Jeg er lige kommet hjem fra job og sidder pt. i sofaen, uden bukser og bh, med et tæppe, der er snasket godt og grundigt ind i kødben og hundesalv. Men jeg orker på ingen måde hente en dyne eller bevæge mig i seng, det kræver energi jeg ikke har. Tårerne triller stadig og jeg ryster på hænderne i frustration. Lilo ligger krøllet sammen på sin vante plads imellem mine knæ under tæppet og Stitch ligger halvvejs ovenpå mig. De kan altid mærke når der er noget galt.

De sidste to uger har jeg forsøgt at øge mit timeantal på jobbet med 30min. tirsdag og fredag. Jeg syntes faktisk det gik helt okay. Jovist.. jeg havde lagt mærke til, at jeg ikke havde overskud og det gik bl.a. ud over min genoptræning og husholdningen. Men det er stadig i opstarten og så kan jeg vel ikke forvente andet end en anderledes reaktion fra kroppen?
Alligevel undrer jeg mig over, hvor min energi er svundet hen.

Tænk tilbage.. hvad har du gjort anderledes?

  • Kan det være pga. min fritid?
  • Har jeg haft for mange planer i weekenden?
  • Kan det være pga. dårlig nattesøvn?
  • Er det bare indbildning?
  • Er jeg bare doven?

Jeg kan oprigtigt talt kun svare nej. Jeg har nærmest ingen planer haft og hvis der har været planer har det været i omgivelser, hvor jeg kunne gå ind for mig selv (uden dårlig samvittighed) for at hvile.

Indsæt pause her. Jeg har fået pusten igen, så nu kan hoppe under dynen og hvile mine røde øjne.

H. har lige vækket mig. Jeg er slet ikke klar til at komme op og jeg er slet ikke klar til at komme væk fra mit skjul under dynen. Men klokken er 17 og H. ved, at hvis jeg sover for længe giver det en dårlig nattesøvn. Så jeg blev hjulpet (læs: trukket) op og sidder igen i sofaen.

Forklaring følger

Det er vidst på tide med en forklaring på min lille sammensmeltning.
Kender du det hvor koncentrationen svigter? Ikke bare som, hvis du har en dyb samtale og pludselig får øje på et skilt med -75% i din ynglingsbuitk. Nej, den type koncentrationsbesvær, hvor den mest simple opgave bliver komplet umulig. Sådan havde jeg det i dag.

Jeg skulle fortsætte på en opgave fra i sidste uge, en meget basic opgave med at redigere størrelsen på nogle billeder til web. En opgave som jeg løste 10-15 stk. af i fredags. Det burde være lige til at gå til, det var det sådan set også, men mit hovede kunne ikke følge med. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg skulle. Ikke bare lige fra starten. Men jeg glemte det midt i en beskæring. Flere gange ved hvert billede.

Behøver jeg at sige, det tager lang tid at løse en opgave så?

Det er så grundlæggende for min uddannelse og mit arbejde, og alligevel gik jeg i stå hver gang.
Bare for at toppe den, så var der mange billeder som ikke levede op til den standard jeg (håber jeg da) normalt leverer. Det var SÅ frustrerende!! Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det? Jeg ved jo godt hvordan. Jeg kan bare ikke. Og det giver på ingen måde mening, at jeg ikke kan gøre noget som jeg dybest set godt ved, hvordan jeg skal gøre!
Uanset hvor mange dybe vejrtrækninger jeg tog eller hvor hårdt jeg spærrede øjnene op, så nyttede det ikke noget. Jeg kunne stadig ikke klare opgaven. ¨Jeg kan ikke.¨
De tre små ord gør så ondt at få over læberne og der ryger en flig af min stolthed hver gang.

Dyyyyyyyb vejrtrækning. Okay. Hold tårerne inde og sig til din leder, at du er nød til at tage hjem. Du ved det jo godt og du vil heller ikke have, han skal tro dét her er dit niveau.

Jeg fik det sagt. Eller.. faktisk sagde jeg ¨Det duer ikke i dag, det bliver bare et nej herfra.¨  Leveret med en halvt grådkvalt stemme og for meget vand i øjnene til at det kunne skjules.
Flot Sanne, virkelig flot.. der røg den professionalisme.
Min leder var, som altid, top forstående. Han tilbød endda at køre mig de 1.5km. hjem, hvis jeg ikke var tryg ved at køre selv. Jeg kørte selv, men hold nu kæft hvor er jeg priviligeret!
At blive mødt med sådan en forståelse på sin arbejdsplads, det er guld værd. Intet mindre!

Og her tror jeg, at jeg vælger at ende mine tanker.
Alle mennesker har øv-dage. Det der betyder noget er, hvordan vi vælger at se tilbage på dem.

Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *