Ulykkesnatten

Dagene på hospitalet

Natten til søndag (dagen efter ulykkesnatten) når H. og jeg at sove to timer. Kl.9 om morgenen, kommer en læge ind til tjek op, mere smertestillende og en opdatering omkring min situation.

Lægen forklarer, at de stadig er i kontakt med afdelingen i Aarhus, for at finde frem til den bedste løsning for bruddet i ryggen. Hånden er de derimod sikre på skal opereres. Planen er at sætte en skinne ind, der skal gå hen over håndleddet og ca. 10cm ned ad armen, men de vil ikke operere hånden før de ved om ryggen også kræver en operation. Der er ikke andet at gøre end at vente..

Men ventetiden er ikke kun ventetid, det bliver hurtigt til en rutsjetur imellem følelserne.
Der kommer gentagende gange forskellige fra personalet ind og fortæller, at jeg skal opereres/ikke skal opereres. Hver gang er det et andet svar end den forrige. Til sidst stopper jeg med at lytte. Det er simpelthen for hårdt at skulle forholde sig til, at de vil skære min ryg op og rode rundt imellem det følsomme nervesystem det ene øjeblik, for det næste øjeblik at forholde sig til at de ikke kan operere.

Ventetiden går med besøg fra familie og venner. Selvom jeg løbende bliver pumpet med morfin og ligger helt fladt på ryggen, stadig iført den flotte gule nakkekrave og derfor ude af stand til at se vores gæster medmindre de står i den helt rigtige vinkel, er det stadig skønt at få besøg!

Der var flere mennesker, der valgte at smide alt de havde i hænderne for at komme og være der for H. og mig. De vidste, de ikke kunne sætte knoglerne eller sindet sammen igen, men de kunne være der og trække vejret sammen med os. Det betød mere end ord kan beskrive!

Konklusion på behandling af brud

Senere på dagen kommer speciallægen ind med en endelig beslutning. Han forklarer, at de har snakket en del frem og tilbage med afdelingen i Aarhus og at de er nået frem til, at bruddet i ryggen er forholdsvist rent og de derfor ikke vil operere.

Pyy.. ingen knive i ryggen i denne omgang! Men vent, hvad skal jeg så?
Jeg kan vel ikke bare rejse mig og løbe hjem?

Lægen begynder så at forklare, at jeg de kommende tre måneder skal have et specialstøbt korset på døgnet rundt for at stabilisere bruddet og sikre det heler pænt sammen. Men i første omgang skal hånden opereres og det skal ske under lokalbedøvelse.

Dvs. jeg skal være vågen under operationen, men hey hvor slemt kan det være? De bedøver jo nærmest hele armen, så det må da være forholdsvist smertefrit..? 

Og ja.. de bedøver hele armen. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at de rent faktisk skulle bedøve den først, altså lægge en blokade. Det er først, da de kommer med sprøjten på tre meter og kvalme, at jeg kommer til at tænke på den blokade de lagde i hånden, inden den skulle rykkes på plads dagen forinden.. Ganske rigtigt, det var ca. samme tur. Denne gang fik jeg bare nålen ned ved kravebenet og kunne de næste 10 sekunder (føltes som minutter!) mærke, hvordan lægen injicerede bedøvelsen. AV!

 

Min mor og H. købte en bamse til mig i hospitalets gavebod, jeg kunne have med under operationen. Jeg er ret imponeret over syningerne holdte til mit krampagtige greb om det stakkels plysdyr under bedøvelsen!

 

 

De kører mig ud i gangen, hvor jeg ligger og kigger på loftet. Det samme loft som var på værelset. Jeg kan hele tiden høre nye mennesker snakke og ud af øjenkrogen kan jeg se andre mennesker med slanger i næsen og hænderne, der bliver kørt i senge ligesom jeg. Nogle af dem er bedøvede eller sover, andre ligger med et tomt blik og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er sket med dem..?
Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da min seng begynder at køre og en stemme fortæller mig, at nu er de klar til mig derinde.

Under operationen bliver jeg ved med at falde i søvn nogle minutter ad gangen for så at vågne lidt igen. Hver gang jeg vågner, kigger jeg på uret og er sikker på der mindst må være gået en time, men der er kun gået minutter.. I de vågne minutter kan jeg høre, hvordan de arbejder i min hånd. Lydene kunne let forveksles med en almindelig sav eller boremaskine, så tanken om det var min hånd de har gang i, bragte billeder frem på nethinden fra dårlige gyserfilm.. De havde heldigvis hængt et lyseblåt hospitalspapir for, så jeg ikke kunne se massakren. Jeg kunne ¨kun¨ mærke skulderen bevæge sig, hver gang de rykkede lidt ekstra i hånden.

Alt taget i betragtning, så syntes jeg egentlig, at jeg tog det i okay stiv arm.
Men da en af stemmerne spørger efter en brænder, beder jeg alligevel om at få skruet op for musikken i mine hørebøffer. Det havde jeg trods alt ikke lige behov for at høre mere om!
Efter 1-1.5 times tid, begynder de at sy hele herligheden sammen. Dén lyd som en hårdt spændt sytråd giver, når den bliver strammet igennem huden, får negle på en tavle til at lyde som et drengekor ved juletid!

Natten derpå

Om aftenen får jeg lidt ekstra at sove på og lægen fortæller, at jeg vil vågne i løbet af natten med smerter i armen når blokaden aftager. Når det sker, kan jeg lige så godt ringe på klokken efter smertestillende med det samme, for det kommer til at gøre ondt og smerten aftager altså ikke.

Jaja, de har jo alverdens sjove sprøjter, så det får de vel hurtigt droslet ned på et tåleligt niveau?

Lægen fik (sjovt nok) ret og sjældent har jeg da oplevet noget så ubehageligt!

Jeg våger hurtigt op med stærke smerter i armen og når kun lige at tænke, at det måske ikke er så slemt som han gjorde ud af det, inden blokaden aftager helt og jeg virkelig kan mærke, at jeg lever endnu. H. vågner fluks af min klagesang og får ringet på klokken. Der kommer en sygerplejerske og giver morfin igennem kateteret i hånden, men der går ikke længe, før jeg kan konstatere at det så absolut ingen virkning har haft. Jeg giver det alligevel lidt tid til at virke, der er jo ingen grund til at belemre personalet unødigt. Jeg prøver også at beherske lydniveauet, så jeg ikke vækker de andre på stuen med mit piveri, men jeg må give op og ringe med klokken igen. Det er den samme sygeplejerske som før og hun giver et skud morfin mere og siger at nu burde den være der og siger godnat.

Det blev så bare et nej.. Faktisk blev det et kæmpe nej!

Jeg ligger stadig og vrider mig og smerten har ikke engang aftaget. Til sidst må vi ringe efter sygeplejersken igen, der er noget forbløffet over jeg ikke er faldet i søvn endnu. Hun giver et godt skud morfin igen, kigger indgående på H. og siger at han lige skal holde med mig, indtil hun kommer tilbage igen.

Hér falmer min hukommelse så lidt.. Heldigvis har H. HELT styr på denne del,
da det vidst har været ret så underholdende at se/høre på!

Jeg har stadig gang i min klagesang, men kort efter det sidste skud morfin begynder der (endelig) at ske noget. Så henover fem sekunder falmer min klagesang gradvist for til sidst at ende ud i en mumlen og bum. Helt væk. Så dér ligger jeg, i den dybeste søvn. Alt imens sidder H. måbende ved siden af i stolen og har lettere svært ved at tro sine egne øjne.

Dagen efter finder lægerne ud af, at de stærke smerterne i hånden (udover det faktum, at de har rykket rundt i den på operationsbordet og boret flere skruer og metal ind i knoglen) skyldtes, at gipsen var bundet for stramt om min hånd. De klipper den op og det tager lige toppen af trykket, så jeg kan begynde at slappe lidt af i hånden igen.

Eller det troede jeg i hvert fald.. For kort efter kommer der en fra personalet, som vil tage mit blodtryk. Selvom jeg får blodfortyndende hver morgen med et (møghamrende svidende) stik i maven, er det jo ikke ens betydende med at alt er som det skal være. Så blodtrykket skulle måles og det var i og for sig fint med mig. Men.

På trods af, at min hånd stadig var gul efter operationen og jeg desuden havde gips fra skulderen ned til knoerne, valgte damen alligevel at sætte klemmer på to af fingre på højre hånd. AV.
På en eller anden måde formåede jeg faktisk at sluge alle de sarkastiske kommentarer, jeg mest af alt havde lyst til at smide i hovedet på damen og fremstammer et:
¨Er der ikke evt. mulighed for, at tage den anden hånd istedet?¨

Okay måske lettere spydigt og sarkastisk. Men alt taget i betragtning (særligt for mig) synes jeg, jeg formulerede mig ekstremt pænt.

Hendes kollega var heller ikke udpræget imponeret over hendes fejl 40. Der blev sendt et skarpt blik med meldingen ¨ja, det var så ikke skidesmart.’
Og så var det vidst diskuteret færdigt.

De efterfølgende dage på hospitalet

H. blev udskrevet om mandagen, men vælger at blive på hospitalet selvom det betyder at han må sove i en stol ved siden af min seng. Ikke ligefrem den mest komfortable måde at sove på og jeg beder ham flere gange om at tage hjem og få en god nats søvn i en seng, men dét fik jeg ikke meget ud af! Faktisk var det i det hele taget mere eller mindre umuligt at få ham til at forlade min side. Selvom det er meget ridderligt, at ville vogte over sin prinsesse i nød, så var der ikke noget jeg ønskede mere, end at han vil forlade hospitalet et par timer. Bare en gang imellem. Derfor var jeg mildest talt lettet, da en besøgende kammerat inviter ham ned i byen til frokost og jeg forsikrer ham om, at jeg sagtens kan klare mig imens!

Det lyder måske ikke særligt sødt.. men nu skal du huske, at H. og jeg ikke havde set til hinanden særlig længe og hvis du har været i et forhold så tænk lige tilbage på opstartsfasen, hvor det hele er nyt og man ikke er lige komfortabel på alle punkter.. Hvis du har været på stærkt smertestillende, så har du nok nærmest regnet ud hvor vi ender henne og sidder sikkert med ansigtet begravet i trøjen pt., bare bliv dér så, det bliver ikke kønt..

Jeg venter til de har forladt rummet. Forestiller mig, hvordan de går ned ad hospitalsgangen og hvor langt de kan nå, imens jeg tæller sekunderne. Da jeg er sikker på, de er på behørig afstand, slapper jeg af i kroppen og så skal jeg ellers love for der ikke er meget prinsesse over situationen længere. Morfin, særligt flydende, er absolut ikke noget der har en positiv virkning på tarmsystemet. Jeg har en mave, der er helt hård af al den sammenpressede luft, der er blevet holdt inde i en umenneskelig tid og kæmper for at komme fri og forpeste omgivelserne. Og nej, det er ikke muligt at lave en sniger imens ens gæster er på toilettet, som desuden også er i et lille rum i stuen. Nej, nej.. med morfin får man hele pakken så der er en volumen, som ville få de fleste håndværkere til at tabe sokkerne. Faktisk tror jeg nogle gange, der er en decideret konkurrence om hvem på stuen, der kan præstere mest eller vække flest af de andre på stuen.. Jeps, man kommer hinanden ved på et hospital.

 

Ondt i stoltheden

Trods al tå krummeriet over morfinmaven, er det alligevel en anden episode, der har printet sig ind i min hukommelse og stadig giver mig lyst til at kravle hen i et hjørne og vugge sagte i fosterstilling.

Jeg lå som sagt fladt på ryggen konstant og kunne ikke røre mig ud af flækken. Så når det kom til personlig hygiejne, var det heller ikke noget, jeg selv kunne klare derfra. To sygeplejersker og fortæller mig, at de skal give mig et bad. I første omgang bliver jeg super glad, for helt ærligt så duftede jeg altså ikke ligefrem på samme måde som da jeg tog hjemmefra lørdag. Min lykke er kort. De forklarer, at et bad for mig pga. bruddet i ryggen består af en etage vask med klud..
Jeg får en klump i halsen og er mildest talt voldsomt udfordret af tanken om, at de skal køre en klud henover hele min krop og i samtlige sprækker og revner. Men jeg bevarer roen og beder H. forlade rummet. Nej, det var ikke nok at han kunne stå bag gardinet, han skulle helt ud af rummet. Faktisk skulle han helst forlade hospitalet, men det beder jeg ham trods alt ikke om.

De klæder mig af og går i gang. Jeg stirrer intenst op i loftet og bider tænderne hårdt sammen, fast besluttet på at tage situationen med oprejst pande. Men jeg mærker hurtigt, hvordan tårerne triller ned ad kinderne og jeg kan ikke stoppe dem. Det er SÅ nedværdigende, at ligge fuldstændig handlingslammet på ryggen og få vasket hele herligheden med en klud.
De søde sygeplejersker gør hvad de kan, for at gøre situationen mindre pinefuld for mig, men jeg kan på ingen måde holde ud at være i mig selv eller min krop. Jeg er så kropsforskrækket, at jeg har umådeligt svært ved bare at klæde om i fitness centret, så det overskred på alle måder mine grænser, at blive vasket mellem ballerne af to fremmede mennesker.

Det tragikomiske ved det hele er, at det eneste jeg har lyst til efterfølgende er at vaske ¨oplevelsen¨ af kroppen igen. Det er selvsagt umuligt, så jeg sætter en Disney film på i håbet om at det kan få mig på andre tanker indtil det næste punkt på dagsordenen. Endnu en snak med lægen.

 

Opdatering fra lægen

Efter et par Disney film, kommer lægen med en opdatering. Jeg er mildest talt utålmodig og lettere optimistisk i min forestilling om, hvad jeg kan og hvornår..
Lægen forklarer mig gentagende gange, at jeg skal udsætte min praktik periode og dét falder ikke i god jord, for det ville betyde at jeg ville komme et år bagud med min uddannelse. Jeg forklarer ham at jeg sagtens kan køre 150km om dagen og sidde 8 timer på en kontorstol, ellers kunne jeg vel stå op en gang imellem? Desværre var der ingen vej udenom.. med ryggen og højre hånd sat ude af spil og et medicin skema, der kunne få en hest til at falde i søvn, var det fuldkommen umuligt.

Tirsdag skulle jeg finde ud af præcist, hvor umuligt det ville blive at starte i praktik.
Der skulle jeg nemlig op at stå for første gang siden ulykken.

Der kommer bandagister ind fra Holstebro, for at tage aftryk til et specialstøbt korset og det kan sammenlignes lidt med dengang i 2. klasse, hvor man skulle lave aftryk i billedkunst.
Husker du lugten? Forestil dig at have ligget fladt ned på ryggen i tre dage og blodet derfor ikke har forladt hovedet i samme tidsrum og din eneste opgave er at rejse dig (med en brækket ryg) for at få taget et gips aftryk imens dén lugt langsomt fylder dit hovede.
Jeg får naturligvis hjælp til at komme op at stå af personalet og bliver placeret ved et højt gangstativ, her begynder de så at klaske gips på fra hofte til bryst. Jeg bliver hurtigt utilpas og det sidste jeg husker er lægen, der gentagende gange kalder mit navn og knipser foran mine øjne.

Jeg vågner op halvvejs liggende på en seng med den mandlige bandagist bag mig med et meget forvirret blik og hænder der med al tydelighed indikerer, at han altså ikke prøver på noget.

Det er alligevel første gang, jeg er vågnet op med en fremmed mand i min seng,
men så kan jeg jo krydse dét af på listen.

De to andre kæmper for at få mig tilbage i sengen og jeg når kun lige at ramme den inden reaktionen på min første gåtur efter ulykken kommer. Heldigvis havde personalet forudset det og står klar med en pose så jeg kan brække mit saftevand op igen i ro og mag.
Jeg når knap nok at blive færdig med min ofring, inden bandagisten kommer med en mappe og siger:

¨Nå, nu kommer det sjove. Vi har forskellige designs og print vi kan give dit korset og der er frit valg!¨

Hun bladrer igennem mappen og der er ganske rigtigt et bredt udvalg med alt fra fodbolde til farverige sommerfugle. Jeg er mildest talt ikke ved mine fulde fem og da hun bladrer om til et nyt design og siger at dén kunne være rigtig flot til mig tror jeg mit svar er noget i stil med: ¨Det lyder fint, du fyrer den bare af!¨

Min eneste interesse ligger i at få lidt fred, så på dét tidspunkt kunne jeg ikke være mere ligeglad med om det er tykke giraffer eller en oversigt over den danske kongerække der er på det design, bare jeg kunne få ro! Det virkede. Hun smilede, gik med mappen og jeg fik ro.

 


To dage senere (torsdag), skulle jeg hente mit korset og have det tilpasset. Det er også her jeg finder ud af, hvad det nu lige var jeg havde sagt ja til og.. ja du kan jo selv bedømme

De fleste kvinder er med på hvad sådan et sag gør for overkroppen og selvom jeg tog tilbage efter en uges tid for at få skåret mere af i toppen (så jeg kunne trække vejret uden at få mine bryster i munden), ja.. så var det altså ikke nemt at føle sig tilpas med sådan én på i offentligheden.


 

Dagene på hospitalet går med at lære alle hverdagstingene forfra.

  • Lægge sig i sengen
  • Rejse sig fra sengen
  • Tage tøj på
  • Hælde vand op

Ja, listen er meget længere, men pointen er vidst slået fast.. Der var en del!
Derudover var der selvfølgelig også en del tjek up og genoptræning af hånden.

 


Onsdag aften, efter en masse forvirring på hospitalet, kan vi endelig tage hjem! Og når jeg skriver hjem, mener jeg hjem til mine forældre. Det var fuldstændig urealistisk, at jeg kunne tage vare på mig selv eller at én person ville kunne klare den opgave alene. Så den opgave tog min fantastiske familie på deres skuldrer.

Mine forældre har stillet en af bilerne på hospitalet, så Henrik og jeg kører hjem til dem sent onsdag aften, ad den selv samme strækning som vi kører på ulykkesnatten.
Det er lige så mørkt som det var aftenen fire dage forinden, hvor alt ændrede sig.
Tankerne flyver rundt. Men af en eller anden grund er jeg ikke bange, jeg stoler fuldt ud på Henrik.
Jeg fokuserer kun på to ting:

  1. At sidde så stille som muligt og undgå stærkere smerter
  2. H.

Jeg sidder helt stille og er opmærksom på hver eneste opbremsning, opstart, gearskift, sving, bump, togskinner o.l. simpelthen fordi alt kan mærkes.

Jeg er meget opmærksom på, hvor hårdt det må være for Henrik at skulle køre mig hjem til mine forældre, i deres bil, ad selv samme strækning som vi fire dage forinden kørte galt på og jeg tager hatten af for, at han bed tænderne sammen og kom op på hesten igen så hurtigt!! Vi bliver modtaget hjemme hos mine forældre med åbne arme, og et klargjort værelse. Det værelse der skulle blive vores hjem de næste måneder.
Jeg er lykkelig for endelig at være kommet væk fra hospitalet og mest af alt er jeg lykkelig for at have en familie, der smider alt for vores skyld!


 

Jeg er blevet hevet ud af en brændende bil, kastet rundt imellem alverdens maskiner, blevet opereret, fået min stolthed knækket flere gange og jeg har ingen anelse om hvad jeg kan forvente af fremtiden..
Jeg er kort sagt fysisk og mentalt udbrændt!

Men dén aften kan jeg falde i søvn hånd i hånd med H. og det får alt andet til at visne i baggrunden.

 

Ulykkesnatten

D.1. februar 2014 kl.23.58 blev der ringet 112 med meldingen om et biluheld, der viste sig at vende op og ned på hele mit liv.

Aftenen begyndte som enhver anden lørdag aften i mit liv.
Jeg var bartender og skulle på arbejde den nat. Det samme skulle dørmanden H, som jeg så en del til, og den aften skulle vi følges til arbejde.

Da vi sidder i bilen, beder jeg H om at tage sele på. Han var mekanikerlærling på det tidspunkt og havde derfor en træls arbejdsskade med at glemme selen, fordi de på værkstedet tit kører bilerne få meter ad gangen. Den aften måtte jeg bede ham om at tage selen på to gange og har lige siden været taknemmelig over, at jeg lagde mærke til han ikke gjorde det første gang!

 

Bilulykken

Vi kørte den velkendte strækning mellem Herning og Skjern og jeg sad dybt begravet i det nye drinkskort på min telefon, da jeg får en ubehagelig fornemmelse af, at bilen drejer på en uvant måde.
Idet jeg kigger op, kan jeg se at bilen er halvvejs ovre i den modsatte kørebane.
I det øjeblik tror jeg ikke, at jeg har forstået hvor seriøs situationen er. Det går først op for mig, da jeg ser hvordan H hurtigt drejer rattet højre rundt. Vi kører tilbage mod vores egen kørebane og jeg mærker, hvordan bilen nærmest glider hen over vejen.

De næste sekunder sker alt med lynets hast og alligevel, er det nogle af de længste sekunder i mit liv.

 

Jeg har allerede taget et fast greb i håndtaget i dørsiden og mine ben er hårdt spændt mod bunden af bilen for at kunne ¨stå stille¨ når bilen glider over vejen. Jeg når kun at sige ¨Henrii..ik¨ inden jeg mærker suget i maven, der fortæller mig at nu går det galt.
Det sidste jeg ser er grene, der bryder frem i mørket og kradser imod forruden inden alt bliver sort.

Når jeg tænker tilbage på dette øjeblik, ser jeg i slowmotion hvordan vi fortsætter ud over vejgrøften mod grenene. Jeg kan næsten genskabe den følelse af vægtløshed i bilen, i hvad der føles som flere sekunder, men i virkeligheden kun har været brøkdele af et sekund.

Minutterne efter

Jeg vågner (som jeg husker det) kort tid efter sammenstødet og der er en tung støvsky foran mig. Jeg kan svagt høre at H kalder på mig, han siger vi skal ud og vi skal ud NU! Jeg er konfus i hovedet og får fremstammet at jeg gerne bare vil sove, men Henrik virker helt klar i øjeblikket og gentager kraftigt, at vi skal ud af bilen, NU. Jeg blinker med øjnene og prøver at komme til fuld bevidsthed imens jeg tager fat i bilens dørhåndtag, men der sker intet da jeg forsøger at åbne døren. Jeg kigger ned og ser at bildøren er bulet, prøver igen at åbne den, men igen sker der ingenting…

H gør det klart, at det ikke går hurtigt nok. Jeg kan høre bekymringen i hans stemme, der fortæller mig at det ikke er fordi han er utålmodig, at han skynder på mig og dét får mig til at vågne lidt op af min tåge.

 

Ud af bilen

Jeg forklarer, at jeg ikke kan åbne døren og jeg når knap at færdiggøre min sætning, før H har taget et greb omkring mig og hiver mig tværs gennem bilen.

Hvordan han kunne gøre det i ét træk forstår jeg stadig ikke. Han når knap halvvejs inden jeg vågner lidt op af min udmattelse og skriger i smerte, da han trækker mig hen over gearstangen og ud på det fugtige græs i grøften. Men end ikke herefter får jeg lov til at sove.
Jeg mærker Henriks hænder, der fast besluttet skubber mig op ad en bakke med jord og græs. Jeg er ikke sikker på, hvor vi er på vej hen for det er mørkt og jeg kigger direkte ned i græsset foran mig, imens jeg borer mine hænder ned i jorden for at få et fast greb, så jeg kan hive mig op ad den stejle bakke.

Jeg kommer op ad bakken og op at stå, men pga. udmattelse fra turen op ad, hvad jeg nu kan konstatere må være en dyb grøft, kommer jeg kun halvvejs op at stå og står foroverbøjet med armene hvilende på mine knæ. Kort tid efter kommer H. Jeg griber hans arm og knuger den ind til mig som støtte og kommer i tanke om, at jeg har glemt min pung og mobil i bilen. Jeg kigger ned mod bilen og først hér går det op for mig, hvorfor H havde så travlt med at komme ud af bilen..

Der står flammer op fra forenden på bilen, som lyser den ellers helt mørklagte vej op. Idét jeg kigger ned på på bilen, sker der en mindre eksplosion og ilden spreder sig til hele bilen, den lyd glemmer jeg aldrig.

Det er på ingen måde så vildt som i de action scener man ser i film, det foregik ret roligt, hvis man kan sige det sådan? Det kan selvfølgelig også bare være pga. tågen for mine øjne, men sådan syntes det for mig lige dér.

Hjælp på vej

H går ud på midt på vejen for at stoppe en forbipasserende bil, men trods en helt mørk landevej, kun oplyst af flammerne fra vores bil, kører bilen i en stor bue udenom H og fortsætter ufortrødent..

Jeg er for træt til at være vred over førerens tankeløse handling og tænker kun på at sove, men jeg kan ikke komme ned at ligge, for jeg kan ikke bevæge mig. Jeg står som frossen fast, stadig foroverbøjet med armene på knæene for at holde mig delvist oprejst og jeg har svært ved at se klart.

Jeg lukker øjnene og da jeg åbner dem igen, kan jeg høre nye stemmer. Jeg mærker nogle, der tager min arm og begynder at stille spørgsmål:

  • Hvad hedder du?
  • Var der andre i bilen?

De samme spørgsmål igen og igen..

Jeg kan høre, at H står et sted i nærheden og snakker med nogle andre, men jeg kan ikke se ham.. jeg kan ikke se andet end et par svagt stjerne-lignende omridser foran mig. Der kommer flere for at holde mig oprejst og jeg hører, dem diskutterer hvorvidt jeg skal ned at ligge eller om det er uforsvarligt. Dét har jeg selv svaret på for hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at komme ned at ligge!

De får mig ned at ligge og nu mærker jeg, hvordan min højre hånd pludselig begynder at gøre ondt. Meget ondt! Heldigvis går der ikke længe herfra, inden ambulancen ankommer og så går det hurtigt.

 

Ambulancefolkene tager over

De stiller først de velkendte spørgsmål for at tjekke, om jeg nu er klar i hovedet. Hvis jeg ikke var klar i hovedet, så blev jeg det i hvert fald i næste øjeblik, hvor de vil til at klippe min jakke i stykker, hvilket jeg mener er dybt unødvendigt for den kan jeg sagtens selv tage af!

Det var min yndlingsjakke og man tænker altså ikke ligefrem rationelt i sådan en situation.

Den stakkels unge fyr, der møder min protest kigger forvirret op på, hvem jeg må formode er indsatslederen, der forklarer mig at den jakke skal forsikringen nok erstatte og at den vidst ikke er så vigtig situationen taget i betragtning. Modvilligt lader jeg dem klippe jakken i stykker og de får de mig i en nakkekrave, op på et spineboard og ind i ambulancen. H kommer i en anden ambulance og jeg når ikke at se, hvordan han har det inden de kører mig afsted.

I ambulancen skal jeg svare på en masse spørgsmål omkring min generelle helbredstilstand og mine allergener. Imens bliver jeg ved med at forklare dem, at jeg altså skal på arbejde, men dét mener de nu, at jeg godt kan aflyse. Så de fortsætter imod Herning Hospital.

 

På hospitalet

Alt med lynets hast! Jeg bliver modtaget af mindst fem mennesker inkl. en ung mandlig elev, bare lige for at toppe oplevelsen (ironi kan forekomme). De klipper alt tøjet af mig, men trods et par sprøjt morfin i ambulancen er jeg klar nok i hovedet til at forklare dem, at min bh altså er ret dyr så den må de godt lige skåne.

Igen… måske ikke den mest rationelle tankegang fra min side, det kan vi godt blive enige om.

Undersøgelser

Efter at have klippet alt mit tøj i stumper og stykker (bortset fra min bh) giver de mig et tyndt tæppe på og så går turen ellers ind og ud af alverdens maskiner, for bl.a. at tjekke for brud og indre kvæstelser. Hver gang jeg skal ind/ud af en maskine, er de fire-fem mennesker til at rykke mig via. et stykke plastik, Men uanset hvor roligt, langsomt eller hurtigt de forsøger at rykke mig, gør det pinefuldt ondt!

Jeg græd og jamrede, det jeg havde energi til, imens de rykkede mig fra maskine til maskine. Hver gang jeg var placeret trillede tårene stadig i en lind strøm, men jeg huskede at takke personalet hvér gang, for jeg vidste de kun gjorde det for at hjælpe og jeg kunne se de gjorde deres bedste.

 

Svar på undersøgelserne

Efter en masse ture ind og ud af maskiner, får jeg at vide at mine forældre er kommet og jeg kan komme ind og hilse på dem i den stue, hvor Henrik også ligger. Jeg bliver kørt ind på stuen og kan konstatere, at min mor tager situationen med ophøjet sindsro. Så kan jeg jo også gøre det, for mor har altid ret! Kort efter kommer der en læge med svarene på mine prøver. En melding som jeg knap 3 år efter, stadig arbejder på at forstå konsekvenserne af:

 

¨Du har brækket rygget og drejeleddet i højre hånd. Vi samarbejder pt. med afdelingen i Aarhus for at finde frem til den bedste behandling for dit brud i ryggen.¨

 

I dét øjeblik ser jeg det ikke som værre end en brækket arm. Det kunne vel hele og så ville alt blive fint igen? Jeg er også overbevist om, at jeg sagtens kan starte i virksomhedspraktik om mandagen som planlagt, så jeg tager det ret roligt. Jeg har selvfølgelig også fået et par skud morfin via. drop, så kvaliteten af min dømmekraft på daværende tidspunkt kan diskuteres.

 

Hver sin grænse

Den næste nyhed tager jeg så, mildest talt, voldsomt dårligt! Inden lægen går fortæller han, at fordi jeg ikke må komme op at stå, inden de har afklaret om jeg skal opereres eller ej, skal jeg have et kateder op i, ja… fordi jeg jo ikke kan komme på toilettet..

Jeg nægtede! Faktisk tror jeg, mit direkte svar var noget i stil med:
¨Det bliver så et kæmpe nej! Jeg kan godt selv gå frem og tilbage, intet problem! Jeg skal ikke have noget som helst, nogen som helst steder hen! Tak, men nej tak!¨

Den stakkels sygeplejerske prøver kort at forklare mig, at jeg ikke kan gå frem og tilbage, hvortil jeg forklarer hende, at så behøver jeg slet ikke komme på toilet. Her træder min mor i karakter og siger, at jeg bare gør som de siger! Så jeg bider tænderne sammen og prøver at bevare hvad der er tilbage af min værdighed, mens de gør deres arbejde.

Den dag i dag er jeg stadig lykkelig for al den kvalme morfinen gav mig, så jeg ikke havde lyst til mad og dermed ikke fik brug for mere end ét kateder!

Det er også hér jeg møder Hs bror for første gang, så kan man snakke om et alternativt første møde! Jeg ligger fladt på sengen iført intet andet end et meget tyndt tæppe over mig, en gul halskrave og selvfølgelig det famøse kateder, pænt goddag!

 

Behandling af hånd

Heldigvis skal jeg ind til en speciallæge, for at få rykket min hånd på plads igen og ja, det gør lige så ondt som det lyder. Lægen kigger på min mor og forklarer at hun skal lægge en lokalbedøvelse inden hun rykker den på plads og at det kommer til at gøre ondt! Med de ord, og synet af sprøjten, er min mor den der har forladt rummet. Lægen havde ret, det gjorde ondt, det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Jeg får en lille pause, så bedøvelsen virker og min mor kommer ind igen. Hun havde hørt min klagesang ude på gangen og kunne derfor konstatere at nu måtte lægen være færdig.. Meeeeen, lægen skal også lige rykke hånden på plads og det er heller ikke ligefrem en smertefri oplevelse. Hun prøver ellers at forklare om den lille skærm, hvor jeg kan følge med i røntgen udgaven af massakren, men det er nu ikke noget jeg har overskud til at følge med i.. Det er heldigvis forholdsvist hurtigt overstået og efter et par meter gips kan jeg komme tilbage til stuen og snakke med familien, der venter.

Jeg husker ikke hvad klokken er på dette tidspunkt, men det havde været en meget lang nat for alle parter. Derfor gik der heller ikke længe inden familien vendte snuden hjemad, så alle kunne få lidt søvn.

 

Den første stille morgentime

Alle er kørt hjem og Henrik og jeg kan have vores første private samtale efter ulykken. Vi ligger i hver vores seng og jeg ligger på ryggen med halskrave på, så jeg kan ikke se eller røre ham, men jeg kan høre ham. Selvom vi har haft en meget lang nat med en masse input kan jeg afsløre, at man ikke behøver ligge sammen eller sige mere end få ord for at fornemme hinanden.