måder sammen i mit lille hovede!

Det jeg glemte/ikke ville indse var, at min krop havde fået et helt nyt startpunkt.
Efter knap 3mdr. i et korset der holder overkroppen fastspændt i alle døgnets 24 timer, var der ikke meget styrke tilbage i mit core, eller resten af kroppen for den sags skyld.
Jeg tror ikke man tænker over, hvor mange muskelgrupper der ikke må bruges når ryggen er sat ud af spil. Det hele er jo forbundet til ryggen, så da jeg fik korsettet af var det langt fra den krop, der blev pakket ind!
Der var mormor arme, slaske lår osv. og når de basser skal trænes op igen, er det med den forudsætning at ryggen også kan følge med og så det kan godt være benene kan klare 50kg. i benpres, men det nytter altså ikke noget når ryggen kun kan klare 20kg. Ryggen bestemmer, man kan ingenting uden den.
Dé aspekter havde jeg bare ikke skænket en tanke. Faktisk tror jeg slet ikke min prioritet lå i at få en stærk krop igen.. ikke for kroppens skyld i hvert fald. Jeg ville bare tilbage til mit gamle liv med min gamle krop, mine gamle evner og muligheder. Jeg ville bare gerne have mit gamle ¨jeg¨ tilbage.

Ignorant? Stædig? Blind? Overfladisk? I fornægtelse? Vælg selv, accepteret var situationen i hvert fald ikke.
Det er den stadig ikke helt, men jeg er tættere på i dag end jeg var igår.

Det har taget mig mange mdr. at indse, at jeg har nye forudsætninger for at træne nu og de skal følges, hvis jeg nogensinde skal have min gamle fysik tilbage. Selvfølgelig var jeg godt med på, at min ryg har været brækket og at genoptræning var nødvendigt, men derfra og så til rent faktisk at indse at det ikke er noget der ændrer sig foreløbigt og der ikke er noget at gøre for at fremskynde det, der er rigtig langt!

Jeg er så småt ved at forstå at en lur efter en træning er nødvendig. Jeg kan tydeligt mærke, at det gør en forskel for kroppen og det giver mig flere effektive timer i døgnet, hvilket i sidste ende er målet.


 

Selvom det ikke føles som om der sker noget, så er der faktisk sket store ting de sidste par uger!
Jeg har nemlig prøvet en lille del af det, jeg så inderligt brænder for at komme igang med igen;
Jeg har fået lov til at træne i et par maskiner!!

Endelig! En lille bid af rigtig træning! Nøj det har jeg ventet længe på! Jeg måtte også kigge med bedende øjne på min fys og forsikre hende om, at jeg nok skulle lytte til min smertegrænse og tro det eller ej, det har jeg faktisk gjort. Det er ikke en stang på ryggen eller håndvægte, men det har et strejf af min gamle træning og dét er et kæmpe skridt i den rigtige retning!

Jojo, jeg måtte træne i cirkeltræningen, men når man før var vant til at træne med vægtstænger osv. er de maskiner i cirkeltræning altså en ret så tam oplevelse!

Det er desuden en helt anden følelse, jeg står tilbage med efter en træning nu.
Det er en følelse, jeg kender fra længe siden. Jeg er træt på en helt anden måde, dén måde man kun kan være træt på når man har brugt kroppens muskler og ikke ¨kun¨ har prøvet at finde dem på en måtte.
Om dét så er fordi, kroppen har fået lov til at restituere efter træningen i form af en lur eller fordi det først er efter 4-5mdr. træningen generelt rykker mere på kroppen, tør jeg ikke sige.
Men det er en skøn følelse, at kunne bruge og mærke kroppens muskler på den måde igen.


 

Nu er min træningsperiode hos CEB slut og hvad skal der så ske?
Det er ret ligetil, jeg skal selvfølgelig fortsætte med at træne på egen hånd og det bliver både i et center og derhjemme med mine øvelser på yoga måtten og med den famøse gule elastik.

Min hjemmetræning er også blevet udvidet, jeg har nemlig fået nyt legetøj, YAY!

Jaja, den ser måske ikke ud af meget, men man skal ikke dømme denne lille sag for hurtigt. Det er en Booty Builder og den har det helt simple formål at sørge for, jeg får en røv man kan stable kopper på, so to speak.

Den holder ben/knæ på plads og giver modstand (alt efter stand bredde) når jeg kører air squat eller hip thrust med den, hvilket øger intensiteten og sørger for en super god kontakt til ballerne! Så jeg forventer en smækværdig røv indenfor 6mdr.s tid! Det er vel ikke for meget forlangt?

Det kræver selvfølgelig at den bliver brugt, men det er faktisk noget lettere at køre squat med den end at gøre det uden redskaber og så er det bare meget sjovere, når jeg kan mærke musklerne arbejde!

Det er faktisk en gave fra H. og så kan man jo vælge at tage det som et vink med en vognstang, eller tænke at røven bare er så smækker-lækker at der bare må og skal være mere af den!

Min største bekymring omkring at skulle træne på egen hånd er faktisk mig selv.
Jeg vil SÅ gerne hurtigt fremad, vil SÅ gerne have bygget en masse muskler på, tabe medicin fedtet og have en stærk krop! Gerne i går hvis det kunne lade sig gøre, tak.

Der er ikke længere en fys, der holder øje med mit niveau eller ser hvordan min krop reagerer to dage senere og derfor fjerner en øvelse eller sender mig hjem under dynen.
Det lyder jo fuldstændig latterligt. Jeg er 27 år, har et hus og to hunde så jeg burde faktisk være voksen nok til at tage vare på mig selv? Jeg forventer jo heller ikke, min mor tjekker om jeg har fået morgenmad.
I virkeligheden bliver det måske ikke så slemt. Jeg er da trods alt klar over, hvad jeg skal være opmærksom på og jeg har jo lært, at det gælder om at kigge længere tilbage end før for at se fremgangen.
Desuden ved jeg, hvad jeg risikerer at miste.
Ikke nok med at jeg ville være tvunget i en brak periode på min. nogle mdr. for derefter at starte helt fra bunden af, jeg ville ødelægge mine udsigter til at komme i praktik snarest og dét ville jeg ikke kunne bære!

Men.. jeg tror på, man skal have en målsætning og selvom jeg hjertens gerne vil sætte et mål, der hedder at kunne squatte med en vægtstang på ryggen inden for de næste tre mdr. ved jeg også, at jeg er for stort et konkurrencemenneske til at overholde kroppens grænser, hvis de skulle stå i vejen for at nå målet inden for de tre mdr. og dét har jeg simpelthen ikke råd til!

 

Sidste gang jeg skrev om min træning lød mit mål således:
¨Men jeg holder stadig fast i mit mål. Jeg vil lege med vægte igen, jeg vil stå med en vægtstang på ryggen, jeg vil mærke det syde i benene og jeg vil se min krop genvinde de muskler jeg mistede! Jeg er stadig lige så stædig som før, men jeg vælger at bruge det til at fortsætte i det rigtige tempo, så jeg kan nå mit mål!¨

Det mål har jeg stadig, men jeg er ved at indse at jeg er nød til at sætte nogle delmål, hvis ikke jeg skal blive utålmodig og gå for hurtigt frem fordi der er for langt til målstregen.

Mit delmål kommer til at handle lige så meget om min egen opfattelse af, hvordan min krop skal se ud.
Jeg trænede meget før ulykken og det bar min krop også præg af, derfor er mine tanker om den krop jeg har nu ikke videre søde. Men det var faktisk først en dag til træning med CEB, at det gik op for mig, hvor grimt jeg snakker om min egen krop.

En fra holdet af spurgte mig, hvorfor jeg altid træner i en stor trøje og jeg hørte mig selv begynde at forklare, at jeg sveder mere når jeg har en stor trøje på, så det var for at øge min forbrænding.. men jeg måtte stoppe midt i sætningen og tilstå:¨Det er faktisk fordi, jeg har trænet meget førhen så jeg har meget svært ved at være i min krop og føler mig ikke tilpas ved at vise min krop.¨
Hun kiggede på mig som om jeg lige havde sagt, at jeg ikke tror på global opvarmning og ja.. jeg ved udemærket godt at jeg ikke er overvægtig, men det ændrer altså ikke mine tanker når jeg står foran et spejl. Jeg er helt med på, at det er noget jeg skal arbejde med og det foregår ikke på en crosstrainer, det foregår i hovedet. Jeg skal vænne mig til at se min krop og det kan jeg kun, hvis jeg ikke pakker den ind.

Derfor er mit mål at træne i en tank top inden for de næste tre mdr.
Min træning drejer sig altså ikke kun om at acceptere, at det tager længere tid før jeg kan se en fremgang rent fysisk, men nu også om at acceptere min krop i hverdagen og føle mig tilpas i den, uanset tøj str.

Tal pænt, også til dig selv.

Læs mere