Det er nu godt en måned siden, jeg startede mit jobafklaringsforløb og jeg har ikke ligefrem været den bedste til at komme med updates her på bloggen, der har ca. være nul, sorry!
Men jeg har haft (og har stadig) min fulde fokus på mit forløb, så det får al min energi.

Det er selvfølgelig fordi jeg skal finde ud af, hvad jeg kan tilbyde på arbejdsmarkedet og det vil jeg gerne have går så godt som muligt (jeg jagter stadig karrieren) og så er der altså bare ikke plads til et almindeligt liv ved siden af. Jeg har været hooked fra den første dag, men i denne uge har det taget nye højder!


Jeg startede ud med 3×3 timer i ugen og jeg må ærligt indrømme, at jeg var meget overrasket over, hvor hård starten var! Jeg var helt død efter de tre timer, så når jeg kom hjem røg bukser og BH af og så var det ellers direkte under dynen 1-2 timer! Resten af dagen gik med hvil på sofaen og en gåtur med mine basser.
Det blev lige så stille bedre og nu er jeg oppe på 3×4 timer i ugen, YAY!
Det gik helt okay den første uge, men jeg må indrømme at jeg har det pænt stramt for tiden.
Kroppen opfører sig som en forkælet møgunge i Netto, der ikke må få sit 17. sæt nattøj med Frost. Ja, det skrev jeg lige. Desværre fortsætter kroppen i typisk toddler stil med sit hysteri indtil den faktisk får sit 17. sæt nattøj med Frost på. Det er selvfølgelig ikke nok for kroppen med et nyt sæt nattøj.
Gid det var! Måske jeg skulle give det et skud, just in case?

Så.. derfor er der skruet ned (læs: slukket) for ca. alt andet end praktikken og selvhjælp til skroget.

Det føles ret dumt at skrive det er hårdt at arbejde 12 timer i ugen, men det er nu engang min virkelighed pt. Heldigvis er der ingen der siger, at det er min virkelighed næste år.

Så selvom jeg kun arbejder 12 timer i ugen, har der derudover simpelthen ikke været overskud til andet end mine gåture og hvil. Al min energi er gået til arbejdet og at passe på kroppen, men det er helt okay.
Det er noget jeg vælger, fordi det er dét jeg vil.


Det slår mig lige at jeg slet ikke har forklaret, hvad det egentlig er jeg arbejder med?
Helt kort forklaret, så sidder jeg med markedsføring på Facebook, Pinterest og Instagram, hvilket både er indenfor min uddannelse og mit interessefelt, så det passer mig helt perfekt!

Nå.. men det sidste nye er så, at jeg skal lave et blogindlæg hos Creativ Company!
Jeg blev spurgt, om det var noget jeg kunne have lys til og selvfølgelig er det dét!

Hvad skal jeg så skrive om?
Fedt du spørger! Jeg skal simpelthen lave bolsjer og skrive et blogindlæg om min oplevelse med det. Ja, den er god nok, ret lækker opgave ikke? Det blev også bare et kæmpe ja tak herfra!

Nej, jeg har aldrig lavet bolsjer før og jeg er heller ikke ligefrem en ørn i et køkken, så jeg har lidt på fornemmeren, at det bliver ret så underholdende både at prøve og efterfølgende at læse om.

Der gik bare ikke lang tid før jeg kom til at tænke på, at det jo ikke er det samme som her. Dét her er jo mit lille sted, hvor jeg kan kradse nogle ord ned som de lige falder mig ind og det er kun mig, der skal kunne stå inde for det jeg skriver.
På deres blog er det en sød kollega, (må man sige det, selvom man bare er praktikant?) der har skrevet de andre indlæg og jeg er langt fra på hendes niveau! Hun har faktisk den samme uddannelse som jeg, oveni har hun så også den kandidat jeg gerne ville have haft, bum! Hun skriver godt, er virkelig skøn og generelt skidedygtig til sit arbejde. Har man så en anelse præstationsangst? Øh.. ja!

Men jeg glæder mig! Både til at lave bolsjer (+ smage dem) og til at skrive et blogindlæg.
Jeg er meget glad for, og faktisk også lidt stolt over, at de vil lade mig prøve kræfter med at skrive et indlæg for dem. Det bliver en kanon oplevelse og jeg skal nok lade jer høre, når indlægget er udgivet.

Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *